« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Marie Hjelmer 13. marts 1936
p.t. St. Elisabeths Hospital, 13-3-36.
(Jeg er uden Tilladelse staaet op og skriver dette Brev, som jeg beder Lederen af Fællesstyrelsesmødet oplæse).
Først vil jeg bringe mine kære Venner og Medarbejdere min hjerteligste Hilsen og min dybe Beklagelse af at maatte være fraværende ved dette vigtige Møde, i bedste Fald det næstsidste i min Funktionstid.
Jeg anser det for at være af stor Betydning, at vi nu, den 15. marts, faar gennemdrøftet de vigtige Spørgsmaal angaaende ændringer i Fællesstyrelsen og ikke venter dermed til Fællesmødet staar lige for Døren.
Det er for det første det store Spørgsmaal om en ny Landsformand.
Det er for længst slaaet fast, at jeg gaar af. Havde der ikke været andre Grunde, saa er der i hvert Fald nu min Helbredstilstand, der er en uovervindelig Hindring.
Jeg indser fuldt ud, at jeg egentlig slet ingen Ret har til at tale med om min Afløser, men jeg tror dog, at man i Betragtning af min Sygdom, som forhindrer mig i at deltage i Søndagens forhandlinger, vil tillade mig at komme med et Par Bemærkninger.
Det forekommer mig, at der er 2 Kandidatemner, der straks frembyder sig: Næstformanden, Fru Andrea Hedegaard og fru Esther Carstensen.
At fremhæve personlige Fordele hos den ene paa den andens Bekostning, kan ikke falde mig ind. De maa sikkert begge anses for fortrinlig kvalificerede.
Men jeg vil ikke undlade at understrege de vanskeligheder, der er ved at have en Landsformand ude i Landet. Landsformanden maa næsten daglig være i Kontakt med Kontoret, hvis hun paa effektiv Maade skal være med i Arbejdet. Hun skal ifølge vor Arbejdsplan være Formand for Forretningsudvalget, og dette er nødvendigt, thi Forretningsudvalget er Pulsslaget i D.K.s Arbejde.
Der er ogsaa Samarbejde, Aftaler og Forhandlinger med de andre Kvindeforeninger, hvor jeg ofte paa Grund af, at jeg boede for langt borte fra København, har været nødt til at paakalde de københavnske Medlemmers Hjælpsomhed. Paa den Maade kan man imidlertid ikke helt ud og saa godt, som man skulde, følge med.
Jeg har som Landsformand haft en meget stor Korrespondance, i det hele et Arbejde, som de der staar udenfor, næppe tænker sig Omfanget af. Derfor tør jeg nok sige, at D.K.s Landsformand maa være i hvert Fald delvis uafhængig.
Af disse Bemærkninger vil man forstaa, i hvis Vægtskaal Loddet efter min Mening tynger.
Jeg beder venligst, om man nøje vil overveje for og imod.
…
I Anledning af den sørgelige Forvirring og Uoverensstemmelse, der herskede ved Sønderborgmødet, baade med Hensyn til Børnelovene, (men nu er det jo overstaaet) og med Hensyn til Valgene til Fællesstyrelsen, vil jeg meget indtrængende bede om, at man overvejer, hvem det vil være gavnligt at faa ind i Fællesstyrelsen.
Jeg tog mig i Fjor meget nær, at det konservative Folkeparti mistede sin Repræsentant i Forretningsudvalget.
Fru Aggebo, og jeg vil antage, at dette var Skyld i, at Fru Hindsgaul traadte ud pa et senere Tidspunkt, hvad jeg ligeledes meget har beklaget. I D.K. maa vi bevare den politiske Balance, netop fordi vi skal være neutrale.
Jeg foreslaaer en udmærket Kvinde til Medl. af F.U.: Fru Johanne Frydensberg og beder om, at Forarbejdet for hendes Valg maa blive gjort.
Vi maa endvidere fravige den regel, vi har haft, og som i hvert Fald jeg har holdt mig efterrettelig, at Fællesstyrelsen ikke maa anbefale.
Vi maa gøre det, og maa vist komme efter det, uden at Fællesmødet faar Indtryk af [kan ikke læses].
Jeg er nu krøbet i Seng igen og er træt, ligesom jeg sikkert ogsaa har trættet. Fl.styrelsen Medl.
Vil De tilgive mit lange Indlæg, tænke over det og modtager en kærlig Hilsen
Fra Deres
meget hengivne
Marie Hjelmer
(Jeg er uden Tilladelse staaet op og skriver dette Brev, som jeg beder Lederen af Fællesstyrelsesmødet oplæse).
Først vil jeg bringe mine kære Venner og Medarbejdere min hjerteligste Hilsen og min dybe Beklagelse af at maatte være fraværende ved dette vigtige Møde, i bedste Fald det næstsidste i min Funktionstid.
Jeg anser det for at være af stor Betydning, at vi nu, den 15. marts, faar gennemdrøftet de vigtige Spørgsmaal angaaende ændringer i Fællesstyrelsen og ikke venter dermed til Fællesmødet staar lige for Døren.
Det er for det første det store Spørgsmaal om en ny Landsformand.
Det er for længst slaaet fast, at jeg gaar af. Havde der ikke været andre Grunde, saa er der i hvert Fald nu min Helbredstilstand, der er en uovervindelig Hindring.
Jeg indser fuldt ud, at jeg egentlig slet ingen Ret har til at tale med om min Afløser, men jeg tror dog, at man i Betragtning af min Sygdom, som forhindrer mig i at deltage i Søndagens forhandlinger, vil tillade mig at komme med et Par Bemærkninger.
Det forekommer mig, at der er 2 Kandidatemner, der straks frembyder sig: Næstformanden, Fru Andrea Hedegaard og fru Esther Carstensen.
At fremhæve personlige Fordele hos den ene paa den andens Bekostning, kan ikke falde mig ind. De maa sikkert begge anses for fortrinlig kvalificerede.
Men jeg vil ikke undlade at understrege de vanskeligheder, der er ved at have en Landsformand ude i Landet. Landsformanden maa næsten daglig være i Kontakt med Kontoret, hvis hun paa effektiv Maade skal være med i Arbejdet. Hun skal ifølge vor Arbejdsplan være Formand for Forretningsudvalget, og dette er nødvendigt, thi Forretningsudvalget er Pulsslaget i D.K.s Arbejde.
Der er ogsaa Samarbejde, Aftaler og Forhandlinger med de andre Kvindeforeninger, hvor jeg ofte paa Grund af, at jeg boede for langt borte fra København, har været nødt til at paakalde de københavnske Medlemmers Hjælpsomhed. Paa den Maade kan man imidlertid ikke helt ud og saa godt, som man skulde, følge med.
Jeg har som Landsformand haft en meget stor Korrespondance, i det hele et Arbejde, som de der staar udenfor, næppe tænker sig Omfanget af. Derfor tør jeg nok sige, at D.K.s Landsformand maa være i hvert Fald delvis uafhængig.
Af disse Bemærkninger vil man forstaa, i hvis Vægtskaal Loddet efter min Mening tynger.
Jeg beder venligst, om man nøje vil overveje for og imod.
…
I Anledning af den sørgelige Forvirring og Uoverensstemmelse, der herskede ved Sønderborgmødet, baade med Hensyn til Børnelovene, (men nu er det jo overstaaet) og med Hensyn til Valgene til Fællesstyrelsen, vil jeg meget indtrængende bede om, at man overvejer, hvem det vil være gavnligt at faa ind i Fællesstyrelsen.
Jeg tog mig i Fjor meget nær, at det konservative Folkeparti mistede sin Repræsentant i Forretningsudvalget.
Fru Aggebo, og jeg vil antage, at dette var Skyld i, at Fru Hindsgaul traadte ud pa et senere Tidspunkt, hvad jeg ligeledes meget har beklaget. I D.K. maa vi bevare den politiske Balance, netop fordi vi skal være neutrale.
Jeg foreslaaer en udmærket Kvinde til Medl. af F.U.: Fru Johanne Frydensberg og beder om, at Forarbejdet for hendes Valg maa blive gjort.
Vi maa endvidere fravige den regel, vi har haft, og som i hvert Fald jeg har holdt mig efterrettelig, at Fællesstyrelsen ikke maa anbefale.
Vi maa gøre det, og maa vist komme efter det, uden at Fællesmødet faar Indtryk af [kan ikke læses].
Jeg er nu krøbet i Seng igen og er træt, ligesom jeg sikkert ogsaa har trættet. Fl.styrelsen Medl.
Vil De tilgive mit lange Indlæg, tænke over det og modtager en kærlig Hilsen
Fra Deres
meget hengivne
Marie Hjelmer
