Camilla Collett: Mod Strømmen.
(Ny Række).
Det er med taknemmelig Ærbødighed, vi modtager, en ny Bog fra Fru Collett, Kvindesagens Nestor her i Norden, hun, som i Aar kan fejre - ikke sit 25aars, men sit 45aars Forfatterjubilæum. Hun har ikke blot tænkt over den Sag, men følt for den, lidt for den, før vi blev til. - Det er hos os næsten blevet Skik at udtale sig om Fru Colletts Forfatterskab, som om det bare bestod i at "skrige op", i Klager, Anklager og Bebrejdelser, som om det var den rene Negativitet. Dette skyldes visse Dagblade - ikke mindst de danske, som ved Recensionen af hendes Bøger har været meget misfornøjede med, at de handlede om Kvindesagen - hvorfor kunde de ikke ligesaa godt handle om noget andet? "Fædrelandet" f. Ex. henviste hende, ligesom det i sin Tid gjorde ved Clara Rafael, til at skrive om Pigeskolernes Omorganisation!
Men det vilde dog være for galt, om "Dagbladets" og "Fædrelandets" Dom over Fru Collett skulde blive den endelige, og det paahviler særlig os Kvinder at sørge for, at hun bliver vurderet efter Fortjeneste. Det er saa naturligt, at i den Tid og de Omgivelser, hvori hun fremtraadte, maatte hendes Syn paa Kvindens Stilling blive et andet end vort er nu, mere end en Menneskealder senere. Hun, Kvinden med det varme Hjærte, den stærke Følsomhed for Lidelse og Uret, maatte først føle Smerten over det unaturlige Forhold og Harme over den raa Undertrykkelse. Nu, da de Frøkorn, hun udsaaede, har slaaet Rod, nu er det ingen Sag at tale Haabets frejdige Sprog.
Men vi skulde ikke glemme, hvem der har gjort den tungeste Del af Arbejdet. "Amtmandens Døtre", "mit Livs længe tilbageholdte Skrig, hvorom man fortalte mig, at det var en Digtning, at det stemplede mig til Forfatter",*) dette vægtige Indlæg mod "Ægteskabet som Kvindens Brødstudium", hvor mange moderne Værker er den ikke Forudsætningen for? Det er et Spørgsmaal, om "Dukkehjemmet" vilde være kommet frem uden den, men det er sikkert, at det aldrig vilde have fundet den Modtagelse, det fik, om ikke Vejen var beredt af "Amtsmandens Døtre". Og nu "Familien paa Gilje", er ikke Tendensen i den ganske den samme som i "Amtmandens Døtre"? Og vilde "Sande Kvinder" have set Lyset, naar ikke Fru Collett i sin Tid havde nedlagt sin energiske Protest mod det Fru Gyllembourgske Kvindeideal? Ikke at jeg mener, Jonas Lie og Fru Edgrén har været direkte paavirkede af Fru Collett; det kan for den Sags Skyld gjærne være, at de aldrig have læst hendes Bøger. Men de Tanker, der laa i disse Bøger, de fløj som Løvetandens vingede Frø ud over Norden, og hvor som helst der fandtes en Plet Muldjord, der kunde bære mere Frugt end hidtil, voxede og bredte de sig langt mer, end nogen anede. "Amtmandens Døtre" har maaske ikke haft saa mange Læsere, men de, den har haft, har læst den til Gavns. "Jeg har læst den Bog ti Gange, og jeg kunde gjærne læse den ti Gange til" sagde for ikke længe siden en højtbegavet Kvinde til mig.
At have lukket Folks Øjne op for, at der er noget, der hedder Kvindens Sag, er vel den største Fortjeneste ved Fru Colletts litterære Virksomhed, men sandelig ikke den eneste. Jeg vil kun nævne en enkelt Side: hendes Stil. En ejendommelig Stil har vore kvindelige Forfattere i det hele ikke haft meget af; for en halv Snes Aar siden var de saa godt som alle "I"-ske; nu giver de den mest med at være naturalistiske. Læremestrene har været af forskjellig Rang, men Studier har det altsammen været. Ikke én har været i Stand til at danne sig sit eget selvprægede Udtryk for Tanken, saa man strax af blot et løsrevet Sted kunde sige: det er af den eller den. Den eneste, om hvem det kunde siges, var Fru Gyllembourg. Men hvilken Afstand mellem hendes og Fru Colletts Still En Broderesax i en fin gammel Dames hvide, glatte Haand og saa en smidig, elegant, men skarp Fleuret, hvis skjønne, lynsnare, og altid træffende Bevægelser, styret som den er af Fru Colletts sikre lette Haand, blænder vort Øje!
Ogsaa i bunden Stil har hun jævnlig forsøgt sig, men hendes Poesi kan ikke lignes med hendes Prosa; mange Stykker af denne - især af "Sidste Blade, I" og "I de lange Nætter" er fuldendte Prosadigte. Hendes Følelse er dyb og inderlig; ikke mange Digtere har lyttet bedre til Skabningens Suk efter Forløsning. Alt hvad der lider finder hos hende Medlidenhed i Ordets egentlige Forstand: Træet, der er flyttet ind fra Skoven for at visne paa Parises Boulevarder, Dyret, der jamrer sig under Vivisektorens Kniv, den fattige Arbejder, hvis Sommersøndags Glæde indskrænker sig til en Spaseretur paa Karl Johans Gade; - men hun nøjes ikke med følsomme Klager; hun paakalder Samfundets Indignation mod den Videnskabsmand, der hærder sit Hjerte mod Skriget, og mod det Kommunalraad, der foretrækker at sælge Jorden i dyre Domme til moderne Kaserner fremfor at anlægge den Park, de fattige saa længe har trængt til.
Fru Colletts sidste Bog indeholder flere Smaastykker om dette, som burde læses om og om igjen. Bogen bestaar i det hele af mindre Afhandlinger, hvoraf adskillige før have været trykte, men vel fortjene at bevares fra Forglemmelse, medens andre er ny, saaledes et Stykke, der fortræffelig behandler Spørgsmaalet: kvindelige Læger eller ej? - En yndig lille Fortælling skildrer Schweigaards og hans Hustrus Samliv, dette Par, som fulgtes ad i Døden. Flere Gange faa vi danske at høre, at mens vi har rejst Mindesmærker for et underligt Udvalg af Oldenborgerne, saa har vi ikke et for Dronning Margrethe. Dette er dog ikke ganske rigtigt, ét Monument for hende har vi: det hedder "Arvefølgeloven for det danske Monarki", som slaar fast, at herefter maa ingen Kvinde sidde paa Margretes Trone.
Der er i det hele i denne sidste Bog meget af den "sunde bitre Styrkedrik", som behøves i enhver Kamp. Litterært staar Fru Collett, Wergelands Søster, som et Overgangsled fra Welhaven til Ibsen. Og har den nyfødte Kvindebevægelse taget Bjørnsons Optimisme til Grundsyn, saa har den sandelig ingen Skade af at have den Ibsenske Pessimisme ved Siden af sig i Fru Colletts Person.
Selv kalder hun sig et Sted i sin sidste Bog "Protesilaos" og minder om Welhavens Ord.
"Den, der gaar foran i en Alvorsdyst,
Han sejrer ej, han kæmper kun og falder."
Men har hun ikke sejret, saa har hun dog set Sejren nærme sig, hvad man ikke skulde have ventet for en Menneskealder siden. Hun klagede den Gang over Kvindernes Udelukkelse fra Samfundslivet, og se: nu er der næppe én Digter, uden at han kalder paa Kvinderne, uden at han sætter sit Haab til deres Hjælp i Kampen mod Samfundets store Onder. Hun begyndte sit Forfatterskab, da Kvinderne manglede baade Myndighed og lige Arveret - ikke at tale om hvad de ellers manglede. Og om nogle Uger samles det Storting, hvor en norsk Mand har lovet at frembære et Lovforslag om fuld Ligestilling for de to Kjøn. Snarere kan Fru Collett da vel sige, at hun har ført an paa den lange Vandring gjennem Ørkenen, nu staar vi ved Grænsen af det forjættede Land, og en af de Ting, vi glæde os mest over, er, at det dog forundes vor alderstegne Fører at kaste et Blik derind.
*) Fru Colletts egne Ord.
