Mindeord om Josephine Schneider.

Ved en af hendes Venner.

En af Landets ædleste og bedste Kvinder, Forstanderinden for Børnehjemmet paa Vodrofsvej, Frøken Josefine Schneider er for nylig, den 25de Juni d. A., bortkaldt fra en Virksomhed saa stor og smuk, at den her hjemme søger sin Lige. Hun naaede vel en Alder af omtrent 67 Aar, men hun stod i sin fulde Kraft, saa at man turde haabe, at hun med sine sjældne Evner, sin enestaaende Ihærdighed og fremfor alt med sit varme_, menneskekjærlige Sind endnu vilde kunne udrette meget, før hun stededes til Hvile. Det skulde imidlertid ikke være saa; hun er nu gaaet bort, til stor Sorg ikke blot for de mange, for hvem hun i Sandhed var en Moder, men ogsaa for talrige Venner, hvem hendes Død er gaaet nær til Hjærte, fordi de holdt af hende ikke mindre som Menneske end som Leder af en Gjerning, for hvis fremtidige Skæbne de ikke kunne andet end nære alvorlig Bekymring.

Frøken Schneider har paa saa mange Maader kæmpet for Formaal, som "Dansk Kvindesamfund" har sat paa sit Banner, at vore Læsere sikkert ville finde det paa sin Plads, at vi ønske at give hende og hendes Virksomhed en udførligere Omtale her i Bladet.

Om hendes ydre Livsvilkaar er der ikke meget at berette. Hendes Slægt, som hun kun sjælden talte om, var for længe siden uddød, men havde efterladt hende meget betydelige Pengemidler. Fra Barndommen var hun knyttet til Danmark, og hun følte sig som dansk, men Størstedelen af sin Ungdom tilbragte hun i Udlandet, navnlig i mange Aar i Østerrig, og da hun stedse var optaget i de bedste Kredse, havde hun rig Lejlighed til paa nært Hold at se de store Kulturlandes stærkt bevægede Liv og at stifte personligt Bekjendtskab med mange af Datidens betydeligere Mænd og Kvinder. Det er let forklarligt, at dette hendes Ungdomsliv i høj Grad har været medvirkende til hos hende at udvikle den Aandsoverlegenhed og Fordomsfrihed, som satte hende i Stand til med lige Lethed at udrette mere end de fleste paa de mest forskjellige Omraader. Men skjønt de Forhold, hvorunder hun saaledes henlevede sine yngre Aar, optagen i ansete og velstaaende Familier, i mange Retninger bidrog til at berige hendes Aand og Erfaringer, var der dog visse Sider af Menneskelivet, og det af de allervigtigste, som den Uddannelse, der blev hende til Del, ikke i og for sig vilde have bragt hende i Berøring med, saafremt hun ikke selv havde følt en levende Trang til ganske særlig at skjænke den sin Opmærksomhed. Det er hendes egen Fortjeneste, at hun, hvorsomhelst hun kunde, søgte at skaffe sig et grundigt Indblik i de Vilkaar, hvorunder de socialt ringest stillede Befolkningslag levede. Man kunde tale med hende om danske og holstenske Landarbejdere, om Tjenestepigerne i Hamborg, Wien eller Berlin, om Grubearbejderne i de tyske Bjergegne eller om de sydtyske Skovarbejdere, og hun vidste nøjagtig, hvorledes deres Stilling var i hvert Tilfælde for Aar tilbage. Og paa sine Rejser forsømte hun aldrig at besøge de større Velgjørenheds-Anstalter, hvis Nærhed hun kom.

Hun var saaledes rigt udrustet, da hun i Begyndelsen af Tredserne tog fast Ophold her i Kjøbenhavn, og det varede ikke længe, før hun, virkelysten, som hun var, gjorde sine Evner frugtbringende. Hun var saaledes en af de allerførste, der gik til faldne Kvinder for at søge at udrive dem af det nedværdigende Liv, de førte, og hvem kunde vel være bedre skikket end hun til at opnaa Resultater paa dette yderst vanskelige Omraade? I den daværende Peder Madsens Gang og tilstødende Gader, som hun havde valgt som sin Arbejdsmark, blev der snart megen Tale mellem Beboerne om "Frøkenen", som alle kjendte, og som man vidste, at man kunde henvende sig til, naar det kneb, og navnlig, naar en eller anden vilde søge at vende Lasten Ryggen. At alt, hvad Frk. Schneider erfarede i dette Afsnit af sit Liv, gjorde hende som alle Kvinder, der overhovedet skjænke den Sag en Tanke, til en heftig Modstander af Prostitutionen, er en Selvfølge. Hun betragtede den som en Skamplet paa et civiliseret Samfund, og naar hun saa, at der hos adskillige af dem, hun søgte at paavirke, ofte kunde være meget godt, og hun saa tillige lærte deres sørgelige Historie at kjende, saa følte hun mere og mere, at Samfundet har Pligter mod de mange ulykkelige Børn, der rundt om i Hovedstaden opfødes under Vilkaar, der næsten med Naturnødvendighed maa bringe dem til at havne i Prostitutionen, Pligter, der skammelig forsømmes. Hun talte ofte om, hvorledes hun vilde have grebet Sagen an, hvis det var faldet i hendes Lod i det større at virke for faldne Kvinders Forbedring, og hun endte da altid med at sige, at hun vilde have kjøbt en afsides liggende Gaard paa Landet, og Hovedmidlet til at opnaa sædelig Forbedring skulde da have været at lade de paagjældende arbejde saa strængt, som overhovedet deres Kræfter tillod det, og saa vedholdende, at det efter endt Dagværk rent legemlig vilde være dem umuligt at skjænke deres Fortid og daarlige Minder for mange Tanker; thi, som hun sagde, der er intet, der, anvendt paa rette Maade, i den Grad kan drive det daarlige ud af et Menneske som strengt legemligt Arbejde.

Paa sine Vandringer i Velgjørenhedens Tjeneste blev Frk. Schneider opmærksom paa, at der stadig paa Byens Hospitaler henlaa mange Børn, der uden at være hjærtesyge maatte tilbringe Maaneder, ja Aar paa Sygestuerne uden Undervisning og uden anden aandelig Paavirkning end den, de fik af de andre Patienter, og som oftere gik i daarlig end i god Retning. Hun begyndte da at besøge de større Hospitaler for at undervise de Børn, hvis Tilstand tillod det, og da hun først havde taget fat paa denne Gjerning, lod hun det ikke blive derved, men benyttede Lejligheden til med kjærlig Haand at gribe ind overalt, hvor hun kunde være til Nytte for Patienterne, baade voxne og Børn. Adskillige velgjørende Foreninger have nydt godt af hendes Virkelyst, deriblandt Hjælpeforeningen for kvindelige Haandarbejdere af 1867 og ganske særlig Plejeforeningen for Frederiksberg og Vesterbro, der for et Par Aar siden ophørte at virke som selvstændig Forening, idet en ny oprettet Forening overtog Arbejdet for Vesterbro, og Foreningen, for saa vidt angik Frederiksberg, sammensmeltedes med Diakonissestiftelsens Menighedspleje. Indtil dette skete, var hun i en Snes Aar Forstanderinde for den nævnte Plejeforening, og i denne Stilling har hun paa mangfoldige Maader været en Støtte for syge og svage. Ingen Anstrængelse var hende for stor, naar hun kunde mildne Sorg og Nød, og havde hun først besluttet at træde hjælpende til, var Hensynet til, hvad det kostede, hende aldeles underordnet; thi vel var Foreningens Midler ikke store, men naar de ikke var tilstrækkelige, tog hun uden Betænkning af sit eget med en næsten ukjendt Gavmildhed.

Skønt den Virksomhed, hun udfoldede navnlig i Plejeforeningens Tjeneste, var saa omfattende, at det maatte synes uoverkommeligt for hende at paatage sig andet, var den dog ikke stor nok for hende, hvis Kræfter stadig voxede, alt som hun prøvede dem paa nye Opgaver. Midt i Tredserne havde hun fra et af Hospitalerne optaget et hjemløst Barn i sit eget Hjem, og da hun mærkede, at Børneopdragelse laa for hende, samlede hun efterhaanden flere og flere Børn om sig, som hun opdrog ganske paa egen Bekostning. Da hendes eget Hjem saa blev for trangt til alle disse Børn, stiftede hun i Slutningen af Aaret 1874 Børnehjemmet paa Vodrofsvej, hvis Forstanderinde hun siden har været. Hvad hun i denne Egenskab har udrettet, er saa enestaaende, at hendes Navn gjennem lange Tider vil blive bevaret blandt de største og bedste af dem, der have viet deres Liv til efter Evne at bøde lidt paa den Uret, som Samfundsforholdene ikke mindre end de enkelte øve mod utallige Børn. Hun lod sig ikke afholde fra at tage stakkels uægte og forladte Børn til sig af denne ynkelige og kortsynede Grund, der jævnlig anføres selv af Folk, der ville gaa og gjælde for store Menneskevenner: at man derved befordrer Usædeligheden, nej, hun ansaa det forgivet, at, vil man Usædeligheden til Livs, maa man begynde fra Grunden af, med Børnene, aldeles bortset fra, at det vilde være for Smed at rette Bager, om man vilde lade uskyldige Børn gaa til Grunde, fordi de havde haft den Ulykke at blive satte i Verden af daarlige Forældre. Og uden Hensyn til, at det i det enkelte Øjeblik saa ud, som om det vilde blive umuligt at skaffe de fornødne Pengemidler, optog hun flere og flere Børn, saa at hun ved sin Død havde om sig paa Børnehjemmet ikke lidt over 100 Børn foruden en Del konfirmerede Piger, og alle som en, fra de ældste, som hun havde opdraget til at være dygtige og trofaste Medhjælperinder, til de mindste i Vuggen, følte de, at de i hende havde den kjærligste og omhyggeligste Moder.

Dersom man spørger, ved hvilken Opdragelsesmaade hun har opnaaet et saa godt Udfald, at det ikke vides, at et eneste af de Børn, der ere udgaaede fra Børnehjemmet, er kommet paa Afveje, kunde man fristes til at sige, at det netop var det ejendommelige for hende, at hun ingen bestemt Fremgangsmaade havde: Først og fremmest virkede hun ved sin ualmindelig kraftige Personlighed, der i lige høj Grad bar Præget af Forstand, Følelse og Viljeskraft, og som paa en forunderlig Maade satte sit Stempel paa hendes Omgivelser. Hun var i Besiddelse af en forbausende Sjæleopfattelse, der ofte næsten uvilkaarlig lod hende føle, paa hvilken Maade hvert enkelt Barn skulde paavirkes, for at det gode i det kunde komme frem. Men, som sagt, faste Regler var hende paa Forhaand imod, og hun nærede en ofte overdreven Frygt for alle hæmmende Baand, der kunde indskrænke hendes Handlefrihed. Det er betegnende, at, da det af Hensyn til Indsamlinger af Bidrag og desl. blev anset formaalstjenligt at angive Børnehjemmets Formaal i nogle faa Ord, gjorde hun bestemt Fordring paa„ at disse kun i al Almindelighed skulde gaa ud paa, at Formaalet er at frelse hjemløse og ulykkelig stillede Børn, men „at Bestyrelsen ikke er bunden ved bestemte Regler, men i hvert enkelt Tilfælde handler efter bedste Skjøn.” Og ingen, der kjendte Forholdene, nærede mindste Tvivl om, at Meningen hermed var, at Frk. Schneider og hun alene i hvert mødende Tilfælde handlede efter bedste Skjøn, og til Held for Børnehjemmet tør det siges, at hendes Skjøn stedse var det bedste, om det end af og til forudsatte, at der i Spidsen for Hjemmet stod netop en saa betydelig Personlighed som Frk. Schneider.

De Grundsætninger, hun fulgte, var Reglen om, hvad der skulde undgaas. Hun oprørtes saaledes i sit Inderste ved det Misbrug, der drives med Ordet „moralsk fordærvede” Børn; vel indrømmede hun, at der gives Børn, hvem daarlige Omgivelser og nedarvede slette Tilbøjeligheder have ødelagt saaledes, at de ikke godt kunde optages mellem andre Børn, men med sin i Sandhed menneskelige Tænkemaade satte hun Grændsen langt, langt snævrere, end det ellers er almindeligt. Hun veg ikke tilbage for at optage Børn, der i en eller anden Retning havde skejet ud, og saare ofte viste det sig, at deres Unoder alene skrev sig fra, at de havde en livligere Aand og en stærkere Karakter end andre ligestillede Børn, og at de, naar disse Egenskaber blev ledede i det rette Spor, netop blev de bedste og dygtigste. - Selv var hun en oprigtig Kristen, men, som hun sagde, „for mig er min Tro for hellig til, at jeg kan raabe den ud paa Gader og Stræder.” Lys og skjøn var hendes Tro til det sidste Øjeblik, lige fjærn fra mørk Pietisme og glad Selvbehagelighed. For hende var Hovedsummen af al Religion Kjærlighedens store Evangelium, og hun satte en ædelt tænkende og varmt følende Hedning uendelig meget højere end lunkne Vanekristne, hvis Handlinger saa sørgelig ofte staa i en skrigende Modsætning til den Tro, de i det ydre bekjende. Hun lærte sine Børn, at man kan tilbede sin Gud midt under sit Arbejde, og vel holdt hun dem til at deltage i Menighedslivet, men al Kirkegang var ikke blot frivillig, men snarest en Belønning, og netop paa denne Maade opelskede hun sand Religiøsitet i de unges Hjærter.

At give et Billede af hendes hele Færden blandt Børnene er vanskeligt, saa vist som det ikke er let med Ord at beskrive en saadan Hjærtevarme som den, der kom til Syne hos hende i Sorg som i Glæde, naar hun opmuntrede, og naar hun dadlede. For at forstaa hendes Indflydelse paa Børnene maa man have hørt hende sige til sine store Pigebørn: „I vide, Børn, at jeg har en Del Penge, og at jeg, hvis jeg vilde, kunde kjøbe alt det, som I nu synes, er saa dejligt, det eneste, jeg ikke kan kjøbe mig, er Eders Lydighed og Hengivenhed; den maa I give mig af Eders egen fri Vilje, men husk paa, at det netop er den, jeg bryder mig mest om." Eller man maa have set hende dybt bedrøvet og nedbøjet, naar en af hendes kjære smaa laa farlig syg, og hun frygtede det værste, eller set hende paa travle Dage med et Par af sine mest betroede voxne Piger nyde sin tarvelige Middagsmad ved Kanten af Køkkenbordet i Kjælderen eller henimod Juletid med de større Piger slide sig op for at berede dem alle glade Overraskelser til Julen. - Vel opdrog hun Børnene til stræng Arbejdsomhed og stor Nøjsomhed, men Arbejdet vexlede med Sang og uskyldig Leg. Hendes Øje straalede, naar hun fra sit Værelse hørte den dumpe Larm af Børnene, der tumlede sig i den store, betonlagte Legestue i Husets Kjælder, og naar hun en Gang imellem var borte fra sine Børn, f. Ex. fordi hun var paa selve Børnehjemmet, medens de fleste af Børnene opholdt sig paa en lille Ejendom ved Sundet, som hun havde kjøbt for sine private Penge, befandt hun sig næsten ilde.

Hun havde i en sjælden Grad Blikket aabent for de Farer, Oprettelsen at store Børnehjem kan rumme, naar de ikke ledes i den rette Aand. Al Uniformering af Børnene var hende forbudt, og hun undgik stadig saa meget som muligt at fjærne dem fra det virkelige Liv og benyttede derfor stedse de større Børn som Mellemmænd mellem Børnehjemmet og Omverdenen, og den Takt og Punktlighed, hvormed Børnene som Regel besørgede deres Ærinder, vidnede noksom om, fra hvem de havde deres Vejledning. Men først og sidst indprentede hun dem, at Børnehjemmet var deres sande Hjem, hvor der altid var Plads ogsaa til dem, der var gaaede ud i Livet, og hvis Vej hun stadig fulgte med samme Kjærlighed som, da de var smaa. Hun frygtede ikke for uforbeholdent at gjøre de store Piger bekjendt med Livets Forhold og Fristelser, og hun udtalte stedse, at den Dyd, der alene beroede paa Uvidenhed, kun var slet bevendt og vanskelig vilde staa sin Prøve i kritiske Øjeblikke i Livet. Hun kæmpede for, at et naturligere Forhold mellem de to Kjøn skulde forberedes allerede ved Opdragelsen, og skjønt et Børnehjem just ikke kan siges at være det Sted, paa hvilket en Reform i denne Retning naturlig bør tage sin Begyndelse, optog hun i de sidste Aar flere mindre Drenge i Hjemmet, og hvad der end kan siges for og imod dette Skridt, saa meget er sikkert, at Frk. Schneider vilde have været den rette til at gjennemføre en saadan Foranstaltning saaledes, at den vilde have været til Gavn for alle Parter.

Da hun følte, at Børn, der udgaa fra Børnehjem - og hun betragtede stedse disse kun som en Nødhjælp i Stedet for gode Familiehjem - ofte trænge til i nogle Aar at uddannes under Forhold, der ganske ligne det virkelige Livs, anvendte hun de Rester af sin Formue, som hun ikke alt havde givet bort i velgjørende Øjemed, til at kjøbe en Landejendom, og hun. syslede i sin sidste Tid med Planer til der at indrette en praktisk Uddannelsesskole navnlig for Pigebørn, udgaaede fra hendes eget Børnehjem, en Plan, der nu vil komme til Udførelse efter hendes Død.

Hvad „Dansk Kvindesamfund” angaar, nærede hun megen Interesse for det, navnlig for saa vidt dets Bestræbelser for at forbedre Kvindernes Stilling i Samfundet gaa i praktisk Retning. Hun overværede af og til dets Møder, især naar Spørgsmaal som uægte Børns Stilling eller lign. forhandledes, og hun talte kort før sin Død om at melde sig ind som Medlem. Med megen Deltagelse hørte hun om Planerne til det Fæstekontor for Kvinder, som Kvindesamfundet i en nær Fremtid vil oprette, og hun erklærede sig villig til at stille sin store Erfaring til Raadighed, naar Spørgsmaalet om Kontorets nærmere Indretning forelaa.

Hun hørte med et Ord til de store Aander, hvem alle gode Foranstaltninger laa paa Sinde, og af hvilke vi herhjemme have saa daarlig Raad til at miste nogen. Men fremfor alt laa de mange Tusinder af Børn, der af Mangel paa Røgt voxe op under saadanne Forhold, at det ikke er vanskeligt at forudsige deres Skæbne, hende paa Hjærte, og man kan ikke slutte en nok saa Kortfattet Skildring af hende og hendes Betydning uden at rette en indtrængende Bøn til alle om at støtte det Børnehjem, som hun har skabt, og hvis Gjerning man sikkert vil søge at fortsætte ganske i hendes Aand