Det sædelige Lighedskrav.
Ønsker Kulturkvinden Sædelighedskravet slappet eller strammet? er Spørgsmaalet, som Frøken Grundtvig stillede i „Dansk Kvindesamfunds” Møde i et Foredrag, der nu findes trykt i Aprilhæftet af Bladet „Kvinden og Samfundet.”
Uagtet Frk. Grundtvig i sit Foredrag klart og grundig har besvaret Spørgsmaalet til Gunst for Sædeligheden, beder hun dog om, at ogsaa andre ville fremføre Vidnesbyrd i den omhandlede Sag, og jeg vil forsøge end ydermere at bekræfte og begrunde, hvad Frøken Grundtvig har udtalt.
„Lige Ret for Mand og Kvinde” hedder det i Frk. Grundtvigs Foredrag, „skal Kvinden slappe Sædelighedskravet, som Manden har gjort det?” - og jeg maa tilføje ikke mindst under Paavirkning af sædelig slappe Samfundslove, - „eller skal Kvinden kræve Kyskhed af Manden, som det hidtil er krævet af hende?” Ja, lige Ret bør Manden hjælpe os til, naar det gjælder om at fremme vor Aandsudvikling og hævde vor Menneskeværdighed i Højde med sin egen; men skulle vi naa den ædleste fælles menneskelige Udvikling, som jo er vort Maal, da maa Manden i Sædelighedsspørgsmaalet stræbe efter at naa i Højde med den sædelige Kvinde, og hende er det, der som Hustru, Moder og Opdragerinde heri bør komme Manden til Hjælp. En Indflydelse i saa Henseende har hun vel ogsaa øvet, men kun svagt og utilstrækkelig paa Grund af sin aandslige Umyndighed og Mangel paa Klarhed over sit eget og Mandens Væsen.
Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles men ogsaa forskjellige Livsopgaver udrustet dem med baade fælles og forskjellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkjønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kjønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsentlig har sin Kjønsdrift paa sjælelig Maade. For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive gjenelsket. Hermed er det ikke Meningen at ville frakjende vort Kjøn Skyld overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. Heller ikke skal det benægtes, at Kvindens Kjønsdrift er sanselig, thi ogsaa det sanselige har sit Sæde i det sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade. Elsker hun, da er det den elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, efter som det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmeltes det erotiske med det sædelige. Har en Mand sat hende i erotisk Bevægelse, da skifter hun ikke let Gjenstand, men føler sig bunden til ham i Troskab og Hengivenhed. Men her, som over alt i Menneskenaturen, lade de utallige Overgange og mangfoldige Styrkegrader sig ikke udregne eller maale.
Erfaring viser os, at der er et Mindretal af Mænd og Kvinder, paa hvem Reglen ikke passer. Der gives trofaste, rene og sædelige Mænd og derimod i høj Grad usædelige Kvinder; dog tror jeg, at saadanne enten ere fordærvede som Børn, eller at de ved arvelig Disposition have faaet mere af Mandens Natur, end heldigt er. Der findes Kvinder, for hvem fysisk Kjønsdrift er en Fristelse, der endog kan give Anledning til Kamp; (Ære være den, som kæmper mod Fristelsen og sejrer. Vi, som ikke kjende den i denne Form, have maaske maattet kæmpe mod et gjenstridigt Hjærtes Elskov.) Undtagelserne skulle imidlertid ikke rokke vor Overbevisning om Kjønnenes forskjellige Natur og den normale Kvindes Kyskhed.
Ganske vist skal det indrømmes, at Frk. G. har Ret til at sige, at Menneskenaturen kan omdannes, idet Drifterne enten kunne næres eller kues. Der er ingen Tvivl om, at Mandens Sanselighed før Tiden næres paa en uforsvarlig Maade, og at den derved har naaet et betænkeligt Højdepunkt. En tysk Forfatter Paul Maroni udtaler, at Slægten i Nutiden bliver mere og mere disponeret til at begaa Utugt. Dette har sin Grund i Mangel paa Vilje til Selvbeherskelse. Se vi hen til Middelalderen, da er dens absolute Kyskhedsfordring en mægtig Støtte for Slægtens Vilje til Selvbeherskelse, og denne har altid sin store Indflydelse paa Individets Karakter og Aandsliv. Om end hin Tid havde Brøst paa andre Maader, saa var den dog rig paa levende Tro og paa Varme og Begejstring for store Ideer.
I Modsætning dertil gjør vor Tid store Fremskridt paa de Omraader, som den Gang stagnerede, men den er sædelig slap og har følelig Mangel paa Aand og Idealitet. Men man lærer ogsaa i Nutiden de unge Mænd, at Usædelighed er en Nødvendighed, og at Afholdenhed aandelig forkrøbler og fordummer Individet. Og dog maa man utvivlsomt gjennem Erfaring erkjende, at Misbrug af Kjønsdriften oftere ødelægger Sjæl og Legeme end Afholdenhed, og at den bringer mange aandelig forkrøblede og fordummede Individer ind i Verden. Ved et utøjlet Driftliv synker Slægten mere og mere ned i Naturalisme og Materialisme. Men hvor der findes Aandstomhed, der flygter ogsaa Livsglæden, og der gives Plads for den moderne Pessimisme, som er Livslede.
Men hvad enten de en Gang givne Drifter forædles eller synke ned til Dyriskhed, saa har dog Naturen sine oprindelige Grundformer, som ikke kunne rokkes; derfor vil det altid være vanskeligere for Mandkjønnet end for Kvindekjønnet at naa sædelig Renhed.
Ser man hen til Dyrene, saa vil man ogsaa her finde, at det er det første Kjøn, der begjærer, og det andet, der søger at unddrage sig Tilnærmelsen. Det nytter ikke at anføre vilde Folkeslag som Vidnesbyrd mod Kvindens oprindelige Kyskhed, thi dels af Vane, dels i den Tro, at hun skal være den Stærke undergiven, bøjer hun sig for hans Vilje.
Den normale Kvindes Blufærdighed er ikke tillært, den er et Led i Rækken af de Naturgaver, der udgjøre vort Kjøns Ejendommelighed eller vor Kvindelighed. Blufærdigheden fordrer ikke alene, at Kvinden skal være ren for Guds og sit eget Øje, den tilskynder hende ogsaa at vaage over sit Kjøns sædelige Ære. Dette Instinkt, mener jeg, er bestemmende for Kvindens Forhold til Sædelighedssagen; det paalægger hende Kyskhedsforpligtelse som Betingelse for Samfundets Lykke og Bestaaen.
Det er dog navnlig til den ugifte Kvinde, Spørgsmaalet om Sædelighedskravets Lighed er stillet. Det er af Hensyn til de mange, som savne et Kjærlighedshjem og en Hustrus og Moders Pligter, at. man raader til at slappe Sædelighedskravet og søge Erstatning i ubundne Kjønsforhold med deres for Kvinder uundgaaelige Skuffelser og Krænkelser. „Dette er” siger Frøken Grundtvig, „at byde Stene for Brød!” Hun vil derimod søge Erstatning i Arbejde og i Kjærlighedsgjerninger mod de lidende i Samfundet. Hun mener, at den naturlige Trang til at elske kan omsættes i Menneskekærlighed. Ja, det kan den! Der er en vidunderlig Varme og Spirekraft i den Følelse, der har givet Afkald paa det Erotiske og udelt fæster Rod i det etiske Liv. Der er i Tiden et Kald til Kvinden, og der er mange, som have set med stor Forventning og Haab hen til vore oplyste, aandsudviklede, ugifte Kvinder og lovet sig gode Frugter af deres Indflydelse og Arbejde paa vort Folks sædelige Udvikling. Men der er tillige en Fare i den overhaandtagende Vantro som kan fylde med Bekymring. Thi hvis den ugifte Kvinde ikke til Tider skal føle sin Gjerning for tung, da maa hun kunne hvile sin Sjæl i Troen.
Hvad vil det sige at slappe Sædelighedskravet? Vi kunne forbryde os derimod, og Samfundslovene kunne hæle med os, men det levende Sædelighedskrav staar urokket, ikke alene i Tavlen fra Sinai, men i vor levende sædelige Bevidsthed og vor Samvittighed. Derfor har ogsaa den ugifte Kvinde netop en aandelig Glæde i at bevare sin Uskyld; var denne derimod tabt, da - forekommer det mig - vilde Livsmod og Livsglæde være tabt med den.
Lad os holde Idealet oppe! vi Kvinder kunne ikke undvære det. Lad os vogte vor Skat, vor medfødte Blufærdighed. Vor sædelige Følelse danner netop Modvægten mod den paa andre Omraader overlegne Mandighed. Tabte vi denne Modvægt, idet vi fulgte den fri Kjærligheds Profeter, vilde vi - for lette, som vi var - snart være kastede ud af vor faste Stilling i Samfundet til dets Ødelæggelse og til Ulykke for Mænd og Kvinder.
