« Tilbage til søgeresultaterne

Beretning om Dansk Kvindesamfunds Virksomhed i 1886-87.

« Se emneord

I Overensstemmelse med den af Bibliothekar Emil Elberling paa Fællesmødet givne Fremstilling meddeles herved til Efterretning for Dansk Kvindesamfunds Medlemmer en kort Beretning om Samfundets Virksomhed i det sidst forløbne Aar.


Den i Maj 1886 valgte Styrelse for Dansk Kvindesamfund valgte Fru M. Rovsing til Formand, Fru A. Stampe Feddersen til Kasserer og Frk. M. Arntzen til Sekretær. Forretningsudvalget kom til at bestaa af Fru Stampe Feddersen (Formand), Frk. Arntzen og Overretssagfører S. Høgsbro. Under en af Frøken K. Frederiksen i sidste Vinter foretagen længere Udenlandsrejse indtog Suppleanten, cand. jur. P. Sveistrup, hendes Plads i Styrelsen. Ved Nytaar 1887 fratraadte Frøken Elisabeth Grundtvig efter derom fremsat Ønske den Stilling som Redaktør af „Kvinden og Samfundet”, hun i de to Aar siden Bladets Stiftelse havde beklædt. Styrelsen bevidnede hende sin Tak for hendes Virksomhed og overdrog Redaktionen til cand. jur. Paul Sveistrup, dog saaledes, at Frøken Kirstine Frederiksen fik en ledende Stilling ved Bladet paa Udgivernes Vegne.


Medlemstallet, der den 31te December 1885 udgjorde 700, var ved Udgangen af 1886 voxet til 732. Der var i Aarets Løb en Tilgang af 130, men samtidig en paafaldende stor Afgang, nemlig af 98. Af de 732 Medlemmer var 563 Kvinder, 169 Mænd, 461 boede i, 271 udenfor Kjøbenhavn. Nu, (ved Udgangen af April) er Medlemstallet 820, deraf c. 300 uden Bys. Der er i de sidste 4 Maaneder indmeldt 179, men Samtidig udtraadt 91.


Bladet har i de sidste Maaneder haft en Tilgang af c. 250 Holdere, men det er langt fra at kunne bære sig selv.


Der er udgivet to Smaaskrifter, ifjor Sommer: „Om Kvindens Adgang til Erhverv” at M. Rubin, i dette Foraar: „Kvindesagen. En kortfattet Redegjørelse” af Astrid Stampe. Smaaskrifterne ere blevne tilstillede Samfundets uden Bys Medlemmer og Landets Højskoler, og et Par af dem ere omdelte til Rigsdagens Medlemmer, men i øvrigt have de fundet en beklagelig ringe Udbredelse.


Det var at ønske, at samtlige Samfundets Medlemmer vilde interessere sig for Bladets og Smaaskrifternes Udbredelse som et virksomt Middel til Kvindesagens Fremme.


Dansk Kvindesamfunds første Kredsafdeling stiftedes i Aarhus efter et Foredrag af Overretssagfører S. Høgsbro den 22de Oktober 1886. Den tæller 102 Medlemmer, dens Styrelse bestaar nu af Fruerne Anna Laursen (Forstander), C. Høeg-Christensen (Kasserer), G. Theilman (fra Bering Præstegaard) og Frk. Eline Hansen (Sekretær), Ane Nielsen (fra Lisbjerg Terp) og Flora Thilker.


Vi anbefale vore Venner i Provinserne at følge det givne Exempel.


Et nyt Foretagende stiftedes efter Beslutning af et den 19de November afholdt Fællesmøde og paabegyndtes den 1ste December 1886 nemlig „Dansk Kvindesamfunds Oplysningskontor for Kvinder”. Dette Kontor, som Frk. M. Arntzen har forestaaet, er i de første 4 Maaneder blevet søgt af omtr. 200, men deraf var en Fjerdedel arbejdssøgende, hvilke man efter de hidtil fulgte Regler ikke kunde yde nogen Bistand. Af de øvrige Henvendelser var 100 mundtlige, 50 skriftlige. De fleste søgte Oplysninger om videre Uddannelse, enkelte henvistes til Retshjælpen for ubemidlede.


Efter Henstilling fra det den 8de April 1886 nedsatte Udvalg, der skulde virke for, at der i Almueskolen indføres Undervisning i praktisk Husgjerning, indgav Styrelsen i Maj Maaned et Andragende til Skoledirektionen i Kjøbenhavn om Rejseunderstøttelse til et Par Almuelærerinder, for at de kunde gjøre sig bekjendte med Husgjerningsskoler i Udlandet. To Lærerinder, Medlemmer af det nedsatte Udvalg, nemlig Frk. A. Fenger og Fru E. Minet fik derefter Rejseunderstøttelse, dog nærmest med det Formaal at sætte sig ind i Undervisningen i Haandarbejde. De kom hjem i Efteraaret, men videre Skridt udsattes, nærmest som Følge af Frk. Frederiksens Bortrejse.


Samfundet har ligesom tidligere virket ved Afholdelse af Foredrag og Forhandlinger om Kvindesagen i og udenfor Hovedstaden.


I Kjøbenhavn er der i Vinter holdt Foredrag af Fru E. Juel-Hansen om Reformdragten samt alene for Kvinder af Fru C. Norrie f. Harbou om Syge- og Sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse og af Frøken E. Grundtvig om „Nutidens sædelige Lighedskrav.”


Fremdeles have de i Rigsdagen fremsatte Lovforslag foranlediget Afholdelsen af et Par offentlige Møder. Ved det første den 15de December 1886 indledede Byfoged Emil Jørgensen en Forhandling om de af Justitsministeren fremsatte Lovforslag vedrørende uægte Børn og Plejebørn. Paa Grundlag af de ved dette Møde fra forskjellige Sider fremkomne Udtagelser indgav Styrelsen en Adresse til Rigsdagen om Fremme af disse Forslag med nogle mindre væsenlige Ændringer. Adressen indbragtes i de to Thing af Formændene for de paagjældende Udvalg, i Folkethinget af Overretssagfører I. K. Larsen, i Landsthinget af Provst Linnemann. Der blev ved Behandlingen i Folkethinget paa flere Punkter taget Hensyn til de i Adressen fremsatte Ønsker, men desværre blev jo Lovforslagenes Behandling ikke tilendebragt i den forløbne Rigsdagssamling.


Den 10de Januar holdtes Møde i Anledning af F. Bajers Lovforslag om kommunal Stemmeret for kjøbenhavnske Kvinder. Det besluttedes efter det af Styrelsen ved Hr. Sveistrup fremsatte Forslag at indgive en Adresse til Rigsdagen, og et Udvalg blev derefter nedsat, bestaaende af Frk. M. Arntzen, M. Kofoed, H. Steen og C. Testman og Fruerne A. Mecklenburg og A. Nielsen. Som bekjendt fik Adressen i alt 1887 Underskrifter.


Endelig er der i de sidste Maaneder holdt maanedlige Sammenkomster for Samfundets Medlemmer for at give disse Lejlighed til at lære at kjende hverandre og udvexle Tanker paa en utvungen Maade.


Af Foredrag udenfor Kjøbenhavn kunne nævnes: ét af Kontorchef Rubin i Maj i Nakskov, 5 af Hr. Sveistrup i Juni og September i Vestjylland, 2 af Hr. Høgsbro i Juli og Okt. paa to folkehøjskoler, ét af Frk. M. Pingel i Sept., 6 af Frk. M. Kofoed paa Sjælland og Lolland i Okt. og Dec.


I Aarhus er der holdt talrig besøgte Møder med Foredrag af Læge Frisch (om Reformdragten) og Frk. Anne Bruun (om Fællesundervisning).


En Virksomhed for gjennem Provinspressen at udbrede Kjendskab til Kvindesagen er begyndt i indeværende Aar og i den sidste Tid bleven ledet af Frk. M. Bruhn. Flere Kvinder af begge de politiske Partier, deriblandt Fru Nørlund, Frk. Kofoed og Gaardejerske Ane Nielsen (Lisbjerg Terp ved Aarhus) have tilsagt og ydet deres Bistand. Venstrepressen har i det hele, Højrepressen delvis stillet sig imødekommende til Sagen.


En unavngiven Kvinde indsatte ifjor „Dansk Kvindesamfund” til sin eneste Arving. Det smukke Exempel har ikke hidtil fundet den Efterligning, det fortjener.


Vor Tak til Enhver, der i det forløbne Aar har støttet Samfundets Virksomhed!


(Se pdf. For skema over Dansk Kvindesamfunds Regnskab for 1886.)



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner