Om Forskjellen mellem Mandens og Kvindens Natur *).

Aabent Brev til Elisabeth Grundtvig,

Jeg stiler dette Brev til Dem, medens det sikkert har Ærinde til mange flere, fordi det er Deres Stykke „Erotik og Kvinder”, der har bragt mig til at skrive det. Da mit Arbejde ellers falder på andre Samfundsområder end det, hvorfor dette ærede Blad er Organ, og det således bliver måske både første og sidste Gang, at jeg her tager Ordet, bør jeg bemærke, at jeg er blandt dem, der ønske Kvindernes Frigjørelse og borgerlige Ligestilling, ikke blot for deres egen Skyld, men også for Mændenes og i det hele for Samfundets. Jeg er glad ved, at der er dem, der have taget det op som et Arbejde at virke herfor, men for mit eget Vedkommende er det kun rent lejlighedsvis, at et Stykke om denne Sag, således som nu ovennævnte, falder mig for Øje, Når jeg altså her agter at gjøre Indsigelse, saa vil jeg ikke hermed slutte mig til Deres øvrige Modstandere, og Indsigelsen betegner i ingen Måde en Samstemning med disse, men den fremkomme for at fremme den Sag, som De ønsker fremmet ved om muligt at bringe Dem og Deres Medarbejdere til at ændre noget i Deres Virksomhed, der i høj Grad vilde gavne denne Sag. - Og nu til Sagen!

De skriver (Side 35): „Thi endnu ere vi Kvinder her hjemme ikke blevne som Mænd, endnu er det sanselige Moment i Kjærligheden - skjøndt det ganske vist er, og må og bør være, til Stede også hos os, mere eller mindre bevidst - endnu er det ikke for os det væsentlige, Kjærligheden selv.” Mon De har tænkt over, hvilken Krænkelse De her tilføjer Mændene? Når De begynder denne Sætning med, at Kvinderne ikke ere blevne som Mænd, og når De slutter den med, at det sanselige Moment ikke for Kvinderne er det væsentlige, Kjærligheden selv, så er der ingen Mening i at læse dette anderledes end, at for Mændene er det sanselige Moment det væsentlige, Kjærligheden selv. En sådan åndsfornægtende, ubevist og ubevislig Påstand gjør kun Fortræd i en ellers så velment og velskreven Artikel som den omhandlede. De skriver jo dog i den Hensigt at få Kvindesagen fremmet; De er vel endvidere klar på, at dette hverken bør eller kan ske ensidig ved, at Kvinderne stille sig krigersk overfor Mændene, men ved, at Kvinder og Mænd i Fællesskab blive klar på, at således er det bedst. Hvorfor vil De da, at de Mænd, der ellers med Interesse og Tilfredshed følge Deres Fremstilling, skulle, når de komme til et Punkt som dette, blive ubehagelig berørt ved midt i en ellers sund og fremadskridende Tankegang at træffe en så uvederhæftig Påstand som denne, at for Mænd er det sanselige Moment i Kjærligheden det væsentlige, Kjærligheden selv; thi, var dette sandt, da stod det virkelig sørgelig til med tusinde Hjem, hvor nu Lykken bor. - Skjønner De ikke, at foruden, at De hermed krænker enhver Mand, der mener at stå i Forhold til „Kjærligheden selv” og kalder dette sit Livs Lykke, så gjør De stor Skade, om det lykkes Dem at få nogen gift Kvindes Tro herpå til at vakle, og så forstyrrer De Freden i mangt et Hjem, om De bringer voxne Børn til at se med de Øjne på sin Fader og med ynksomme Øjne på sin stakkels Moder, der alene havde „Kjærligheden selv”, og som hengivent er slidt op under Faderens Råhed og Hensynsløshed; desuden frister De måske mangt et ungt Menneske, hvem Deres Artikel falder i Hænderne, til at blive således, som De siger, at Mændene i Almindelighed ere, og endelig gjør De den vordende Brud - ikke blot alvorlig stemt overfor det Skridt, hun vil gjøre, og dette kan altid være godt - men, forsåvidt hun tror Dem - og De skriver jo da, for at man skal tro Dem til en Slags Martyr, der i sand Kjærlighed vies til - når det kommer højt - at forsøge at fortone den sanselige Kjærlighed hos hendes Brudgom i Retning af virkelig Kjærlighed. - Rejs til Romerkirken og se, hvilke Følger det har haft på Familielykke og hjemlig Fred, at Præsters og Nonners ugifte Stand og dermed følgende „renlivede Færd” kaster Skygge over Hjemmene, og at det kun daarlig bøder derpå, at man har indrettet et Brudevielses-Sakramente til at tvætte dette så godt, som det er muligt. Ægteskabet der nede er og bliver tilsølet, fordi der stiltiende forudsættes, at det dog vilde have været mere renlivet, om Ægtefolkene var forblevne ugifte. En Skygge glider hen over de to, der indgå Pagten; den breder sig, hver Gang Livets Alvor og Strid skulde bringe Ægtefolkene til des fastere at lægge Hånd i Hånd, den dukker tidlig op i Børnene, som snart få indprentet, at „Pater N”, og „Søster P”, ere mere rene end Far og Mor. Lad os ikke her i Norden få et Cølibat, hvor nogle finde Behag i at trone i den ædle ugifte Stand, medens nedenfor denne Piedestal Hjemmene vride sig under Forestillingen om Mændenes Lidenskabelighed og Konernes Lidelser. - Det er selvfølgelig ikke i denne Retning, at De ønsker, at Bevægelsen skal gå; men man bør ikke fortie Konsekvenserne af, at man fører Kampen for Kvindernes Frigjørelse og Ligestilling, som om det var en Kamp mod Mændene, hvad det jo slet ikke skulde være. Det vil langt snarere føre til Målet, når Kvinderne her ville gjøre fælles Sag med Mændene. Modstanderne ere ikke særlig i det ene Kjøn. De ere i begge, ligesom Udskejerne ere i begge; thi, tillad mig endnu at give Dem et lidet Ord til Overvejelse: jeg tror, De forvexler Optugtelsen med de medfødte Tilbøjeligheder. Det er ikke Optugtelsen igjennem Århundreder, der har bragt Kvinderne et større Fond af Sædelighedsfølelse - Arvelighed kan De da vel endnu mindre mene; thi som bekjendt arver en Datter ligeså godt efter sin Fader og en Søn ligeså godt efter sin Moder -; men det er ikke heller Optugtelsen; thi Moderen optugter jo ligeså vel Sønnerne som Døtrene; nej, det er ganske ligefrem den medfødte Drift, der er større hos Mændene end hos Kvinderne, og dette bliver aldrig anderledes, og deri er der sikkert heller ikke noget uskjønt; men deraf følger også, at en Sammenligning mellem Mænds og Kvinders Forhold til Sædeligheden ikke kan føres som en plat Parallelisme, så at man vilde sige, at først da var Kvinderne sunkne ligeså dybt som Mændene, når der var ligeså mange af dem, der drev Utugt som af Mændene. Skete dette, da var efter min Mening Kvinderne sunkne endnu dybere. - Dette må dog ikke misforstås således, at jeg skulde mene, at den enkelte Kvinde skulde være falden dybere end den enkelte Mand. Faldet er lige stort for den enkelte; men i det Samfund, Kvindernes Samfund, der trods disses naturlige, gunstigere Modstandsvilkår, afgav ligeså mange faldne som det Samfund, hvor Fristelsen kan være stærkere, måtte det stå dårligere til med Optugtelse og god Tone. Der bliver noget skjævt i det, når man vil gjøre absolut lige, hvad der dog er forskjelligt. Jeg for mit Vedkommende tror, at der egentlig talt er lige stor Sædelighed i Kvindekjønnet og i Mandkjønnet, når alle Forhold tages i Betragtning; der er ingen Grund til, at det skulde være anderledes; thi Arveligheden er fælles og Optugtelsen ligeså; men Usædeligheden ytrer sig på ulige Måde. Medens mange Mænd plat falde for deres Naturdrift, saaledes er der mange Kvinder, der ved deres Koketteri og Lyst til Kurtiseren gå deres naturlige Tilbøjeligheder ligeså nær; og ligesom hine Mænd lægge an på at forføre Kvinder, således indgive de nævnte Kvinder Mændene en Gift, der så atter gå ud over deres Samfundsfæller. - Derfor vilde jeg opfordre dem, der ville virke for Sædeligheden, til ikke at trække Skjellet mellem Mænd og Kvinder, men trække det tværs igjennem de to Samfund. Styrke og Skrøbelighed følges gjærne ad; Kvinderne have en Styrke i deres Livfuldhed, og deres Svaghed ligger så i Faren for at lade denne spille tomt Spil i Koketteri; Mændenes ejendommelige Styrke ligger derimod i det „stærke” i deres Kjærlighed, og Faren ligger så for dem i at lade den blusse vildt; men, når jeg nu vender mig til mit vante Arbejde - mest med den mandlige Ungdom -, skal jeg vel vogte mig for at mistænkeliggøre Kvindernes Livfuldhed, hvilken Mændene ligeså lidt kunne undvære, som Kvinderne det stærke i Mændenes Kjærlighed. Medens Kvindernes hengivne Kjærlighed er forunderlig skikket til at bære store Byrder, så er Mændenes stærke Kjærlighed skikket til at overvinde Hindringer og bane Vej, som for Ex. ved at udtale Ordet, når Mand og Kvinde mødes.

I Juni 1887.

*) Denne Artikel tilstilledes Redaktionen i Juli Maaned, men for sent til at blive optagen i det foregaaende Hæfte.