Vægtige Røster før Kvindens Stemmeret.
En dansk Dame, som er bosat i Amerika, har sendt os en Række Udtalelser af bekjendte Mænd og Kvinder for Kvindens Stemmeret, som er blevet samlet af et amerikansk Blad. Vi gjengivet her et Udvalg.
Som den første møder Plato med følgende Udtalelse:
„I Statsstyrelsen har hverken Kvinden som Kvinde eller Manden som Mand nogen særlig Virksomhed, men Gaverne ere ligelig fordelte mellem de to Kjøn.” Etter ham møder en hel Række af Filosofer, Statsmænd og statsretlige Forfattere, mest naturligvis Amerikanere. Abraham Lincoln: Jeg holder bestemt paa, at de, der ere med at bære Statens Byrder, bør ogsaa have dens Rettigheder - og Kvinderne bør paa ingen Maade udelukkes. G. W. Curtis: Kvinderne have akkurat lige saa megen Interesse i at faa en god Regering som Mændene, og jeg har endnu aldrig hørt nogen tilfredsstillende Grund til at udelukke dem fra Valgurnen. Wendell Phillips: Jeg anser det for givet, at Amerika aldrig har skænket Verden noget bedre end den Grundsætning, at det sikreste er at give hver enkelt Personlighed Magt til at beskytte sig selv. Den Grundsætning kræver jeg anvendt paa Kvinden. I det Øjeblik, hun faar Valgret, anser jeg den for gjennemført. Denne Række, som er begyndt med Amerikas elskede Præsident Lincoln, slutter smukt med en Udtalelse af den sidste Præsident, Garfield: Vi kunne le ad Kvindesagen saa meget, vi ville, skyde den til Side som en Spøg, om vi ville, stænge den ude fra den lovgivende Forsamling og den politiske Campagne, men
- Kvindesagen har begyndt at hæve sig i Synskredsen, „større end en Mands Haand”, og den maa finde sin Løsning inden ret lang Tid.
Af den Række engelske Tænkere, der nævnes, skulle vi her blot medtage de to berømteste. Stuart Mill siger: „At have en Stemme med ved Valget af dem, der skulle regjere over en, er et Middel til Selvbeskyttelse, som ingen bør savne. Naar det tillades Mænd under visse Betingelser at stemme, er der ikke Skygge af Retfærdighed i at nægte Kvinderne det samme under de samme Betingelser.” Herbert Spencer: Hvor meget det end kan stride mod vore Følelser for, hvad der passer sig, at give Kvinderne politiske Rettigheder, saa maa vi indrømme, at det er uimodsigelig retfærdigt og rigtigt at give dem disse, naar vi holde paa, at en lige Adgang til Frihed er en af Grundbetingelserne for menneslkelig Lykke.
Ligesom i England saaledes Har ogsaa i Amerika mange Præster udtalt sig for Kvindens Stemmeret. Det vil maaske ikke findes underligt, at en Ratioaalist som Ralph Waldo Emerson udtaler sig som følger: „Det er en billig Morskab at finde det latterligt, at Kvinder skulde stemme.. Naar Dumhed, Lidenskaber og Laster faa Lov at øve fuld Stemmeret gjennem raa og fordrukne Mænd anser jeg det kun for rimeligt, at Renhed, Hæderlighed og Selvfornægtelse hos Kvinderne faa samme Ret.” Men ogsaa mangfoldige mere og mindre orthodoxe Gejstlige udtale sig i samme Retning. Da deres Navne ville være mindre bekjendte i Danmark, skal her blot gives et Uddrag at de øverste gejstliges Biskoppernes - Udtalelser, En siger: Jeg tror, at vi aldrig ville faa bugt med Fordærvelsen i de store Stæder, før Kvinderne faa mere indflydelse paa Styrelsen. En anden: Jeg er overbevist om, at Tiden til at give Kvinden Stemmeret er kommen. Baade hendes Forstand og hendes Samvittighed ville gjøre, at hun stemmer paa Moralens og Retfærdighedens Side. En tredie: Naar man ser den tiltagende Fordærvelse i vort politiske Liv, saa spørge Folk: Kunne vi blive ved at holde paa den almindelige Valgret? Jeg svarer: ikke uden Kvindernes Hjælp. En fjerde: Jeg tror, at Kvindens Valgret hører med til Guds Planer med Verden, og Biblens Aand og Historiens erfarne Røst taler lige meget derfor. En femte: Familien er Statens rette Grundtype. Naar den kvindelige Bestanddel mangler i Styrelsen, bliver denne mer eller mindre barbarisk. Staten er nu halv forældreløs; vi kunne kun tale om Statens Fædre, men vi burde ogsaa kunne tale om Statens Mødre. Denne Række kan mest passende afsluttes med den amerikanske Præst, hvis Navn er bedst kjendt paa denne Side af Atlanterhavet, Henry Ward Becher, Broder til Forfatterinden af „Onkel Toms Hytte”; hans Ord er: Vi trænge til Kvindens Deltagelse i Valgene. Det er en ugrundet Frygt, at hun skulde udsætte sig for Uhøflighed eller Fornærmelser ved Valgurnen. Lad hende gaa rolig og beskeden op at afgive sin Stemme, og jeg er vis paa, at den, som da vil vove at fornærme hende, vil blive opslugt af Folkesværmen, som Jonas blev opslugt af Hvalen.”
Et af de kraftigste Forbud, der er blevet nedlagt mod Kvindens Frigjørelse, er det, der er udtalt i „det skjønnes” Navn. Kvinden er skabt for at være skjøn, og Skjønheden bliver sat til, naar hun faar lige Rettigheder med Manden. Da begge disse Sætningers Sandhed er mere end tvivlsom, beror Forbudets Kraft aabenbart ikke paa dets Berettigelse? det er blevet farligt derved, at mange Kvinder have ladet sig lokke til At slutte sig dertil. Det er jo dog saa bestikkende at blive „skjøn” paa den nemme Maade. Men indenfor Skjønlitteraturen - den eneste Del af Litteraturen, som det er rigtig kvindeligt at give sig af med - lyde nu ganske de samme Røster som fra Statsmændenes Kreds. Forfatterinden til Onkel Toms Hytte udtaler: „Hvis den Grundsætning, hvorpaa vor Forfatning hviler, er sand, nemlig: ingen Skatteyder maa være uden Repræsentation, saa følger deraf, at da Kvinderne betale Skat, saa bør de ogsaa repræsenteres ved deres Stemmer. Jeg tror, at Staten kan ligesaa lidt undvære den kvindelige Bestanddel, som Familien kan.” Den i den sidste Tid saa meget læste Forfatterinde af „Dameromaner” og Bøger for unge Piger, Louse Alcott, er meget ivrig for Kvindesagen. Hun skriver: „ Hvert Aar, der forløber giver mig større Tro paa den, støre Haab om
dens Sejr og større Fasthed i Ønsket om at bruge al den Indflydelse, jeg har, til at fremme den,” .
Men vi behøver ikke at indskrænke os til de kvindelige Forfattere, fra de mandlige lyder det ganske i samme Aand. Kun to af de berømteste skulle her nævnes i og med dem ville vi saa slutte denne lange Række af bekjemte Mænds og Kvinders Udtalelser. Charles Kingsley. Forfatter til „Hypatia” o. fl. Bøger, som ere oversatte paa Dansk, siger: „En af Hovedgrundende til at saa mange ypperlige Planer paa det sociale, politiske og kirkelige Omraade ere slaaede fejl, Aar efter Aar, har været den, at man i næsten alle disse Tilfælde har forsømt at tage den halve Del af Menneskeheden med i Betragtningen, at regne ogsaa med dens Ret og dens Evner; jeg mener Kvinderne. Jeg tror, at ingen Ting vil blive, hvad den skal, hverken det politiske, det sociale eller det kirkelige, kort sagt, at intet menneskeligt vil blive, hvad det skal være, før Kvinden bliver, hvad hun skal være; men for at blive, hvad hun skal være, maa hun sættes paa sin rette Plads i Staten og have de hende tilkommende Rettigheder.” Endelig udtaler Digterveteranen H. W. Longfellow: „Kvindens Valgret kommer aldeles utvivlsomt, og jeg for min Del venter ypperlige Resultater deraf.”