« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 4. september 1951

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes d. 4. september 1951, kl. 16.30, på D.K.s kontor Niels Hemmingsensgade 10, med følgende
dagsorden:

1. Islandsrejsen.
2. Mødreklubber.
3. Meddelelse om medborgerskolen.
4. Revision af udvalgslisten.
5. Skolekøkkenundervisning.
6. 6’ distrikts forslag vedr. amtsrådsvalg.
7. Hybelkursus.
8. Penge fra "Kvinde og Hjem".
9. Nationalrådets love.
10. Bidrag, (artikler) til det internationale blad.
11. D.K.s eventuelle repræsentation i husholdningsrådet.
12. Nyt fra udvalgene.
13. En anmodning fra Københavnskredsen om henvendelse gennem D.K.N. til F.N. angående militære angreb.
14. Meddelelser.
15. Eventuelt.

Tilstede var: landsformanden Hanne Budtz, næstformanden Margrethe Petersen, kassereren Johanne Petersen, Inga Dahlsgaard, Margrethe Høst Neerup, Anna Ølgaard, Lizzi Moesgaard, Sigrid Hansen, Bodil M. Begtrup.

Fraværende var: Lis Groes, Grete Mølbak Frederiksen.

Landsformanden bød velkommen. Nævnte derefter, at der havde været afholdt distriktsformandsmøde i Fredericia den 2. sept. Næste hovedstyrelsesmøde var blevet fastsat til lørdag den 1. december 1951, og formandsmøde den 2. december. Begge møder afholdes i Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsensgade 10, København K.

ad 1. Islandsrejsen.
Helga Olsen, Åbenrå, der har været D.K.s repræsentant i Island, vil komme med en beretning i "Kvinden og Samfundet". Hanne Budtz oplyste, at der havde været afholdt møde i internationalt udvalg, hvor Else-Merete Ross var interesseret i at vide, hvad Helga Olsen havde ment om arrangementet ved Islandsrejsen, idet der havde været nogen kritik af Stella Kornerups tilrettelæggelse af turen, der ikke var særlig kvindesaglig og for meget turistmæssig. D.K.N. vil ikke under nogen omstændigheder lade sig repræsentere, hvis Stella Kornerup skal arrangere mødet på Grønland i 1953.
Else-Merete Ross havde opfordret D.K. til at komme til DKN’s kursus for tyske kvinder i Holte 2-15. sept. 1951 og ville foreslå, at enkelte af D.K.s kredse for deres blomsterpenge arrangerede noget lignende. Landsformanden mente dog ikke, at der kan være penge i D.K.s kredse til sådant formål, og at det jo nærmest var et Nationalrådsanliggende. Margrethe Høst Neerup mente ikke, at distriktsformændene ville gå med til et sådant arrangement.
I det internationale udvalg havde man drøftet spørgsmålet at udgive en pjece på engelsk om "den ugifte kvindes stilling i Danmark".
Else-Merete Ross havde foreslået, at man skulle se at få Det danske Selskab med. Margrethe Petersen oplyste, at Det danske Selskab allerede har udgivet noget lignende.

ad 2. Mødreklubber.
Der var fra forskellige kredse kommet forespørgsel til hovedkontoret om oplysninger vedr. oprettelse af mødreklubber. Man havde bedt Grethe Holmen, København, og Elisabeth Larsen, Aarhus, om praktiske oplysninger, og man vedtog at duplikere og udsende disse til kredsene.

ad 3. Meddelelse om medborgerskolen.
Landsformanden havde været på Ollerup, hvor Adia Frost havde hørt, at man muligvis kunne købe Ubberup Højskole. Men det viste sig, at der allerede var disponeret over skolen på anden måde.
Deltagerne på Ollerup var meget begejstrede for højskolen og havde sendt en skrivelse til F.U. om den glæde, de havde følt under opholdet der og håbede, at det måtte blive der igen til næste år. F.U. var enig heri.

ad 4. Revision af udvalgslisten.
Man vedtog forskellige ændringer i listen, som vil blive udsendt i korrigeret stand til hovedstyrelsen. Margrethe Høst Neerup meddelte, at flere medlemmer havde udtalt ønske om, at udvalgslisten blev bekendtgjort i "Kvinden og Samfundet". - Dette mente F.U. dog ikke at kunne gå med til.

ad 5. Skolekøkkenundervisning.
Dette punkt var medtaget på foranledning af Magda Andersen, der meddeler, at man hele tiden opsætter spørgsmålet om skolekøkkener, og at F.U. skulle gøre noget. Sigrid Hansen mente, at opsættelsen skyldtes mangelen på materialer. Man vedtog at anmode udvalget: "Undervisning i barne- og ungdomsskolen" undersøge dette spørgsmål.
Inga Dahlsgaard omtalte en af Magdalene Lauridsen, "Ankerhus", udarbejdet nødplan for skolekøkkenuddannelse. Planen vil blive praktiseret flere steder i Sorø amt.
Inga Dahlsgaard oplyste samtidig, at der havde været afholdt møde i "Udvalget vedr. det kvindesaglige planlægningsarbejde", hvor man foreløbig havde vedtaget at arbejde med følgende punkter: 1) undersøgelse over sambeskatningens virkninger. 2) oprettelse af et arkiv, hvor man opbevarer og katalogiserer kroniker, tidsskrifter, artikler og litteratur vedr. kvindesaglige spørgsmål. 3) oprettelse af et kartotek over kvalificerede mennesker, som beskæftiger sig med eller er specialister i emner, som på et eller andet tidspunkt kan have interesse for D.K. 4) arbejdsgrupper. Man vil forsøge at finde frem til interesserede medlemmer og oprette arbejdsgrupper til undersøgelse og bearbejdelse af uopdyrkede emner og problemer.
Margrethe Petersen mente, at det materiale, man finder i tidsskrifter og blade o.s.v., skal opbevares i charteques på D.K.s kontor.

ad 6. 6’ distrikts forslag vedr. amtsrådsvalg.
Anna Ølgaard havde ved sidste amtsrådsvalg tænkt over, hvad der kunne gøres for at aktivisere alle kvinderne, og under distriktsmødet i Sønderjylland havde man vedtaget en skrivelse som vedlagte, der er udsendt til alle distriktsformændene - der iøvrigt havde godkendt den i Fredericia den 2. sept. - således at man kan have spørgsmålet klaret til formandsmødet i december.

ad 7. Hybelkursus.
Bodil M. Begtrup meddelte, at der havde været pressemøde på D.K.s kontor, hvor de fleste blade havde været repræsenteret. Også flere steder i provinsen havde man haft møder med pressen. Forberedelserne til kursus er i god gang mange steder, og vi venter nu at høre fra kredsformændene i de pågældende byer, hvormange kursus der kommer i gang.
Sigrid Hansen var noget skuffet over, at der ikke skal være kursus i København. Bodil M. Begtrup svarede, at det ville være for meget at gabe over på een gang, det første år måtte jo være et forsøg, og man ville for een gangs skyld lade provinsen komme først. Man ville så overveje København næste år. Anna Ølgaard havde ment, at ungdomskredsen i København ville starte noget lignende.

ad 8. Penge fra ”Kvinde og Hjem”.
Landsformanden meddelte, at man ville ansøge om nogle penge fra "Kvinde og Hjem’s” Fond til Hybelkursus, og også som foreslået af Inga Dahlsgaard til undersøgelse af problemet "gift kvindes skat".
B.M. Begtrup ville tilråde, at man med ansøgningen gav et lille budget for et sådant tilskud. Inga Dahlsgaard ville udarbejde ansøgningen.

ad 9. Nationalrådets love.
Landsformanden meddelte, at hele hovedstyrelsen gerne ville gøres bekendt med disse love, som skulle til behandling på D.K.N.s generalforsamling den 10/9.

ad l0. Bidrag (artikler) til det internationale blad.
Landsformanden meddelte, at man havde fået opfordring til at komme med bidrag til "International Women’s News". Inga Dahlsgaard syntes, man skulle finde et menneske, som kunne skrive engelsk uden besvær, som så kunne tage noget fra "Kvinden og Samfundet" og oversætte det.
Margrethe Petersen havde lovet at skrive noget om Grønland.

ad 11. D.K.s repræsentation i husholdningsrådet.
D.K. har tidligere anmodet om at blive repræsenteret i rådet. Det kunne ikke lade sig gøre, da der skulle en lovændring til. Man vil nu undersøge spørgsmålet om en ny henvendelse for at blive repræsenteret.

ad 12. Nyt fra udvalgene.
- - -

ad 13. En anmodning fra Københavns kredsen om henvendelse gennem D.K.N. til F.N. om militære angreb.
Landsformanden mener, at D.K. ikke har nogen egentlig fredsopgave på sit program. Margrethe Petersen tilsluttede sig landsformanden.
Lizzi Moesgaard oplyste, at der findes en tilsvarende artikel (25) i Haag Konventionen, og det burde derfor være en henvisning til denne.
Inga Dahlsgaard og B. M. Begtrup. var for en sådan henvendelse. Anna Ølgaard mente, at man burde støtte den. Sigrid Hansen mente det samme, medens Margrethe Høst Neerup udtalte, at skulle man protestere mod det nævnte forhold, var der tusind andre ting, man skulle protestere imod og oplyste, at henvendelsen var fremkommet på grundlag af en artikel i "Frit Danmark". Hanne Budtz meddelte, at distriktsformændene der havde fået forelagt sagen på distriktsformandemødet, var imod at, en henvendelse skulle finde sted. Man vedtog at lade skrivelsen gå videre til drøftelse i hovedstyrelsen, men Sigrid Hansen ønskede dog forinden at omredigere den.

ad 14. Meddelelser.
Landsformanden oplæste en skrivelse fra Gerda Schroll i Rødby Havn, der i ca. 14 år har været konstitueret skoleinspektør. Stillingen var nu blevet opslået ledig, og man agtede at ansætte en ung mand.
F.U. var enige om, at man burde hjælpe i denne sag, og man vedtog at rette henvendelse til Danmarks Lærerforening, formand Niels Melsen, til hvem Gerda Schroll allerede har henvendt sig, for at høre, hvad man agter at gøre ved sagen der.

Der var kommet en skrivelse fra ungdomskredsen i København med anmodning om økonomisk hjælp til kredsens arbejde. Man vedtog at bevilge kredsen det ansøgte beløb, kr. 100.-, af hovedkassen.

Sangbogsudvalget. Dette havde holdt møde vedr. et nordisk tillæg til sangbogen. Man vedtog imidlertid foreløbig at lade et antal på nogle hundrede af de allerede trykte sangbøger hefte og samtidig spørge bogtrykkeren, hvad evt. trykning af de nordiske sange, som udvalget havde foreslået, ville koste.

Kontoret. Det har desværre vist sig, at frk. Jacobsen ikke helt er til den nytte, man havde brug for. Man vedtog at give frk. Jacobsen opsigelse, efter at landsformanden havde haft lejlighed til at forklare sagen for frk. Prytz, Jægerspris.

Landsformanden havde været hos Finansministeren, der oplyste, at det pågældende udvalg havde til formål at undersøge nivelleringen af tjenestemandslønningerne, og at det er udelukket, at der kan optages et nyt medlem i udvalget.

Huslejeforhøjelse for kontoret. Landsformanden havde undersøgt denne, og den var i orden.

Bladet. Landsformanden havde haft forskellige samtaler med Olga Golbæk. Efter kontrakten skulle hun ikke have krav på at få udbetalt provision af annoncer efter kontraktens udløb, men da det påstås, at kontrakten indeholdt en bestemmelse, der ikke er kutymemæssige for annoncekontrakter, vedtog man at udbetale frk. Golbæk det af hende krævede leløb.

A/S NOVO har igen i år giver tilsagn om et beløb til støtte for bladet i stedet for at annoncere (kr. 700.-)

Husmoderferie. Landsformanden oplæste et brev fra formanden fra Nykøbing Mors kredsen angående en klage over husmoderferie. Man vedtog at sende skrivelsen til fru Palsmar.

Afdøde overlærer Inger Schrøder-Christensens legat.
D K var blevet anmodet om at udpege et medlem fra Sakskøbing til legatbestyrelsen. Landsformanden havde skrevet til kredsformanden i Sakskøbing om at udpege et medlem, men det viste sig imidlertid, at sognepræsten, der tilligemed kredslægen er med i bestyrelsen, på eget initiativ havde anmodet fru toldforvalter Hansen (også medlem af D.K.) om at indtræde i bestyrelsen. D.K. har erklæret sig indforstået hermed.

Tipspenge. Man vedtog at tænke på til næste år at søge om tipspenge til et eller andet formål.

F.U. har anmodet om, at medlemmer af D.K. vil hjælpe med salg af mærker på fredsdagen. Medlemmerne vil blive gjort opmærksom herpå i "Kvinden og Samfundet".

Pudsepuden Soleklar. Der var skrevet til fabrikant Agnes Bau, der er enig i, at ved trykning af nye brugsanvisninger for puden skal Dansk Kvindesamfunds anbefaling udgå.

Gyrithe Lemckes Mindesten. Ingrid Larsen og Hedvig Mathiesen har nu afsluttet denne sag.

Gennem Erna Sørensen har man erfaret, at D.K.N. har henvendt sig til undervisningsministeren om at få kvinder i radiorådet. Det var D.K., der i sin tid tog initiativet, og Erna Sørensen havde sammen med Grethe Forchhammer henvendt sig til undervisningsminister Hvidberg, der havde udtalt sig velvilligt til tanken.

Sommerlejren 1952. Sigrid Hansen spurgte, om man skulle forsøge at få en højskole på Møn, eller evt. Vallekilde ved Holbæk til næste sommerlejr. Margrethe Petersen foreslog, at man skulle ofre en rejse på et af medlemmerne af sommerlejrudvalget for at se på lokaliteterne, inden man beslutter sig for en skole. Dette vedtoges.

ad 14. Eventuelt.
Landsformandens repræsentantionshonorar. Den afgåede landsformand fik kr. 200.- halvårlig. Dette fandt F.U. var for lidt i betragtning af, at en landsformand ofte må rejse ud til kredsene og derved få en del ekstra udgifter ud over den rejsegodtgørelse, fællesklasse, kredsene betaler i sådanne tilfælde. Margrethe Petersen foreslog honoraret forhøjet til 100 kr. pr. måned, og denne forhøjelse ville således også komme kredsene tilgode som aflastning for ekstra rejseudgifter. Forhøjelsen vedtoges enstemmigt.

Internationalt møde i Oslo i 1952. Inga Dahlsgaard meddelte, at der i referatet fra sidste F.U.møde skulle have stået, at Else-Merete Ross er enig i at opretholde samarbejdet indenfor Nordiske Kvinnesaksforeningers Samarbejdsorganisation.

Tilslut oplæste Inga Dahlsgaard en prolog fra medborgerhøjskolen i Ollerup, der på en morsom måde tolkede en af deltagernes tilfredshed med opholdet.

Mødet hævet kl. ca. 23.
Protokol ført af Marie Graff.
Gennemset af landsformanden Hanne Budtz.