Dansk kvindesamfunds småskrifter.

Dansk kvindesamfunds småskrifter nr. 2 indeholder en afhandling af hr. Emil Elberling om kvindens stilling i det offentlige liv. Denne afhandling, der væsentlig er en historisk oversigt over kvindens deltagelse i det offentlige liv, kan sikkert regne på stor interesse hos kvindesagens venner. Man vinder gennem den et let og lærerigt overblik over, hvad der er nået, og får desuden tillid til fremtiden.

Forfatteren minder først om, hvorledes der findes mange exempler på kvinder, der med ære have hersket over store riger, og hvorledes enkelte kvinder have udmærket sig på områder, hvor man vanskeligst skulde vente det. Det skildres derefter i det enkelte, hvorledes kvinder efterhånden i nutiden have begyndt at få adgang til embeder, universitet og virksomhed som læge, sagfører og prædikant m. v., samt stemmeret i kommunale og politiske anliggender. Bevægelsen er meget lunefuld og højst forskellig i de forskellige lande og er ofte kun nået lidet fremad, men den åbenbarer en stadig voxende styrke.

Særlig opmærksomhed fortjene to punkter, som bedste målestok for, hvad der er vundet.

Kvindesagen har som bekendt en stor modstand at, overvinde hos teologerne, der ofte ere dens værste modstand. Særlig tager de forargelse af kvinders optræden som prædikanter. Man mindes således den danske forordning af 26de juni 1875 om kvinders adgang til universitetet, hvilken ikke blot udelukker kvinder fra adgang til præsteembeder, men også fra værdigheden af cand. theol. og indfører en særlig examen for deres vedkommende. Det er derfor særlig interessant at se, hvorledes kvinden i Amerika er begyndt at bestige prædikestolen ikke blot blandt sekter, der have et rationalistisk præg og derfor af ortodoxe betragtes med mistænksomme øjne, men også blandt kongregationalister (en slags puritanere) og metodister. Sådanne foreteelser vil altid kunne vække eftertanke hos teologerne og opfordre til fornyet granskning biblen; den vil da sikkert vise sig forenelig med tidens krav.

Det andet punkt er kvindens politiske stemmeret. Denne vil blive kronen på kvindebevægelsen. Det er nemlig det sidste, mændene gå med til. Mange ville indrømme kvinden til borgerligt erhverv og adgang til embeder, ja endog kommunal stemmeret, men politisk stemmeret kun nødig. De henskyder sig under den indirekte indflydelse, som kvinden altid øver, og som de anse for bedst stemmende med hendes natur; selv fremskridtsmænd frygte kvindens konservatisme. Men netop på dette område se vi bevægelsens stigende styrke, som har givet sig praktisk udslag i 2 territorier i Amerika, hvor kvindens politiske stemmeret er indført til almindelig tilfredshed; i flere andre stater i Amerika er den nær ved at vindes, ligesom den også i England står som en ikke fjærnt liggende mulighed. Forøvrigt ser man den mærkelighed, at i Østerrig som vistnok er temmelig fremmed for kvindebevægelsen, kan skatteydende kvinder øve stemmeret gennem mandlig fuldmægtig, men netop denne stemmeret vil blive en mægtig støtte for kvindebevægelsen på andre områder, så snart kvinderne selv vil.

I Dansk kvindesamfunds småskrifter Nr. 3 findes trykt det af byfoged Emil Jürgensen i sin tid i Dansk kvindesamfund holdte foredrag over "Det uægte barns og dets moders retsstilling".

I hr. Jürgensen har de uægte børn ikke blot en varmtfølende talsmand, men også en mand, hvis ord høres med særlig opmærksomhed, fordi han som politimester har haft god lejlighed til ad erfaringens vej at få et dybt indblik i den nød og ulykke, hvortil disse børn ere indviede. Hans foredrag læses og forstås derhos let og kræver ingen juridiske forudsætninger.

I foredragets første halvdel gives der et kort overblik over vor lovgivnings tilstand. Lovens egentlige grundtanke er den, at det uægte barn retlig set er uden fader. Dette fastholdes i vigtige henseender, men der er dog i lovene pålagt faderen en særlig pligt til at bidrage til barnets underhold. Dette er imidlertid kun en pligt over for moderen eller det offentlige, og faderens underholdsbidrag er dels i følge loven, dels på grund af en slap praxis så ringe, at der lægges en uforholdsmæssig byrde på moderen, som derfor fristes eller nødes til at lade barnet komme under fattigvæsenet, som kun med uvilje yder det den absolut nødvendige understøttelse. Med denne læmpelse er barnet retløst over for faderen.

Denne ordning finder hr. Jürgensen absolut uretfærdig mod barnet og moderen og tillige særdeles farlig for samfundet, da de uægte børn, hvoraf der årlig fødes c. 7000, "voxe op uden kærlighed eller omhu som anerkendt ukrudt og erfaringsmæssig levere et stort kontingent til forbrydere og landstrygere". Han kan ikke anerkende, at ægteskabets hellighed kan eller bør værnes ved en sådan ordning; ti de ægtefødte børn har et tilstrækkeligt privilegium derved, at de nyde "et kærligt, hæderligt hjem hos fader og moder, medens de andre staklers tilværelse altid må være halv". At kvinden fortrinsvis eller udelukkende må bære skammen ved og ansvaret for det fælles fejltrin, kan kun tænkes i en lovgivning, som udelukkende stammer fra mænd. (Tillæg til "K. og S," Nr. I)

Hr. Jürgensen foreslår derfor en indgribende reform af denne ordning. Først og fremmest må manden tilpligtes at yde kvinden understøttelse under svangerskabet og barselsengen. Faderens forsorgspligt må derhos udvides og navnlig stå i forhold til hans stilling og kår, hvorhos forpligtelsen ved faderens død går over på hans bo. Men man bør ikke blive stående herved. Man bør principielt hævde, at det uægte barn får et barns fulde rettigheder overfor faderen, til gjengæld får da denne en faders rettigheder overfor barnet, dog kun næst efter moderen. Overfor eventuel modstand eller på grund af praktiske vanskeligheder kan man læmpe sine fordringer noget, således med hensyn til arveret, men som symbol på det ny princip, som "et flag der ikke kan stryges", hævdes for det uægte barn ret til at bære faderens navn.

Det ligger uden for disse liniers hensigt at drøfte det rejste spørgsmål og det så meget mere, som hr. Jürgensens opfattelse i principet synes at have krav på fuld sympati, og der derfor kun kunde blive tale om reformens nærmere omfang og enkeltheder. Der skal derfor her kun udtales et ønske om, at hr. Jürgensens foredrag må bidrage til at vække samfundets Samvittighed og hidføre en alvorlig drøftelse af dette vigtige forhold.