En Protest fra de arbejdende Kvinder.
Fra en ung amerikansk Dame, som paa en længere Evroparejse ogsaa har besøgt de nordiske Lande, har Red. modtaget følgende Brev.
Wien i Marts 1885.
Maaske det kan interessere Læserne af Deres ny Blad at høre lidt om et Møde, som jeg overværede i Berlin, sammenkaldt af Kvinder for at varetage deres Kjøns Interesser.
Det var blevet foreslaaet at begrænse de tyske Kvinders Arbejdstid eller, om muligt, helt udelukke dem fra visse Arbejdsgrene. Da Kvinderne allerede arbejde for saa ringe Løn, at mange, som gjærne vilde leve et sædelig rent Liv, ikke kan gjøre det, om de arbejder aldrig saa tappert fra Morgen til Aften, saa vil enhver Lov, der tager Arbejdet ud af Kvindernes Hænder, bogstavelig tage Brødet ud af Munden paa dem. En af de Grunde, hvormed man støtter Forslaget om at udelukke Kvinderne fra Nattearbejde i Fabrikerne, er den, at deres Tilstedeværelse der og deres Gang til og fra Arbejdsstederne om Natten "sætter Sædeligheden i Fare." Men Nattearbejdet bliver betalt næsten 50 pCt bedre end Dagarbejdet, og da Sædeligheden sættes nok saa meget i Fare af Mænd, er det næppe retfærdigt at udelukke Kvinderne fra dette bedre betalte Arbeide.
Med disse Kjendsgjerninger for Øje sammenkaldte nogle Damer i Berlin - efter at have holdt et foreløbigt Møde i et privat Hus - den 23. Januar et offentligt Møde af arbejdende Kvinder; det var Hensigten at vedtage en Protest til Rigsdagen, hvori man opfordrede denne til at nægte enhver Lov, der gik ud paa yderligere at indskrænke Kvinderne i Valget af Arbejde.
Mødet var besøgt af omtr. 700 Mennesker, af hvilke kun meget faa var Mænd. En Fru Guillaume Schack holdt Indledningsforedraget. Det var en klar Redegjørelse for den Fare, der laa for Kvinderne i saadanne Love, som begrænsede deres Arbejdstid og Arbejdsomraade; det indeholdt tillige en Række statistiske Oplysninger med Hensyn til Kvinders Arbejdstid i andre evropæiske Lande. Hun foreslog derefter følgende Protest, som Kvinderne ivrig trængte sig frem for at underskrive.
I Erkjendelse af, at den kvindelige Arbejders Stilling allerede nu er langt sørgeligere end den mandligés, at allerede nu kun en ringe Del af Kvinderne er i Stand til at ernære sig selv ved deres Arbejde, gjør Forsamlingen Indsigelse mod enhver yderligere Indskrænkning af Kvindearbejdet. Den selvstændige Kvinde bliver, hvad Skattebyrden angaar, betragtet som en myndig Statsborger; det er altsaa ikke retfærdigt at erklære hende for umyndig i Valget af Arbejde og indskrænke hendes Frihed til at udbytte det, som hun selv synes. Det er umuligt ved et Forbud at beskytte hende mod andres Misbrug af hendes Arbejdskraft, thi enhver Indskrænkning vil kun forværre hendes Stilling og tvinge hende til at sælge sit Arbejde billigere. Heller ikke Hensyn til Sundhed og Sædelighed kan tale herfor; hendes Sundhed kan ikke fremmes ved at forværre hendes Stilling, og da Sædeligheden trues mere af Fare fra Mændenes Side, var Forbud nok saa berettiget overfor disse. En Indskrænkning af Kvindens Arbejde vil først da holde op at være en Uretfærdighed, naar Manden paa sin Side, til Fordel for hende, indskrænker sit Arbejde og overlader hende alene enkelte Arbejdsgrene. Da Kvindens Arbejde under vore nuværende Samfundsforhold ikke kan undværes, saa vil enhver Undtagelseslov forværre de almindelige Tilstande. De to Kjøns Interesser er saa nøje forbundne, at ved ethvert vilkaarligt og uretfærdigt Indgreb i den enes Ret, vil begge komme til at lide.
De allerede nu stedfindende Indskrænkninger i Kvindens Arbejde fordømme mange Tusinde til Sult og Skændsel. Tvungen af Nøden nedlægger Forsamlingen derfor i de tyske Kvinders Navn Indsigelse mod enhver yderligere Arbejdsindskrænkning og bønfalder den høje Rigsdag om at nægte alle Forslag i den Retning.
Det var en Fornøjelse at høre Indlederens klare, grundige Redegjørelse, at se den kvindelige Ordstyrers rolige og værdige Optræden, men især at være Vidne til den alvorlige Interesse, hvormed de tilstedeværende Kvinder fulgte det hele. Jeg fik senere at vide, at Fru Guillaume Schack er bleven opfordret af Arbejdsklassens Kvinder til at tale til dem ved flere mindre Møder, som de vil lade afholde for hende, saa optagne er de af Sagens Vigtighed.
Om nu denne Protest vil have nogen Indflydelse paa en Forsamling, der udelukkende er valgt af Mænd - det skal først vise sig. Men i hvert Fald tror jeg ikke, man bør undervurdere den Følelse af "Broderskab", som saadanne Møder vække mellem Kvinderne. De opdrage ogsaa Kvinderne til at erkjende Værdien af at være repræsenterede - og fra et amerikansk Standpunkt set er dette en ikke ringe Fordel!
Deres