Brev fra London.

Til Redaktøren af "Kvinden og Samfundet".

Kjære Frøken! Deres Læsere vil ganske vist have Interesse for det Arbejde, der i de sidste fjorten Dage især har optaget os her i London: Valgene til Skoleraadene. Det er Dem naturligvis bekjendt, at der ved Loven om Elementarundervisning af 1870 blev indført Skoletvang for alle Børn; tillige bestemtes det, at der skulde vælges Skoleraad til at bygge Skoler for de Børn, der ikke paa anden Maade fik Undervisning, til at ansætte Lærere og paase, at Skolerne blev besøgte. Disse Skoleraad skulde hvert tredje Aar vælges af Skatteyderne. - I England betaler enhver visse Procent af Værdien af det Hus, i hvilket han eller hun bor, til Understøttelse af de fattige; dette kaldes Fattigskatten, og al Stemmegivning har Skattebogen til Grundlag. Enhver Skatteyder, Mand eller Kvinde, har Valgret til Skoleraadene, og Mænd og Kvinder er lige valgbare dertil. Hidtil har vi kun havt et meget ringe Antal Kvinder der. Ved det første Valg, 1870, valgtes der kun 2 til et Raad paa 50 Medlemmer; i 1873 valgtes der atter 2; senere steg Tallet, til der i 1879 valgtes 9 Kvinder; i 1882 valgtes 7.

Det er af største Vigtighed, at Kvinderne har Indflydelse paa Tilsynet med Børnenes Opdragelse og Undervisning; thi nogle af Børnene her begynder at gaa i Skole, naar de er tre Aar gamle, og de skal blive ved, til de er fjorten. Desuden er over Halvdelen af Lærerne unge Kvinder - hyppig fremmede i London, for hvem det er af stor Betydning, at der er dannede Kvinder i Skoleraadet, som kan raade og hjælpe dem i de mange smaa Forlegenheder og Vanskeligheder, som stadig opstaar. Endvidere fremkommer der ofte Klager fra Børnenes Forældre, og da Fædrene ikke har Tid for deres Arbejde til at komme og klage, maa Mødrene i Reglen gjøre det, og de maa helst finde dannede Kvinder i Raadet at betro deres Besværinger til.

De syv Damer, der valgtes i 1882, gjorde overordentlig stor Nytte; nogle af dem ofrede dette Arbejde hele deres Tid. Disse Damer var følgende: Miss Helen Taylor, Steddatter af John Stuart Mill, hvis Navn æres af alle Kvindesagens Venner, Miss Richardson, Miss Davenport-Hill, Medlem af en Familie, som længe har været bekjendt for sit værdifulde Arbejde i Samfundets Tjeneste, Mrs. Westlake, Miss Hastings, Mrs. Fenwick-Miller, Foredragsholder og bl. a. Forfatter til en Levnedsbeskrivelse af Harriet Martineau, - og Miss Muller. Ved det Valg, som fandt Sted i Mandags, var Kvinderne ikke heldige, og nu har vi kun tre Kvinder i Raadet. - At saa faa Kvinder bliver valgt, skyldes til Dels de store Omkostninger ved Valget. Til dette Valg er London delt i elleve Kredse - i den mindste af disse, City, er der 25,000 Vælgere; at sende en Rundskrivelse til hver af disse koster 50 Pund Sterling alene i Porto, og foruden denne er der andre Udgifter, Trykning, Leje af Lokale til Møder o. s. v., - og i de andre Kredse, hvor der er 60,000 eller 70,000 Vælgere, er Omkostningerne endnu større; disse Udgifter gjør det vanskeligt for mange Kvinder at stille sig; - desuden er et Skoleraadsmedlems Arbejde meget stort. Vore kvindelige Medlemmer er nu Mrs. Webster, Forfatterinde til adskillige Bind Digte, Skuespil og Afhandlinger, Mrs. Westlake og Miss Davenport Hill.

Parlamentsvalgene optager nu alles Tanker. Disse synes ved første Blik ikke at staa i Forbindelse med Kvindesagen, da vi Kvinder ingen Stemme har, men det er dog ikke saaledes. Der bliver rettet indtrængende Forespørgsler til Kandidaterne af Forkæmperne for enhver Bevægelse, af dem, der virker for Afholdssagen, for den engelske Statskirkes Ophævelse, for Forandring i Lovene om Jordejendom o. s. v. De Spørgsmaal, som Kvinderne er mest interesserede i, er Moderens Ret til Myndighed og Formynderskab over sine egne Børn, Kvindens Stemmeret og Opretholdelsen af en retfærdig og sikker Sædelighedslov. Det Ændringsforslag til Kriminalloven, som gik igjennem i sidste Samling, giver en retslig Sikkerhed for unge Pigers Beskyttelse, som er langt større end nogen tidligere Lov har givet. Den skærper Straffen for de Mænd, som øver Vold imod eller forfører dem, og gjør det lettere for Slægt og Venner at efterspore dem og faa dem tilbage. Men saa længe som Lovene om smitsomme Sygdomme hos Kvinder endnu gjælder i nogen Del af Landet, saa længe er Kvinderne ikke beskyttede og har ingen lovhjemlet Sikkerhed for deres Frihed. Disse Love blev satte ud af Kraft for to Aar siden, men er ikke ophævede, og vi er derfor ikke sikre paa, at en ny Regering ikke vil lade dem træde i Kraft igjen. Enhver Kandidat, der stiller sig til Parlamentet, bliver derfor spurgt, om han vil stemme for Ophævelsen af disse Love og for Kvindens Stemmeret, og Damerne arbejder ivrig for dem, som lover det.

Primrose-Ligaen er en Forening, som er stiftet af det konservative Parti, og som efter en større Maalestok, end det nogensinde før er sket ved en Partiagitation, har optaget Damer som Medlemmer. Disse kalder sig "Primose-Ligaens Damer", holder Møder, taler til Vælgerne og prøver paa at lære dem Politik. Jeg ved ikke, om de har gjort megen Gavn ved det, men alligevel har denne Primrose-Liga bragt en hel Mængde Damer, som aldrig før har brudt sig om Politik, til at tage virksom Del i dette Valg.

For en fjorten Dages Tid siden var jeg til Stede ved et interessant Møde i Mansion House til Fordel for Grevinden af Dufferins Indsamling til "Indiens Forsyning med faglig uddannede kvindelige Læger." De ved, at hinduiske og muhamedanske Kvinder i Følge deres Religion ikke kan raadspørge mandlige Læger; følgelig er de kostbare Foranstaltninger, som den indiske Regjering har truffet i Retning af Apotheker og Læger kun til Gavn for de indiske Mænd, og Kvinderne er - med Undtagelse af de aller fattigste Klasser - i Virkeligheden afskaarne fra at nyde godt af disse Fordele.

For nogle Aar siden har Universitetet i Madras givet Kvinder Adgang til at studere Medicin, men de indiske Kvinder er saa fattige, at de ikke har Raad til at betale Lægehonorar, saa en evropæisk Læge ikke kan leve der i Landet uden offentlig eller privat Understøttelse. For to Aar siden gjorde Dr. Frances Hoggan, en kvindelig Læge, som aldrig forsømmer nogen Lejlighed til at fremme Kvindernes Sag, opmærksom paa denne Vanskelighed, og de mere velhavende blandt de indfødte i Bombay stiftede da et Fond, hvorved der sikredes de engelske kvindelige Læger, som vilde bosætte sig der, en aarlig Indkomst i tre Aar. En anden rig indfødt, Mr. Cama, stiftede et Apothek for Kvinder, som vilde behandles af kvindelige Læger. To Kvinder, Miss Edith Pechey og Miss Ellaby, meldte sig til at bestyre dette, og de er nu bosatte i Bombay med en meget stor Praxis. Miss Pechey alene giver hver Formiddag 300 fattige Kvinder Konsultation i Apotheket. Den Gavn, de gjør, er - ligesom Mrs. Scharliebs *) Fortjenester - saa øjensynlig, at enhver indisk By er ivrig efter at faa en eller flere kvindelige Læger. Grevinden af Dufferin, Vicekongens Hustru, har stiftet en Forening med det tredobbelte Formaal: at formaa engelske kvindelige Læger til at rejse til Indien, at oprette Lægeskoler og Hospitaler, hvor indfødte indiske Kvinder kan uddannes til Læger og Jordemødre, og endelig at grundlægge Hospitaler og Apotheker, hvor hinduiske Kvinder kan blive behandlede af Læger af deres eget Kjøn. - Bidrag strømmer nu hurtig ind, hvad al Tid er Tilfældet, saa snart selve London paatager sig en Indsamling. - Kvinders Uddannelse til Læger er en Sag, som jeg i mange Aar har næret levende Interesse for. Londons kvindelige Lægeskole er for Tiden besøgt af 48 Studenter.

Jeg forbliver, kjære Frøken,

Deres hengivne

Caroline A. Biggs. **)

*) en kvindelig Læge i Madras.

**) Redaktør af det fortrinlig ledede og meget ansete engelske Tidsskrift, „Englishwomans Rewiew.”