Sypigen.

For nogle Aar siden fandtes paa Kunstudstillingen et Maleri af Venzel Tornø, som ikke vakte liden Opsigt, maaske ikke saa meget ved sit kunstneriske Værd som ved den gribende Virkelighed, det fremstillede. Det var en Sypige, der sad i sin lille tarvelige Stue og arbejdede paa en elegant Damedragt med Pliseer og Kniplinger. Kjolen skulde være færdig til bestemt Tid, derfor havde hun maattet tage Natten til Hjælp. Idet Maleren fremstiller hende, er det henad Morgenstunden, og Dagslyset kæmper med den næsten udslukkede Lampe.

Trætheden har overvældet hende, hun er falden i Søvn, og man ser det fine, lidende Ansigt præget af Skuffelse, Nød og Mangel.

Det var, som dette Maleri elektriserede Folk. Det gik de fine Damer som et lille Stik igennem Hjærtet; hvem turde helt frikende sig for ikke at have pint sin Syerske, enten det nu havde været med urimelige Fordringer til at jage med Arbejdet eller lade hende gøre det om og om igen, naar det ikke klædte ens Person, eller maaske ogsaa i Tilgift ladet hende vente paa Betaling for hendes møjsommelige Arbejde.

Der blev den Gang talt meget om Syerskernes Stilling i det hele taget. Tillige blev der fra human Side ikke gjort saa lidt baade i Pressen og ved Foreninger.

Der findes ikke heller saa faa Hjælpekilder for dem, blandt andet en Forening her i Byen, som ikke udfolder nogen ringe Virksomhed (den gensidige Hjælpeforening). Professor Brandes, som har dannet denne, er en Mand, som ikke alene har haft Hjærte for denne Sag, men som Læge har han selvfølgelig bedre end nogen anden havt Lejlighed til at se, hvor nedbrydende Syerskernes Arbejde er for deres fysiske Tilstand. Det stillesiddende Liv i bøjet Stilling med en urimelig lang Arbejdstid, der dog ikke giver dem større Fortjeneste, end at de maa nøjes med Sulteføde, kan nok nedbryde et sundt Legeme.

Denne Forening lægger særlig Vægt paa at skaffe Medlemmerne en lille Skilling, i Sygdomstilfælde og naar de blive gamle. Kassen er saaledes ordnet, at Understøttelsen ikke bortfalder, selv om de gifte sig, saa ingen taber ved at sætte sine Penge derind, om de istand til at spare saa meget sammen, som der hører til at være Medlem. Tillige har Foreningen hjulpet ikke faa Syersker ud paa Landet om Sommeren, hvilket har været til megen Gavn for deres Helbred.

Alt dette er meget smukt og godt og vidner om en stor Kærlighed hos dem, der har stiftet denne Forening og opretholde samme.

Men der er noget, der er meget større, og det er at skaffe Sypigerne saadanne Betingelser, at de kan bevare deres Sundhed, og leve som Mennesker.

Produktionsmaaden i vor moderne Tid har ogsaa gjort store Forandringer. Det er nu ikke længer de enkelte Damer, der pine Syerskerne, det er nu Kræmmerne, der besørge dette; om det har gjort nogen Forandring til det bedre, er utvivlsomt.

Sypiger er som ingen anden Klasse i Folket henvist til daarlig Levemaade og et indelukket Liv. Uhyre mange af dem leve stadig uden Middagsmad eller i al Fald faa de den kun enkelte Gange om Ugen.

Sypigen skal nemlig være net klædt, det er blevet hendes Natur.

Hvorledes skulde ogsaa hun, der stadig pynter andre og udfinder det smukkeste og klædeligste for andre Kvinder, hvorledes skulde hun, som jo selv er ung, undgaa at føle Lyst til selv at prøve disse fortryllende Dragter, drømme, at hun er den fornemme Dame, og lade Spejlet fortælle, at hun i Grunden selv er nydelig. Om det er det stillesiddende Liv, der fører det med sig, eller hendes Syslen med de elegante Dragter i de fattige Omgivelser, ved jeg ikke, vist er det, ingen drømmer om Prinsen og det halve Kongerige, som den lille Sypige.

Det er muligt, det er hendes fixe, sirlige Dragt eller det er de smukke Bevægelser, hun har afluret de fine Damer, at ogsaa hun, naar hun færdes paa Gader og paa Promenader, møder de unge Herrers forelskede Blikke.

Hendes Ydre skuffer dem, og hun bringes til at fantasere og fortrylles ved deres hensynsfulde Nærmelse, men opdage de først, at hun kun er en lille, fattig Sypige uden Forældre og Hjem, saa vise de fine Herrer ofte en anden Taktik, der tidt for hende ender med et sørgeligt Drama.

Gifter hun sig senere med en fattig Haandværkssvend, hvor det som hans Hustru gælder om at være økonomisk, og hvor der stilles Krav til strængt, husligt Arbejde, da bliver hun kun en daarlig Kone, thi hendes Legemskræfter er gaaet bort ved overanstrængende Nattearbejde og Mangel paa kraftig Mad.

Men hvorfor vil Sypigen ikke sit eget Vel?

Er hun ikke et Menneske, der udfylder en agtværdig Plads i Samfundet?

Hvorfor vil hun ikke sikre sig en Løn for sit Arbejde, der gør hende det muligt at faa tilstrækkelig Mad hver Dag, at hun kan bevare sin Sundhed? Og hvorfor vil Samfundet ikke se, at det er større Økonomi at denne talrige Klasse af Mennesker havde en Arbejdstid saa fornuftig, at de ikke blot kunde arbejde i ti Aar for saa Resten af deres Tid at ligge Samfundet til Byrde, men føre en normal Tilværelse?

Dog, Reformer maa altid komme fra de paagældende selv, Sypigerne maa frem, det kan ikke nytte længere at sidde ene paa sit lille Kammer og græde over sit kummerfulde Liv, eller sidde paa de store Systuer og spøge med sin egen Ulykke. Sypigerne maa samle sig og træde ud i Virkelighedslivet, samle sig med deres Meningsfæller og skaffe sig selv deres Menneskerettigheder.

Men Sypigen drømmer, og hun vil drømme, det er hendes Fristelse, siddende 14 - 18 Timer trofast

drømmende om et lyst Liv med Komfort og Hygge, indtil hun vaagner i Sygdom og Nød med Tabet af sine runde, røde Kinder, med et svækket Syn og som det værste af alt, en dyb Melankoli.

Sypigen maa med i Kvindebevægelsen, ingen Stand af Kvinder er saa talrig i Hovedstaden som de, ingen vil kunne udrette saa meget som de, om de samlede sig og stillede de berettigede Fordringer til Forkortelse af Arbejdstid, til højere Løn og en mere menneskeværdig Behandling. Deltagelse i Kvindebevægelsens Arbejde vil give dem en bedre Erstatning med Sundhed og Glæde end de blege Drømmerier. -

Dog, for mange alvorlige Kvinder iblandt Syerskerne er det gaaet op, at som det er, kan det ikke blive, de skamme sig over, at deres Arbejde, som skulde være dem til Velsignelse, bliver dem til en Forbandelse, de skamme sig endnu mere over, at de intet gør for at komme ud af denne Tilstand, og flere energiske Kvinder af Syerskerne selv har derfor bedt "Kvindelig Fremskridtsforening" (hvis Formaal det er at vække og vedligeholde Interessen for sociale Spørgsmaal), om ikke denne Forening vilde sammenkalde til offenlig Møde for Syersker, at alle de Sypiger, som har Alvor nok til at tænke over deres Kaar, at de kunde samles, og at man saa i Samraad med hinanden kunde udfinde Midler til Forbedring af i deres Kaar.

Dette Møde vil saa finde Sted den første Mandag i November paa Østergade 15, Aften Kl. 8, hvortil altsaa enhver Sypige har Adgang, og enhver anden, der interessere sig for denne Sag.