« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 25. februar 1952

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes mandag den 25. februar 1952, kl. 16.30, på Dansk Kvindesamfunds kontor, Niels Hemmingsensgade 8, med følgende
Dagsorden.

1. Et Forbrugerministerium?
2, Tilbageholdelse af hustruens løn for skatten.

Til stede var: landsformanden, næstformanden, kassereren, Sigrid Hansen, Bodil M. Begtrup, Lizzi Moesgaard, Margrethe Høst Neerup, Lis Groes, Inga Dahlsgaard.

Fraværende var: Anna Ølgaard og Grete Mølbak Frederiksen.

Landsformanden bød velkommen.

ad 1 Et Forbrugerministerium?
Landsformanden beklagede, at Inga Dahlsgaards og Fanny Hartmanns redegørelse ikke havde været rundt blandt F.U. medlemmerne. H.B. oplæste konklusionen af Gudrun Reflund Thomsens redegørelse for et husholdningsministerium, som ikke forelå ved sidste F.U. møde. Dernæst oplæstes Inga Dahlsgaards og Fanny Hartmanns redegørelse, samt et brev fra Anna Ølgaard.
Margrethe Høst Neerup vil holde på, at vi bør have et husholdningsministerium, eller måske skulle man kalde det "Ministerium for Hus og Hjem", da det har uhyre stor betydning for at aktivisere
kvindernes interesser. M.H.N. syntes, at Gudrun Reflund Thomsens redegørelse gør indtryk af, at der er fuldstændig forvirring i sagopdelingen for øjeblikket, og at det rent psykologisk er af betydning for kvinderne at have et sted, hvor de kan gå hen med deres sager. Det så man, da Fanny Jensen var minister.
Bodil M. Begtrup ville også gå ind for et forbrugerministerium, for hvis man kommer under Statens Husholdningsråd, skal hele denne institution omdannes, og der er ingen slagkraft, hvis det ikke er et ministerium. B.M.B. beklagede, at Nationalrådet ikke vil gå ind for et forbrugerministerium, men kun for en udbyggelse af Statens Husholdningsråd til et direktorat el. l.
Sigrid Hansen havde ikke lejlighed til at udtale sig ved sidste F.U. møde, men fandt det rent umiddelbart tiltalende, at der kommer et ministerium, men var efter redegørelsen blevet mere betænkelig ved at drage forskellige af de ting, der er tale om, ud fra de institutioner, hvor de er nu. Der kunne måske nok gøres noget mere for at varetage forbrugernes interesse, men om der så er
nok til at danne et helt ministerium på, er ikke sikkert. S.H. mente, at der er for svagt et grundlag for D.K. til at komme med en henvendelse nu.
Lizzi Moesgaard mener, man bør gå ind for et ministerium, når Gudrun Reflund Thomsen i sin konklusion går ind for det og er ikke bange for, at det skal få for lidt at gøre.
Johanne Petersen synes ikke, der er grundlag endnu for et ministerium.
Margrethe Petersen nævnte, at der i ministerierne sidder kvinder, der er kommet ind efter D.K.s arbejde, og som ikke har forstået at være deres opgave voksen. Hvis de havde været det, havde vi
måske ikke nu haft denne diskussion om, hvorvidt vi skulle have et ministerium, der specielt skal tage sig af husmødreopgaver. M.P. mente ligesom Sigrid Hansen, at det vil blive vanskeligt at
udskille, hvad der skal ind under et husholdningsministerium.
M.P. kunne måske tilslutte sig, dersom man kan finde en afgrænsning "hus og hjem".
Inga Dahlsgaard mente, at et ministerium må da have noget at arbejde med, og at der for øjeblikket er for lidt til at flytte over til et selvstændigt ministerium; der er ikke noget at administrere. I.D. ville protestere mod den kritik, der var udtalt mod kvindelige embedsmænd.
Hanne Budtz var blevet temmelig overrasket over Gudrun Reflund Thomsens konklusion, som hun først så i dag og mente ikke, den helt stemmer med indholdet af redegørelsen. Der er kun eet virkeligt område, der efter redegørelsen kan komme ind under ministeriet, nemlig kvalitetsmærkning. Enkelte dele af levnedsmiddelkontrollen kunne måske overføres.
Margrethe Høst Neerup finder, at Gudrun Reflund Thomsens redegørelse er en absolut embedsmandsredegørelse, og mener, at det kun er et teknisk spørgsmål at lave et ministerium. Man burde sondre mellem forbrugerinteresser og erhvervsinteresser.
Sigrid Hansen mente, at der er en tendens i øjeblikket til, at alt skal være fælles for mænd og kvinder, og derfor vil det være farligt at udskille noget og sige, at det er specielt for kvinder, - forbrugerinteresser rækker længere end til at købe levnedsmidler og tøj.
Lis Groes mente, at man skulle vogte sig for at sige, at visse ting naturligt hører under et eller andet ministerium, og derfor bør man lægge et så beskedent område ind, så at det kan arbejde sig langsomt frem. Det er et fuldstændig ulige spil med de svage forbrugere og de meget stærke erhverv. Lis Groes er enig med Sigrid Hansen i, at man skal være fælles om det.
Inga Dahlsgaard mente, at alt dette i virkeligheden er et politisk spørgsmål, og i det øjeblik, vi får en regering, der ser politisk slagkraft i det, så kommer det pludselig af sig selv.
Bodil M. Begtrup mente, at man måske kunne knytte det til f.eks. Boligministeriet og kalde det "Forbruger- og Boligministerium".
Margrethe Petersen kunne også tænke sig at hefte det til et bestående ministerium, men ikke boligministeriet. Det kunne være et særligt departement under Handelsministeriet. M.P. var også
enig i, at fællesskabet mellem mand og kvinde er og må være det fremherskende synspunkt.
Sigrid Hansen mente, at Forbrugerådet er en så ny institution, at vi vil få svært ved at overbevise forbrugerne om, at der kan bygges et ministerium på det.
Hanne Budtz fandt, at det ikke var nogen god ide at hæfte det til Boligministeriet.
Lis Groes ville stadig gå ind for et ministerium, subsidiært et direktorat.
Inga Dahlsgaard anførte, at et ministerium laver ikke forskning, og en væsentlig del af opgaverne, der er angivet, netop er forskning. Der er ikke noget i vejen for, at Statens husholdningsråd kan lave fornuftigt arbejde, men husholdningslærerinderne er tilbøjelige til at se verden ud fra et meget snævert synspunkt. Om husholdningsrådet skal ind under et departement, er jo en detaille.
Man kunne tænke sig, at opgaven bliver delt, så husholdningsrådet får forskningsopgaverne, og at man får et departement.
Lis Groes mente, at hvis man lægger det under husholdningsrådet, skal husholdningslærerinderne have en større uddannelse. L.G. ville iøvrigt mene, det ville være bedre at lade det høre under Undervisningsministeriet.
Hanne Budtz foreslog, at man skulle høre de øvrige hovedstyrelsesmedlemmers mening på mødet den 6. april.
Sigrid Hansen syntes, synspunkterne er altfor uklare til, at de kan tages op til drøftelse på hovedstyrelsesmødet.
Margrethe Høst Neerup mente, at hvis der er nogenlunde stemning for det på hovedstyrelsesmødet, må vi have det frem på landsmødet.
Lis Groes udtalte, at hvis vi skal have et organ, der er på linie med de andre, må vi have embedsmænd, og det har husholdningsrådet ikke, og hvis vi ikke kan få et ministerium, så lad os få et departement.
Sigrid Hansen udtalte, at det positive er, at alle er enige om, at der i de ministerier, der eksisterer for øjeblikket, er for lidt interesse for de områder, forbrugerrådet tager sig af, og at vi kan støtte forbrugerrådet. Det forudsætter et forskningsområde og en institution, hvor man fastholder, at der for kvindernes arbejde i hjemmet skal være en forskningsinstitution, som skal være Statens Husholdningsråd, og dernæst skulle der være områder, som for øjeblikket er indenfor Forbrugerrådet, og som kun skulle have det fælles med Husholdningsrådet, at de havde fælles administration. Det centrale er, at vi ikke slår det højere op, end at vi kan forvente at få noget ud af det.
Det blev fastslået, at anledningen til diskussionen i F.U. var, at Forbrugerrådet ønskede at blive orienteret om D.K.s stilling inden 27. februar, så at der herefter ikke var yderligere årsag til at
optage spørgsmålet på dagsordenen for hovedstyrelsesmødet den 6/4. Lis Groes ønskede fastslået, at D.K.s indstilling var, at et evt. departement ikke skulle fremkomme som en udvidelse af Statens Husholdningsråd - men F.U. ønskede ikke at tage stilling til dette punkt - hverken for eller imod Husholdningsrådet. F.U. var enig i, at man under alle omstændigheder gerne så et departement.

ad 2. Tilbageholdelse af hustruens løn for skatten.
Dette punkt blev trukket tilbage fra dagsordenen til evt. drøftelse senere.

- Erhvervsvejledning.
Johanne Petersen meddelte, at der havde været afholdt et møde i udvalget, og at der er ført forhandlinger gennem Lissie Elsass Fridericia med lektor Ahm. Udvalget ville foreslå, at der til alle
kredsene bliver givet instruktioner om at tage erhvervsvejledning op og sende dem et standard foredrag. Lissie Elsass og Johanne Petersen ville foreslå at få lektor Ahm til foredragsholder på
landsmødet.
Lis Groes ville foreslå, at man i forvejen skrev til kredsene, at det foredrag ville blive afholdt og bede dem, hvis de havde nogle erfaringer, da at drage dem frem ved mødet.

Fam.-pol. udvalg.
Landsformanden meddelte, at Lis Groes var afgået som formand for udvalget og Lizzi Moesgaard indtrådt i stedet. Lissie Elsass havde foreslået, at der skulle findes en sekretær til at udføre det skriftlige arbejde og finde materiale frem til brug for udvalgsmøderne.
Sekretærens honorar drøftedes.

Margrethe Petersen beklagede, at arbejdet var blevet hemmet ved, at man ikke havde kunnet få materiale frem (henviste f.eks. til sagen "samkvemsretten"), og M.P. ville derfor tilslutte sig, at
der findes en sekretær til at lette arbejdet for medlemmerne af udvalget, selv om det er en udgift for D.K.

Sigrid Hansen var klar over, at fam.-pol. udvalg havde en særlig stilling og fremhævede, at det ikke skulle skabe præcedens for andre udvalg.

Lizzi Moesgaard foreslog cand. polit. Karen Gredal Rasmussen til at gøre sekretær arbejdet for fam.-pol. udvalg.

Margrethe Høst Neerup mente, at man måske kunne bruge nogle af blomsterpengene hertil.

International konference til børnenes beskyttelse.
Landsformanden meddelte, at der i marts måned skulle afholdes et møde i København forud for en international kongres i Wien. Man vedtog ikke at lade sig repræsentere, men at sende en observer.
Ungdomskredsen lader sig repræsentere.

Dansk Kulturfilm havde haft et møde om en film om den enlige mors kår. Det er Nationalrådet, der har foreslået en film. Inga Dahlsgaard havde været indbudt. Der var nedsat et udvalg bestående af Inga Dahlsgaard og Kirsten Gloerfelt-Tarp. Der var lavet en synopsis.

Lis Groes mente, det ville være rart, om D.K. var med i et sådant udvalg.

Husmoderafløsning.
Margrethe Petersen havde udarbejdet en skrivelse til Socialministeren om husmoderafløsning. Denne blev gennemgået og vedtaget af forretningsudvalget.

Nordisk Kvindesagsmøde i Oslo.
Man vedtog at udpege 3 medlemmer: Inga Dahlsgaard, Margrethe Petersen og Margrethe Høst Neerup. Udvalgsmøde fastsattes til mandag den 17/3 med dagsorden: Valg af 3 repræsentanter for hver af de lande, der skal repræsenteres.

Mødet sluttet kl. ca. 20.
Protokol ført af Marie Graff.
Gennemset af landsformanden.