« Tilbage til søgeresultaterne

Bør Adgangen til at føde hemmelig paa Fødselsstiftelsen opretholdes?

« Se emneord

En Udtalelse af Professor, Dr. med A. S. N. Stadfeldt.


Det varme og veltalende Indlæg, der fremkom om dette Æmne fra Professor, Overakkuchör ved Fødselsstiftelsen, Stadfeldt ved „Dansk Kvindesamfunds” Møde den 15de December, fremkaldte hos Red. Ønsket om at kunne forelægge vore Læsere Indholdet af samme i en udførligere Gjengivelse end Dagbladenes Referater.


Hr. Professoren har imødekommet vort Ønske, og paa Grundlag af en Samtale med ham se vi os istand til at meddele følgende Fremstilling af hans Anskuelser:


Den Adgang, der nu er aabnet en frugtsommelig Kvinde til mod Betaling af 500 Kr. en Gang for alle at blive indlagt paa Fødselsstiftelsen som hemmelig fødende og derefter at blive fritagen for enhver Forsorg for Barnet, som da sættes i Pleje af Fødselsstiftelsen - denne Adgang bør bibeholdes ikke blot for Mødrenes, men ogsaa for Børnenes Skyld. Disse faa en meget bedre Pleje og Opdragelse, end en Moder i Reglen vil kunne yde sit udenfor Ægteskab fødte Barn. De blive optagne i et Hjem, ofte blive de adopterede. I hvert Fald blive de omgivne af et Hjems Omhu, i mange Tilfælde af dets Kjærlighed. Men Betingelsen for, at det skal kunne lykkes Fødselsstiftelsen at skaffe Børnene gode Hjem, er, at ethvert Baand imellem Barnet og dets Moder er overskaaret, saa at denne ikke senere kan komme og gjøre sin Ret til Barnet gjældende.


Den Ordning, at et Barn, der var født paa Fødselsstiftelsen, ikke fik noget Efternavn, er forlængst ophørt, den har ikke bestaaet i de sidste 20 Aar.


I det hele maatte Professoren udtale som sin Overbevisning, at de Børn, som Fødselsstiftelsen har under sin Forsorg, i langt ringere Grad end andre uægte Børn lide under Følgerne af at være fødte udenfor Ægteskab.


Og hvad nu Moderen angik, da var det ofte et Livsspørgsmaal for hende at kunne skjule sit Fejltrin. Der fandtes iblandt disse Mødre Kvinder, som ved yderst vanskelige Forhold, en Mands Hensynsløshed og egen Uerfarenhed med meget ringe Skyld var bragt i den ulykkelige Tilstand. Mangen en retsindig Kvinde vilde, om hun kjendte disse Mødre, udbryde: Kunde hun falde, da kunde jeg ogsaa være falden, da kunde min Datter ogsaa falde. Undertiden blev en saadan Kvinde senere en fortræffelig Hustru og Moder, hendes Mand kjendte hendes Fortid, men havde denne været bekjendt for Offentligheden, vilde han ikke have ægtet hende.


Paa den ene Side staar Barnets og Moderens Interesser, paa den anden Side en - Doktrin. Vilde man for en Doktrins Skyld gjøre disse Kvinder ulykkelige?


[Hertil bemærkede Red: Paa den anden Side staar de Kvinders Interesse, som ikke formaa at tilkjøbe sig Frihed for Skammen. Afskaffede man Privilegiet, vilde man bane Vejen for en offentlig Mening, der dømte mindre skaanselløst, end det nu sker, og tog tilbørligt Hensyn til de formildende Omstændigheder. Professorens Svar lød omtrent saaledes:]


Selv om man afskaffer Adgangen til at føde hemmelig paa Fødselsstiftelsen, vil man ikke derved bevirke nogen Ændring af den offentlige Mening. Der vil gaa Aartier, ja Aarhundreder hen, før dette opnaas, og imidlertid ville Fordommene med knusende Vægt hvile ikke blot paa Mødrene, men ogsaa paa Børnene. De Kvinder, om hvilke det her gjælder, ville alligevel skjule deres Fejltrin og overlade deres Barn til andre. Forholdene ville tvinge dem dertil. Det vil være en saadan Kvinde aldeles umuligt selv at opdrage Barnet. Hun vil da betale en Sum Penge for at faa det anbragt hos en Plejemoder, og da hun ikke er istand til at kjende eller kontrollere de Forhold, hvorunder Barnet kommer til at leve, vil det let falde i Hænderne paa en „Englemagerske.”


De 500 Kroner, Fødselsstiftelsen nu forlanger for at overtage et saadant Barns Opfostring, ere en Sum, som selv uformuende Folk gjøre Udvei for, naar Kvinden hører til de Klasser, i hvilke det er en social Nødvendighed for hende at skjule sit Fald. Det maa jo nemlig ikke overses, at den Dom, der rammer en saadan Kvinde, er væsenlig forskjellig i de forskjellige Samfundslag.


Hvad det Spørgsmaal angaar, om 500 Kr., er et tilstrækkeligt Vederlag, da er det maaske næppe nok, om end Summen i de sidste 20 Aar er bleven forøget fra 200 til 500 Kr. En betydelig Forøgelse af dette Beløb vilde i langt højere Grad end nu gjøre Benyttelsen til et Privilegium for de Formuende.


For Fødselsstiftelsen selv vilde det være en Lettelse, om Adgangen til at føde hemmelig blev afskaffet, den vilde derved spares for det betydelige Arbejde, Forsorgen for Børnene medfører. Men som den, der kjendte disse Forhold, havde han troet at burde advare imod at afskaffe en Ordning, der var til Fordel for begge de interesserede Parter, Moderen og Barnet, og ikke til Skade for nogen.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner