Politik og Kvinder.

Ligesom Israeliterne havde deres Tempel inddelt i Helligdomme med Adgang for en stadig snævrere Kreds af indviede, saaledes har, som bekjendt, Kundskaben haft sin Helligdom, til hvis Inderste der haardnakket nægtedes de to Klasser, som ofte slaaes sammen: "Folket" og Kvinderne, Adgang. Nu begynde Dørene jo saa smaat at gaa op. Men der er endnu Omraader, hvor man kun nølende indlader Kvinderne. Man har sine Betænkeligheder over for enkelte Fag. En Tid var det f. Ex. Mathematik, som man paastod, Kvinder maatte holde sig borte fra i Følge visse psykologiske Love, som det imidlertid ikke synes at være synderlig bedre bevendt med end med saa mange andre Regler, der opstilles forud, uden Hensyn til Erfaringen.

Herhjemme vilde faa kunne tænke sig en Kvinde som Præst. Endnu mere afgjort staar dog Politik for mange som "et Allerhelligste", der bør være dem lukket. Naar man ser tilbage paa det allerede indvundne Terræn, er det jo umuligt andet end at blive lidt tvivlende over for hver tiloversbleven Skranke. Saaledes ogsaa her. Man spørger sig selv: er det Politikken, der er saa svær at forstaa, eller er det Kvinderne, der mangler Evnerne netop her?

Man maa da vel begynde med at indrømme, at Politik ofte er saa omfattende, indviklet og sammensat en Sag, at vi, Kvinder og Mænd som vi ere flest, vel fattes mange Forudsætninger for at komme rigtig til Bunds deri. Men dette gjælder overordentlig meget andet, som vi dog, saa godt vi kunne, maa danne os Mening om, fordi det kommer os saa nær paa Livet, at vi ikke kunne slippe uden om eller bede det gaa Hus forbi. Paa den anden Side skræmmer et Navn og de Forestillinger, man uden skjellig Grund har knyttet dertil, og saa ofte mer end nødvendigt. Hvad er Politik vel andet end den - ofte minutiøst fortalte - Nutidshistorie? Det væsentligste af, hvad vi i Dag læse i vore Blade under Navn af politisk Nyt, hedder Historie om 10 til 20 Aar. Faa forarges ved at se en Kvinde læse en historisk Bog. Men kunne Kvinder ikke have med Politik at gøre, kunne de heller ikke give sig af med Historie, og det er da meningsløst at undervise dem i et Fag, der ligger over deres Evner.

Man indvender herimod, at først naar Begivenhederne ere fjærnede fra os, bliver det os muligt at se nogenlunde upartisk paa dem og fælde Domme, der have Sandsynlighed for at være sikre og begrundede. Dette maa selvfølgelig gælde Mænd som Kvinder. Ikke desto mindre er enhver Mand paa 30 Aar som stemmeberettiget forpligtet til i det mindste at søge at danne sig Mening om, hvad der netop foregaar i hans Land, og det kan til Tider blive aldeles samvittighedsløst, om han ikke gør det. Og der stilles ikke særlige Fordringer til ham, som man med Rette tør paastaa, Kvinder overhovedet skulde være ude af Stand til at fyldestgøre.

Holder saa desuden denne Indvending Stik, bliver Begivenhederne os altid mere forstaaelige naar vi komme dem paa Afstand? Enhver ved, hvorledes der, naar historiske Begivenheder optages til ny Undersøgelse, ofte fældes Domme, der ere hinanden fuldt saa modsigende som de, der lyde over Dagens Begivenheder. Naar endelig et Afsnit er gennemarbejdet saaledes, at det i sine Hovedtræk staar nogenlunde klart, saa ligger det ofte saa fjærnt i Tid, at det vel, som alt hvad der omhandler menneskelig Skæbne, har sin levende Interesse, men dog langt fra kan væreos, saa magtpaaliggende at forstaa, som hvad der netop nu vil frem, hvad der stadig modificerer vore egne eller vore Børns Livsvilkaar. Hvis vi desuden overfor det, som er fjærnt i Tid, undgaa Faren, der kan komme af at staa Sagen for nær, saa udsætte vi os for andre Farer, der maaske ere nok saa svære at undgaa, f. Ex. for den Illusion, at vi overhovedet forstaa meget af svundne Tiders Liv. Vi drømme vor egen Sjæl ind i Ord og Handlinger og faa let noget ud deraf, som Virkeligheden næppe vilde kendes ved. Men hvad Mennesker i vor egen Tid bevæges af, derom vide vi dog noget. Vi lægge alle tilnærmelsesvis den samme Betydning i de Ord, vi bruge - for saa vidt vi da ikke ere uden Erfaring med Hensyn til det Begreb, Ordene dække over. Og vi kunne ligesom gribe Virkeligheden og tvinge den til at levere Bevis for Sandheden af, hvad der berettes os. At forstaa det Liv, Oldtidens Proletariat i fjærne Lande førte, er vistnok ofte meget svært, tales der derimod om Arbejdernes Stilling nu til Dags og hos os, saa er det muligt for den, det virkelig ligger paa Hjærte, at skaffe sig nøje Kundskab ved at gaa ud mellem dem, se deres Huse, tale med dem, besøge dem i Skoler, Hospitaler og Forsamlingssteder. Det levende Livs Illustration ligger for vore Øjne her som i meget andet - skulde det være vanskeligere at forstaa det, end hvad der paa anden Haand er vilkaarlig, langt ufuldstændigere overleveret os af Mennesker, der til syvende og sidst ogsaa kun havde hvad de saa og hørte at gaa efter? Maaske var det ret naturligt at begynde Historieundervisning med den Dag i Dag og saa gaa tilbage i Steden for omvendt. I alt Fald forholder Politik læs: Nutids-Historie, sig ikke absolut til Fortids-Historien som det vanskeligere til det lettere, som det usikre til det sikre, og det skal ikke være Frygten for den meget større Mulighed for Fejltagelse, der forhindrer Kvinde eller Mand, der har Interesse for Menneskehedens Skæbne i at beskæftige sig hermed. Selve Stoffet lægger altsaa ingen uovervindelig Hindring i Vejen.

En Indvending mod at Kvinder have politiske Interesser eller mulig endog fik politisk Indflydelse - denne Indvending høres heldigvis sjældnere nu - er den, at Kvinder i Politik vilde lade deres Følelse for de enkelte løbe af med sig, de vilde, siges der, slutte sig til Partierne efter personlige Sympathier snarere end efter Sympathi for de Ideer, der arbejdes for. - Man skulde herefter tro, at det var det almindelige, at der paa alle andre Omraader, i alle væsentlige Ting, rundt om i vore Hjem herskede den kønne Enighed, der findes dér, hvor Princippet "hvad Faer gør er altid det rigtige" gennemføres. Eller man skulde tro, at Kvinderne forholdt sig til deres Kreds og Venner som Menigheden, der svarer Amen til Præstens Ord. Men hvis de Tider have været, saa ere de ikke mere. I mange Hjem er Mandens og Hustruens Livsopfattelse nu til Dags gennemgaaende forskellig: han Fritænker, hun troende f. Ex. eller omvendt; i moralske Spørgsmaal, i pædagogiske, kan Meningerne være ligesaa afvigende. Og ingen falder paa mellem nogenlunde selvstændige Mennesker strax at tilskrive sligt en eller anden kær Tredjemands Indflydelse. Man antager ganske simpelt, at forskjellige Forudsætninger, Erfaringer, forskellig Udvikling har ført disse Mennesker hver sin Vej, - heller ikke behøve de derfor at staa uforstaaende over for hinanden. Tværtimod! Det er tit godt netop hos sine nærmeste og kæreste at se Meninger, man ellers er tilbøjelig til at fordømme, fordi det dér bliver umuligt at fordømme andet end Meningen, medens man lærer at bevare Pietet og Hengivenhed for den, der har den. Hvorfor skulde nu Kvinder i højere Grad lade sig paavirke i politisk end i social eller religiøs Henseende, hvorfor skulde det, at deres Mænd, Brødre, deres Kreds er højre- eller venstresindet snarere faa dem til at gøre Svingningen med her end i andre alvorlige Spørgsmaal? De Kvinder, der overhovedet ere tilgængelige for Ideer - for der er naturligvis Kvinder saa vel som Mænd, der synes uvillige til at have med dem at gøre - de ville slutte sig til Ideerne, der strides om, af andre og værdigere Grunde.

Men saa svare Kvinderne undertiden: "hvad nytter det, om vi vilde prøve paa at forstaa alt dette, hvad nytter det, om vi dannede os en Mening, vi, som ingen Indflydelse have!" - Denne Indvending er oftest Magelighedens og den halvbevidste Usandheds. For det første gaar den naturlige Vej til at skaffe sig Indflydelse gennem den levende Interesse, der bringer en til at dygtiggøre sig saaledes, at man har Ret til at sige sit Ord med. Dernæst er det til Træthed ofte sagt, og kan dog alligevel ikke siges stærkt nok, for at Ansvarsfølelsen kan voxe, hvad Indflydelse Kvinden, trods alle Love, har i Familien. Og et Folk bestaar da ikke af en Flok valgberettigede Mænd, heller ikke afgøres Folkets Skæbne alene ved, hvad der sker paa Tinge. Livet i Hjemmet bærer det offentlige Liv, og i den Skare af smaa Familier, Folket bestaar af, er man nødt til at regne Mødrene, Hustruerne, Døtrene med - blandt andet ere Kvinderne ofte i Flertal. At Livet i Hjemmet er rigt paa Forstaaelse, ikke blot af de smaa Særinteresser, der gælder Familien, men af de store, Folket strider for, det er af samme Betydning for et Barns Sind, som det er for dets Øje ikke at bo i snævre Gader, mellem høje Mure, men med den uendelige Himmel vidt aaben over sig. Talrige Exempler vidner om, hvad Værd det kan have. Da i Frankrig - paa Religionskrigenes Tid - Aubigné som ni Aars Dreng gik med sin Fader forbi de lemlæstede Lig af Trosbrødre, standsede den gamle Protestant, og idet han lagde sin Haand paa Drengens Hoved, udtalte han en højtidelig Forbandelse over ham, hvis han nogen Sinde sveg den Sag, disse vare døde for. Aubigné glemte aldrig dette Barndomsminde. Og vilde det vel have været mindre manende, om det havde været Moderen og ikke Faderen, der her havde talt? Havde Cornelia ikke afgørende Betydning for Graccherne? At have set sin Moder græde over Landets Nød, at føle der var Fest derhjemme, naar alt gik godt, det betyder noget! Det betyder noget, at de Ord: Folk og Frihed tidlig fik en egen hellig Klang for ens Øren. Det er jo ikke blot i Forbrydelsen, at det til Kedsommelighed gentagne Spørgsmaal om Kvinden har Sandhed. Spørg om Moderen, naar Du ser en Mand kæmpe en stolt Kamp for sin Sag, og Du vil ofte faa det Svar, der giver Forklaring.

Saaledes som det nu staar til, plejer, Kvinden imidlertid ikke, som det synes, at have en ringe Indflydelse, men derimod ofte en mindre hæderlig. Det kan være farligt at have Kvinder for nær, hvor noget staar paa Spil. Opdragne som de ere til at gøre Familiehensynet til det øverste Hensyn, og - endnu meget værre - til at gøre den offentlige Mening til Dommer, holde de ofte tilbage, hvor de burde tilskynde. "Tænk ikke paa mig og paa Børnene, men handl efter din Samvittighed!" disse Ord af en dansk Kvinde høres lidt for sjældent.

Og her staa vi ved, hvad der alene kan synes at berettige Indvendingerne mod, at Kvinder give sig af med alvorlige Sager - derimellem Politik: ikke i Tingene selv, ikke i Kvindens Natur ligger, hvad der hæmmer hendes Forstaaelse; men i den fortvivlede Opdragelse, man endnu stadig som Regel vedbliver at give hende - en Opdragelse, der snarere synes bestemt paa at udueliggøre og forvirre end at udvikle. Mrs Kinney (se dette Blads Okt. Hæfte) har paa det sørgeligste Ret i, hvor tarvelig udrustet med Kundskab en Kvinde i Almindelighed begynder Livet. De fleste, der ville lære noget, maa gøre hele deres Skolegang om igen, og der hører megen Energi og særlig gunstige Forhold til at kunne dette. Men i langt højere Grad end ved at forsømme Kvinderne i intellektuel Henseende, har man syndet mod dem ved selve det Ideal man opstillede og til Dels endnu opstiller for dem. I "Kvindelighedens" Navn har man beskaaret, beklippet og fordrejet deres Natur paa alle Kanter, tvunget dem ind under dette evige Hensyn til "det skønne", og atter stadig erklæret, det afdæmpede, hvad der ikke havde Kanter for det for Kvinden aller skønneste. Ganske karakteristisk viser denne Skønhedskultus sig deri, at Mænd som bekendt længe havde Eneprivilegium paa at være stygge, en Kvinde var "hors de la nature", naar hun tillod sig dette. Og de ere vist ikke faa blandt os, som da vi vare unge, bleve belærte af en eller anden ældre om det upassende i at udtale bestemte Meninger, -ikke fordi vi endnu vare altfor umodne til at have en virkelig Mening, men fordi "det misklæder en Dame." Og dette er gaaet Kvinderne over i Blodet. Hos mange er der en Tilbøjelighed til at tilegne sig - ofte med stort Besvær - Færdigheder, der tage sig ud, hellere end gennem strængt Arbejde at erhverve virkelig Dygtighed paa. Omraader, der ikke staa i Pris, men som maaske netop kunde give, hvad den enkeltes Natur behøvede. Der er en Lyst til ikke at søge Udvikling helt for sin egen Skyld og efter sin egen Naturs Love, men for Verdens - eller Mandens Skyld og efter de Love, han har skrevet. Selv de, der virkelig have brudt med denne Tradition, bevare Fordomme i andre Retninger. Mange ville nok tillade Kvinden at vide en Del - saa meget, hun lyster, maaske - blot maa hun forstaa at skjule det. Den Tilbøjelighed til at gøre sig smaa, som tit viser sig hos Kvinder, har oftest til syvende og sidst slet intet at gøre med virkelig, sand Ydmyghed - end ikke med Beskedenhed, - den har derimod meget at gøre med deres Lyst til at tage sig ud, foruden at den naturligvis kan være en simpel Følge af Kejtethed. Ofte ser man, hvor Sager drøftes, der forstaas ligesaa godt eller bedre af de tilstedeværende Kvinder end af de tilstedeværende Mænd, hine forknytte og komplimenterende, naar de fremsætte deres Meninger, medens disse i lykkelig Suffisance aldeles overfløje dem.

Men denne Opfattelse af Kvindelighed, dette Ideal maa Kvinder bryde med, hvis de virkelig ville i Lag med Livet. Det gælder om at vove Sandhed ogsaa her. Og det er ligesaa vel Usandhed at gøre sig lille og holde igen paa sin egen Kraft, som at prøve paa at synes større. Er det foragteligt at hykle Interesse for, hvad der er Kærlighed værd, for selv at synes værdifuldere, saa er det fejgt og et Forræderi mod hvad man elsker, ikke at turde være sin Kærlighed bekendt, ikke at turde vedgaa, hvor man hører hjemme i aandelig Henseende af Frygt for at synde mod, hvad der nu en Gang, vilkaarlig, blev gjort til Norm for ens Væren - maaske af Skræk for at faa Navn af "emanciperet" - dette Haansord, Kvinder for længe siden burde forandret til et Parti - et Hædersnavn, som Genserne gjorde ved deres. Enten maa Kvinderne vove at bryde den Ring, deres egen Vilje alene kan holde dem inden for, eller de maa blive inden for en Kreds, hvor "Damen trives, men hvor Kvinden sygner."

Men selv om meget i vor Opdragelse er grund slet, saa kan der maaske dog være nogle Fordele ved den, som vi have Ret til at glæde os over. Naar Kvindesagens Modstandere have frakendt Kvinderne saadanne Smaating som "skabende Evne, logisk Sans" etc. saa pleje de gærne at tilføje, at netop som mindre reflekterende have Kvinder en egen Evne til instinktmæssig at finde det rette. Montaigne takker sin gode Skæbne, fordi den har givet ham en slet Hukommelse: da han har glemt andres Domme, har han været nødt til selv at stole paa og udvikle sin egen Dømmekraft. Dette, - der for Montaigne turde være et Koketteri - kan være Sandhed for mange Kvinder. De generes ikke af deres Viden, - ikke fordi de have glemt den, men fordi de aldrig have havt synderlig af den. De have faa fremmede Forudsætninger at gaa efter. Uvilkaarlig stile de mod, hvad deres "sunde Fornuft" gør dem indlysende, hvad de som det saa tit spottende siges "føle" er det rette. Dér er et Standpunkt, der kan tages uanfægtet. Er det saa, at vi ikke ere modne nok til at have Meninger om mange af Tidens alvorligste Spørgsmaal, saa lad os begynde med Sympathier. Lad os slutte os til, hvad der taler til vor Retssans, vor Medfølelse, vor Frihedstrang eller hvilken anden Fornemmelse, der er stærkest i os. Og lad os ærlig være disse Sympathier bekendt, stadig arbejdende paa den bedre Begrundelse af dem, og paa at rette de Fejlsyn, vi kunne begaa. Man kan nok være bekendt ikke altid til Punkt og Prikke at kunne begrunde, hvorfor man elsker eller hader, - et alene kan ingen, der lever i stærkt bevægede Tider være bekendt: at forholde sig ligegyldig, hvor alt staar paa Spil.

Nov. 1885.