Modbemærkninger til Johanne Krebs.

I Nr. 4 af "Kvinden og Samfundet" findes af Frk. Johanne Krebs "nogle Bemærkninger i Anledning af Hr Jürgensens Foredrag om uægtefødte Børn og deres Moders Retstilling.

Det forekommer mig, at Frk. Krebs i disse sine "Bemærkninger" i sin Iver for at værne om Hustruens Ret bliver ikke saa lidt inhuman imod det uægtefødte Barn og dets Moder, og jeg er vis paa, at mangen en Hustru, der er Moder, vil tale mindre stærke Ord i denne Sag, selv om hun er en krænket Hustru. Om hun i sin Harme vil kaste al sit Hjærtes Foragt paa sin Mand, som har bedraget hende for det, hun burde være eneste Ejer af: hans Kjærlighed og Elskov, hun vil dog, hvis hun er i Besiddelse af en Smule Humanitetsfølelse, aldrig i den Grad lade sin Harme gaa ud over det Barn (eller de Børn), der er Frugten af Mandens Uregelmæssigheder, at hun skulde sige: "Om jeg saa kunde frelse disse Børn fra Forbryderbanen, jeg gjorde det ikke, hvis jeg af denne Grund skulde afgive noget af det lidet, der er mit med Rette." Man vilde kalde en saadan Kvinde slet, selv om hun saa 100 Gange havde Ret til at holde paa sit. Og saa siger Frk. Krebs endda: Om det saa kunde frelse alle de uægte Børn fra Forbryderbanen, vilde det være den blodigste Uret at tage saa meget som en Tøddel af Hustruens lille Ret fra hende.

Og hvad er det da for en Ret, Frk. Krebs her paa det bestemteste vil holde paa for Hustruerne, holde paa, selv om Tusinder af Børn af denne Grund vandre ud i Forbrydelsernes dybe Smuds? Det er Hustruens Medejendomsret; det er Retten til at sige: Da jeg er Medejer, af hvad Mandens er, saa vil jeg ikke, at der af dette Fælleseje skal udredes noget til "de mig mildest talt uvedkommende uægte Børn og disses Mødre". Men ere en Mands uægte Børn egentlig Hustruen uvedkommende, saa behøvede hun jo ikke at tage sig det saa nær, om Manden saa havde i Dusinvis af dem; i ethvert Tilfælde kunne de aldrig være Fællesejendommen uvedkommende. Hvis der derimod mellem Mand og Hustru var oprettet en Ægtepagt, der sikrede Parterne Særeje, da var det i sin Orden, at Hustruen sagde: "Disse Børn og deres Moder kommer ikke min Pung ved, det Forhold vil jeg i pekuniær Henseende være uden for." Hvad der derimod er Fælleseje, hvor hvad dit er, er mit, og hvad mit er, er dit, forstaar jeg ikke, at en Hustru skulde kunne modsætte sig en Fordring paa Manden. Og Frk. Krebs vil vel ikke paastaa, at det uægtefødte Barn og dets Moder ingen Fordring har paa Manden, der har forført hende. Fordi der er en første Prioritet i en Ejendom, kan en anden Prioritet ogsaa være en Fordring at efterkomme, saalangt Midlerne strække. Frk. Krebs spørger endvidere, om en Mand i Fremtiden (hvis Hr. Jürgensens Forslag bliver til Lov) da uden at løbe nogen Risiko, skal have Lov at bruge saa mange Forurettelser over sin Familie, som han lyster. Ja, det har nu en Mand i vore Dage ! Han har Lov at krænke sin Hustru og sine Børn i det uendelige, han har, som Frk. Krebs selv siger, "Lov til at holde Elskerinder i Luxus - hun Hustruen, kan dog endnu lukke Øjnene saa vidt muligt, der er Mulighed for at beholde Skinnet af et hæderligt Ægteskab". Men forstaar Frk. Krebs da ikke, at netop fordi Manden saaledes i Smug kan leve uhæderligt og dog beholde Skinnet af Hæderlighed, netop af denne Grund løber han ingen Risiko ved under den nuværende Ordning at holde Elskerinder. Faar han derimod Lov for, at han skal give sine uægtefødte Børn sit Navn, at skulle lade dem arve med sine i Ægteskabet fødte Børn, at skulle lade dem opdrage som de ægtefødte Børn - i det hele taget, at hans Uregelmæssigheder blive stillet i fuldt Daglys saavel for Hustruens som for Alverdens Øjne - da løber han en meget stor Risiko ved at indlade sig paa saadanne Uregelmæssigheder, og mangen en Mand vil vist af denne Grund betænke sig meget, før han begaar Ægteskabsbrud, eller før han forfører en Kvinde. Det er netop denne Risiko, Manden alt for lidt har følt. Kvinden er altid udsat for denne, thi hun kan ikke skjule sin Skam. Manden derimod han gaar fri og frank og hæderlig omkring. Hvem ved om hans Gjerning. Den koster ham nogle Kroner om Aaret. Hvad saa! Han er lige agtet. Og derfor betænker han sig ikke paa at gaa Forførelsens Veje.

I en anden Sætning udtaler Frk. Krebs sig meget affejende over for den Kvinde, der indlader sig med en gift Mand - hende er hun snart færdig med: hun fortjener sin Skjæbne, og hun bør, da Forføreren har andre Forpligtelser (til Hustruen) selv sørge for Barnet. (Altsaa naar jeg har en Gjældspost at betale, skal jeg ikke betale den Gjæld, jeg senere gjør!)

For det første, dette med at fortjene sin Skjæbne, tror jeg næppe vi udenforstaaende skulle tale saa dømmende Ord om Hvad ved vi, der har levet vor Ungdom indenfor et sundt Hjem, der har faaet en god og sund Opdragelse, hvad véd vi om de Fristelser, der møder en halv hjemløs Kvinde, hvis Opdragelse er forsømt og som Følge deraf har saa faa aandelige Interesser, der kan fylde hendes Sind og Tanker som en Modvægt imod Kjødets Fristelser? Eller mon Forføreren altid taler Sandhed til hende, mon han siger sit Offer, at han er en gift Mand. Mon han ikke snarere lover hende Ægteskab? Og saa skulde han bagefter, naar han havde forført hende, være i sin gode Ret, naar han sagde: "Ja, ser Du, min Pige, mig faar du ikke noget af til Barnets Underhold. Jeg er en gift Mand, og for min Hustrues Skyld er jeg nødt til at overlade Dig til din egen Skjæbne som du nu ogsaa har fortjent". Og saaledes kunde den gifte Mand forføre den ene Kvinde efter den anden uden at staa i nogensomhelst Forpligtelse til disse. Der vilde der sandelig ikke være den mindste Risiko for Manden at gaa Forførerens smudsige Veje.

I øvrigt samstemmer jeg naturligvis med Frk. Krebs i, at der bør være Straf for Ægteskabsbrud som for Lovbrud, men den virksomste Straf mener jeg at den er, der bringer Manden en vedvarende Fordring for hver Uregelmæssighed, han begaar. Hustruen kunde jo saa sikre sig imod at betale Mandens Udskejelser ved Oprettelsen af en Ægtepagt, i hvilken hendes Formue gjøres urørlig for Manden. Som Parthaver i Fællesejendommen maa hun finde sig i, at andre Parthavere ogsaa faa deres Del af Ejendommen. Det er jo dog saa nær Slægt som Mandens Børn, der er Tale om.

I det hele taget vilde jeg anse det for meget heldigt, om Mand og Kvinde før Ægteskabet tog mange flere Forsigtighedsregler, end Tilfældet nu er. Man er tilbøjelig til at se for ideelt paa Ægteskabet, der dog er et Kompagniskab for Livet.

Det var ønskeligt, om man noget mere vilde høre efter det gamle Ord: Forord bryder ingen Trætte.