"Giftas".

Aderton Äktenskapshistorier med förord af August Strindberg.

Strindberg vil hjælpe dem, der lide Uret. Alle, der lide, har han overhovedet Følelse for. Nylig har han talt Barnets Sag mod Forældres og Læreres Misbrug af Magt faa; maaske kun Arne Garborg, har hos os givet en mere pinlig sand Skildring af Fattigdommens Ydmygelser og Savn.

I "Giftas" mener Strindberg atter at tale de fortryktes Sag: Mændenes nemlig.

Forholdet mellem Mand og Kvinde kan, efter Strindbergs Maade at opfatte det paa, maaske bedst betegnes med et Navn, hentet fra en af hans Ægteskabshistorier: "Tvekamp". Mand og Kvinde synes fødte Fjender; naar Elskov betager dem, sluttes en midlertidig Vaabenhvile, de betages af den Illusion, at det er hinanden, de attraa, medens de kun ere Redskaber fer en hemmelighedsfuld Magt, der vil et nyt Individs Tilblielse. Naar dette er naat, begynder Striden atter. I denne Kamp, mener Strindberg, Kvinden er den stærkeste. Naturen har udrustet Manden bedst. Han er legemlig stærkere, klogere, og han er original, hun uden Evne til selvstændig Tænkning; han er modig, hun fejg, han er sand, hun falsk, listig og løgnagtig. Men i hans Fuldkommenheders ridderlige Rustning er der et Brist. Saadan en sprungen Jærnmaske, en lille usolid Sammenføjning, en Aabning mellem Brynje og Halskrave er bleven mangen gæv Mands Død: dér fandt Flamlænder eg Ditmarskerbondens Kniv Vej til det adelige Blod. Og Kvinden har ogsaa fundet dette saarlige Sted hos Manden, som er det, at han ikke kan leve uden hendes "Gunst." Legemlig og aandelig forkommer han uden den. Herpaa har hun saa bygget sit Herredømme. Hun sælger sig; " "prostitutionen tar hon betaldt per gång, i åktenskapet per ackord": Manden skal forsørge hende og "hendes" Børn. Til andre Tider forlanger hun endnu mere: hans Overbevisninger, hans Tro, hans Idealer. Saaledes nedværdiger hun ham; naar han er ringe, er han først hendes Lige. Hun naar sit Maal: han arbejder for hende, han er Slaven, hun Herren; ti den, der arbejder for en anden uden Erstatning, er Slave. Saaledes er det gaaet 6000 Aar. I 6000 Aar har hun løjet og dovnet. Manden har imidlertid draget Læsset, dyrket Jorden, "förädlat råämnena, utrotat villfarelserna, gjort alla upptäckter, försvarat hus och land med sitt lif, under det qvinnan satt i ro, og njöt frukterna af hans arbete og mödor"

Hun svarer maaske, hun har passet Huset, født Børnene og opdraget dem? Idel Opspind! "Ty hon har kastat sitt arbete på 1) barnmorskan, som forlöst henne 2) på amman: som gifvit di, 3) paa skolmamselln, som gifvit uppfostran etc. paa Kokkepige, Stupige, Syerske, Husholderske. Saadan er det gaaet hidtil, og Manden har været 6000 Aar om at opdage dette lave Bedrageri. Men nu, da han, udslidt af Arbejde, ikke vil lade sig exploitere, da en Del Mænd ikke ville gifte sig, fordi der findes "massor af qvinnor med lust for det glada lifvet som - naturligtvis mot betalning" ville indgaa fri Forbindelser, nu rejser Kvinden et rasende Skrig. Det er Emancipationen. Hun lyver atter, hun siger ikke, hun vil Ægteskab, hun siger, at hun vil arbejde, - Magt og Ejendom vil hun, men hun skal "køres ut" af Arbeidsmarkedet, som tilhører Familieforsørgeren.

Dette er Forordets Indhold. Derpaa følge 18 Ægteskabshistorier, som en Slags Exempelsamling til de opstillede Sætninger.

Det nyeste i denne Bog er ikke det, Kærlighed laves om til at være; end ikke det, at Manden ene siges at kunne "elske". Strindbergs Opfattelse af Kærlighed tilhører en hel filosofisk Retning. Det ejendommeligste i Bogen er den dybe, modløse, næsten fortvivlede, Erkendelse af Kvindens Styrke eller rettere: Mandens Svaghed, for at bruge et mildt Ord. For Manden - mener Strindberg - er Kvinden en Livsbetingelse, for Kvinden er Manden det kun, saalænge hun ikke har anden Maade til at naa Forsørgelsen. Det er et Spørgsmaal om Forholdene nogen Sinde vil blive saaledes, at hun ikke behøver ham som Forsørger, men han staar afgjort i et ganske andet Nødvendighedsforhold til hende, end hun til ham. Altsaa er hun den stærkeste, den, der bedst kan undvære den anden. Hun er den stærkeste paa den Maade som den koldeste, haardeste, den bedst beregnende er det. Han er Sten og Ler, men hun er Sten alene. Det kommer frem i alle Fortællinger. "Det är ett kräk til karl", siges der om, endda en af de bedste, en Mand, der arbejder sig ihjel for at tilfredsstille sin Hustrus Luner. "Ja, i den punkten; men det äro vi gunås alla, - i den punkten. Han är kär i henne ännu efter tolf långa år." Manden skyder sig, da han ikke længer kan bære dette Liv. Og dette: ikke at kunne gøre Modstand, ikke kunne holde Kampen ud er alle disse Mænds Slægtsmærke. Det er næsten umuligt at faa den Medlidenhed med dem, Strindberg forlanger. Sagen er, at de fleste, som han skildrer dem, ere saa lidet kloge - Dumhed synes hos Strindberg at være den uundgaaelige Følge af et ædelt Hjærte - saa Viljeløse Skabninger, at de ere fødte til Slaver. Hvor er det adelsbaarne i dem? Vi skulle tro paa deres ædle Egenskaber, men vi se dem slet ikke - undtagen for saa vidt dette, at forsørge Familjen, skal være Kaaben over Synders Mangfoldighed. Saaledes f. Ex. i den Fortælling, hvori Hadet til Kvinden ligesom slaar ud i Lys og Lue: "Mot betalning." Det er en Professor i Ethik, der her er Martyren. Han ægter en Generals Datter, der gennem Faderens for tidlige Død, uheldige litterære Forsøg, Mangel paa Hofelskværdighed er blevet deklasseret. Hun gifter sig sent, hendes Hovedpassion er Rang og Magt, de gamle er hende for gamle, de unge ikke kvalificerede nok; og "Naturen var desuden uren for hende." Hun tager ham, fordi hun mærker, Fruer agtes højere end Frøkener, og, abnorm som hun er tager hun særlig ham, fordi han forklarer hende, at for ham er Ægteskabet "Sjælenes Forening." (Hvem lyver nu her? han eller hun?) Først da hun indser, hun kun gennem at blive hans Hustru kan faa ham i sin Magt, hykler hun Elskov til ham, og han "betaler" nu med at indbringe hendes Forslag for Kvindesagen etc., som hun af Forfængelighed vil fremme, i Rigsdagen. Han ser til Bunds i al hendes Modbydelighed og Urenhed; i alt vil hun og tror hun modsat ham. "Han hatade hennes själ, ty han hatade hennes tankar!" Han besluttede han vilde sige hende dette, "men han visste, att han icke skulle göra det. Han visste, at han skulle krypa efter henne, og tigga om hendes gunst, att han skulle fortfara att vara hennes slaf och gång på gång sälja sin själ, så som hon sin kropp. Han visste, han skulle göra det, ty han älskada henne!" Hvad Strindberg faar en til at føle over for disse Mænd og Kvinder, er nærmest den Gru blandet med Medlidenhed, som det abnorme, det sørgelig vanskabte altid vækker. Naturligvis har Strindberg Ret til at skildre, hvad han har set. Hans Skildring har ogsaa sin Interesse, ti de findes jo, disse aandelige Krøblinger. Kun kan der af saa ødelagte Menneskers Forhold til hinanden ikke udledes nogen Lære og intet bevises om, hvorledes det gaar til mellem normale Mennesker med mere renlige og sunde Instinkter. Og disse findes jo ogsaa, som der findes Mænd og Kvinder med lige Ryg og uden Udslæt. Og Livet er for de sunde, for dem, der kan leve det og gøre noget ud af det og bære det og elske det. Maaske er der ingen anden Redning end Døden for dem, hos hvem Fordærvelsen er naaet saa langt ned. Men det er i alt Fald aldeles urimeligt at gruble over, hvem der i denne "abîme dordure" er dybest nede. Rimeligvis bevarer Forbryderen ogsaa en Rest af honnet Ambition. Men Ikkemedlemmer af Tugthuset vilde vel smile, naar Tyven og Falskmøntneren indbyrdes stredes om, hvem der var den hæderligste. Eller er den Mand, der sælger Overbevisning, bedre Indsigt for Elskov af en Kvinde, hvis Sjæl han "hader", er han højere paa den aandelige Rangforordnings Stige end hun, der betaler ham? Vilde Kvinder overhovedet sælge sig, hvis Mænd ikke vare saa villige til at købe, og er her Køberen virkelig hæderligere end hun?

Men dette er ikke en Bog, der maa tages for alvorlig paa, skønt den vist er ærlig nok ment og af saa betydelig en Forfatter. Dertil er den for fuld af Modsigelser. Naar Strindberg f. Ex. siger, at Kvinden har dovnet i 6000 Aar, og at Jordemoderen, Ammen etc. har gjort hendes Gjerning, saa forbavses man unægtelig et Øjeblik og spørger sig selv, til hvilket Køn, Strindberg da vel egentlig regner disse arbejdende Væsner? Vi ere nu vante til at kalde dem Kvinder. For Str. er altsaa kun Damen Kvinde. Det vilde da have været mere forstaaeligt, om disse Ord vare ombyttede. Men dette vilde have svækket Anklagens Virkning og Rækkevidde. Ti Damen, "Luxuskvinden", "Overklassens Kvinde", er et overmaade lille Mindretal, af hvis Skyldbog desuden adskillige Aar nok kan gaa ud, fordi hun næppe har existeret i 6000 Aar, og som hører til en Art, der allerede begynder at savne Livsbetingelser og vil af sig selv maaske forsvinde. Saa vil det huskes, at ogsaa hun en Gang havde sin kultiverende Mission.

Naar Strindberg dernæst stadig taler om, at Manden skal forsørge Hustruens Børn, "hendes Børn", som det hedder, spørger marv atter sig selv, hvor det kan være, han saa helt glemmer, hvem, der er Fader til disse mange Børn. Det er saa mærkeligt med dette, at Manden absolut maa sætte Børn ind i Verden for at være lykkelig, og at han saa, naar Børnene er der, harmes over at han skal forsørge dem. Men Strindberg mener maaske, at Mand og Kvinde burde være halvt om at tjene Brødet til dem? Nej, det Arbejde, som Kvinden faar, tager hun fra Manden, Familieforsørgeren besviges, og den, hun gør Arbejdet for, besviges ogsaa, fordi hun som Kvinde maa gøre Arbejdet slet. Hvad skal hun da gøre? Hun maa ikke søge at ernære sig selv, hun maa heller ikke lade sig ernære. Kun en eneste Udvej synes at staa hende aaben, den, kærlige kinesiske Fædre i Tide lade en Del af deres Pigebørn gaa: Hun kan dø. Men dette kan hun heller ikke, ti hun er en af Mandens Livsbetingelser. I Sandhed, Problemet synes svært stillet!

Alligevel er der vist bag disse Modsigelser en Lære, Strindberg vil lægge "Kvinden" paa Hjærte. Den er ikke egentlig ny, men letfattelig; den nemlig: "naar Du bliver Hustru og Moder, saa am selv Dit Barn, og pas Dit Hus, og brug ikke flere Penge, end Din Mand kan skaffe uden at overarbejde sig." Dette vilde maaske ogsaa være blevet taget til Eftertanke, uden alle disse voldsomme Udladelser. Det er altid tvivlsomt, om Modstanderen bliver mere lydhør, naar man begynder med at skælde ham ud, og det ser unægtelig ud som et stille Skæbnens Lune, at Strindberg begynder sin næppe helt upartiske Bog med følgende Citat: "Uretfærdighed er Kvindernes Arvesynd!" Men i en Bodspræken skal man mindre se paa Form end paa Indhold. Og paa dette væsentlige Punkt vil det være muligt at lære noget af denne Bog. Det er rimeligt, at der begaas blodig Uret mod Mandens Arbejdsevne, idet der fordres mange Steder, og mange Steder virkelig af Kvinden, at han skal føre sit Hus og opfostre sin Familje over Evne.

Det er umuligt at lukke denne Bog uden at mindes de smukke og fine Bemærkninger og Skildringer, der løber Forfatteren ind under Pennen, ofte uden at han selv synes at ville det. Der er i denne Samling af Ægteskabshistorier en, der ingen Ægteskabshistorie er, en lille Perle som hedder: Det räcker inte! Madame St. Brie er Enke, to Sønner ere gifte, de komme næsten aldrig hjem, den tredje er ugift og Maler. Han bør hos Moderen, men han er heller aldrig hjemme. Hun betaler hans Farver, Modeller/ Pensler og Absinth, derfor slaa Pengene fra Manden ikke til, og hun holder Pensionat, dette dog ogsaa, fordi hun er ensom og "elsker at se Mennesker omkring sig." Saa bliver en Dag Maleren, Hr. Charles, fornærmet og gaar sin Vej, han vil ikke bo hos Moderen mer. Hun pakker grædende hans Sager sammen, tager hans Billeder ned, og Værelset er tomt. Alle Ungerne fløjne bort, - hvem skal hun hu leve For? Hun kan ikke leve, ikke arbejde for sig selv, ti hun var født og opdragen til at være Moder eller leve for andre. Og hun har maaske 30 Aars Liv tilbage, en hel Menneskealder! Saa giver hun sig til at leve for sin Pensionærs smaa Drenge. Hun leger med dem, læser med dem, spiller Domino med dem, passer dem, naar de ere syge. Og i en Maaned har hun nogen at leve for. Men da Maaneden er forbi, rejser de. De tager et Stykke af hendes Hjærte med. Og saa kommer der en ny Pensionær, en, der rejser med en stor Sorg. "Och så möter han det hackade modershjertat. Och så får han sin Bit, som han hackar i sin tur, och så tår han en droska og åker sin våg." Og dette er hendes Liv, hendes Liv for andre, der dog ikke slaar til.

Blandt de Ting, Strindberg i sit Forord fortæller os, at han ikke tror paa, er ogsaa Moderkjærligheden. Livet selv er undertiden stærkere end alle ens kunstige Theorier. Ti, hvad er det andet, han Her har skildrer, end "Moderhjærtet": dette Hjærte, der ikke kan blive goldt, ikke ophøre at elske, fostre og ofre sig: "Hjærtet", der, som Strindberg siger, "år som Prometheus lefver. Det vexler igen alltefter som gamen hackar."

I Forordet hedder det med Haan: "Moderkjærligheden er stærkere end Døden, har en Mand skrevet. Gud, de Mænd!"

Og saa gaar Strindberg hen og skriver: "Det råcker inte!" Den Mand!