Dansk Kvindesamfunds Virksomhed.
Det aarlige Fællesmøde, der holdtes den 15de April, valgte Frk. E. Grundtvig til Ordstyrer, Frk. Nanna Berg til Bogfører.
Bibliothekar Emil Elberling aflagde Aarsberetningen (se foran). Han omtalte, at Kvindesagen i den forløbne Vinter er bleven ført frem i Fremskridtsklubben og i de liberale Foreninger, og at flere Ungdomsforeninger og en Valgmenighed have indvalgt Kvinder i deres Styrelse. Taleren dvælede derefter ved de paa den sidste Rigsdag fremsatte Lovforslag vedrørende Kvindesagen. Spørgsmaalet om kommunal Valgret for Kvinder havde fundet Tilslutning hos hele Venstre, næsten som om det var noget selvfølgeligt, og saavel Indenrigsministeren som flere Højremænd havde udtalt, at de ikke vilde have noget derimod, naar den indførtes for hele Landet.
Folkethingsmand F. Bajer gav en Fremstilling af denne Sags Modtagelse i de to Thing og udtalte sig om dens Udsigter i Fremtiden. Han saa ikke fuldt saa lyst paa den som, den foregaaende Taler.
Overretssagfører Høgsbro aflagde Regnskab for det forløbne Aar (se foran) og fremsatte Overslag for det kommende. Han troede, at det vilde være særlig heldigt at anvende endnu mere paa Rejser og Møder udenfor Kjøbenhavn for at vække Interesse for Sagen.
Regnskab og Overslag godkendtes enstemmig.
Derefter behandledes et af Styrelsen fremsat Forslag til Lovforandring, men da dette Punkt vil blive optaget til ny Drøftelse paa et til den 27de Maj sammenkaldt overordentligt Fællesmøde, forbigaas det her.
Man gik derpaa til Valg af Styrelse.
Frøken K. Frederiksen beklagede, at 3 af Styrelsens hidtilværende Medlemmer, Fru A.
Stampe-Feddersen, Bibliothekar Emil Elberling og Overretssagfører L. Zeuthen ikke ønskede Gjenvalg.
Til Medlemmer af Styrelsen valgtes cand. jur. Gustav Feddersen, Frk. Kirstine Frederiksen, Fru Marie Rovsing, Overretssagfører Svend Høgsbro, Frk. Elisabeth Grundtvig, Frk. Marie Arntzen og Frk. Laura Engelbreth. Til Revisorer gjenvalgtes Kontorchef Rubin og Fru Klein, til Suppleanter valgtes Professor, dr. jur. Jul. Lassen, Frk. Inger Pontoppidan og cand. jur. Jørgen Lyngbye.
Sluttelig anbefalede Frk. Frederiksen paa Styrelsens Vegne Nedsættelse af et Udvalg til Indsamling af Pengebidrag, for at man kunde faa Midler til at oprette et Fæste- og Arbejds-Anvisningskontor. Hun oplæste en Fremstilling af Planen for det paatænkte Fæstekontors Virksomhed.
I Forhandlingen deltog Arkitekt Klein, Frk. Grundtvig, Fru Bendix og Frk. M. og A. Bruun. De to sidste anbefalede varmt Oprettelsen af et Fæstekontor, som de mente, vilde være til megen Gavn for de unge Tjenestepiger.
Forslaget om Udvalgs Nedsættelse vedtoges.
Foredrag om Kvindens Helbred. Om dette Æmne holdt Dr. Fr. Levy Foredrag den 2den Maj. Han fulgte Kvinden gjennem de forsfkjellige Alderstrin med deres Skrøbeligheder og Farer, fremhævede Vigtigheden af, at Kvinden i Tide lærte at kjende sit Legeme, særlig ogsaa den regelmæssige kjønslige Udvikling og anbefalede bl. a. Reformklædedragten, navnlig Afskaffelsen af Snørlivet. Dr. L. syntes dog at nære en stærk Tvivl om, at Kvinderne i saa Henseende vilde afryste Modens Aag, men det bliver da Kvindernes Sag at gjøre hans Mistillid til Skamme. Ville de ikke indføre de Reformer, der bero paa dem selv, med hvad Ret vente de da Reformer af Samfundet? Dette Spørgsmaal tro vi at burde henstille til ærede Læserinders Overvejelse.
Overordentligt Fællesmøde afholdes Fredag den 27de Maj Kl. 7½ paa Borchs Kollegium, St. Kannikestræde 12, angaaende Forandring at Lovenes §§ l og 6. Det vil da finde en Afgjørelse, hvorledes Dansk Kvindesamfunds Formaal fremtidig skal udtrykkes i dets Love, om det skal angives mere bestemt: Kvindernes Ligeberettigelse med Mændene, eller mere rummeligt: Forbedring af Kvindernes Stilling. Talrigt Møde anbefales.
Den Friplads i Kjøbenhavns Handelsakademi, Dansk Kvindesamfund raader over, blev i Styrelsesmødet den 25de April givet til Frk. A. E. M. Hansen.
Fordelingen af Styrelsens Forretninger vedtoges i samme Møde. Frk. Frederiksen blev valgt til Formand, Frk. Engelbreth til Kasserer, Frk. Arntzen til Sekretær. I øvrigt fik hvert Medlem af Styrelsen sin Gren af Forretningen at besørge, efter Omstændighederne i Forbindelse med et af Styrelsen nedsat Udvalg.