Lidt om Kvindesagen hér og i Amerika.

Spørgsmaalet om Kvindens Rettigheder har i Amerika allerede i mange Aar været et af Tidens mest brændende Spørgsmaal. Kvindesagen er bleven afhandlet og kæmpet for, indtil Resultatet er blevet, at Kvinden nu har opnaaet de samme Rettigheder som Manden med Undtagelse af almindelig Stemmeret.

Mænd som Macaulay, Ralph Waldo Emerson og Wendell Philips, tilligemed Kvinder som Florence Nightingale, Elisabeth Barrett Browning og Harriet Beecher Stowe, have hjulpet Sagen frem i England og Amerika, især ved at vise, at ædelttænkende Naturer vare villige til at kæmpe for den.

Der er især blevet gjort meget for at aabne Dørene for dem, der søge Beskjæftigelse.

For fire eller fem og fyrretyve Aar siden skal Harriet Martineau have sagt, at der i Massachusetts - en af de mest oplyste og civiliserede Stater i Verden - kun var syv Stillinger tilgængelige for Kvinder, der søgte et Livserhverv. Denne Erklæring var maaske noget overdreven; men der er ingen Tvivl om, at det den Gang var meget vanskeligt for en Kvinde at ernære sig selv. Tendensen i Samfundet - under Mændenes Styrelse - har været at indskrænke ugifte Kvinder til det laveste Arbejde eller til den højeste Grad af Ørkesløshed. Men i Aarenes Løb er dette blevet forandret, og i Massachusetts er der nu 284 Erhvervskilder tilgængelige for Kvinder i Stedet for syv, og 251,158 Kvinder ernære sig selv ved Hjælp af dem.

Saadanne Tal vise bedst, hvorledes det saakaldte svage Køn med stærke Skridt nærmer sig den Lighedstilstand, der er saa frygtet af mange følsomme Mennesker, da de ere bange for, at Samfundet derved skal blive berøvet Kvinder, "der virkelig ere Kvinder." Fra Massachusetts har vi ogsaa en Beretning (fra Sage College ved Cornell University), der rolig paastaar, at de særdeles uheldige Følger, - især i Retning af "Ukvindelighed," - som man spaaede vilde opstaa ved Aabningen af denne Undervisningsanstalt for begge Køn, ere, - for at bruge et Ord, der ofte er blevet anvendt med Hensyn til Forlangender om Kvindens Rettigheder - Nonsens. Programmet fra Cornell University fremstiller paa den mest ligefremme Maade - uden at tage det mindste Hensyn til gamle, fastgroede Fordomme - at det ved alle de "Colleges" og Universiteter, hvor unge Mænd og Kvinder have studeret sammen, (indbefattet Cornells tiaarige og Michigan Universitetets tolvaarige Erfaring) har vist sig, at der har været mere Orden og Disciplin, at Kappelysten har medført bedre Resultater for Undervisningen, og at hele Tonen er bleven forbedret, siden det er blevet tilladt Kvinder at deltage i Undervisningen med samme Rettigheder og aldeles paa samme Fod som de mandlige Studenter.

Beretningen lader det imidlertid ikke være nok med i al Almindelighed at besvare Spørgsmaalet om, hvorvidt Fællesundervisningen dér har havt gavnlige Resultater. Den besvarer ogsaa de Indvendinger, der bestandig med saa stor Veltalenhed blive fremført imod den.

Langtfra at den fælles Undervisning skulde frembringe Kvinder, der ikke ere sande Kvinder, paastaar Cornellprogrammet med Bestemthed, at under dette System blive de unge Mænd mere mandige og mere fuldkomne Gentlemen og de unge Piger mere kvindelige. Den erklærer desuden, at disse kunne udholde Anstrængelsen ved Studierne ligesaa godt som de unge Mænd, at der forholdsvis ikke er mere Sygdom blandt dem, og at de i Gjennemsnit gøre hurtigere Fremgang, endog i Mathematik. Saadanne Erfaringer viser Kvindesagens Fremgang trods alle Indvendinger og al Modstand.

Men det er ikke alene Universiteterne, der have indladt Kvinder i deres hellige Haller, ogsaa andre Institutioner og Erhverv have de faaet Adgang til.

I Boston er der 98 Kvinder i Skoledirektionen, i Kunstskolen er der 219 Kvinder mod 75 Mænd. 25 til 30 kvindelige Læger praktisere alene i Boston og nyde samme Tillid og Agtelse som deres mandlige Kolleger. Kvinder blive ansatte ved Sindssygeanstalter og Fængsler og praktisere som Jurister.

Dersom alle disse Stillinger vare tilgængelige for Kvinderne i Danmark, tvivle vi ikke om, at de ville komme fra alle Kanter af Landet for at søge Ansættelse; men, - skjønt vi vilde sympathisere med dem, - kunne vi ikke lade være at antage at mange af dem vilde være højst uskikkede til at

fylde disse Pladser, ikke fordi de af Naturen ere uduelige, men fordi deres Opdragelse i Skolen og i Hjemmet, ulig den, deres Brødre have faaet, har bidraget til at gøre dem afhængige af andre, i Stedet for at styrke dem til Livets Kamp. De blive ikke opdragede til at udrette Noget, men blot til at være Damer.

Forudsat at vi indrømme, at det at blive gift, passe Huset, stoppe og lappe samt vaage over Børnenes Opdragelse, er det vigtigste Maal for en Kvindes Liv, lad os saa se, hvilken Opdragelse vi give hende, for at hun kan udfylde sin rette Plads. Hun bliver sendt til en Pigeskole, hvor hun lærer en lille Smule af tre eller fire forskjellige Sprog, faar et overfladisk Begreb om Naturvidenskaberne og et lignende om Evropas politiske Historie, et uendelig ringe Kjendskab til Regning (hvad man skulde tro vilde være af Vigtighed for hende, naar hun skal udfylde sin Plads som Husmoder), lærer lidt Musik, Tegning og Haandarbejde, - flere Timer om Ugen bliver i mange Aar anvendt paa at lære Syning og Strikning, som Maskinerne nu overalt udfører hurtigere og billigere, og det er det hele, tror jeg, undtagen at hun naturligvis lærer den ædle Kunst at danse.

Lad os nu antage, at hun opfylder sin Bestemmelse, bliver gift og paatager sig Omsorgen for sin Familie og Husholdning tilligemed de sædvanlige selskabelige Pligter og Fornøjelser. Den ene travle, tilfredse Dag følger efter den anden, indtil Sorgens Dag pludselig kommen. Hendes Mand dør uden at efterlade hende nogen Formue. Den Kvinde, der i Gaar levede uden at tænke paa Livets Hverdagssorger, staar i Dag alene i Verden med Børn at ernære, uden Indtægter og uden den mindste Erfaring eller Kundskab om, hvorledes hun skal ernære sig og sine, uden at kunne noget Haandværk eller være i Besiddelse af nogen faglig Dygtighed, som hun kan anvende til at skaffe sig noget at leve af. Hun er langt uheldigere stillet end de fattige Kvinder, der ere blevne opdragede til at udføre strængt Arbejde, som at vaske og skure, for hun maa passe paa, for sin egen og sine Børns Skyld, ikke at komme paa et lavere Trin af Samfundets Stige ved at udføre Arbejde, der bliver anset for nedværdigende. Naar hendes Stilling først gaar op for hende, tænker hun paa at holde en lille Skole, sy for Butikerne, oversætte for Bladene, paatage sig Afskrivning eller have Pensionærer. Men ved alle disse Forsøg vil hun møde den mest ubarmhjærtige Konkurrence. Der er mer end nok af Lærerinder, Syersker, Forfatterinder, Afskrivere og Damer, der har Pensionat.

Dette er et ganske almindeligt Tilfælde, der hænder hver Dag et eller andet Sted i Verden, og dog - med dette og lignende Tilfælde for Øje, - dog er vort Opdragelsessystem indrettet aldeles, som om dette ikke var og ikke kunde blive Tilfældet. Vi lukke vore Øjne for Faren og stole paa Lykken, og det er højst uklogt.

Enhver af os har kjendt Kvinder, som denne Ulykke er hændt, enhver af os ved, at det kan hændes vore egne Døtre, og dog give vi dem ingen Vaaben i Hænde, hvormed de kunde bekæmpe Faren. De kunne undervise! Ja, dersom de ere heldige nok til at faa en Plads. De ere dygtige i Haandarbejde! Ja, og vilde lige være i Stand til at fortjene det daglige Brød, medens de bukke under for Anstrængelsen.

Hvorfor forsømmer Forældre de simpleste Forsigtighedsregler med Hensyn til deres Døtre? Allerede mens Drengene ere smaa, bliver der taget Bestemmelse om deres Fremtid, og naar de skulle studere, begynde de dermed saa tidlig, at de kunne tage Artium i Attenaarsalderen, medens Pigerne, hvis de ville studere, maa begynde forfra paa mange Fag i den Alder, hvor deres Brødre ere færdige med Examen. I hvilken Retning de saa end har særlige Anlæg, de faa dog alle den samme overfladiske Uddannelse indtil Konfirmationen, og i den Alder, hvor de unge Amerikanerinder først for Alvor tage fat, bliver de danske unge Pigers Opdragelse ofte anset for fuldendt. Enhver Opdragelse er mangelfuld, naar den ikke giver særlig Uddannelse i en bestemt Retning, der kan blive et Levebrød for den unge Pige, hvis hun vil ernære sig selv. Hvis dette aldrig skulde blive nødvendigt, er der dermed ingen Skade sket, men det har endog den Fordel, at det giver hende Selvtillid og en Følelse af Uafhængighed.

Da der blev sagt til Jøderne i England: "I ere kun skabte til at tjene Penge; det passer sig ikke for Jer at træde ind i Armeen eller i Parlamentet", hvor veltalende var da ikke Macaulays Svar: "Hvad Ret have vi til at anse dette Spørgsmaal for afgjort? Lad os give Jøderne Adgang til Armeen og Parlamentet, før vi nægte, at Esaias Landsmænd ere veltalende, eller at Makkabæernes Efterkommere ere tapre." For Øjeblikket siges der omtrent det samme til Kvinderne, som Englænderne sagde til Jøderne. Men vi svare: "Lad Kvinderne faa Adgang til Latinskolerne, de andre højere Læreanstalter og Kunstakademiet, giv Kvinderne - der tæller Navne iblandt sig som Harriet Martineau*), Mrs. Somerville**) og Rosa Bonheur - samme Uddannelse som Mændene, og lad saa Resultatet vise, hvad de ere i Stand til at udrette, Naar Kvinden i lige saa mange Aarhundreder som Manden har nydt de samme Rettigheder, da vil det først være Tid at spørge: "Er Kvindens Aandsevner ligesaa store som Mandens?"

En Indvending, der ofte gjøres mod at give Kvinden samme Uddannelse som Manden er den, at de virkelig begavede bane sig Vej til Trods for alle Hindringer.

Dette er uden Tvivl til Dels sandt, og det er netop Grunden, hvorfor saa mange Kvinder have udmærket sig i forskellige Retninger trods deres slette Opdragelse, men hvem kjender Tallet paa dem, der kunde være bleven berømte og have udrettet meget for Efterverdenen, men som ere blevne trætte af at kæmpe mod alle de Vanskeligheder, Samfundet har lagt i Vejen for dem.

En af Grundene, hvorfor det er vanskeligt at faa Latinskolerne aabnede for Piger er, at der blandt mange af det saakaldte stærke Køn er en stille Bevidsthed om, at de ikke ere skikkede til at optage Kampen, hvis deres "svagere" Søstre fik Adgang til Dissektionsstuen, Observatorierne og Retssalen. Det vilde i dette Tilfælde blive, hvad Darwin kalder: "The survival of the fittest."

Dette er dog kun Tilfældet blandt Mænd af anden Rang; det er altid de mindst begavede, der ere de mindst liberale. De mest overlegne Tænkere ligefra Plato, der sagde: "I Bestyrelsen af en Stat har hverken en Kvinde som Kvinde eller en Mand som Mand særegne Bestillinger at udrette, da Evnerne ere ligelig fordelte blandt begge Køn" - og ned til vor Tids Filosofer have erklæret, at Kvindens Evner ere ligesaa store som Mandens. Derfor er det indlysende, at Kvinden har samme Ret til at vælge sin Stilling som Manden, og at ethvert Menneskes rette Plads er den Stilling, som han eller hun bedst kan udfylde.

En anden Indvending er, at det vil gøre Kvinden mindre kvindelig, naar hun skal tage Del i Forretninger og Politik, blive Læge eller Jurist. Men det kan umulig gøre en Kvinde mere ukvindelig at beskæftige sig med alvorlige Studier end med Selskabsliv og Pynt. Maaske der i den næste Generation ikke vil blive saa mange "underdanige" Hustruer, der blindt adlyde deres Mænd, men der vil blive flere Hustruer, der kan hjælpe og sympathisere med deres Mænd, og færre, der blot vil betragte Ægteskabet som en Forsørgelsesanstalt. Og desuden er det forholdsvis faa, der opnaa den Lykke at finde en Forsørger. Hr. Elberling har i forrige Numer meddelt os, at der i 1880 var 160,878 ugifte Kvinder over 20 Aar i Danmark. Hvad skal der blive af alle dem blandt disse Kvinder, der skulle forsørge sig selv, især dem, der høre til den højere Middelstand? Skulle de alle blive Lærerinder, Bogholdere eller Syersker? Det vil sige arbejde syv à otte Timer om Dagen blot for det daglige Brød.

Og nu komme vi til en anden Side af Kvindesagen, nemlig til det Spørgsmaal: Hvorfor faar ikke Kvinden den samme Betaling for det samme Arbejde som en Mand, naar hun udfører det ligesaa godt? Spørgsmaalet er let at besvare. Det er paa Grund af Konkurrencen. Saa længe der er saa faa Stillinger tilgængelige for Kvinder, saa længe de alle søge de samme Næringsveje, saa længe vil deres Arbejde blive daarlig betalt. Som Regel ere Lærerinderne mere samvittighedsfulde og pligtopfyldende end Lærerne, men til hvad Nytte, naar der er fem tusind Lærerinder til at fylde fem hundrede Pladser? Det er en Selvfølge, at de blive slet lønnede. Men hvis de nød en Opdragelse, der gjorde dem i Stand til at udfylde de samme Stillinger, der ere aabne for Mænd, vilde dette ikke længer blive Tilfældet. De vilde da blive lønnede efter Fortjeneste og ikke efter Køn.

Som Sagerne nu staa, faar en Kvinde enten mindre Gage end en Mand vilde faa for det samme Arbejde, eller hun opnaar ikke de samme Forrettigheder og Begunstigelser, eller ogsaa beholder hun sin Plads, fordi hun udfører sit Arbejde langt bedre end en Mand. Paa En, der kan henføres blandt den sidste Klasse, ønsker jeg at henlede Opmærksomheden, da hun for nylig har vundet en stor Sejr, der har megen Betydning. Hovedbladene i New York og Brooklyn, samt mange Tidsskrifter, der interessere sig for Kvindesagen, have nylig omtalt den Kjendsgjerning, at Miss Hattie Morris har haft den Triumf at faa tilstaaet en Gage af 2,700 Dollars om Aaret som Bestyrerinde af en af Brooklyns Skoler, hvilket er aldeles den samme Gage, som en Bestyrer vilde kunne faa. Hvorledes dette er gaaet til, vil jeg i Korthed fortælle. For ti Aar siden blev Miss Morris ansat ved Skolen, der den Gang talte 250 Børn. Efter de første Aars Forløb blev hun af Skoledirektionen omtalt som "en Skat", "en Vinding" o. s. v.; men efterhaanden som Skolen tiltog, blev hendes Plads en ønskelig Stilling for en Mand. Der burde gives mere end 1,800 Dollars for en saadan Plads, men mere end l,800 vilde ikke være Kvindegage, og Miss Morris var en Kvinde. Saa blev der sendt et Udvalg hen til Skolen for at opdage en Fejl, hvorfor hun kunde blive afskediget; men efter en grundig Undersøgelse kunde de kun udtale den Kjendelse, at den stod over de andre Skoler i alle Henseender. Først efter seks Aars Anstrængelser lykkedes det Miss Morris Venner at gjøre det indlysende for Brooklyns Skoledirektion, at en Kvinde, der gjorde en Mands Arbejde, er berettiget til at faa en Mands Gage derfor. Beretningen om det Møde, hvori denne Sag blev afgjort, er meget underholdende. Et Medlem var villig til at stemme for Forhøjelsen af Miss Morris Gage, hvis alle de andre Lærerinders Gage ogsaa blev forhøjet. En anden paastod, at en dygtig Lærer var bedre end en dygtig Lærerinde, blot fordi han var en Mand. Sund Logik!

Dette Exempel peger paa to Kjendsgjerninger. Først at Miss Morris for længe siden vilde have faaet fuld i Stedet for totredjedels Gage udbetalt, hvis hun ikke havde været en Kvinde, og dernæst at hun kun vandt denne Sejr, fordi hun var en saa overordentlig dygtig Lærerinde.

Det er dog især i de Stillinger, der først for nylig ere blevne tilgængelige for Kvinder, at der stilles saa store Fordringer. For Exempel hvis en Kvinde vil være Læge, maa hun være saa dygtig som de bedste, hvis hun skal have Held med sig. I Amerika, hvor kvindelige Læger ikke længer ere noget nyt, er der enkelte, hvis aarlige Indtægt beløber sig til 25,000 Dollars, men disse have da, foruden et Par Aars Studium ved et medicinsk Kollegium i Amerika, efter at have taget den almindelige Afgangsexamen ogsaa studeret i Paris og Schwejtz. Ogsaa paa Journalistikens Omraade have Kvinderne begyndt at vinde en Plads, og her er det først, at vi se fuldkommen Retfærdighed ydet med Hensyn til Lønningsspørgsmaalet, da Kønnet er aldeles uden Betydning her. En Artikel i "Boston Daily Advertiser" meddelte for nylig, at af 186 Bidrag til de tre ledende amerikanske Tidsskrifter vare de 142 skrevne af Mænd og de 44 af Kvinder. Et meget stort Antal finder ogsaa Beskæftigelse som Referenter, Stenografer og Telegrafister. Men for de Kvinder, der ikke egne sig til nogen af disse Stillinger, men ere særlig praktisk anlagte, er der nu ogsaa et større Valg end tidligere, idet de blive mere uafhængige af gamle Vaner og med Held prøve paa nye Næringsveje. Saaledes véd jeg nogle, der tjene tre en halv Dollars om Dagen som Snedkere og Sadelmagere, medens det heller ikke mere er noget nyt at høre om Kvinder, der ere dragne ud i Vesten og have taget et "Homestead", - hvad de kan gjøre under samme Betingelser som Mændene, - og dyrket deres Jord med Held. Andre ernære sig ved at dyrke Drivhusblomster, atter andre ved at opdrætte Fjerkræ. Det gjælder blot om at finde sin rette Plads i Stedet for at følge den slagne Landevej, og Spørgsmaalet om Betalingen vil ordne sig efterhaanden.

For Øjeblikket er der iøvrigt ikke noget mere brændende Spørgsmaal i Amerika end dette: Naar en Kvinde skal betale Skat, hvorfor har hun da ikke Stemmeret? Den almindelige Indvending er, at Kvindens Plads er Hjemmet, og at hun er for sart et Væsen til at blande sig mellem Hoben. Men hvorfor tillader man da disse sarte Væsener at betale Skatter, hvorfor blive de ikke forsørgede af Staten, naar de ingen mandlige Slægtninge have til at være deres Forsørgere? - Der er en anden Indvending, der har mere at sige, og det er, at det kunde bringe Strid i Familierne, hvor Mand og Hustru var af forskjellig politisk Mening. Men i saadanne Tilfælde maa de blive enige om at være uenige, hvad der ofte sker i religiøs Henseende, hvor hver har sin Tro.

At nægte Kvinderne Evne til at forstaa Politik, vilde være latterligt, da Historien viser os saa mange Exempler paa det modsatte. At dette Anlæg for Politik ikke blot findes hos Dronninger, der ere saa bekjendte, at det er overflødigt at nævne dem, viser Kvækerinden Elisabeth Heyrick. Da Broughan, Clarkson, Wilberforce og alle de andre store Filantroper i England vare ude at Stand til at løse det vestindiske Slavespørgsmaal, skrev hun disse ligefremme og dog mægtige Ord: "Øjeblikkelig, ubetinget Frigjørelse", der løste Problemet og frigjorde en hel Race.

Naturligvis have den største Del af Kvinderne ingen Interesse for Politik og vilde ikke bryde sig om at stemme, selv om de havde Ret dertil, men dog stemme de bedste Kvinder i England og Skotland i Kommunalsager og Skolesager, og i Wyoming have Kvinderne i tolv Aar haft samme Valgret som Mændene i alle Anliggender, og de tre Guvernører, som Wyoming har haft i den Tid, Repræsentanterne ved Kongressen og Højesteretsdommerne ere alle enige om, at det har haft en gavnlig Indflydelse i Wyoming. Og hvilke Beviser ere bedre end de, som Erfaringen giver?

Men selv om Kvinden ikke benytter sig af sin Valgret, vil blot det at have denne Ret være tilstrækkeligt til at beskytte hende. Er det ikke klart, at den eneste Maade, hvorpaa man kan afhjælpe de mange lovmæssige Uretfærdigheder, der viser sig i Ægteskabslovene som i andre Love, er at give Kvinderne Ret til selv at være med, naar Lovene forhandles, og naar de have nydt samme Opdragelse, vil deres Stemme have samme Værd.

Kvindesagens værste Fjender ere Kvinderne selv. Dels dem, der sige: "Vi ere tilfredse med vor Stilling, hvorfor skulde vi saa bryde os om dem af vore Søstre, der ikke ere saa heldig stillede; vi maa finde os i den Stilling, Vorherre har tildelt os;" - hvad der jo er meget let for dem, der have Grund til at være tilfredse. Dels ogsaa den Klasse, der troer, at Formaalet for Kvindefrigjørelsen er at faa Kvinderne til at blive saa lig Mændene som mulig, og at Maalet er naaet, naar de blot kunne ryge Cigarer.

Men uagtet alle Hindringer baner Sagen sig rask Vej, og naar man ser hen paa dens Fremskridt i de sidste Aar, maa man tænke paa Agassiz Beskrivelse af den Maade, hvorpaa nye og vigtige videnskabelige Sandheder modtages. Først erklærer man, at det er latterligt, dernæst at det strider mod Religionen, og tilsidst, naar det er en anerkjendt Sag, vidste man nok, at det forholdt sig saaledes.

Det er ligesom Beretningen i de franske Aviser om Napoleons Tilbagekomst fra Elba; Uhyret er landet. Menederen rykker frem. Napoleon er ved Passy. Kejseren er i Paris.

*) Harriet Martineau var en af Kvindesagens Forkæmpere i England; hun udmærkede sig desuden som Forfatterinde af statsøkonomiske Skrifter.

**) Mrs. Somerville har erhvervet sig et ikke ringe Navn paa Astronomiens Omraade.