Fredens og Retfærdighedens Talsmænd.

Jeg tænker paa Præsterne i Statskirken, tænker paa, at de i Følge deres Stilling særlig er kaldede til at være Fredens og Retfærdighedens Talsmænd. Men det er de ikke, - naturligvis de hæderlige Undtagelser fraregnede. - Præsterne burde være Vagt for Fred og Retfærdighed, men i det Sted stille de sig saaledes, at man med Grund kan sige: "Forraadt af dem, som Vagt burde være, just af dem." - Hvem skulde forkynde Fred mer end Præsterne? Hvem skulde mer end Præsterne stemple Krigen, dette Mordsystem, som den mest umenneskelige, mest afskyelige Gerning under Solen? - Ja spørg disse Herrens Tjenere hjemme i deres hyggelige Studerekammer, hvad de synes om Krig, og de vil strax bede Herren fri dem og alt Folket fra saadan Landeplage; de vil erklære, at Krig er et Onde, og maaske ønske, den aldrig fandt Sted, - og du, som spurgte, - hvis du ikke gaar dem nærmere paa Livet med Spørgsmaal, - du vil maaske gaa bort og tænke: I Præsterne har vi Aandens Kæmper mod Mord og Menneskeslagteri. - Men o nej! Du har forregnet dig. Gaa tilbage og spørg dem, om de aabenlyst vil erklære Krig for ugudelig, umoralsk Færd, om de i Tale og Skrift vil bekæmpe den af alle Livsens Kræfter, om de vil bidrage til at rive dette om Krigs Nødvendighed ud af Folks Bevidsthed, om de i Steden for at tale i begejstret og høje Toner om Landeran, Krigerære og Død paa Slagmarken vil fremlægge den Slags Billeder i al deres skærende Virkelighed, saa er det forbi med dig og Velærværdighederne. Thi nu vil de tage grundig Afstand fra dig, du vil komme til at staa i meget tvivlsomt Lys, fordi du ikke ser noget stort i paa Magthavernes Bud at blive kommanderet ud paa Marken og faa en Kugle i Brystet. De vil sige dig, at Krig er uundgaaelig, og at den, naar den kommer, virker mægtig til at ruske Folk op af Søvn og Dvale; og de vil tale om Fædrelandskærlighed og Fæstninger o. s. v. Ja, og i Tilfælde af, at en Krig virkelig stod for Døren, da vilde de, enten Retten var paa vor Side eller ej, strax aandelig talt tage Vorherre under Armen og sige: "Her er vi! Med Gud for Konge og Fædreland!" - Nej, Præsterne vil ikke prædike Fred for Alvor, en saadan Prædiken vilde ikke være ren kristelig, ubesmittet af ny Tanker. Og det var jo ogsaa at sætte sig op imod Øvrigheden, hvis de gjorde det, foruden at de selv løb den Risiko ikke længere at blive beskinnet af Magtens Sol.

Vil Præsterne Retfærdighed i Samfundet? Vil de prædike mod Uretfærdighed og Misbrug af jordisk Magt? Vil de gøre noget for at lindre forpinte Mennesker deres Livsgang her i Verden? - Spørg dem, og de vil undres over dit Spørgsmaal, undres over, at du kan tvivle om en kristen Præsts Sindelag og Tænkemaade. Naturligvis vil de Retfærdighed, den vil de øve hver Søgnedag og forkynde paa Helligdagene fra Prædikestolen. - Gaa saa i Kirke for at høre dem tale Retfærdighedens Sag, og du vil ved givne Lejligheder (og de gives ikke saa sjælden) efter Haanden blive overbevist om, at Præsterne er Modstandere af en retfærdig Samfundsordning. De prædiker kønt nok om kristelige Barmhjærtighedsgerninger, om, at de, hvem Gud har velsignet med Rigdom, ikke maa være karrige, men bør dele ud til de fattige med en gavmild Haand. Men det falder dem ikke ind at tale om Fattigdom som noget, der muligvis kunde afskaffes; en saa ugudelig Tale tager en Præst ikke i sin Mund. De fattige har ingen Ret til at kræve bedre Tilstande; thi "Gud er den, som gør fattig og gør rig" (hvilket efter Præstens Udlæggelse jo maa forklares saaledes, at det er Gud, der er Skyld i, at Skarer af Mennesker sulte og fryse ihjel, at andre henslæbe deres Liv med det strængeste helseødelæggende Arbejde for at fortjene lidt Brød, medens et Mindretal, uden af udrette nyttigt Arbejde, vælter sig i Rigdomsdynger og ikke ved, til hvilke Fornøjelser de skal kaste deres Penge ud), og derfor maa de ikke knurre, ikke paaberaabe sig deres Ret, men være taalmodig og glæde sig over de Naadsens Gaver, der maatte tilflyde dem fra barmhjærtige Brødre og Søstre. Og videre køre de op med fordrejede Talemaader om Rigdommens Fristelse og Fattigdommens Velsignelse (hvilken Velsignelse man imidlertid aldrig ser en Præst eftertragte, men det maa vel være for ikke at tage den fra andre, altsaa af den rene Kærlighed). Men frem for alt glemme de ikke at advare de fattige Arbejdere mod dem, der virke for, at Adgangen til Livets Goder kan blive ens for alle. Theologerne ved altid paa en Prik, hvad der er Gud velbehageligt eller ikke, og derfor ved de ogsaa, at de Mennesker, der vil afskaffe Nød og Fattigdom, er ubehagelige for Gud og hans Riges Fremgang (o, Rigdoms Dyb af Kundskab!). Og saa skælde de dem ud for falske Profeter og Ulve i Faareklæder - det gør kristne Præster, og de skamme sig ikke, de rødme ikke op over Præstekraven. Nej, de tordne løs mod alt, som smager af Socialisme eller nærmer sig Henry Georges Ideer.

Mon ikke alle, der virkelig vil Frihed og Fremskridt, snart kan faa nok af Statskirkens Præsteskab? Mon ikke Folks Øjne kan aabnes for, hvilken ubodelig Skade disse avtoriserede Kristendomsforkyndere volder ved, hvor det er muligt, at kue enhver Spire, der giver Antydning af nyt Liv? - Husk paa, at det er dem, der endog i Kristendommens Navn - brugende den Avtoritet, de endnu har tilbage - sætter sig imod de største og menneskekærligste Love, hvilke de som kristne Præster netop burde tage op og sætte tydelig og klart paa deres Fane.

Det er dog heller ikke nu som i gamle Dage, at Folk ryster ved Synet af en Præst; han iagttages nu af mange med temmelig stor Sindsro; man husker paa, at fordi han er examineret i Gudsvidenskab og har faaet en lang, sort Kjole, er han dog kun et Menneske, ikke en Smule mere.

Ja, der maa virkelig brydes over tvært, og ingen, der vil frem, maa lade sig binde af Statskristendommens Forkyndere. Præsterne - og med dem mange andre - stritter imod det bedste, de evner, der, hvor Begyndelsernes Flok samler sig om en Sag, der ikke falder sammen med deres Theologi. - Det vil dog i Længden ikke lykkes dem at dæmme for Strømmen. Naar Hjærtet hos alle frihedselskende Mænd og Kvinder slaar varmt for Frihed og Ret, for Menneskehedens store Sag, naar det bliver klart for dem, at de har et Kald at røgte, en Opgave at løse, saa vil - til Trods for Præster, Dogmatik og Reaktion - de ny, fremadstræbende Tanker bane sig Vej uden at standse; der vil lyde Raab om Fred og Retfærdighed, et Raab, som tilslut maa høres.

"Det voxe vil til Storm, førend nogen det ved af,

med Torden i sin Stemme over endeløst Hav.

Et Folk, som føler Kaldet, er Jordens største Kraft,

for den maa al Ting falde, der staa højt eller lavt."