Haabløst.

Faa har for meget, mange for lidt. Det gælder om det Arbejde, som udføres for at opnaa bedre Samfundsvilkaar for Kvinden; og vil danske Kvinder vedblivende saaledes lade de enkelte slide sig op og selv ligge paa den lade Side, saa fortjene de heller ikke at blive fri Kvinder i det sociale Liv, fri Kvinder i Kommune og Stat.

Hvad tager den fangen denne vanartede Kvindeslægt, som ikke bryder sig om sin egen Frelse, ikke bryder sig om at faa alle de Baand løsnede, som holder dem fangne i tomme Konveniensformer, ikke higer efter at forlange af Kommune og Stat at give Love, som give dem Ret til at arbejde paa alle Felter, saa de, om de gider være det, kan blive økonomisk uafhængige af Manden.

Er det Ligegyldighed, er det Fornemhed, er det Overforfinelse, er det dette behagelige materielle Velvære, som mange gifte Kvinder har opnaaet, idet de lade Manden slide sig op for at skaffe sig det, er det fordi de som den stavnsbundne Bondemand saalænge har været under Mandens Aag, seende op til ham som en Guddom, der uddelte milde Gaver til dem, der sad inde med Magten over dem, den de var vant til at underkaste sig, at den Frihedstrang, som Gud ogsaa har nedlagt i Kvindens Sjæl, blev dræbt? Jeg ved det ikke, men min Mening er det, at det dog er Kvindens egen Skyld, naar hun ikke har Vilje og Kraft til at bryde med alt dette; thi hun har i den Tid, siden Danmark fik sin Grundlov, indaandet og levet i en Frihedsluft, som ikke kan have undladt at sætte Spor i hendes Tanke- og Sjæleliv; hun har set Fremskridtsstræben paa alle Omraader; og skulde det da ikke ligge nær at anstille Betragtninger over den usle Plads, hun - Kvinden - indtager i Samfundet? Jo tilvisse! Og den naturlige Følge heraf var da at "arbejde paa sin egen Frigørelse".

Forleden var der Medlemsmøde i Kvindevalgretsforeningen; der var skrevet offenlig om, at denne Forening ikke lod høre fra sig; der var spurgt af mange: Skal vi ikke snart have et Møde? Og dog mødte langt fra alle Medlemmerne.

Da Foreningen skulde dannes, hørte man Udraab som disse: Ja, det er netop udmærket at faa en saadan Forening! Ja, det interesserer jeg mig levende for, og saaledes henad Landevejen; men hvor er Interessen henne? At gemme den i Dragkisteskuffen støtter ikke Arbejdet for at opnaa Valgretten, og man fristes til at tænke paa de10 spedalske, som blev helbredte og hvoraf kun en eneste erkendte, at han var bleven det. Sammenligningspunktet er dette: 10 sagde, at de gerne vilde have den Valgret, men kun en af dem mente det alvorligt. Og denne ene vil jeg atter ligne ved den lille, trofaste Flok, som staar fast, og som slutter sig tæt op til Arbejdet for Valgret og for alle andre Fremskridt Kvinden vedrørende; - den skal have Tak, og det var ogsaa den, der var mødt hin Aften til Kvindevalgretsforeningens Medlemsmøde paa Østergade 15.

Af Indbyderne saa man ingen; det er dog ikke nok at give sit Navn til, - det er dog ikke saa svært at overvære et Møde og give sin Skærv til Diskussionen.

Gid de intelligente Kvinder, som kunde lægge et vægtigt Lod i Vægtskaalen for at fremme Arbejdet i deres egen Sag, ikke vilde holde sig tilbage som de gør det. Det er godt at arbejde som Literater, Musikere, Kunstnere m. m., men det forhindrer jo ikke, at de kan arbejde i Kvindesagen, give deres rige Evner i Tjenesten for at skaffe dem selv og deres Søstre en menneskeværdig Stilling i Samfundet; de kan godt tage Exempel af de fagarbejdende Kvinder, der er mange af dem, der foruden deres daglige møjsommelige Slid udføre en stor Gerning i Kvindesagen. (Om ønskes kan gives Beviser herfor).

Ja, vort Arbejde er "haabløst", hvis vi skal vedblive at savne den "Hjælp og Støtte", det "Samarbejde" med Massen af vore Søstre som hidtil, - og jeg siger, det er de intelligente Kvinder, som maa bære Skylden, Ansvaret herfor - og jeg ender som jeg begyndte: Faa har for meget, mange har for lidt Arbejde i Kvindesagen.