Den unge "blødagtige" Slægt.
Vi Smaafolk paa Landet faa i disse Tider, til Dels ogsaa gjennem "Kvinden og Samfundet", en stærk Følelse af, at det er store og for Kvinderne betydningsfulde Spørgsmaal, der bevæge Tankerne og tage Interessen hos Kvinderne i den finere Verden.
Hos os, blandt Kvinderne i den jævne Bondestand, er ikke endnu naaet en saa fremskreden Udvikling, saa her sættes saa store og indviklede Spørgsmaal som Sædelighedsspørgsmaalet under Forhandling. Der er det, der ligger os nærmere. Dog "forhandle" gjør vi sjælden alligevel; de yngre Kvinder gaa, som de ældre gik før dem: i Stilhed, arbejde, tie og - der er vel dem, der lide. Paa dette Felt foregaar Udviklingen ikke med stærke Skridt.
Vi yngre høre dog ikke saa sjælden Udtalelser om den nuværende unge Slægt, der gaa i Retning af at give den Skudsmaal som blødagtig, blodfattig, marvløs o. s. v. Der kan vel være noget i disse Udtalelser; den yngre Kvindeslægt, i alt Fald paa Landet, skal saa vist ikke rose sig af Styrke, hverken i den ene eller den anden Retning, hverken i legemlig eller aandelig Henseende. - Men som alt andet saa har dette vel ogsaa sin Grund, og ville vi vide denne, saa faa vi nok at se, at der er adskillige gyldige Grunde til, at Tilstanden er, som den er, og det vilde være underligt, om den var anderledes.
Dog ville vel nok Svarene paa Spørgsmaalet lyde lige saa forskjellige, som der er forskjellige Livsvilkaar iblandt os.
Det er og har været en Brydningstid mellem den ældre og yngre Slægt. Hvilke ere vel de Kaar, hvorunder den nuværende unge Kvindeslægt er voxet op? Jeg taler ikke her om Fattigfolks Kaar, hvor et økonomisk Tryk har lagt sin tunge Haand over alt, men om de almindelige ydre Livsforhold, hvorunder den største Del af Landbefolkningen lever.
Hvilke ere de Forestillinger, som de unge Piger fra første Færd af faa af den ældre Slægt? Ja, de ere egentlig ikke mange. Her tales ikke meget, især om Forestillinger eller Ideer, men, hvad der siges, hvad der er nedarvet fra Slægt til Slægt, - det falder med Vægt.
I store Træk kan det hele sammenfattes i dette: vær - god - og tag Dig ikke andet for end, hvad den ældre Slægt finder rigtigt. Ja ved passende Lejlighed allerede i 13-14 Aars Alderen kunne de unge gjærne faa følgende Leveregel med paa Vejen: Dine Indbildninger gjælde til Vandsbæk, men, vil Du have det godt, saa er en god Bondegaard det solideste, der er til i denne Verden.
Stille, blid, blød og føjelig, uden Vilje, uden Fordring til nogen eller noget som helst skal en ung Pige være, ellers er hun ikke - god. Har hun Oppositionstanker, har hun medfødte Anlæg til at ville gaa sin Gang, følge sit eget Hoved, sit eget Hjærte, saa hører hun til den Slags Menneskebørn, som det er en gjennem Slægtled grundmuret Mening, at der skal tages haardt paa. Hun skal lære, at Verden er ikke saadan, som hun indbilder sig den, hun skal lære, der er noget, der hedder Pligt, hun skal lære, hvad hun skylder den ældre Slægt, og hun skal lære, at det er ikke hendes Tanker, der skulle styre Verden. - Den unge Slægt skal tvivle. Hun faar Seletøj paa for at blive god - blød. De unge Mænd have det for saa vidt lettere, som det ikke rent ud fordres af dem, at de skulle være - gode og intet ville. Det er en uomtvistelig Selvfølge, at de skulle "lære noget", at det er tilladt for dem at "lære noget", om de ville. Det er bare det, Kvinderne skulle hjælpe sig foruden.
De unge Piger komme ind i en Udvikling, som er alt andet end sund, hvor alt det bryder og gjærer, som de ikke kunne faa til at forene sig. De ere bundne, holdes bundne og føle sig bundne af de mange Baand, der ere lagte om dem, paa den ene Side Lydigheden, Pligten mod den ældre Slægt, og Pligtfølelsen er endnu stærk hos den jævne Landbefolkning, paa den anden Side Længslen, Trangen til at gaa sin egen Gang.
Der er vel dem, der komme uskadte ud af Striden; hos andre har Pligtfølelsen overtaget, og de overgive sig helt: tage Livet, som den ældre Slægt tilbyder det, de blive tidlig gode, - bløde. Andre fortsætte i den Udvikling, der er begyndt paa; der er stærke Kræfter paa begge Sider, men de ville forene og forsone de stridende Kræfter, og da bliver den stærkeste Drivkraft, maaske gjennem et helt Ungdomsliv, en indre, maaske ubevidst, men uimodstaaelig Trang til at overvinde alt sit eget, en uimodstaaelig Trang til Lidelse, og - de overvinde sig selv: Ungdomsfriskheden, Ungdomsmodet, Ungdomslængslen, Ungdomshaabet, - de ømmeste Baand briste; den Pligtfølelse, som den ældre Slægt har nedlagt i den unge, har sejret, - Maalet er naaet, - Slægten er bleven god, - blød. Saa staar den der da ved den Alder, da den selv skulde overtage Livsgjerningen, men Slægten er bleven - blødagtig, uden Kraft, uden Livsmod, begge Dele ere opbrugte, Slægten er - træt.
Jeg tror, der er mange, mange Kvinder blandt den yngre Slægt, der ville sige til den ældre: tal lidt sagte om den blødagtige, marvløse Slægt. Den yngre Slægt vil med Naturnødvendighed følge de Veje, som den ældre har afstukket Grænserne for; ere disse snævre, da ville Livskaarene blive tunge, trange; ere de rummelige, saa et frit naturligt Menneskeliv kan trives der, da er der Haab om en Slægt, der har Viljestyrke og Kraft til at leve et virksomt og daadskraftigt Liv. Og fremfor alt, lad de unge Piger, der nu voxe op, faa lige Kaar med deres Brødre, lad deres Trang til at kjende den Verden, de leve i, blive imødekommet, lige saa vel som deres Brødres, inden Ungdomsdagene ere gaaede bort, og lad ikke deres Pligtfølelse mod den ældre Slægt blive et tungt, trykkende Baand, der ikke brister, før alle de Baand ere bristede, d er binde et Menneske til Livet og give Livet sit Værd. Udby ved Stege.