Redaktionen har modtaget følgende:
At en smuk skik let kan blive en uskik, en byrde, har vist mange af os erfaret; erkjendelsen heraf gjør, at man må tale og skrive derimod for at gjøre menneskene opmærksomme på, at nu er det drevet så vidt, at vi må standse og se at formindske denne ulempe. Jeg sigter til den vane at sende kranse til afdøde. Når man er ældre, kan man jo mindes skikkene en del år tilbage, og jeg kan således sige, at man for 20 à 25 år siden, når man havde den sorg at miste en af sine kjære, var glad ved på den triste, sorte kiste at se et par kranse fra den afdødes nærmeste. Vi mennesker ere jo deltagende, og således skete det, at denne smukke skik lidt efter lidt bredte sig, så når én døde, som man stod i løsere berøring med, vilde man gærne vise den afdødes efterladte, at man tog del i deres sorg. Derfor se vi nu ikke alene kisterne så belæssede med blomster, at de kun ere et blomsterbed, men ofte må endogså en vogn fuld af kranse ledsage kisten, og det uagtet man i kirkerne ser en stor mængde kranse blive liggende, hvilket dog neppe var deres bestemmelse. En af mine bekjendte havde den sorg at miste en ung søn. Manden var af middelstanden, embedsmand. Det var i februar. Til dette unge menneske blev der sendt 167 kranse, mange af dem med 2 palmer, endnu flere med en. Enhver sådan koster 8 à 12 kroner på denne årstid og de andre smukke blomsterkranse 2 à 3 kr. Gjør vi nu en lille beregning, så repræsentere sådanne kranse en værdi af imellem 1000 og 2000 kr. Når vi nu vilde beregne, hvormange der dør om året, tænk så, hvilke uhyre summer der går med til kranse, uden at disse summer gjøre nogen virkelig nytte. Uheldigt er det også, at fattige folk, som jo ikke vil stå tilbage, især ikke hvad begravelser angår, følger denne skik og ligefrem kaster de penge bort, som de ellers så godt kunde have brug for. En fattig portnerske døde i det hus, hvor jeg boede, hendes mand var meget svag og fattig, og de havde fem små børn, - ved konens begravelse blev der sendt 25 kranse. Hendes lille datter fortalte mig denne begivenhed med stor jubel, kransene havde borttaget den sørgelige erindring om moderen. Dersom 20 af disse 25 givere havde slået sig sammen og sendt Faderen 50 kroner, hvilken hjælp til i længere tid at give børnene sund føde. Vist er det, at mange penge bliver givet ud til kranse, som dårlig kan undværes anden steds. Vilde nu fornuftige folk indse, at dette er blevet en misbrug - og det er især kvinderne, jeg henvender mig til, da denne art "blomstermission" har de virksomste medlemmer og ivrigste talsmænd blandt dem - og vilde de bidrage til at afskaffe den, så skulde de se deres regnskabsbøger igjennem for at udfinde den sum, de årlig har givet ud til krandse, og så tage den bestemmelse: nu giver vi ingen kranse mere, men ved årets slutning sender vi den sum, vi ellers har brugt dertil, til en eller anden forening, der har den fattige ungdoms oplysning som formål. Eller også giver vi, hver gang vi ellers vilde have sendt en krans til en afdøds kiste, en lille skjærv til støtte for en eller anden sag, som den afdøde har haft interesse for.
Medens vi nu opholder os ved de dødes minde og de misbrug, som den i sig selv smukke tanke fremkalder, må vi berøre en skik, som endnu er i sin vorden, og som bliver ligeså slem, om ikke værre end blomsterne. Det er den at rejse mindesmærker. Det er naturligt og rigtigt, at der opstilles statuer og buster af vore berømte mænd rundt omkring på vore offentlige pladser, for at folket bestandig kan have deres exempel for øje og mindes om, hvad det skylder dem; men den skik, at der næppe dør en mand i en lidt anset stilling, uden at nogle venner ønske at rejse et mindesmærke på hans grav og samle penge ind dertil, den er dog ganske vist uheldig. Lad os indse, at stene og monumenter på gravene er for de velhavende, hvis efterladte slægt kan rejse dem. Man kan være vis på, at mange af bidragyderne giver kun nødtvungent, fordi de synes, at de ikke kan lade det være, måske også for at se deres navn blandt giverne.
Alvoren ved døden burde løfte os således, at alle disse småligheder faldt bort. Den døde giør de intet godt, og heller ikke de efterladte skjænker de et virkeligt gode; - men de fremkalder megen forfængelighed.
