Kvinder som Statsrevisorer?
Som bekjendt mislyktes for ikkun et par år siden nogle kvinders forsøg på at blive ansatte som stenografer ved rigsdagen.
Så meget mærkeligere er det, at det den 8de oktober 1886 blev indrømmet af rette vedkommende, at folketinget i alt fald om det vil, kan besætte de to poster i statsrevisoratet, hvorover det råder, med kvinder.
Folketingstidende (spalte 43-44) indeholder derom følgende:
"Den næste sag paa dagsordenen var:
Valg for folketingets vedkommende af tvende statsrevisorer for statsregnskabet 1885-86.
Formanden (Berg): Tør jeg anmode de ærede medlemmer om at skrive navne og titler tydelig, da man som bekendt også kan stemme på mænd udenfor salen, for at altså, ingen forvekslinger skulle finde sted.
Efterat stemmesedlerne vare omdelte, bemærkede Formanden (Berg): Jeg brugte før et udtryk, som ikke var korrekt, idet jeg bad ærede medlemmer af tinget om at angive navnet tydelig paa de Mænd, på hvem de vilde stemme. Da hverken grundloven eller regulativ for statsrevisorerne fastsætter, at det skal være mænd, som skulle være statsrevisorer, så må jeg forandre ordet "mænd", til "personer."
Så vidt folketingstidenden.
Der blev ikke ved denne lejlighed stemt på nogen kvinde. Jeg blev opfordret dertil, for at stemmesedlen kunde blive erklæret gyldig. Men dette var jo allerede sikret ved formandens erklæring; og sagen måtte på dette tidlige tidspunkt, efter min mening, ikke udsættes for at gjøres latterlig.
Den vil naturligvis heller ingen praktisk betydning få i en meget lang fremtid. Dens betydning er for tiden kun middelbar. Den består deri, at det er anerkendt, at grundloven ikke udelukker kvinder, som i øvrigt måtte have alle betingelser for at udføre en statsrevisors gærning på forsvarlig måde, fra at vælges til en saadan post. Og dette vil kunne bruges til støtte for kvindens anvendelse i mange andre og lettere opnåelige stillinger, hvorfra myndighederne endnu holder dem borte, under påskud af, at de ikke egne sig for kvinder.
Men - måske gives der i vor fortolkningssyge tid nogen, som påstår, at folketingets formand den 8de oktober 1886 har misforstået grundloven. I så fald bedes overfortolkeren sige til i tide, og siden tie stille."