Svar til Esselde.
Det har gjort mig ondt, at den højtærede Forfatterinde, Esselde, som jeg i mange Aar har betragtet med sand Højagtelse og med den Hengivenhed, man føler for en aandsbeslægtet, - det gjør mig ondt, at hun har set noget fejl paa mine Ytringer angaaende hendes Forslag til en "Værnepligt for Kvinden" *). - Jeg vil prøve paa at forklare mig lidt nærmere. Jeg elsker Kvinden, og fra min Ungdom af har det været mit inderligste Ønske, at Staten skulde give sine Døtre samme Opdragelse som sine Sønner og saa give dem Lov til at bruge deres Kræfter efter deres Natur og Trang. Hidtil har der jo været nægtet Kvinden Adgang til alt undtagen til Lærergjerningen, og skjønt hun i de senere Aar har faaet Tilladelse til at studere ved Universitetet, gives der hende ikke derved lige Adgang med Manden til Landets Embeder. - Kvinden har her i Landet været meget tiltakketagende: hun har paataget sig alle strænge, ulønnede Arbejder, rimeligvis fordi disse lettest kunde opnaaes, og fordi hun for enhver Pris vilde arbejde. Og naar man saa har fundet det forkert, at hun saaledes ofrede sin Tid og sine Kræfter for liden eller ingen Løn og naar man udtalte den Mening, at Kvinden, naar hun havde den nødvendige Uddannelse, maatte have samme Ret som Manden til de forskjellige Livsstillinger og Embeder, saa fik man ofte det Svar: "Ja, men Kvinden opfylder ikke samme Pligter som Manden - hun aftjener ikke nogen Værnepligt. Og hvorledes skulde hun kunne giøre det?"
Da vi jo endnu ikke er naaet saa vidt, at vi tør haabe paa, at almindelig Værnepligt i en nær Fremtid vil ophøre at existere, saa kan vi ikke helt afvise dette Spørgsmaal, men nok lade det ligge, til den Tid kommer, da Kvinden har faaet Mandens Rettigheder. Og trods min Højagtelse for Esselde, gjentager jeg, at jeg for Øjeblikket nødig ser en Opfordring udstedt til alle Kvinder om at paatage sig en almindelig Værnepligt som Sygeplejerske, denne den besværligste af alle Livsstillinger. Ikke fordi, som Esselde tror, jeg finder den ringe. Har Kvinderne først Ret til ethvert Embede, enhver Stilling, saa kan ingen være villigere end jeg til at indrømme, at ethvert Arbejde er lige hæderligt for hende, naar det udføres med Dygtighed og Kjærlighed. Men indtil da mener jeg, det er uheldigt, naar Kvinden undlader at konkurrere med Manden for at paatage sig besværlige, slet lønnede Arbejder; hun bliver derved let baade i sine egne og i Mændenes Øjne et Væsen, der er bedst skikket til de ydmyge, tjenende Stillinger og opnaar saa aldrig at blive Mandens lige. - Jeg ser heller ikke, der vilde være noget til Hinder for, at Mænd var Sygeplejere; var det et Arbejde, Mænd og Kvinder delte, var det en helt anden Sag.
Trods al Meningsforskjel mellem Esselde og nærværende Indsender er der ét Punkt, hvor de er enige. Saa længe Kvinden ikke har borgerlige og politiske Rettigheder, har hun selvfølgelig heller ingen Værnepligt at aftjene, siger de begge; men de tilføjer ogsaa begge: Naar hun faar Rettighederne, maa ogsaa Spørgsmaalet om Værnepligt komme op. Er dette nu virkelig nødvendigt?
Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Sagen i dens Helhed, men blot gjøre det simple Spørgsmaal: Mister de Mænd, der kasseres ved Sessionerne, deres politiske Rettigheder? Vi ved alle, at der ikke er Tale herom. Hvad skulde der saa være i Vejen for, at Kvinderne, hvis store Masse ganske vist vilde blive kasseret som ubrugbar til Krigstjeneste, hvad var der i Vejen for, at de, ligesom de krigsudygtige Mænd, havde politiske Rettigheder uden Værnepligt? Selvfølgelig intetsomhelst. Som Forholdene nu er ordnede, er Kvindernes Mangel paa Evne til at aftjene deres Værnepligt aldeles ingen Hindring for deres Opnaaelse af borgerlige og politiske Rettigheder. - Et andet Spørgsmaal er, om der ikke var en vis Retfærdighed i en Ordning, hvor ingen Borger var fritaget for Værnepligt, og hvor krigsudygtige Mænd og Kvinder (selvfølgelig under Forudsætning af, at ogsaa disse sidste havde politiske Rettigheder) aftjente deres Værnepligt dels ved en Værneskat, dels ved Sygepleje. Et værdifuldt Vink i denne Retning giver Esseldes lille Afhandling, der ikke noksom kan anbefales vore Læsere som "Tanker til Eftertanke."
Red.
*) Se „Kvinden og Samfundet" 1886 Nr. 5, endvidere „Tidskrift for hemmet” 1885, V og „Kvinden og Samfundet” 1886 Nr. 4.