Uægte fødte Børns og deres Mødres Retsstilling.

Svar fra Johanne Krebs.

Fru Louise Nørlund har i sin lille Artikel i Majnummeret af "Kvinden og Samfundet" ikke saa faa Anker imod mine Bemærkninger i Anledning af Hr. Jürgensens Foredrag. Den første Anklage, jeg vil prøve paa at klare mig for, er den, at jeg skulde være inhuman mod de uægte Børn. - Det bliver forhaabentlig overfor en mindre Part af disse, at jeg kan anklages for Inhumanitet, idet jeg har erklæret for min Mening, at ethvert Barn af ugift Mand og ugift Kvinde bør betragtes som ægtefødt og dets Moder som Mandens Hustru; derved skulde man haabe, at Størsteparten af dem, der nu anses for uægte Børn forsvandt af Verden; saa vidt, skulde jeg mene, at jeg maa regnes for meget human, og det uden at gjøre nogen Uret ved for vidt dreven Humanitet.

Fru Nørlund siger endvidere: "I en anden Sætning udtaler Frk. Krebs sig meget affejende overfor den Kvinde, der indlader sig med en gift Mand - hende er hun snart færdig med: hun fortjener sin Skjæbne, og hun bør, da Forføreren har andre Forpligtelser (til Hustruen) selv sørge for Barnet." Jeg ser nu heller intet inhumant i denne min Bemærkning: jeg forlanger ikke Pigen straffet; jeg finder blot, at vil hun have en saa dyrekjøbt og slet Fornøjelse som den, at staa i Forhold til en gift Mand, saa ved hun, hvad den sandsynligvis vil komme til at koste hende, og saa maa hun med sig selv gjøre Regnskabet op, om hun vil betale Omkostningerne ved den eller opgive den. Desuden bemærker Fru Nørlund, at Manden jo kan have bildt Pigen ind, at han var ugift; i saa Tilfælde bør han naturligvis anklages og straffes som Bedrager. - Det forarger ogsaa Fru Nørlund, naar jeg finder, at Mandens uægte fødte Børn og deres Moder "mildest talt" ere hans Hustru uvedkommende; dette "mildest talt" er det, der især støder; men jeg gjentager "mildest talt" og mener mildest talt; - jeg burde sige, at disse uægte Børn ere et synligt Tegn paa den Haan, der er overgaaet Hustruen ved hendes Mands Frille, og vel vil en god Kvinde mangen Gang udstrække en Haand og ogsaa hjælpe et saadant ulykkeligt Barn, men i mine Øjne staar ethvert Barn i Verden hende nærmere end hendes Mands uægte Børn. Jeg ved vel, at Hustruer ere gaaede saa vidt, at de have adopteret deres Mands uægte Afkom, men der gives jo ogsaa "monsters of affection". I mine Øjne er en saadan Kjærlighed ikke tiltalende; den grunder i Slaviskhed og Mangel paa virkelig moralsk Følelse.

Saa maa jeg tillade mig en Berigtigelse. Fru Nørlund gjengiver i en Slags Extrakt noget af hvad jeg har skrevet saaledes: Og saa siger Frk. Krebs endda: "Om det saa kunde frelse alle de uægte Børn fra Forbryderbanen, vilde det være den blodigste Uret at tage saa meget som en Tøddel af Hustruens lille Ret fra hende." Dette sættes mellem Citationstegn, som om det var mine egne Ord. Det er det ikke. Korrektere havde det været, om Fru N. havde sat noget som: Om saa disse Børn kunde frelses fra Forbryderbanen ved at Samfundet tog en nok saa lille Del af, hvad der med Rette tilkommer Hustruen, saa havde Samfundet ingen Ret dertil.

Endelig samstemmer Fru Nørlund med mig i, at der skal være Straf for Ægteskabsbrud, og mener, at Kravene paa Manden for hans Uregelmæssigheder er den bedste Straf. Men for det første siger Fru Nørlund, at disse Krav ere at betragte som en Gjæld, han har gjort, og i saa Tilfælde kan det jo

ikke betragtes som én Straf; thi at Betale sin Gjæld er ikke en Straf; og dernæst maa vi huske paa, at mange Mennesker ere saa letsindige, at de kunne svire og skeje ud til de ere ruinerede, medens de derimod ville vige tilbage for Straf for Lovovertrædelser. Og hvad det angaar, at Uregelmæssighedernes tvungne Offentlighed, derved at gifte Mænd vare nødte til at lade deres Elskerinders Børn bære deres Navn og til at tage sig af disses Mødre, skulde formindske Antallet af den Slags Forhold, da tror jeg ikke, det vil blive Tilfældet; tværtimod, det vil maaske en Gang i Tiden blive en Mands Stolthed at have mange smukke Hustruer.

Hr. Amdrup er enig med mig i, at Mandens under Ægteskabet fødte uægte Barn, naar dettes Moder har været vidende om hans Ægteskab, eller i Letsindighed har indladt sig i Forhold til en Mand, om hvem hun intet vidste, udelukkende skal forsørges at dets Moder, men kan hun det ikke, siger Hr. Amdrup, da maa Faderen gjøre det: "Vi andre" kan aldrig være nærmere end Forældrene til at forsørge det uægte Barn. Dertil kan jo svares, at disse "vi andre" saa maa søge ved Hjælp af Straffe at formindske Antallet af Ægtefolks uægte Børn, saa at denne Byrde paa Samfundet vil blive forsvindende. At Straf for Ægteskabsbrud i det enkelte Tilfælde vil blive Hustruen til Skade, er destoværre sandt nok, men det vil vist ligesaa sikkert som præventivt Middel være til Fordel for det store Antal Hustruer, og dette bør der ogsaa tages Hensyn til, ligesom til den slappede Moral, der efterhaanden udbreder sig ved den Opfattelse, at Ægteskabsbrud er en Bagatel, som kun snærpede Moralister tage Anstød af. Og skal Samfundet paatage sig Forsørgelsen af de uægte Børn, bør det ogsaa sikres imod, at Antallet af disse bliver altfor overvældende.

Jeg kan ikke tro andet, end at det ofte vilde komme til at hvile tungt paa Hustruen, dersom Underholdsbidrag til det uægte Barn efter en større Maalestok skal hvile paa den gifte Mand, selv i de saakaldte bedre stillede Stænder; lad os sige at der gaar en 4 à 600 Kr. aarlig til uægte Børn; (ét Barn vil vel ikke koste saa meget men hvor der er et, er der ofte flere) skulde det ikke være et meget føleligt Afdrag i en aarlig Indtægt af 2 a 3000 Kr.? For nu at hjælpe paa Hustruens Rettigheder, at hun ikke skal lide under et saadant Arrangement, foreslaaes, at hun i en videre Udstrækning sikre sig ved Ægteskabskontrakt. Jeg kan nu ikke indse, at det hjælper stort under almindelige Forhold. Kun som en Undtagelse har Mand eller Kvinde Formue eller Arv, af nogen virkelig Betydning i Udsigt, og medens Manden erhverver hvad der forbruges, kan Hustruen, jo ikke siges at erhverve noget, selv om hun arbejder nok saa strængt i sit Hus; hvorledes skal saa Særejesystemet og Retten til Selverhverv hjælpe Hustruen i de pekuniært bedre stillede Klasser? (I de fattigere Klasser spiller Kvindens Ret til den selverhvervede Fortjeneste ganske vist en stor Rolle). Knudepunktet er at faa Formueforholdene ordnede saaledes, at det under Ægteskabet fortjente for Alvor bliver fælles for begge Ægtefæller; - at dette vil være vanskeligt at faa ordnet, indser jeg fuldt vel. Men hvad enten man nu faar det ordnet paa omtalte Maade, eller man bibeholder Ordningen, som den hidtil har været her i Landet, saa maa der dog derved forbindes en Tanke, og det maa da være den, at den fælles Formue eller Indtægt anvendes til fælles Bedste; og selv om Manden ofte kan misbruge sin udelte Dispositionsret paa en Maade, der er til alt andet end Held for det fælles Bedste, f. Ex. ved at ødsle, spekulere og andet lignende, saa kan dette anses for en daarlig Forvaltning af det fælles Gods; men hvem kan ogsaa forlange, at enhver Mand skal have Evnen til at være en god Bestyrer af samme? - og Gjælden, han gjør, maa naturligvis gaa over paa Boet. Men Elskerinder med eller uden Børn kunne aldrig komme i Betragtning som berettigede Gjældsposter, hvor Kirkens og Statens Love holde paa Monogami;*) dette maa dog betyde, at en Mand kun kan have en Hustru, og en Kvinde kun en Mand; overskrides dette, da er det et Brud paa Landets Love, som Loven ikke kan tage andet Hensyn til end ved at straffe Forbryderen.

*) Mærkeligt er det jo, at der, til Trods for det at Loven paabudte Monogami, her i Danmark findes en saadan Lov som den i min forrige Artikel omtalte med Hensyn til Bigami. (Se Aprilhæftet af "Kvinden og Samfundet" S. 86.)

I England har den ved Bigami bedragne Kvinde ikke Krav hverken paa Mandens Formue eller Navn, og Børnene ere uægtefødte (bastards). At dette ikke skriver sig fra Mangel paa Medlidenhed med den bedragne Kvinde, derfor hentes Bevis, naar betragtes den høje Erstatningssum en ugift Mand maa betale for sveget Ægteskabs-løfte. Ikke heller er det, fordi Konens og de ægtefødte Børns Krav paa Mandens og Faderens Formue er større i England end her; tværtimod, i England har en Mand Ret til at gjøre baade Hustru dg Børn arveløse. (Loven sikrer dem intet af hvad Manden efterlader ved sin Død.) Altsaa, naar det hverken er Mangel paa Medlidenhed med den bedragne Kvinde, ikke heller en Betragtningsmaade, hvorved Hustruen anses som Medejer at Mandens Formue, der gjør, at Kvinden ikke i Tilfælde af Bigami (og naturligvis endnu mindre i løsere Forbindelser) har Krav paa Manden, og at Børnene betragtes som uægte, da maa vel Aarsagen søges deri, at hvor Monogami er en Statsinstitution, kan en Mand ikke tænkes at have to Ægtehustruer, hvad der jo bliver Følgen, naar den Kvinde, han har begaaet Bigami med, regnes for at have lige Krav med hans tidligere, samtidig levende Hustru og Børnene af et saadant Forhold regnes for ægtefødte.