« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningdusvalgsmøde 25. september 1945

« Se emneord

Udskrift af Forretningsudvalgets Protokol.
Tirsdag d. 25. September 1945 holdt Forretningsudvalget Møde paa D.K.’s Kontor Kl. 16.

Tilstede var: Landsformanden Ingrid Larsen, Alma Andersen, Magda Andersen, Inger Hempel, Nikoline Winther, Inga Dahlsgaard, Karen Schack og Margot Petersen.

Dagsorden:
1. Meddelelser
2. D.K.’s Fødselsdag
3. Fællesmødet
4. Beretning fra Lovudvalget
5. Eventuelt.

ad 1.
a) Det vedtoges at sende Telegram til Kongens Fødselsdag.

b) Opfordring fra Kaj Munks Mindefond. Enedes om at opfordre Medlemmerne til at støtte Sagen.

c) Man udvalgte de to Mapper blandt forskellige Forslag fra Tegne- og Kunstindustriskolen til Thora Pedersens og Hulda Pedersens Udnævnelse som Æresmedlemmer.

d) Lyngby Kredsen vil forære D.K.’s Kontor et stort Billede af Fru Lemche. Tirsdag d. 2/l0 Kl. l0 blev vedtaget til Modtagelsen.

e) Kirsten Halberg skulde komme tilstede. - Havde ringet til Landsformanden og tilbudt en vis Procent fra Forlaget af Bogen "Kvinden paa 40". Forlaget vilde gøre det som en Gestus, fordi Bogen skulde dediceres Dronningen. –
Kirsten Halberg kom tilstede: Forlaget havde vedtaget at give en Del af Overskuddet til et Børnehjem, og Kirsten Halberg havde foreslaaet, at D.K. som Institution og bl.a. i Anledning af vor 75-Aars Dag, ogsaa skulde have en Del.
Vi vilde faa 0,50 Kr. pr. solgt Eksemplar uden nogen Forpligtelse fra vor Side udover Omtale af Bogen paa Landsmødet.
F.U. takkede Kirsten Halberg for Tilbudet, som vi med Glæde modtog. Til Januar vilde vi høre nærmere fra Forlaget gennem Kirsten Halberg. Piecer om Bogen bliver sendt til Aarhus.

f) Meddelelse fra et Medlem af Gentofte Kommune, at der nu var oprettet lukkede Kontoristklasser. Skriftlig Forespørgsel til Kommunalbestyrelsen vedtoges.

g) Pas for gifte Kvinder. - Landsformanden oplæste Udkast til Henvendelse til Justitsministeriet. - Godkendtes. - Skal i Kvinden og Samfundet.

h) Det var vedtaget ved forrige F.U.- Møde, at man skulde skrive en alvorlig Misbilligelse til Fru Nikolaisen, men Landsformanden havde ikke gjort det ud fra den Betragtning, at vi intet vilde opnaa derved, men maaske tværtimod faa endnu flere Vanskeligheder med Fru Nicolaisen.
Landsformandens Stilling var den, at vi skulde vente, til vi havde de nye Love og saa exkludere hende. Vedtaget at udsætte det og saa evt. exkludere hende.

i) Prokurist Grethe Andersen, der havde deltaget i Sommerlejren og var blevet indvalgt i det sjællandske Distrikts Styrelse havde tilbudt at fungere som Rejsesekretær for D.K. i 3 Maaneder for egen Regning. - Man havde paa Lejren omtalt det betimelige for D.K. i at have en Rejsesekretær, og saa havde hun sagt, at det kunde hun godt tænke sig.
Vedtaget at tale med hende inden næste Møde.

j) Modtaget Indbydelse til Danske Ungdomsorganisationers Fællesraad. Spørgsmaalet var nu, om vi skulde gaa med deri - det var jo en Fortsættelse af Dansk Ungdomssamvirke. F.U. var enige om at foreslaa Fællesstyrelsen, at vi skal indtræde.

k) Forslag fra Lis Groes ang. Ind- og Udgaaende Post til F.U. Møderne.
F.U. blev enige om at udsætte det, til Fru Groes selv var til Stede. Fru Groes var i Norge og talte i Norsk Kvindesagsforening.

1) Dansk Samling svaret, at man var skuffet over vort Svar, der gik ud paa, at vi ikke kunde støtte et bestemt Partis Forslag.
Vi vedtog at fastholde vor Stilling.

m) Man vedtog at indsende Henvendelse til Handelsministeriet om at efterhaanden som udenlandske Varer, Frugter, Ris o.lg. fremkommer, at [kan ikke læses] maatte blive rationeret. - Vedtaget.

n) Danske Kvinders Nationalraad havde sendt Henvendelse om, at man nu ønskede at tage Arbejdet op igen i "Kvindernes Februarkonferense", som nedsattes i Stockholm 1940. Man vilde nu supplere Udvalget med Landsformanden i de tilsluttede Organisationer, og samtidig blev der spurgt, om man stadig kunde betragte Lis Groes som den anden Repræsentant.
Vedtaget at Landsformanden indtræder, og Lis Groes forbliver. Desuden vilde man spørge Margrethe Petersen, om hun vilde være Suppleant for Landsformanden.

Dagsordenen blev derpaa gennemgaaet.

ad. 2. D.K.’s Fødselsdag, Landsformanden bad F.U. tænke paa, hvilke Sager, man kunde tænke sig at drøfte paa det nordiske Møde, paa Mødet om Søndagen, som skal være D.K.’s Dag.

Ad.3. Fællesmødet. Landsformanden meddelte, at Lis Groes og Signe Prytz skal indlede om Spørgsmaalet: "Kvindelig huslig Værnepligt."
Landsformanden spurgte, om vi skulde invitere Fru Vedel til Aarhus for at tale nærmere med hende om evt. at faa en Husmoderferielejr paa Spøttrup, som hun har Opsynet med, og da hun var interesseret heri.
Margot Petersen meddelte, at direktør Sperling, Folkeferie, netop i Dag havde ringet og bedt hende komme hen paa hans Kontor, og her havde han sagt, at han havde været i Sverige, og der faaet
saa gode Impulser fra Arbejdet derovre, at han nu saa med helt andre Øjne derpaa, end han gjorde, da Lis Groes og Margot Petersen var oppe hos ham, og hvor han nærmest var af den Mening, at Sagen ikke kunde realiseres. Nu vilde han gøre alt for at støtte Sagen, og han fremkom med forskellige optimistiske Betragtninger ang. de Veje, hvorigennem han mente, vi kunde faa den økonomiske Støtte. Dette maatte dog foreløbig være fortroligt og kan derfor ikke meddeles
pr. Protokol - men vil blive forelagt ved Fællesstyrelsesmødet. - Dir. Sperling vilde samtidig høre, om vi - evt. sammen med andre Kvindeforeninger - vilde være med til et Møde om Sagen, hvis han kunde faa den svenske Direktør Ekstam herned som Taler. Direktør Ekstam er Husmoderferiens Talsmand i Sverige.
F.U. syntes, det vilde være en god Ide med et saadant Møde, hvor man kunde blive orienteret om, hvordan Sagen var lagt i Sverige.
Fællesmødets Økonomi: Kassereren foreslog, at paa de to Legatudvalgsdage samt paa Udvalgsmødedagen skulde udbetales Diæter.
Paa Fællesstyrelsesdagen og Fællesmødedagene betales alt af Kassen i Henhold til Forretningsordenen.
Ang. Kandidaterne: Landsformanden gjorde opmærksom paa, at Sagfører Margrethe Petersens Mandat under § 7 c bortfaldt, da Margrethe Petersen nu indtræder i Fællesstyrelsen som Distriktsformand for 7. Distrikt.
I Suppleant for 7 c indtræder i Resten af Margrethe Petersens Valgperiode efter Fællesmødet.

ad 4. Beretning fra Lovudvalget. Magda Andersen gennemgik Udvalgets Vedtagelser, som skulde forelægges Fællesstyrelsen.

Protokollen ført af Margot Petersen.
" underskrevet af:
Ingrid Larsen, Magda Andersen, Alma Andersen, Nikoline Winther, Inga Dahlsgaard.