« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindesagens Fremskridt i England i de sidste tyve Aar.

« Se emneord

Udtog efter Englishwomans review.


Med Begyndelsen af indeværende Aar er et Afsnit af 20 Aar forløbet, siden Stuart Mill indbragte sit berømte Ændringsforslag om Kvindens Valgret i Underhuset, og de første Foreninger for at skaffe Kvinden denne Ret dannedes. Man ventede den Gang ikke, at Kampen vilde blive saa lang, eller at Valgretten til Parlamentet i saa rigt Maal skulde skjænkes til Mænd, medens den stadig anses for at være for kostelig en Gave til trygt at kunne betros Kvinder.


Af Stemmeretsagitationens Historie i disse 20 Aar kan uddrages mangen nyttig Lære, den har til Tider været rig paa Skuffelser, men er dog som Helhed ret opmuntrende. Sagen har uagtet gjentagne Forkastelser og Nederlag hvert Aar vundet lidt, som aldrig helt er blevet tabt igjen; i Samling efter Samling er den bleven rejst til Trods for Spot og Latter, er tiltagen i Vigtighed og har vundet forøget Støtte, indtil nu over Halvdelen af Huset antages principielt at være stemt for den.


For 20 Aar siden begyndte nogle enkelte Forelæsninger at vække den offentlige Nysgjerrighed for dette nye og, som de fleste troede, uigjennemførlige Spørgsmaal. Siden den Tid have mange tusinde Kvinder kæmpet for at bevise Sagens Retfærdighed og Nødvendighed og for at faa fastslaaet, at Kvinden, om end anderledes udstyret end Manden, er medindbefattet i Betegnelsen Menneske. Uagtet alle disse Aars Anstrængelser vente Kvinderne stadig ved Underhusets Døre paa at faa deres retfærdige Krav anerkjendte, men skønt Sejren endnu en Stund vil lade vente paa sig, kan det dog nu betragtes som sikkert, at den vil komme. Thi den Kamp, som rejstes for den politiske Stemmeret, har ført en Række Sejre med sig paa andre Omraader. Kvinderne staa nu til Dags i en helt anden Stilling end, da de for 20 Aar siden spredte og uden Ledelse betroede deres Andragende med 1500 Underskrifter i Mills Hænder. Nederlaget har været mere tilsyneladende end virkeligt. Medens Stemmeret stadig forholdes Kvinder, har Loven og den offentlige Mening gjort dem den ene Indrømmelse efter den anden, og for hver ny Sejr ere de blevne friere, bedre ordnede, bedre i Stand til at stemme klogt, naar de endelig opnaa Retten. Medens de arbejdede for Opnaaelse af Stemmeret, have de vundet Dannelse, Værdighed og Frihed i en Grad, som man for 20 Aar siden ikke havde den mindste Forestilling om. Aldrig har en Sag i saa kort Tid gjort saa gode Fremskridt som den saakaldte Kvindebevægelse. Da Stemmeretsforeningerne grundedes, fandtes der næppe nok gode Skoler eller Midler til højere Uddannelse for Kvinderne, ingen højere Virksomhed, ingen offentlig Ansættelse stod aaben, og mange af de mest selvfølgelige Rettigheder var dem nægtede ved Lov. Kun Foreningernes sejge Udholdenhed i at forlange al Retfærdighed afhjulpen skyldes det, at der i mange Henseender er opnaaet saa meget.


Det første Skridt til at afskaffe udelukkende mandligt Herredømme gjordes ved Vedtagelsen af Loven om kommunal Valgret i 1869. Det var egentlig kun en Tilbagevenden til ældre Rettigheder, men den medførte alligevel en hel Omvæltning, idet Stemmeret til Valgene til Skoleraadene Aaret efter fulgte som noget selvfølgeligt, fordi Vælgerne var Skatydere. Den nye Interesse for offentlige Anliggender, som vaktes ved Skolevalgene, var Grunden til Kvindernes forøgede Deltagelse i andre Valg, fra hvilke de aldrig lovlig havde været udelukkede.


Det er nu i den Grad gaaet over i den almene Bevidsthed, at Kvinder tør befatte sig med det offentlige Liv, naar deres Erfarenhed gjør dem egnede til det, at det er vanskeligt at tænke sig, at for 20 Aar siden kun Dronningen, en eller to Hofdamer og nogle faa kvindelige Funktionærer ved Fængsler eller Arbejdshuse beklædte en offentlig Stilling. I 1873 fik den første Kvinde Statsansættelse i et vigtigere Embede, nemlig som Hjælpe-Inspektør ved et Fattighus, i 1875 valgtes den første Kvinde til Fattigforstander.


For 20 Aar siden var Kvindernes lovmæssige Stilling i høj Grad forkuet. Fra det Øjeblik, en Kvinde giftede sig, blev hendes Formue frataget hende, hendes Fortjeneste tilhørte med ubegrænset Raadighed en anden, hun var lænket paa Livstid til en Mand, som kunde misbruge eller plage hende uden til Gjengjæld at være forpligtet til at ernære hende, og Børnene vare ikke hendes i Lovens Øjne, hverken medens hendes Mand levede, eller efter hans Død. Med de ringe Midler, som stode til de kæmpendes Raadighed, har det taget mange Aar at faa dette forandret, endnu er langtfra alt naaet.


Samtidig med disse Anstrængelser voksede Bevægelsen for at sikre en forstødt Klasse af Kvinder Lovens Beskyttelse og indføre en højere Maalestok for Sædelighed, ens for Mænd og Kvinder. I 1880 gik en Lov om Beskyttelse for Børn under 13 Aar igjennem, men dennes Utilstrækkelighed blev saa indlysende, at saa at sige selve Nationen satte en Ændring af Straffeloven igjennem, hvorved unge Piger beskyttes mod Forførelse, og hundreder af Mænd og Kvinder arbejde den Dag idag paa at forhindre denne Lov fra at blive et dødt Bogstav.


Vende vi vort Blik mod Kvindernes Uddannelse, ville vi se, at den i dette Tidsrum helt er bleven forandret. For 20 Aar siden fandtes der paa ganske faa Undtagelser nær ingen Skoler, hvor der lærtes noget til Gavns, og al Universitetslærdom var uopnaaelig for Kvinder. I 1869 dannedes en Forening i London med det Formaal at skaffe dem Universitetsuddannelse, og Stammoderen til alle Komite-Kollegier grundlagdes. I 1870 begyndte Forelæsninger og Examiner for Kvinder. Fra den Tid gik Arbejdet rask fremad; gode Skoler for alle Stænder oprettedes og flere og flere Universiteter aabnede Kvinder Adgang. I 1876 udkom en Lov, som bemyndigede Universiteterne fil at stede Kvinder til deres Examener hovedsagelig med det Formaal at skaffe dem den saa længe forønskede Adgang til den medicinske Prøve, men ogsaa paa andre Omraader gjorde Loven sin Virkning, Trinity Kollegiet optog dem til sine musikalske Prøver, og en Musikskole aabnedes for dem.


I 1878 gik Universitetet i London i Spidsen med at aabne Kvinder Adgang til at tage Grader og Examener i alle Fag. Universitetet i Wales har truffet Forholdsregler for at kunne optage Studerende af begge Kjøn paa lige Fod, og skønt der endnu er meget tilbage, inden Kvinders Uddannelse kommer til at hvile paa et ligesaa frisindet Grundlag som Mænds, er Fordelen ved, hvad der er opnaaet af Ligestilling, saa klar, at der er indtraadt en Forandring i hele Maaden at opdrage Pigebørn paa.


Med 1875 begyndte Kvinder at faa offentlig Ansættelse paa Postkontorer, ved Sparekasser og Telegrafstationer, i 1883 ansatte Staten den første kvindelige Læge. Sygepleje-Ordener ere blevne oprettede og Adgang til at lære Sygepleje gjort lettere, endvidere beskæftiges Kvinder nu som Farmaceuter, Bogholdere og Kasserersker, Træskærere, Dekoratører, Malere og Tegnere, deres Medvirkning forlanges i Sager, som man for 20 Aar siden vilde have troet, laa højt over deres Omraade. Skal et Arbejde udføres, det være sig Valget af en Kandidat til Parlamentet eller en Indsamling i velgjørende Øjemed, kræves Kvinders Hjælp. De udgjøre en Del af enhver politisk eller literær Forsamling, de staa paa Talerstolen ved store Partimøder og føre undertiden Ledelsen. For 20 Aar siden var en kvindelig Foredragsholder en Sjeldenhed, nu have Kvinder noget at sige og sige det godt om næsten ethvert almennyttigt Æmne. Med den nye Indflydelse og det dermed forbundne Ansvar, som er blevet lagt i Hænderne paa Kvinder, have de faaet langt større Interesse for Verden uden om dem, de knytte sig nærmere til andre, og deres Synskreds udvides. At alt dette væsenlig skyldes de Kvinders Anstrængelser, som i alle disse Aar have virket for politisk Stemmeret, kan ingen ærlig Iagttager tvivle paa.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Regioner