« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Møde,

« Se emneord

Torsdagen d. 4 Marts, adskilte sig meget væsentlig fra det sidst afholdte Møde. Medens dette, Mødet om Tjenestepigesagen, bestemt havde Karakteren af et Forhandlingsmøde, saa spillede ved Mødet den 4de Marts Forhandlingen kun en meget underordnet Rolle, og Hovedinteressen var knyttet til Foredraget, der ogsaa i og for sig var vægtigt og interessant nok til at fylde en Aften. Hr. cand. theol. & jur. Poul Sveistrup talte om "Virkningerne af Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv." Vi henviser dem af vore Læsere, som ønsker at kjende Foredraget i dets Helhed, til "Morgenbladet" for 5te og 6te Marts, hvor det findes trykt; her tillader Pladsen kun en kort Redegjørelse for dets Hovedtanker.


Taleren begyndte med at spørge, hvad følgen vilde blive, "om Kvinden traadte ud af den politiske Umyndighedstilstand hun nu er henvist til, om hun fik Adgang til lige med Manden at gjøre sin Indflydelse gjældende.i Kommunens og Statens Anliggender." At Lighed for Loven ikke blot var en "Mandfolkeret", men en Menneskeret vilde fra et demokratisk Standpunkt ikke kunne bestrides. Men var der nu Fare for, "at Familiens og Statens Grundpiller skulde rokkes, om Kvinden fik Adgang til Stemmebordene?" Var det gavnligt for Samfundet, om Kvinden deltog i det offenlige Liv? Spørgsmaalet kunde besvares ad to Veje, ad Erfaringens - der var jo allerede Steder, f. Ex. det amerikanske Territorium, Wyoming, hvor Kvinden havde Stemmeret - og ad Slutningens. Taleren vilde vælge den sidste, ville "søge at gjøre Rede for kvindens ejendommelige Egenskaber" og derfra slutte til hendes Indflydelse i det offentlige Liv.


Ganske vist mente mange, i Tilslutning til Stuart Mill, at man intet kunde vide om Kvindens Væsen og Egenskaber, at "Kvinden som er, er en Frembringelse af daarlig Opdragelse og Aartusenders Mishandling", og at ingen kjendte "Kvinden som kommer." Men det behøvedes ikke. Thi Spørgsmaalet var jo ikke "om at give Kvinden Valgret om Aartusender, men i en overskuelig Fremtid," og "Resultater, der er frembragte ved Aartusenders Tilsidesættelse, maatte der vel sagtens Aartusender til at ophæve." Man kunde altsaa ganske rolig regne med "den Kvinde, som er." Taleren beskrev saa denne Kvinde. Hun var, som Følge af sit Kald som Slægtens Moder, legemlig svagere og mindre erhvervsdygtig end Manden. Hvad Aandsevnerne angik, stod hun i aandelig Frembringelsesevne ikke fuldt ved Siden af Manden og i Erkjendelsens Omfang og Styrke ikke heller; dog var der paa dette Omraade Punkter, hvor Kvinden maatte anses for den overlegne: det umiddelbare Blik, f. ex. "Bedømmelsen af Personer og Blik for de smaa Forhold og de smaa Ting" var saaledes hendes stærke Side. Det var i det hele taget mere paa det theoretiske end paa det praktiske Omraade, at Manden var den overlegne. Kvindens Styreevne havde saaledes staaet sin Prøve paa en glimrende Maade. - Altsaa legemlig og - til Dels - aandelig var Kvinden Manden underlegen; men der var ét vigtigt Omraade, hvor Kvinden var Manden "ubetinget overlegen". Det var ikke blot Snak, naar Digterne sang: "Ren som Kildens Vande, tro som Klippens Sten," og naar en Mand kaldte sin Hustru for sin "bedre Halvdel."


Saavel Forbryderstatistiken *) som vor almindelige Erfaring fortalte om Kvindens moralske Overlegenhed; "at Nutidens Kvinder er kyskere end Nutidens Mænd, vilde næppe nogen bestride." Taleren fremhævede, i Tilslutning til den berømte Kulturhistoriker Lecky Kjærlighed og Renhed som Egenskaber, der i Almindelighed mere tilhørte Kvinden end Manden. At Kvinden var mere religiøs end Manden, trængte heller ikke til Bevis. Med Rette gjorde Lecky opmærksom paa, at det var ganske meningsløst, at et kristent Samfund gav Kvinden en underordnet Stilling, da hun i fortrinlig Grad besad de Egenskaber, Kristendommen anser for de ypperste.


Det Billede, Taleren havde udkastet af Kvinden, var ikke blot tegnet efter hans individuelle Opfattelse; den svenske Forfatter Emund Gammal **) havde i det lille Skrift "Kvinnofrågan" givet en lignende Karakteristik af Kvindens og Mandens Egenskaber, og den stemte i alt væsentligt med den gammeldags Opfattelse af Sagen ogsaa hos os. Det maatte være overbevisende, hvis man fra dette gammeldags Udgangspunkt maatte komme til det Resultat, at Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv vilde være saare gavnlig for Samfundet. Til dette Resultat kom Taleren. Det vilde være meget heldigt, mente han, om Kvinderne snarest muligt fik kommunal Valgret og Valgbarhed.


Der var især to kommunale Omraader, hvor Kvindernes Indflydelse Vilde være kjendelig, Fattigvæsen og Skolevæsen. Som Fattigforstander vilde Kvinden omfatte dem, der trængte til Forsorg, med langt større Kjærlighed end Manden. Hun vilde ikke være karrig overfor Uforskyldt Nød, men paa den anden Side heller ikke særlig skaansom mod dem, der paa Grund af Drikfældighed eller Ladhed faldt Sognet til Byrde eller mod dem, der skaffede Sognet uægte fødte Børn at forsørge. Som Medlem af Skoleraadet vilde hun ikke ensidig begunstige Kundskabsmeddelelsen, men vilde kræve, at de Egenskaber, hun selv fortrinsvis er i Besiddelse af, Følelseslivet, den sædelige Udvikling kom til sin Ret. - Men de kommunale Rettigheder maatte ikke indskrænkes til de ugifte Kvinder; at f. Ex. Mødrene ikke skulde tages med paa Raad, hvor der er Spørgsmaal om Børnenes Opdragelse, var meningsløst.


Taleren opkastede dernæst det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse Kvindernes Deltagelse i Statslivet vilde øve paa Samfundet. Samfundsopløsende Virkninger var der ingen Grund til at vente, Kvindens højere moralske Egenskaber maatte virke opbyggende og befæstende paa Samfundet, hendes Indtræden i det politiske Liv vilde netop kunne styrke et Samfund, der truedes med Opløsning. Og hendes fysiske Svaghed vilde gjøre hende tilbøjelig til at tage Ordenens Parti, hvor Samfundets Krav paa Orden kæmper med den enkeltes Krav paa Frihed. - Som valgberettiget vilde Kvinden - selv om hun var gift - først og fremmest kræve, at hendes Kjøns Interesser blev varetaget. Dernæst vilde kun kræve Duelighed og, Hæderlighed af de Mænd, hun skulde give sin Stemme. Dette viser ogsaa Erfaringen fra Wyoming. Kvinderne vilde ikke i saa stort Omfang benytte Politiken som Middel for Ærgjerrighed og Magtstræv; de vilde være ubestikkelige og lovlydige. Af Lovgivningens Omraader vilde Familieretten især have deres Interesse. De vilde være Talsmænd for Moderens og Barnets Ret; de vilde beskytte Ægteskabet som Samfundsindretning. Inden for Strafferetten vilde Kvinderne søge at udvide de strafbare Handlingers Omraade, vilde f. Ex. ønske Drukkenskab straffet. Deres Indflydelse paa Retsplejen vilde være gavnlig. Paa Erhværvsvirksomhedens Omraade vilde de kræve Beskyttelse for den svagere. De vilde være Fredsvenner, og de vilde være mere økonomisk med Statens Midler.


Taleren endte saaledes: "Hvad angaar Statens forhold til Aandslivet, da vil Kvinden, hvor den religiøse Følelse støder sammen med den videnskabelige Erkjendelse, give den første Fortrinet. Forestillinger, der er overleverede fra Fortiden, vil hun først give slip paa, naar hendes Følelse har forladt dem; men da vil Bruddet ogsaa være fuldstændigt. Aandsfriheden vil næppe finde nogen stærk Støtte hos hende. Frygter man for, at den ligeberetigede Kvinde skal blive en Hindring for Menneskeaandens Fremskridt, da maa der dog dertil svares, at den uudviklede, uselvstændige Kvinde er en endnu større Hindring.


En Sag har først sejret, naar den har erobret Kvinden, først da er den Menneskehedens Ejendom og gaar som saadan i Arv til de kommende Slægter. Alt i alt er Kvindens politiske Ligeberettigelse et konservativt Fremskridt." Mødet var besøgt af henved 200 Tilhørere.


*) Paa en Befolkning af omtrent det samme Antal Mænd og Kvinder begik Mændene gjennemsnitlig fem Gange saa mange Forbrydelser som Kvinderne.


**) en Kvinde. Red. Anm.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder