Et Bidrag til Forhandlingen om det sædelige Lighedskrav.

Frøken Elisabeth Grundtvigs fortræffelige Foredrag om de sædelige Lighedskrav, som findes i Aprilhæftet af „Kvinden og Samfundet”, slutter med, at nu ønsker hun at høre andre Kvinders Mening om Sagen. Dette skete jo ogsaa paa Dansk Kvindesamfunds Møde, hvor Foredraget først blev holdt, idet der opstod en ret livlig Diskussion, medens dog alle Talerne og øjensynlig det aldeles overvejende Flertal af Forsamlingen var fuldt enige om Maalet, der skulde tilstræbes, nemlig ikke, at „Kvinderne skulle blive som Mænd”, men at „Mændene bør blive som Kvinder.”

Dansk Kvindesamfund har saaledes talt, og der kan ikke være mindste Tvivl om, i hvilken Retning Samfundet som Helhed ønsker at se Udviklingen gaa. Jeg kunde før saa vidt gjerne tie stille med den Smule, jeg har at sige; men der er dog enkelte af de Udtalelser, der fremkom i Diskussionen, som jeg gjerne vilde have Lov til dels at modsige, dels at understrege.

Var der altsaa som anført ingen af de talende, der holdt paa den Anskuelse, at Drifterne ere saa stærke, at vi nødvendigvis maa give dem slappe Tøjler og lade dem have Lov til at løbe løbsk, saa forekom det mig derimod, at der var nogle, som var tilbøjelige til at gaa over Stregen paa den modsatte Side, idet de næsten vilde paastaa, at der overhovedet ingen Vanskelighed findes. Her kom den ene Dame efter den anden og fortalte os, at de ikke kjendte noget til Driftslivet og aldrig havde følt noget i den Retning, som de vilde kalde lavt og urent. Det er ikke min Mening at drage disse Damers Paalidelighed i Tvivl. Martensen forudsætter jo ogsaa i sin Ethik, at der gives „angeliske Naturer”; men at just Flertallet af os skulde være Engle, det kan jeg ikke tænke mig, og jeg tror heller ikke, det fordres af os. Vor Herre Jesus har sagt, at i Opstandelsen, hvor der hverken bortgiftes eller tages til Ægte, der „skulle vi vorde Engle lige”; men han har aldrig sagt, at vi skulle blive det her paa Jorden. Lad os da ikke stille større Fordringer til hverandre, end Herren stiller til os. Det vilde heller ikke nytte noget, for vi kunne ikke fyldestgjøre dem.

Hvis de Kvinder, hos hvem Kjønsdriften er saa overmægtig, at de ikke kunne beherske den uden at tage Skade deraf, kun ere faa og sjældne Undtagelser (og det tror jeg), da ere vist nok de, der slet ikke kjende den, endnu færre.

Det blev i Diskussionen sagt, at Kjønsdriften ofte vaagner hos vore Pigebørn, endnu medens de gaa i Skole. Efter den Erfaring, jeg paa forskjellig Maade har gjort, kan jeg kun bekræfte dette. Der er ingen Tvivl om, at det forholder sig saa, og det ikke saa ganske sjælden. Naar en anden Dame mente, at det kunde kun ske med Børn fra daarlige Hjem, da er det en Fejltagelse - jeg kunde føre Beviser for det modsatte. De Impulser, som saaledes vække Driftslivet unaturlig tidlig, komme næsten altid fra Skolekammerater eller Tjenestefolk, og det er Indflydelser, som ikke de forsigtigste Forældre kunne vogte deres Børn for, men det er vist i de færreste Tilfælde, at Forældrene faa noget at vide derom; Børnene ere straks paa det rene med, at det er noget, der maa skjules for Fader og Moder. Som bekjendt er der nylig i Sverrig udkommet en Bog om „Usædeligheden blandt Skoleungdommen.” Selv om det mulig i den Henseende staar værre til i Sverig, tror jeg dog, efter hvad jeg har hørt af vel underrettede Folk, at der ogsaa her gaar meget mere af den Slags i Svang, end man almindelig tror, og der er sikkert al Anledning, ogsaa for danske Forældre, til ikke at stole for meget paa, at deres Hjem er godt, men at vogte nøje paa deres Børn.

Fra den Side, hvor man vil have alle Baand løsnede, paaberaaber man sig de Kvinder, der gaa til Grunde af utilfredsstillet Drift. Desværre, det er utvivlsomt, at der gives saadanne (skjøndt langt færre end dem, der gaa til Grunde af den modsatte Aarsag); men, som det blev fremhævet i Diskussionen, det er de abnorme, de syge, og efter dem kunne vi andre, som ere sunde, ikke indrette vort Liv eller Samfundsforholdene. Der er jo ogsaa Mennesker, der lide af Kleptomani; men derfor kunne vi dog ikke erklære Tyveri for lovligt og allesammen give os til at stjæle. Det er ligeledes blevet sagt, at „skrøbelig Dyd”, hvormed mentes almindelig Usædelighed, „er mange Gange at foretrække for unaturlig Last.” Ja, det kan godt være; jeg savner den fornødne Sagkundskab til her at foretage en Vurdering; men jeg kan ikke deri se nogen Grund til at ønske den omtalte skrøbelige Dyd almindelig indført. Om ogsaa Kolera er en fæl Sygdom, er det dog ingen Grund til at bestræbe sig for at indføre Tyfus, siden Erfaring viser, at man ikke nødvendig behøver at faa en af Delene.

Og her kommer jeg til det, jeg ønskede at sige: vi have Drifterne, det kan ikke nytte at nægte det; men vi baade kunne og skulle beherske dem. Guds Ord staar fast, og han har sagt baade til Mænd og Kvinder: Du skal ikke bedrive Hoer! Men han, som har skabt os og kjender vor Natur, han lægger ikke større Byrder paa noget Menneske, end det kan bære, naar det kun har Viljen dertil. At de kunne bæres, og det uden at man tager Skade deraf, er jo ogsaa noksom bevist, om end de enkelte abnorme Tilfælde, jeg hentydede til, synes at danne Undtagelser; men selv med Hensyn til disse er jeg ikke fuldkommen vis paa, at det er virkelige Undtagelser. Vistnok er der noget til, der hedder Arvelighed - „Fædrene aad sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme”; men det kunde jo tænkes, at, hvis Børnene havde haft en alvorlig Vilje til ikke ligeledes at æde sure Druer, saa var deres Tænder ikke blevne ømme. Dog her tør vi ikke dømme, vi, som ikke kunne ransage Hjærter og Nyrer. Vi kunne derfor kun sige: vi vide intet derom, intet andet end det, at det i ethvert Tilfælde kun er Undtagelser.

Askesen skulde, siger man os, gjøre de ugifte Kvinder dumme og defekte. Frk. Grundtvig spurgte i den Anledning, om de ugifte Kvinder var dummere end de gifte. Uden at ville sige de gifte Damer af mit Bekjendtskab en Ubehagelighed kan jeg ikke nægte, at i min Kreds er Intelligensen overvejende repræsenteret hos de ugifte; men det, antager jeg for øvrigt, er en Tilfældighed, og i det hele er den vist ligelig fordelt. Hvad det legemlige angaar, da kjender jeg dog selv i vor svagelige og nervøse Tid flere ugifte Kvinder, der ligesom jeg selv kunne sige: Jeg fejler ikke det ringeste, ikke en Gang en Smule Mavekatarh; jeg er et fuldstændig sundt Menneske - saa nogen ren Ødelæggelse kan et afholdende Liv dog ikke være.

Men er der da slet ingen Vanskelighed og intet, der er svært at overvinde? Jo, vist er der, men dog er der jo ingen sædelig Kvinde, som for nogen Pris vilde have Tilfredsstillelsen af den rent fysiske Drift, naar den ikke kunde følges med Tilfredsstillelsen af den aandelige: Trangen til at elske og blive elsket. Frk. Grundtvig har Ret i, at her ligger det egenlige, dybe Savn, og hvis man skal kunne bære det og dog være glad ved Livet og ikke blive bitter, saa ved jeg kun ét Raad derfor; men det, tror jeg, kan bruges af enhver kristen Kvinde. For andre duer det ikke; men den Kvinde, for hvem Kristendommen er bleven det bedste i hendes Liv, som føler, at, hvor stærkt end Hjærtet kan hige efter jordisk Lykke, saa vilde hun dog ikke for al den Lykke, Jorden kan byde, miste Visheden om sin Frelsers Kjærlighed, hun maa tænke: „Naar min Herre, som kjender min Natur og mit Hjærtes Ønsker, dog ikke har villet unde mig menneskelig Kjærlighed i denne Form, saa maa det være, fordi han bedre kan bruge mig til Arbejdet i hans Tjeneste saaledes, som jeg er”, og har hun først faaet denne Tanke, saa vil hun ogsaa af Hjærtet kunne sige: Ske Din Vilje, Herre, og ikke min!

Men Engle ere vi alligevel ikke!