A. Ch. Edgrén-Leffler: "En Sommarsaga."

At Fru Edgrén indtager en fremragende Stilling i Nordens moderne Litteratur, er i Grunden for lidt sagt. Den Revy, hvis første Aargang "det unge Sverige" udgav i Fjor, stiller hende paa en ganske lignende Plads som den, Bjørnson indtager i Norge. Hun er, skriver Hr. B. Meyer i "Venner emellan", den egentlige Fører eller i alt Fald den mest typiske Repræsentant for det unge Sverige. Et nyt Værk af hende har da været en Fane, som de unge i hendes Fædreland fylkede sig om, og som i Broderlandene blev hilst med Tak og Beundring.

Pludselig er der kommet Omslag i Vejret. Den Bog, hun i Aar har sendt os, har ikke været Anmelderne udelt velkommen. De har vredet og vendt sig, de Stakler; rose den skulde de, og rose den vilde de saa gjærne, men - noget at rose kunde de ikke finde med deres bedste Vilje. Hvad er det da med den?

Det kan ikke nægtes, i æsthetisk Henseende lider "En Sommarsaga" af adskillige fejl. Den er et Maleri, udarbejdet efter forskjellige dygtige Friluftsstudier; men Enkelthederne er ikke blevet tilstrækkelig sammensmeltede til at danne et kunstnerisk Hele. - Er der ikke en gammel horatsisk Regel om, at man skal gjemme sine Arbejder i syv Aar eller saa? Den har Fru Edgrén ikke holdt sig efterrettelig, og hvad hendes Bog derved har vundet paa den ene Led, i de enkelte Sceners Friskhed og Anskuelighed, det har den tabt paa den anden. F. Ex: hvad er det i Grunden for en Herre, denne Falk, den fattige Folkehøjskolelærer, der ofrer alt for sin Skole, men for Resten har Raad til at holde egen Lystbaad og blot for sin Fornøjelses Skyld tilbringe Sommeren ved et udenlandsk Badested, - den alvorlige forsagende Kristen, der flaner med en gift Kone som det mest drevne Verdensbarn -? Han synes i sig at have forenet i skjøn Samdrægtighed de tre Personer fra Goethes "Diner i Coblenz:"

Prophete rechts, Prophete links

Das Weltkind in der Mitte.

Eller videre: De mange Gæster ved Badestedet Utskär - saa ypperlig de ellers er tegnet - hvad har de egentlig med Bogens Indhold at gjøre? O. s. v.

Alligevel tror jeg ikke, det er disse æsthetiske Forsyndelser, der denne Gang har sat Fru E. paa det sorte Bræt. Snarere noget helt andet: Bogen er ikke "moderne" nok.

Enhver, der kjender lidt til Livet herude i vore smaa Provinsbyer, ved hvordan "det moderne" bliver til her. Her kommer en ung Kjøbenhavnerinde til Byen - eller en af Byens egne Døtre, som har været sendt til Kjøbenhavn et halvt Aars Tid, kommer hjem. Hun medbringer en kjøbenhavnsk Hat og en ditto Kjole, begge aldeles moderne. I den derpaa følgende Saison er det umuligt for nogen Dame, der vil følge med Moden, at bære anden Pynt paa sin Hat eller anden Besætning paa sin Kjole; gjør man det, bliver man over hele Byen udskreget for at være "gammeldags." Ikke sandt, saadan omtrent gaar det til? Men Danmark er jo kun som en liden afsides Provinskrog af Evropa, og dens litterære Moder er derfor ligesaa begrænsede som Provinsbyens. Klager over vore "smaa Forhold" kan derfor i denne Henseende ikke kaldes uberettigede.

Nu har Fru Edgrén som sagt al Tid før hørt til de helt moderne. Saa kan man vide, hvordan en Anmelder bliver til Mode, naar han faar en Bog som "Sommersagaen" i Haanden. Den moderne Indignation, Harmen over de "nuvarande förhållanden" er der ikke Glimt af. Hun som i "Sanna kvinnor" har pisket Samfundet med Svøber og i "Hur man gør godt" med Skorpioner, hun kommer her og henviser den enkelte med Hensyn til Skyld og Ansvar til ham selv. Er det da saa underligt, at man bliver lidt fortumlet?

Ogsaa en anden moderne Fordring en, der i Parenthes sagt snart ikke længer er saa moderne, som den har været, - den om Problemer, der stilles under Debat, er ikke rigtig tilfredsstillet.

Der er endda noget, som vist er værre, meget værre. Bogens to Hovedpersoner, sejler ved Nattetid i en Halvdæksbaad over Skagerak. En fyrig og livskraftig ung Mand og en do. Kvinde, der oven i Kjøbet elsker hinanden, alene sammen en Sommernat paa Havet, - og hvad kommer der saa ud af det? Intet. Ikke det allerringeste. Han sidder i Agterenden og passer Sejlene; hun ligger i Kahytten og sover, staar op om Morgenen og laver Kaffe til ham. Punktum. De gaar i Land og forlover sig som andre Mennesker gjør!

Det er dog virkelig for stift at sligt skal kunne bydes os, Mænd og Kvinder af det 19de Aarhundredes sidste Fjerdedel, og det af en Forfatterinde, som skulde hedde moderne! Hele den naturalistiske (og vistnok meget dygtige) Udvikling af den døvstumme Piges aandelige og legemlige Tilstand er ikke nok til at bøde paa saa stor en Forsyndelse.

Det med Problemer passer for Resten ikke helt. Der er i en Sommersaga alligevel et Problem, som behandles, men det er saare gammelt, thi det kom ind i Verden med Adam og Eva, og det vil ikke gaa ud igjen, før den monogamiske Idé gaar ud af Verden. Det er Ægteskabets Problem.

"Ægteskabet er, som en Forbindelse mellem to Personer af forskjelligt Kjøn, i og for sig en Modsigelse", omtrent saadant noget siger Strindberg etsteds. De skal slet ikke le ad denne paradoxale Sætning, for der er noget i den. Til alle Tider har man følt, at Mandens og Kvindens forskjellige Natur var et Skjær, som Ægteskabet var stærkt udsat for at strande paa. Man har blot ikke været enig om, hvor den egentlige, den største Vanskelighed laa. Byron sagde som bekjendt:

"Mans love is of mans life a thing apart

Tis womans whole existence."

Og vore romantiske Digtere har - som i næsten alt hvad der angaar Kvinden - taget dette som en Recept, der kunde bruges til enhver Skildring. Først de naturalistiske Forfattere have Vovet at lede efter andre Vanskeligheder; og for hvert nyt Bidrag til at løse Ægteskabets Problem som andre Samfundsproblemer maa vi sige Tak. Mænd alene vil dog aldrig kunne klare Tingen; vi maa have Kvinder med, kloge Kvinder, erfarne Kvinder, og fremfor alt modige Kvinder - Kvinder, der ikke blot kan se og forstaa, men som ogsaa tør sige os, hvad de véd. Før faar vi ikke fuldt sande Skildringer af Forholdet mellem Mand og Kvinde.

Tingen er jo, at de forskjellig anlagte Naturer netop ofte tiltrække hinanden mest. Derfor drages tit en monogamisk anlagt Kvinde til en polygamisk Mand (eller omvendt). De Forviklinger, som kan hidføres herved, er bleven debatteret i det uendelige, først af Digterne og siden af Videnskabsmændene. Saa tit og saa heftig har man debatteret det, saa det næsten saa ud, som om det egentlig var det eneste Forhold, der beredte Vanskeligheder i Ægteskabet. Fru Edgrén har i "en Sommersaga" fremstillet en anden Konflikt, som utvivlsomt er lige saa hyppig og lige saa svær at komme over som den anden. Jeg vilde kalde det: Forbindelsen mellem et personlig anlagt Menneske og et upersonlig anlagt, mellem en, for hvem Forholdet til Mennesker er alt, og en, som fører sit egentlige Liv i Arbejdet. I gamle Dage gik man ud fra, at alle Kvinder uden Undtagelse hørte til førstnævnte Klasse, alle rigtige Kvinder i det mindste, og det er jo det, der er udtrykt i Byrons ovenanførte Ord. Men slet saa simpelt er Forholdet ikke. Byrons Formel er ikke det absolute Udtryk for Mandens og Kvindens forskjellige Natur. Vi ældre har mange Gange set, at lige det omvendte fandt Sted: at Manden led under Savnet, naar ikke hver Tanke og Følelse hos hans Hustru var hans Ejendom, og at Kvinden pintes og hentæredes, naar hele hendes aandelige Liv - Tanke, Følelse og Vilje - skulde dreje sig i Kreds om et eneste personligt Forhold. Man har været gavmild nok med Foragt for den Kvinde, som gik op i Madlavning og Rengjøring - ak, hvor ofte har dette ikke maattet tjene som Afløbskanal for en Virksomhedsdrift, der kunde have arbejdet i de højeste og bedste Idealers Tjeneste og i Stedet for løb ud i Sandet? Fremtiden vil forandre vort Syn herpaa - det tør visselig Haabes. En Mand, for hvem det at være sin Hustrus Ægtefælle, var Livets bedste Maal, og en Kvinde, for hvem det ikke var, nok, blot at være sin Mands Kone, var Gjenstand for Ynk og Harme.

Et saadant Par er Falk og Ulla. Hans Virksomhed i som Højskolelærer er, trods alt hvad han selv, og andre siger derom, i dybeste Forstand intet for ham, først i Forholdet til den Kvinde, han elsker, lever han sit egentlige Liv, først her kommer hans Ævner og Kræfter til fuld Udvikling. Omvendt med hans Hustru; naar hendes Kræfter Udelukkende anvendes i det ægteskabelige Forholds Tjeneste, slides de op, hendes Ævner forringes, og hun bliver mindre og mindre som Menneske.

For rigtig at gjøre os klart, hvor megen Ret Ulla har til at leve sit eget Liv, har Fru Edgrén gjort hende til Kunstnerinde.*) Jeg kunde have ønsket, at hun ikke havde gjort dette; thi det har kun bidraget til at forvirre Synet paa Forholdene. Det er jo ikke i Kraft af sit Geni, Ulla har Lov til at unddrage Manden og Børnene nogle af sine Kræfter, det er ikke den gamle Romantiks Genitilbedelse, dens Lære, at de store Aander kan sætte sig ud over alle Love, der her igjen skal prækes. Det er kun Personlighedens Ret til at respekteres saavel hos Kvinden som hos Manden. Om Ulla f. Ex. havde været Læge, eller Almuelærerinde, eller bare Husmoder paa Folkehøjskolen - hendes Ret til at lægge al sin Kraft i dette Arbejde, hendes Ret til at leve sit eget Liv havde været den samme. Ypperligt er Forholdet mellem deres forskjellige Naturer givet i et enkelt lille Billede: Falk følger sin Hustru paa Kunstudstillingen, hvor han bliver træt og sætter sig hen at vente paa hende, der "fraadser" i den Nydelse atter at se Kunst, mens han sidder ensom og pines ved Savnet af hende, der helt glemmer hans Nærværelse.

Det Drama, som nu udvikler sig mellem disse to, oprulles for os i 2den Del af "en Sommersaga", og ingen skal kunne negte, at det er fremstillet med stort Mesterskab. Men vi faar desværre kun 1ste Akt, Forviklingen og Kampen. Hvorledes det skal ende, om i Resignation og Selvopgivelse fra den ene eller fra begge Sider, eller om i Forsoning, det ser vi ikke. Thi det kan ikke nægtes, at den Slutning, som Forfatterinden har lavet ved Hjælp af et Par Breve, den "hænger og dingler" udenpaa, uden Spor af Forbindelse med det øvrige. Før Fru Edgrén giver os tredie Del, kan hun ikke sige: her ender Sagaen om Falk og Ulla

"Sagaen". Der er noget i høj Grad betegnende ved denne Titel. Noget af det ejendommeligste ved disse oldnordiske Mesterværker er deres fuldendt objektive Fortællemaade. "Det er en Taler, der staar bag et Tæppe: man hører hans Røst men af ham selv ser man intet" Saaledes er ogsaa Fru Edgréns Sommersaga. Billederne drage forbi os, livlige og farverige, men Kunstnerens egen Opfattelse mærker vi næsten for lidt til. Hvorfor vil Forfatterinden ikke unde os Del i sin Fortrolighed? Vi havde nok Lyst til at vide, hvad hun selv mener om denne ubegribelige Hr. Falk, om hun tror, man kan stole paa hans Løfte i Brevet til Ulla, efterat han først har skabet sig fortvivlet ved Ullas Lidelser under den tørste Barnefødsel og siden paadraget hende de samme og værre Lidelser Gang efter Gang? I første Del lader det til, at Forfatterinden tror lige saa halvt paa hans ideale Personlighed som Ulla; men i anden Del (hvor han unægtelig hænger betydelig bedre sammen, men til Gjengjæld er saa meget uelskværdigere), overlader hun Dommen alene til Læseren uden dog at give synderligt af Præmisserne.

Jeg sagde ovenfor, at jeg kunde ønske, Ulla ikke var bleven skildret som Kunstnerinde; - men paa den anden Side hvor udmærket er ikke netop Kunstnerinden skildret? I hele den mig bekjendte Litteratur er der ingen Skildring, hvor man saa sikkert føler, at Forfatteren har Ret i at kalde sin Helt en Kunstner. Ved Oehlenschlægers Correggio maa man holde sig til historiens Vidnesbyrd i Steden for til Digterens, i Bjørnsons Fiskerjenten maa man tro Digteren paa hans Ord, tro med den Tro, der er en Overbevisning om det, man ikke ser. Men at Ulla Rosenhane er en ægte og stor Kunstner, tvivler man ikke paa et Øjeblik. Naar hun fortæller om sit store Maleri - en af de mange smaa Scener, Bogen er saa rig paa, som man ser lyslevende for sit Øje rives Læseren lige saa stærkt med som gamle Fru Falk. Med denne Skildring har Fru Edgrén skænket den nordiske Litteratur en ny og værdifuld Gave.

Og dog er i en anden Henseende hendes Gave endnu langt større, fylder et langt dybere Savn. Det er ved Skildringen af Ulla som Kvinde. Saa rig - eller fattig om man vil - vor Litteratur kan siges at være paa Skildringer af Mænd, saa kan der kun være én Mening om, at den er uendelig fattig paa Kvinder. **) De Kvindeskildringer, der findes, er støbte over nogle faa og for det meste rent udvortes Træk uden synderlig psykologisk Sammenhæng, saa at omtrent alle Kvinderne i vor Litteratur kan føres tilbage til to eller højst tre Grundtyper. Men hele, virkelige Kvinder, Kvinder, der ikke bare er Kvinder, men ogsaa Mennesker, sammensatte Naturer, med mange forskjellige og ofte uensartede Følelser og Drifter, det har vi ikke. Mænd har ikke kunnet skildre dem, og Kvinderne har ikke turdet. Fru Gyllembourg er gaaet videst, men dog har hun ikke én Kvindefigur, hvor det ikke mærkes, at Forfatterinden har bøjet Nakken (frivillig ganske vist) under Konveniensens Aag og tegnet Kvinden, som man vil have hende, og ikke som hun er.

Fru Edgrén har havt Mod til et tegne os en Kvinde saaledes, som kun en Kvinde kan skildre hende, - og som kun Kvinder kan helt forstaa. Alene det i vore Dage, da der fra de forskjelligste Sider drives et rent Afguderi med Moderstillingen og Moderfølelsen, saa at have Mod til i selve Strindbergs Fødeland at kræve vor Sympathi for en Kvinde, som sætter en Grænse for sine Moderpligter, hvem andre end Fru Edgrén har vovet dét?

„Jeg tror, du var mere forelsket i disse fremmede børn (læs: Ullas Modeller) end i dit eget”, invände nu fru Falk, som begynte blifva betänksom.

„Det var på helt annat sätt”, genmälte Ulla. „Det var på ett alldeles särskildt vis, som jag vär forälskad i de barnen. Det var det, att de liksom var mitt verk, personifikationerne af mitt konstverk, mina egna fantasiskapelser, mitt testamente til efterverlden, mitt lifsmonument, så att säga. Jag rörde ihop alt det där - och därfor var det, jag älskade dem så, som jag aldrig kan älska någon annan, som bara i personligt afseende står mig nära”

I disse Ord har Ulla udtalt en hel Del i af sit eget Væsen. Mangen en Kvinde vil ved Læsningen af dem sige: "Saadan tænker ingen Moder!" baade sige det og mene det. Mangen en Kvinde vil sige det, selv om hun ikke mener det fordi hun tror, at man egentlig bør mene det. Men naar der er Kvinder til som Ulla Rosenhane - og det ved vi alle, der er - mon de da ikke har samme Ret til at være til som andre? Og mon de ikke har deres Værd i Samfundet saa vel som andre?

Fru Edgrén har i sine forskjellige Værker, især i "Ur lifvet", allerede givet os en Række værdifulde Kvindeskikkelser. Mon det ikke skulde falde i hendes Lod at skænke os hvad vi en Gang maa have - en moderne Gjengivelse af den stolteste Kvindeskildring, ja - næsten den stolteste Menneskeskildring, Verdenslitteraturen ejer: Brynhild.

Da Oehlenschläger blev gammel, nedskrev han sine Theorier om Digtekunsten; og om kvindelige Forfattere skrev han:

"Der er en Stræng, som Kvinden kun kan finde,

Der er et Baand, som Kvinden kun kan binde.

Men skabe Mænd - ja det forandrer Sagen!

Saa maa hun selv først have Skæg om Hagen."

Lad da Mændene længe nok, og mulig med i Ret, bebrejde Fru Edgrén at hun ikke har kunnet skildre Mænd. Vi Kvinder kan aldrig vide hende Tak nok, fordi hun omsider har begyndt at anslaa Strænge, som hidtil ingen har fundet.

Nykjøbing. Oct. 1886.

*) Jeg kan ikke lade være at minde om Schillers „Die berühmte Frau.” Schiller maa for sin mandlige Æres Skyld naturligvis tage overlegent paa en saa utilstedelig Skabning som en „berühmte Frau”, og hans Digt er derfor blevet - rent ud sagt lidt pjattet. Det er kjækt gjort af Fru Edgrén at byde os en nøjagtig Paralel til den tyske Digters Skildring, kun tagen for Alvor.

**) Jeg undtager Oldtidslitteraturen og de Kvinder, der har skildret sig selv, som Leonore Kristine.