Om Angrebene paa Kvindesagen.

I Nationaltidendes Aftennummer af d. 2 Februar i et Brev henvendt til "en Dame" gjøres der et Angreb paa Pastor Hostrups Foredrag, holdt i "Dansk Kvindesamfund" d. 20de Januar 1885. Brevet er undertegnet Sat S. (mon det ikke er en Trykfejl: der skulde vist have staaet Sct S. da hele Artiklen er gjennemstrømmet af hellig Harme.) Det er mærkeligt, med hvilken Kraft Skriftens Ord anvendes, naar Kvindespørgsmaalet er paa Tapetet - langt mindre naar det er Mændenes Sædelighed og Forpligtelser overfor Kvinden, der er under Debat; i sidste Tilfælde vækker Paaberaabelsen af Skriften kun Forbitrelse, og der tales med mange Ord om det "menneskelige," det "mandig-physiske", som har sin Ret, og vil en Præst for en Gangs Skyld ogsaa være Præst overfor Mænd i dette Stykke, da bliver han afvist med Haan; ja, jeg har endog hørt den Ytring, da det store Sædeligheds- eller Usædeligheds-Spørgsmaal var paa Bane, "at det var noget, som Præster helst skulde holde sig fra at tale med om;" hvem der saa skulde tale om det, er ikke godt at vide. -

Sat. S. begynder med en længere Beklagelse over, hvor reduceret Mandens Stilling i Hjemmet er; hvorledes han snart maa til at raabe paa sin Ret til Ligestillelse med Hustruen. Det var meget mærkeligt, om Manden virkelig skulde være saa slet stillet. Med Biblen, Loven, Opinionen, den physiske Styrke paa sin Side dog trække det korteste Straa! Det lyder utroligt. Havde Sat. S. endda som Forklaring af dette efter hans Mening tilstedeværende Forhold fortalt, at Manden altid var den, der elskede mest, saa havde han begrundet sin Opfattelse (selv om denne Begrundelse kun var en løs Hypothese); thi Kjærligheden gjør i nogle Tilfælde ligesaa svag, som den i andre gjør stærk. Om en Mand end havde Biblen, som han har Loven, Opinionen og den physiske Styrke paa sin Side til at forklare ham, at han havde Retten til Magten, men han til samme Tid havde en større Kjærlighed til sin Hustru end denne til ham, saa vilde al hans lovlige Ret og Magt ikke hjælpe ham, han vilde altid blive den, der kom til at give efter. Men det troer jeg nok, de flestes Erfaring vil sige dem, at som Regel er Kvindens Kjærlighed mere trofast og udholdende end Mandens, ogsaa mere opofrende, ikke fordi Kvinden af Naturen staar over Manden i Følelseslivet, men fordi hun ganske anderledes end denne er henvist til at leve i det alene. Hvor Mand og Hustru begge nære stor Kjærlighed til hinanden, der bliver vel den stærkeste Character den herskende, og den findes ganske vist ligesaa ofte hos Kvinden som hos Manden; Lovens Fordeling af Magten spiller sikkert en meget lille praktisk Rolle inden for Hjemmet. Forresten er Sat. S.s Erfaringer meget forskjellige fra dem, jeg har gjort; han siger, at han "ofte i et Hjem, hvor Manden har vist sig "aushäussig" eller var en Drukkenbold, har begyndte med at beklage Konen, men senere, ved nærmere Kjendskab til Forholdene, har endt med at føle dybere Medlidenhed med Manden, fordi det Hjem, som Hustruen skabte og dannede var et saadant at Manden umulig kunde finde Behag i at være der eller udholde Livet der." Men hvad om man ved at gaa et Skridt endnu dybere i sine Undersøgelser kom til det Resultat, at Hustruen først var bleven til den daarlige Husmoder og Hustru, fordi Manden havde gjort hende ulykkelig ved f. Ex. at være hende utro eller ved en anden lille mandlig Skrøbelighed? Tro mig, Sat. S., det er haardt at tælle sine Servietter og Duge med Interesse under Byrden af en stor Sorg eller Nedværdigelse, og tro De mig, det er heller ikke let at møde Fornærmeren med et mildt Ansigt og venlige Ord, naar Hjertet bløder under den største Fornærmelse, den ene Ægtefælle kan tilføje den anden. Gud ved, hvor venlige de Svar blev, som Hustruen fik af Manden, om hun havde forbrudt sig paa en lignende Maade mod ham! Og naar Manden svirer og spiller de Penge bort, som Konen skulde gjøre Hjemmet hyggeligt med: hvorledes skal hun da kunne gjøre det hyggeligt? Jeg kjender ganske vist de Kvinder, der holde Hovedet oppe og forsøge at dække Sorgen og Skammen for Omverdenen, men dem regner jeg for noget nær Helgeninder; man kan beundre en saadan, men man har ingen Ret til at forlange, at alle Kvinder skulle have lige overmenneskelige Kræfter; de er nu engang Mennesker. Jeg husker nok, at der en Gang, da Kvindens ægteskabelige Stilling var under Debat, blev sagt i Rigdagen, at Kvinden var Skyld i de fleste ulykkelige Ægteskaber. En dristig Paastand, naar man tænker paa, at tre af de værste Skjær, Ægteskabet strander paa, ere Drik, Spil og Utroskab, og der er vel næppe nogen, der vil benægte, at i disse tre Retninger synder Manden oftere end Kvinden; men jeg havde dog ikke troet, at denne Ytring, forhøjet til at Kvinden altid er Skyld i ulykkelige Ægteskaber, skulde blive gjentaget vel overlagt; skjønt, vel overlagt, hvad kunde man vente sig, naar ikke en af de i Rigsdagsforsamlingen tilstedeværende Mænd tog til Gjenmæle i et lille Forsvar for Kvinden? Havde man spurgt det ærede Rigsdagsmedlem om, paa hvad Maade han mente, at Kvinden var Skyld i de daarlige Ægteskaber, var Svaret utvivlsomt blevet: ved Sjuskeri. - Men tænke disse Kvindens Anklagere paa, at er der noget Arbejde i Livet, der fordrer et glad og ligevægtigt Sind, da er det ikke de store Arbeider, men de tusinde smaa Gjerninger, hvorved en Kvinde gjør Livet hyggeligt i Hjemmet?

(Fortsættes).