Kvindens kommunale Valgret paa Rigsdagen.

De ønsker, Hr. Redaktør, at jeg skal „gjøre Rede for, hvad der er opnaaet i den forløbne Rigsdagssamling, og hvad” jeg „mener, der bør gjøres i den næste.”

Tidsskriftet „Kvinden og Samfundet” (1886 S. 177-178 og 1887 S. 8, jf. S. 25-28, S. 49, S. 66 og 93-94) har jo i Korthed meddelt Sagens Gang og Udfald, hvorfor jeg opfatter Deres Opfordring til mig paa følgende Maade.

Det tilkommer mig, der - som Forslagsstiller og Ordfører - har haft Indflydelse paa Sagens taktiske Ledelse, at afgive „Rapport til Hovedkvarteret” med Forklaring over, hvorfor Slaget tabtes denne Gang, samt med Erklæring over, hvorvidt jeg anser det muligt at vinde det næste Gang.

Sagen faldt. Det er sandt. Men den faldt fremad. Saaledes er den dog kommen Maalet nærmere. Der er altsaa Grund til at fortsætte, selv om vi endnu ikke sejre i næste Samling.

At Kvindernes kommunale Valgret og Valgbarhed, da den første Gang blev foreslaaet i den danske Rigsdag, havde Følgesvende, og foreløbig kun ønskedes for Kjøbenhavns Vedkommende, - det, tror jeg, lettede Sagens Gjennemførelse i Folkethinget, hvor Sagen jo behandledes først. Følgesvendene var: den kommunale Valgrets Udvidelse til de kjøbenhavnske Skatteborgere (800-Kroners Mændene), som endnu ere udelukkede fra Valgret, og Forholdstalsmaadens Anvendelse. Den første af disse Følgesvende var saa demokratisk, at den straks vandt Folkethingets Flertals Hjærte. Den anden var en gammel bekjendt fra 1879-81, da Folkethinget gjentagne Gange havde lyst ham i Kuld og Kjøn, og derefter sendt ham over til Landsthinget, om end ikke saa omhyggelig paaklædt den Gang. En tredje Følgesvend - lettere Adgang til at stemme paa Valgdagen - var Folkethinget temmelig ligegyldig, men han var kommen fra Regeringen til Landsthinget, knæsat dér, og maatte altsaa dér anses for særlig velkommen, naar han som galant Kavaler fulgte „Kvinderne” tilbage til Landsthinget. Saaledes var Besætningen paa den private „Skude”, da den løb ind i Folkethinget og derfra atter ind i et Udvalg, med hvilket den vel gik til Bunds under Opløsningen, men dukkede op igjen efter denne.

Til samme Udvalg henvistes den fra Regeringen gjennem Landsthinget sendte mindre Skude, der kun havde én Mand om Bord, en Tvillingbroder til den tredje Følgesvend paa den private Skude.

Da Folkethingsudvalget i Begyndelsen af Marts havde taget Standpunkt til begge Lovforslagene, var det Flertallet klart, at „Kvinderne” af alle Punkterne paa det private Lovforslag kunde vente den „blideste Bør” i Landsthinget, - naturligvis med Undtagelse af Tvillingbroderen til ham paa Regeringens „Skude”, hvilken ikke interesserede Folkethinget mere, end at denne „Skude” allerede var stemplet som Dødssejler.

Da hændte det - bag Kulisserne - den 16de Marts, at man erfarede Indenrigsminister Ingerslevs hidtil næsten ubekjendte, ret velvillige Stemning imod „Kvinderne”, naar de kan vilde være saa beskedne at bære islandsk Dragt, - det vil sige: naar man vilde indskrænke Valgretten til ugifte og Enker med egen Husstand eller i selvstændig Stilling (Standpunktet i den islandske Lov af 12te Maj 1882).

Da Stemningen hos en Indenrigsminister, der tillige er Landsthingsmand, maatte anses for et endnu paalideligere Landsthings-Barometer end den hos de to Udvalgsmedlemmer af Folkethingets Højre, forandrede Udvalgets Flertal sin Stilling. Da det af forskjellige Grunde maatte antage, at den private „Skude” i ethvert Tilfælde vilde strande i Landsthinget, var det dog et Forsøg værdt, om „Kvinderne” med den lille „Tvillingbroder” som Kavaler ikke kunde reddes ved at bringes over paa Regeringens „Skude” (det andet Lovforslag). Her sov den anden „Tvillingbroder” allerede den evige Søvn; men han fra den private fik hans Klæder paa, og fulgte saaledes med „Kvinderne” ind i Landsthinget.

Derved opnaaedes tillige, at Folkethinget kom til at stemme over Kvindernes Valgret som et særligt Punkt, hvilket ikke havde været Tilfældet, i Fald de var forblevne om Bord paa den private „Skude”; thi denne ønskede Udvalgets Mindretal sendt til Bunds med „Mand og Mus” (ogsaa „Kvinder”), og derfor var der ej en Gang stillet Ændringsforslag dertil. Det var den 21de Marts, at Folkethinget med 51 Stemmer imod 16 vedtog Kvindernes kommunale Valgret, som ved denne Afstemning blev sat ind paa Regeringsforslaget.

Man havde tidligere haabet, at Indenrigsministeren, som naturligvis intet kunde have imod sin egen, oprindelige Del i Regeringslovforslaget, ikke vilde modsætte sig dets Gjennemførelse, fordi „Skuden” fik saa elskværdige Passagerer som „Kvinderne”, der jo efter hans Ønske beskedent holdt sig paa det islandske Standpunkt. Men allerede under 2den Behandling i Folkethinget viste det sig, at, skjønt han intet havde mod nogen af Lovforslagets to Dele, havde han meget imod dem tilsammen. Og „for det andet” - sagde han - „forekommer det mig mindre heldigt, at man vil gjøre det til en lokal Lov for Kjøbenhavn, det vilde utvivlsomt være heldigere at gjøre det til en almindelig Lov, og jeg vil gjøre opmærksom paa, at paa Island rejstes Spørgsmaalet først lokalt, og da gik det ikke igjennem; det lykkedes først, da man gav det som en almindelig Lovbestemmelse. For øvrigt, naar jeg udtaler dette, maa det ærede Thing og den ærede Ordfører forstaa det saaledes, at jeg for min Person ikke skal modsætte mig, at en saadan Bestemmelse fremmes. Jeg vil ikke knytte mig til den med noget særligt Ansvar, men hvis det ærede Medlem kan faa det igjennem Lovgivningsmagten skal jeg ikke modsætte mig det.”

I Landsthinget gik straks Professor Matzen om Bord paa „Skuden”, som jo løb ind under Regeringens Flag. Men han kom - som Ordfører for Landsthingsudvalget - snart tilbage med følgende „Erklæring” (af 25de Marts): man „kan tiltræde” den oprindelige Del af Regeringsforslaget, „men finder derimod ingen Anledning til at sætte dette vidtrækkende Spørgsmaal om Kvinders kommunale Valgret i Forbindelse med denne paatrængende Lejlighedslov....... og stiller derfor Forslag, om, at § 1” (læs: Kvinderne) „udgaar.” Da Sagen den 29de Marts kom til „eneste” Behandling i Landsthinget, anbefalede Ordføreren (Matzen) „Thinget at holde Lovforslaget indenfor den Ramme, som det fra først af har haft, og ikke blande ind deri det uvedkommende Spørgsmaal om Kvindens kommunale Valgret, som der vel kunde være al mulig Anledning til at drøfte ved en almindelig Reform, men ikke ved denne Lov.” Derefter udstemtes „Kvinderne” i Landsthinget (med 38 Stemmer imod 14).

Havde vi haft Fællesafstemning i Rigsdagen, vilde „Kvinderne” - ved Hjælp af begge Things sammenlagte Stemmer - have sejret med 65 Stemmer imod 54.

Da vi imidlertid ikke have Fællesafstemning, maatte de fra Landsthinget fordrevne „Kvinder” atter ty til Folkethinget.

I den af Folkethingets Udvalg den 30te Marts afgivne „Erklæring” hedder det - som Gjenmæle til Landsthingsudvalget, der havde kaldt Spørgsmaalet om kvindelige Skatteyderes kommunale Valgret i Kjøbenhavn „vidtrækkende” - saaledes: „Nærværende Udvalg (med Undtagelse af Gad og E. F. Larsen) finder ikke det nævnte Spørgsmaal „vidtrækkende”, da det saa længe og fyldig har været drøftet offenlig, at det vel derefter maa staa klart, hvor ringe dets Rækkevidde er, da denne Udvidelse af den gjældende Valgret kun lidet vil forøge Mængden af Kjøbenhavns kommunale Vælgere, eftersom næppe 3,800 Kvinder skatte af en antagen Indtægt af 1000 Kr. hver (jf. Rigsdagstidendes Tillæg B, Sp. 1455-56), og da Stemningen i Kjøbenhavns Vælgermængde næppe mærkelig vilde paavirkes ved disse ny Vælgere, hverken i liberal eller konservativ Retning, dog vel snarest i den sidste.”

Inden Sagen atter kunde foretages i Folkethinget, var imidlertid Rigsdagen sluttet (den 1ste April).

Hvad nu, naar Rigsdagen atter samles?

Landsthingsordføreren, Professor Matzen, synes i Overensstemmelse med Regeringen, naar han kalder Kvindens kommunale Valgret et Spørgsmaal, „som der vel kunde være al mulig Anledning til at drøfte ved en almindelig Reform” (fremhævet her).

Altsaa: lad Forslaget næste Gang gaa ud paa, at Valgret - hvorfor ikke tillige Valgbarhed? - til hele Rigets kommunale Repræsentationer skal tilkomme de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Kjøn alene har udelukket fra de omhandlede Rettigheder, men som i øvrigt fyldestgjøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme!

Det er ikke den islandske Lovs Ordlyd; men jeg véd, at denne heller ikke tiltaler Regeringen, hvorfra den ikke stammer. Det er mig ogsaa bekjendt, at Islands Althing først ønskede kommunal Valgret alene for Kvinderne i Kjøbstaden Akueyri. Dette modsatte Regeringen sig. Men den gik ind derpaa, da det gjaldt hele Island. Maaske forholder sig Kjøbenhavn i dette Tilfælde til hele Danmark som Akueyri til Island.

Endnu kun ét: det er ikke sandsynligt, at Kvinderne næste Gang faa „blidere Bør” gjennem Rigsdagen, dersom de ikke, helst inden Samlingen begynder, tilkjendegive en alvorlig Vilje: at de selv ønske at komme igjennem.