George Sand og George Eliot.

Aforismer af Robinson.

For Evropas og Amerikas Læseverden er det nu ingen Hemmelighed, at disse to Forfattermærker har gjort Tjeneste som mandlige Masker for Kvindeansigter.

Rivalerne i den store objektive Fortællings Kunst paa hver sin Side af Kanalen, Tidens mest geniale Kvinder, to klassisk mønstergyldige Stilister havde, for at blive selvstændig bedømt, begge skjult sig i Mængden blandt den skrivende Samtids skæggede Skarer.

Endnu saa nylig som nogle Aartier tilbage førte denne Forsigtighedsregel visse Fordele med sig. De stilfærdigere Bevægelser, den rene, bløde Stemme, den fodside Dragt udgjorde f. Ex. for 30 Aar siden langtfra begunstigende, ja næppe nok formildende Omstændigheder, naar det gjaldt Offentligheden.

Hvorimod nu det Tidspunkt turde være ikke saa meget langt borte, da i Steden derfor Ungersvende med Forfatterbegavelse ville prøve deres Lykke under et kvindeligt Navns Slør. Saa meget mere almindeligt, - følgelig i Mængdens Øjne ogsaa mere almengyldigt - end Forfatterens vil Forfatterindens Kald sagtens snart være.

Dette er nu ikke bare Spøg. Ti Kvinderne have meget mere usagt end vi. Og Verden trænger til at faa det at høre.

Men en lille Smule Spøg er det alligevel; Ti Evropas Forfatterinder have anselige Debetposter paa deres litterære Konto: tre Fjerdedele af den hele Masse engelske, tyske og franske Tendensromaner. Og intet har nogen Sinde været mere til Hinder for den almindelige Udvikling af en ægte litterær Interesse end netop denne Overflod paa dialogiserede Afhandlinger i comme-il-faut-Moralen.

Nej; vil man se vor Tids kvindelige Forfatterskab fra den stærke Side, da maa man søge særlig samvittighedsfuldt i Opponenternes Rækker, søge i Kredsen af dem, som har begyndt at gjøre mer eller mindre tiltalende Oprør mod det gode Selskabs farisæiske Sædelære og mod Verdens, Skinnets, Snærperiets_, Koketteriets, Uduelighedens, Ukjærlighedens og Affektationens Gud.

Baade som fortællende Digtere og som Ræsonnører have Kvinder haft noget af det vigtigste at meddele med Hensyn til det menneskelige Samfundslivs Problem; om end samtlige Sandhedsvidner hidtil har udgjort et Mindretal.

Ogsaa fra et Kunstnersynspunkt have kvindelige Evner især i Retning al at fortælle godt og skrive naturlige Samtaler, ubestridelig udmærket sig.

At undersøge, disse gode Kræfters allerede mer eller mindre fuldstændig erkjendte Værd, vilde være et taknemmeligt Arbejde. Men vi maa for denne Gang lade det ligge og alene holde os til den glimrende Kjendsgjerning, at i Spidsen for de episke Amazonhære er der traadt to saadanne Dronninger som George Sand og George Eliot.

Begge tilegne sig med fuld Ret Navnet fra Heltesagnet: Georg.

Man kunde fristes til at digte en ny litterær Legende om denne Tilfældighed. Ti ingen har tilføjet den mest mangehovedede, mest sejlivede Drage af alle vore gamle Fordomme værre Skade end de to.

Med Dragen mener jeg her det Utyske af en Fordom: at Kvinden skulde være ude af Stand til selv at sprede Oplysning i den tænkende Verden.

Har Uhyret efter den Behandling, det har lidt af disse to geniale Kvinder, mulig endnu saa meget Liv, at det kan røre sig, saa har det i det mindste ikke et eneste Hoved tilbage.

Men saa forskjelligt et Aandspræg, som de Nationer repræsentere, fra hvilke vore Heltinder ere udgaaede, saa forskjelligt arter sig ogsaa disses store og mærkelige Krig mod den nysnævnte gamle Fordom.

Den franske Digterdronning har ved sine Kunstnersejre lagt en Mangesidighed for Dagen, hvori hun unægtelig langt overstraaler sin engelske Medbejlerinde.

Den engelske har ikke sejret paa saa mange forskjellige Punkter, men har derimod forstaaet at give hver Sejr et Præg af Varighed, som om den var vunden for Aarhundreder.

Begge har haft den Fordel, som det saa sjælden lykkes det mandlige Geni at tilkæmpe sig, nemlig i hele sin Digtning at have kunnet bevare sig uafhængige af Forpligtelser mod en eller anden bestemt Samfundsklasse, en bestemt Omgangs-Jargon, en bestemt Dannelsesretnings Skævheder.

Deres Arbejder hviler, med andre Ord, ikke paa Maximer, men saa meget fuldstændigere paa Principer.

Kvinden synes særlig forudbestemt til denne Frihed; blot hun ikke svigter den.

Hvad Livet fordrer af hende er altid først dette: at hun skal være Kvinde.

Af Manden fordrer det først, inden det offentlig gider befatte sig med ham, at han skal være Whig eller Tory, Realist eller Idealist, deduktiv eller induktiv, højkirkelig eller lavkirkelig, Optimist eller Pessimist, konfessionel eller Kritiker; til et selvstændigere, sagrigtigere, mandigere Standpunkt i noget som helst Spørgsmaal maa han næsten altid bane sig Vej gjennem møjsommelige Abstraktioner fra sit sædvanlige daglige Jeg.

Derfor bliver den mandlige Stil saa ofte enten tung eller forceret livlig; hvorimod en begavet Kvindes Stil overalt er naturlig og fuld af Oprigtighedens Ynde.

"En god Samvittighed er et dagligt Gæstebud," siger et af de alvorligste Ordsprog, vi eje.

Man kunde af dette aflede et andet, lettere, men lige saa sandt Ordsprog.

"At faa Lov at være sig selv er et dagligt Gæstebud."

De tvende Kvinder, her er Tale om, have nu som sagt benyttet sig af dette fortrinsvis kvindelige Prærogativ paa indbyrdes højst forskjellige Maader. De har begge to brugt det lige frit og lige oprigtigt. Men den ene af dem har haft et andet Udgangspunkt for hele sin Forfattervirksomhed end den anden.

George Eliot er aabenbart gaaet ud fra den Overbevisning, at Individet - ligegyldig med hvilke Naturanlæg, Geniets eller den jævnt begavedes - aldrig kan blive Menneske, ja aldrig engang i nogen enkelt Henseende blive Menneske uden Samfundet.

Fra den første til den sidste af hendes ikke mange men hver for sig epokegjørende Romaner finder man, at hun paa det mest omhyggelige har fremstillet sine Personer som udviklende sig i Overensstemmelse med eller i Strid med deres rette, personlige Bestemmelse aldeles i samme Mon som de naa eller ikke naa en i det mindste indre rigtig Stilling i Forhold til sine Medmennesker og nærmestliggende sociale Pligtomraader. Kaldelsen eller Pligten har for denne Forfatterinde aldrig vist sig som en isoleret individuel. Hun har lige fra Begyndelsen af Været enig med den moderne, naturvidenskabelige Lære om Enkeltvæsenets og Omgivelsens indbyrdes Lempelses- eller Tilpasningsarbejde som et ueftergiveligt Vilkaar for sund Udvikling. Hun har aldrig ladet sig forlede til at lade sin Kamp mod det tomt konventionelle udarte til en Kamp mod det Bestaaende som saadant. Hun har visselig næret Medfølelse for de geniale Overdrivelser, ja endog for Brøden, ti hun har næret den mest uskrømtede Medfølelse for alt, ikke for det ene paa Bekostning af det andet. Og findes der i hendes saa retfærdige Bøger noget, som hun ikke har nænnet andet end at vise en overvejende Ømhed, saa skulde det da muligvis være en eller anden Art af denne mere fordringsløse Pligttroskab, som synes naturnødvendigt at hente sin daglige Næring af Følelsen for andres Ret, Gavn og Lykke.

Omsorg for andre trænger endog den geniale Selvfølelse noget til Side.

Begge Retningerne findes imidlertid, hos en og samme digtede Person, klart og fuldt gjennemførte i George Eliots elskværdigste og mest klassiske Værk, "The mill on the Floss."

Ligesom af Trang til at afrunde og fuldstændiggøre sin Livsanskuelse har hun for øvrigt i sine to sidste store Arbejder atter taget op til udførlig Behandling de forskjellige men begge to udpræget individuelle Motiver: en hengiven, storslaaet, selvstændig og ejendommelig begavet Naturs Vanskeligheder ved at komme til Ligevægt i Samlivet eller finde Lykke der, samt en stærkt egoistisk Naturs møjefulde Gjennemgangsvej til Resignation, Forbedring og et nogenlunde vakt og aabent Hjærte for andre.

George Eliot har, kort sagt, begyndt med fuld Bevidsthed om vor Trang til hverandre, men har lidt efter lidt lært at stille sig fuldstændig forstaaende ogsaa over for Selvkravet.

Hun har ogsaa begyndt sin Forfattervirksomhed som en allerede moden Kvinde.

George Sand derimod naaede til Opdagelsen af sin Forfatterbegavelse i en meget ung Alder og har begyndt at udnytte den under helt forskjellige Forudsætninger.

Forfatterinden George Sand er aabenbart gaaet ud fra hvad Dhrr. Æsthetikere pleje at kalde den ultraromantiske Forestilling, hendes stilistiske Lærer, Jean Jacques Rousseaus Livsfilosofi: at Individerne kan frit og uafhængig udvikle sig af sig selv blot med Naturen som Læremester; at Indtrykkene fra Samfundet er af tilfældig, ikke af væsentlig og uundværlig Art; at de visselig kunne paaskynde en Udvikling, men naar der blot gives tilstrækkelig Tid, saa kunde Udviklingen være sket uden Samfundsorganismens Mellemkomst.

Saaledes begyndte George Sand. Og til Trods for hendes mægtige og bredt anlagte Geni og hendes alt fra Begyndelsen henrivende Stil var nogle af hendes første Arbejder vilde og uordnede nok.

Som bekjendt har hun skrevet længe og overordenlig meget. Der er vel faa, som har læst alt, hvad hun har skrevet. Og med Aarene vandt hendes Digtning Ligevægt. Ogsaa hun naaede til Erkjendelse af Samfundets positive Værd og har skrevet kjærlighedsfuldt om alt, hvad der er Kjærlighed værd. Endvidere blev Naturen hendes Læremester i en helt anden Forstand end blot som umiddelbar Indgivelse af geniale Magtsprog. Hun gik - med hele sin tænkende Samtid - i Skole hos denne hele den sanselige anskuelige Tilværelses alvorsfulde Moder, som i vort Aarhundrede har løftet i det mindste lidt mere af sit gamle Isisslør end nogen Sinde før. Hun lærte der visse Sandheder, som ogsaa kunde lade sig tillæmpe paa Samfundet. Gjennem sine fængslende Fortællinger anskueliggjorde hun for alle og enhver meget af, hvad Forskningen har lagt til rette i vor egen og den nærmest foregaaende Menneskealder, hvilket jo ogsaa er bestemt til at hjælpe os til at leve fornuftigere end før. Hun var - ligesom sin engelske Medbejlerske - en stor og god Digter og Tænker, som kan hjælpe os til bedre at forstaa vor Tid og os selv.

Den som vil bruge den moderne Litteratur som Dannelsesmiddel, men overspringer to af dens allerbetydeligste Repræsentanter, George Sand og George Eliot, han eller hun udsletter en umaadelig stor Del af den nyere Historie af sin Bevidsthed.

Findes der, hvad værre er, nogen Dyrker af Skønlitteraturen eller af psykologisk Digtning, som bliver ved at skrive uden at have søgt Raad hos disse to store Lærere i den Kunst at tænke og at give sine Tanker et objektivt Udtryk, at iagttage Livsfænomenerne og gjengive dem med uhildet kunstnerisk Evne, da fremkommer der i saadanne Skribenters Udvikling et tomt Rum, hvis Gab endnu venter paa at blive fyldt.

Oversat fra Svensk efter Forfatterens Manuskript.