« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 27. oktober 1948

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes onsdag d. 27 ’oktober 1948 paa Dansk Kvindesamfund’s kontor, med følgende
dagsorden:
1. Medborgerhøjskolen v/Magda Andersen
2. Tronfølgeloven
3. Udvalgsnyt herunder (gift kvindes skat), (kollektive foranstaltninger).
4. Formandsmødet
5. Skattekommissionens forslag
6. Den fraskilte hustru og boligen
7. Lukkeloven
8. Finlandshjælpen
9. Biografbevillingen.
10. Ordner
11. Eventuelt.

Tilstede var: Landsformanden Erna Sørensen, Næstformanden Lis Groes, Kassereren Alma Andersen, Ingrid Larsen, Johanne Fisker, Margr.Høst-Neerup, Else Merete Ross, Inga Dahlsgaard og Margrethe Petersen. Andrea Hedegaard var fraværende paa grund af sygdom.

1. Medborgerhøjskolen blev ikke drøftet paa grund af, at Magda Andersen, som ikke havde faaet skriftlig bekræftelse af mødedagen, ikke var tilstede.
Man var dog enige om, at der skulle tilbydes Krogerup Højskole en erstatning for det tab, den havde lidt ved D.K.’s aflysning af medborgerhøjskolens kursus.
I den forbindelse hermed drøftedes, om man foruden at tilbyde et vist beløb skulle foreslaa at afholde sommerlejren 1949 paa Krogerup. Der blev imidlertid ikke enighed herom, idet man mente, Krogerup sandsynligvis havde fuldt optaget, og iøvrigt havde den vist sig ikke at være saa vel egnet til D.K.’s sommerlejr.
En henvendelse til flere højskoler baade i Jylland paa Fyn og Jylland havde kun givet eet positivt resultat - nemlig Frederiksborg højskole i Hillerød,og der herskede endda tvivl om, hvorvidt lejren kunne afholdes der, idet forstanderparret var bortrejst paa den tid, lejren skulle være. E.M.Ross ville nu paany skrive dertil.

2. Tronfølgeloven udgik.

3. Gift kvindes skat.
Landsformanden: Vedrørende skattekommissionens mange ændringsforslag specielt vedrørende kvinderne har landsformanden, Edel Saunte, K. Gloerfeldt-Tarp og Inga Dahlsgaard haft et møde paa rigsdagen, hvor de enkelte paragraffer blev gennemgaaet. Man var blevet enige om at samle hele materialet i en redegørelse, som kan danne grundlaget ved senere forhandling med skattekommissionen. Edel Saunte havde lovet at udarbejde denne redegørelse.
Margr. Høst-Neerup udtalte, at de skattefradrag, aviserne havde i omtalt, ikke var i overensstemmelse med D.K.’s mening paa mødet i kommissionen, jfr. Tidligere referat.
Landsformanden gjorde opmærksom paa, at det sidste møde i skattekommissionens forslag havde været en samtale om resultaterne af kommissionens forslag, som nu var sendt til partierne, og som var debatteret i pressen.

Kollektive foranstaltninger.
Landsformanden oplyste, at ministeriet for byggeri og boligvæsen havde anmodet D.K. om at udpege en repræsentant til et udvalg til undersøgelse af kollektive foranstaltninger baade m.h.t. det fremtidige boligbyggeri og de eksisterende boliger.
Ingrid Larsen gjorde opmærksom paa, at D.K. har en repræsentant i byggeforvaltningssinstituttet og forespurgte, om vedkommende ikke ogsaa burde være repræsentant i udvalget.
Lis Groes mente, at D.K. særlig burde tage sig af den sociale linie i det nedsatte udvalg, og at det ville være af betydning at have det fam.pol.udvalg repræsenteret.
Margrethe Petersen ankede over, at skrivelsen fra boligministeriet ikke var blevet forelagt boligudvalget, hvortil Landsformanden svarede, at naar dette ikke var gjort, var grunden den, at man paa et tidligere F.U.møde havde vedtaget at indstille Else-Merete Ross. Grunden til, at Sagen paany blev taget op, var af hensyn til sagens store karakter. Ikke mindre end 15 organisationer ville blive repræsenteret i udvalget.
Else Merete Ross foreslog køkkenarkitekt Ulla Tafdrup eller B.M.Begtrup som repræsentant.
F.U. blev imidlertid enige om at vælge Else Merete Ross som D.K.’s repræsentant.

Det fam.pol.udvalg.
Børnetilskud.
Lis Groes redegjorde for en drøftelse, man havde haft i udvalget vedrørende retningslinierne for lovgivningen om børnetilskud og henstillede til F.U. at tilslutte sig en skrivelse udarbejdet af det fam.pol.udvalg til regeringen om udbetaling af børnebidrag til moderen. Det var af betydning, at D.K.’s medlemmer var orienterede m.h.t. børnetilskud, og Lis Groes foreslog, at Viggo Kampmann som expert paa dette omraade skulle tale om emnet paa førstkommende formandsmøde.
Desuden ville udvalget udsende en rundskrivelse til samtlige kredse, saaledes at de kunne faa lejlighed til at gennemdrøfte spørgsmaalet.
Inga Dahlsgaard foreslog, at man i skrivelsen til regeringen præciserede, at tilskud til børn skulle ydes efter 14-15 aars alderen, idet dette var af betydning for børnenes uddannelse.
Else Merete Ross støttede denne tanke, idet hun mente, at man kunne henvise til enker med børn efter besættelsestidens ofre. Her blev bidrag ydet indtil barnets 18’ aar.
Lis Groes mente, at spørgsmaalet om bidragets udbetaling udover det 15’ aar var et politisk spørgsmaal, men spørgsmaalet, om hvorvidt bidraget skulle udbetales til moderen, var en sag, som D.K. maatte tage sig af. Det var endvidere paa tale, at det tilskud paa 40-50 mill, som i øjeblikket blev givet til rugbrød, i stedet burde gaa til børnetilskud.
Landsformanden gjorde opmærksom paa, at spørgsmaalet var rejst paa rigsdagen, hvor Landsbrugsministeren havde foreslaaet, at et mindre beløb i form af rabatkort skulle gives til alle.
Landsformanden oplyste, at man senere ændrede bestemmelsen om rabatkort af hensyn til sortbørshandel med disse og overlod møllerne at ordne tilskuddet.
F.U. enedes om at henvende sig til regeringen ved en skrivelse udfærdiget af det fam.pol.udvalg, hvori man henstillede, at udbetaling af børnetilskud foregik til moderen. Man bad Lis Groes henvende sig til Viggo Kampmann vedrørende foredraget paa formandsmødet.

Deltidsarbejde.
Lis Groes meddelte, at borgmester Munk paa et internordisk børnesagsmøde i Oslo var gaaet ind for tanken om deltidsarbejde. Referat af hans tale vil fremkomme i ”Børnesagens Tidende”. Paa det sociale møde paa Hindsgavl i sommer om ”familiens stilling i det moderne samfund" kom talerne gang paa gang ind paa problemet deltidsarbejde. Paa et møde afholdt i Aarhus i oktober af socialdemokratisk kvindeudvalg gik man ind for deltidsarbejde og angreb D.K. for at gaa imod. Paa kvindeligt Arbejderforbunds kongres vedtog man en resolution imod deltidsarbejde.
Det fam.udv. ville, saasnart borgmester Munks tale forelaa paa tryk, foreslaa ham, at man nedsatte en kommission med medlemmer af Børnehaveraadet, Børneforsorgen, provinsen (Orla Jensen)
Arbejdere, Arbejdsgivere og Dansk Kvindesamfund.
Ingrid Larsen havde sympati for deltidsarbejde, men mente, at det kunne være en fare for kvinderne med hensyn til avancement.
Else Merete Roos bemærkede, at kun en meget lille procent blev berørt med hensyn til avancement.
Alma Andersen forudsaa, at en afstemning paa landsmødet vedr. deltidsarbejde ville give et negativt resultat. Kvinder ville ikke faa gavn af en heltidsarbejde-ordning.
Lis Groes: Sagen kan belyses fra mange sider. Britta Teisens kartotek over ansøgere til husligt deltidsarbejde tæller c. 2000. Mange af disse har en uddannelse, men maa i stedet tage husligt arbejde, der er meget daarligere betalt, og uddannelse har de ikke brug for.
Ligeledes kræver udvikling af produktionen arbejdskraft.
Det fam.pol.udv. ville gaa i gang med en statistisk behandling af Britta Teisens deltidskartotek.

Betænkningen om abortspørgsmaalet.
Man diskuterede, hvorvidt Lissie Elsass betænkning om abortspørgsmaalet skulle udsendes som piece af Dansk Kvindesamfund. I saa fald mente F.U., at landsformanden skulle skrive et forord til den. Lissie Elsass havde foreslaaet at sende den til Socialt Tidsskrift som en betænkning afgivet af D.K.’s fam.pol.udvalg. Afgørelse herom henlægges til hovedstyrelsen.

Det fam.pol.udv. har fra Fru Erstad, Aarhus modtaget en henvendelse angaaende de vanskeligheder, besøgsretten for skilsmissebørn kan medføre. Det havde vist sig umuligt, selv hvor man havde saavel lægeattest som erklæring fra psykiater at faa justitsministeriets samtykke til en afbrydelse af besøgene. Der var fra amtmanden ønske om, at D.K. ville tage sig af spørgsmaalet.
Landsformanden udtalte, at det var en vanskelig sag at tage sig af. Inden rettens afgørelse er truffet, fører barnet ofte en omflakkende tilværelse. Der bør være et 3’ sted, hvor barnet kunne være, inden rettens afgørelse træffes, saa ogsaa i saa henseende trænger loven til en ændring.
Landsformanden mente imidlertid ikke, at D.K. var de rette til at tage sig af dette spørgsmaal.

Lis Groes havde været til et møde i udv. fødsler m.v. Man var herfra kommet med en betænkning om at gøre noget for jordemødrene. Udvalgets arbejde maatte fremmes.
Landsformanden lovede at undersøge, hvor langt regeringen var m.h.t. fremsættelse af en ny lov.

Bladet.
Landsformanden havde efter en samtale med Magda Andersen talt med bogtrykker Larsen, Sønderborg for at faa en mand i København til at tegne annoncer udelukkende i københavn. Dette var bogtrykker Larsen indforstaaet med, da Jørgen Rasmussen ikke var saa god i København. Annoncetegningen i København er herefter lagt over til redaktionssekr. Knud Hilliger, Hillerødgade, Kbhvn, som tegner paa samme betingelser som Jørgen Rasmussen 30%- og han skal afregne direkte i overensstemmelse med D.K.’s kontrakt med Dybbølposten.
Margr. Petersen protesterede imod, at Jørgen Rasmussen fortsatte som Annonceagent i provinsen.
Landsformanden gjorde opm. paa, at kontrakten med Dybbølposten skulle have været opsagt inden d. l. oktober, dersom man ikke ønskede samarbejde med Jørgen Rasmussen.
Sagen toges til efterretning.

Budget 1949.
Kassereren forelagde budgettet for 1949.
F.U. godkendte dette.

Lovene. Margr. Høst-Neerup meddelte, at tryknig af love vilde koste kr.470 for 10.000 og kr. 315 for 5000 stk. man blev enige om at trykke 5000 stk.

Dagsorden til formandsmødet vil blive udsendt, saasnart vi ved, om Viggo Kampmann vil tale paa mødet.

Eventuelt.
Ingrid Larsen kom – foranlediget af en artikel – ind paa spørgsmaalet, om hvorvidt en frasepareret hustru, som fraflytter fælleslejligheden, var uberettiget til at faa en anden lejlighed.
Landsformanden mente, at dette var selvforskyldt, idet hun havde givet afkald paa lejligheden, idet hun regnede med at faa en lejlighed et andet sted. Man kunne ikke beskytte en kvinde, der giver afkald paa sin lejlighed, som hun, hvis der er børn, som regel faar tilkendt.

Lukkeloven.
Ingrid Larsen redegjorde for arbejdet i lukkelovsudvalget. Lukkeloven bliver forlænget eet aar, idet situationen endnu ikke er normal. Der bør i kommentaren fremsættes forslag om aabningspligt. Der var tale om at kollektive lukninger – 14 dages ferie skulde forbydes.
Dette gik Hurwitz dog imod.
I udvalget var bagere og konditorer uenige, idet bagerne kun vil have lukket om søndagen, medens konditorerne ikke vil have lukket om søndagen.
Sagen toges til efterretning.

Finlandshjælpen.
Endvidere meddelte Ingrid Larsen, at Finlandshjælpen sandsynligvis ville ophøre pr. 30/6. 1949. Man havde i aar modtaget af staten kr. 250.00 til børnebespisning. Fra jan. til juni 1948 var 6000 børn af krigsenker blevet bespist. Det økonomiske udvalg har indstillet til arbejdsudvalget, at forsendelse af gavepakker standser fra slutningen af februar maaned. Fadderskaber kan fornyes (overgaar til NORDEN), men nye kan ikke tegnes.
Overskuddet fra de fra Finland sendte tyttebær var gaaet til D.K.B. i stedet for som tidliger til fattige danske. Før Finlandshjælpen gaar ind, er arbejdsudv. inviteret til Finland.
Sagen blev taget til efterretning.

Biografbevillingen.
Landsformanden havde i en samtale med Edel Saunte, som sidder i filmsraadet, faaet bekræftet, at D.K. i kraft af landsorg. kunne søge biografbevilling. Vi maa dog selv holde os ajour. De opslaaes i Statstidende.

Ordner vil senere blive taget op.

Landsformanden havde paa rigsdagen rejst spørgsmaalet om at stemme for ens reguleringstillæg til samgifte tjenestemænd og havde ogsaa faaet sit parti med hertil. Ved afstemning paa Rigsdagen faldt forslaget.

Landsforeningen mentalhygiejne har anmodet D.K. om at udpege en repr. til deres hovedbestyrelse, som var bosiddende i København i st. f. Maria Næss-Schmidt, som i forvejen var i bestyrelsen i Ringkøbing. Margr. Petersen blev herefter valgt.
Endvidere opfordrede landsforeningen D.K. til at medvirke ved en mærkedag i januar maaned. Dette kan vi dog ikke gaa med til, da vi i forvejen trækker store veksler paa vore kredse.

Mødet hævet c. 21.45.

Protokol ført af Harriet Jørgensen
Underskr. af: Alma Andersen, Inga Dahlsgaard, Lis Groes, Erna Sørensen, Johanne Fisker.