Et Par Ord i Anledning af Forhandlingen om det sædelige Lighedskrav.
Ved det den 14de November afholdte Fællesmøde for „Dansk Kvindesamfund” blev det med megen Dygtighed og Varme gjort gjældende, at Forhandlingen om det sædelige Lighedskrav er ubetimelig, fordi det er noget, der ikke kan forhandles om. I hvert Fald føres Forhandlingen ikke paa lige Vilkaar og er af den Grund værdiløs.
Hertil kan nu for det første svares, at, selv om Sagen ikke antages at egne sig til videre Forhandling, da er det ikke dermed givet, at Frøken E. Grundtvigs Foredrag om dette Æmne var enten ubeføjet eller ubetimeligt. Det lykkeligste Forhold imellem Mand og Kvinde er Gjenstand for Drøftelse i Litteraturen, den hidtil bestaaende Ordning angribes paa mere og mindre utilsløret Maade. Det er en Selvfølge, at Kvinden er berettiget til at have og udtale en Mening om en Sag, hun er Part i, og som er af afgjørende Betydning for hendes Liv. Og det turde da ogsaa være en Selvfølge, at, naar der findes et særligt Kvindeblad, da kan dette ikke med Føje lukke sine Spalter for Udtalelser om, hvad Kvinder tænke og føle om et af Kvindens og Samfundets vigtigste Anliggender. Selv om der ikke var Spørgsmaal om andet end en fra en enkelt Kvinde, men med saare mange Kvinders Tilslutning, fremført begrundet Indsigelse imod en vis Strømning i Litteraturen, da synes det mig, at en saadan Sag er selvskreven til at komme frem i et Kvindeblad.
Men, vil man sige, dette Blad har sin begrænsede Opgave deri, at det udgives af „Dansk Kvindesamfund”, og at det er Organ for Kvindesagen. Imidlertid har jeg den Opfattelse, at, naar „Dansk Kvindesamfund” udgiver et Blad, da er Meningen netop den, at Kvinderne ville sikre sig, at der i det mindste er ét Blad, hvor de have Adgang til at faa sagt, hvad de ønske at sige. Dette er for mig Hovedsagen. Naar jeg i sin Tid opfordrede Frk. Grundtvig til at lade sit Foredrag trykke her i Bladet, da skete det ikke paa Grund af noget personligt Ønske hos mig om at faa den Sag frem, men fordi jeg vidste, at det var mange kvinders Ønske. Kvindesagen bestaar ikke blot i nogle faa, bestemt formede Reformkrav, men overhovedet deri, at Kvinderne faa Lov til at tale med om og øve Indflydelse paa alle deres egne og Samfundets Anliggender. Bladet vilde vel ogsaa snart gaa ind paa Grund af Kjedsommelighed og Mangel af Læsere, hvis det skulde indskrænke sig til atter og atter at tygge Drøv paa nogle enkelte Spørgsmaal, som Flertallet al dets Læsekreds forud i Hovedsagen er paa det rene med. Den Skæbne kunne kun dets Uvenner ønske det.
Saa siges der: Sædelighedsspørgsmaal egne sig ikke til offentlig Forhandling. Det er en Opfattelse, jeg forstaar, at man kan have, naar man antager, at Sædelæren ikke bør bygges paa Grunde, men alene paa Autoritet, være sig en aabenbaret Religions eller en af Naturen indplantet Følelses Autoritet. Men antager man, at Sædelæren bør hvile paa, eller endog blot, at den kan støttes af Fornuftgrunde, da bør man ikke nære Tvivl om, at sædelige Spørgsmaal baade kunne og bør forhandles offentlig.
Men „Tiden er ikke kommen, Ordet er ikke frit, der er ikke lige Sol og Vind for de forskjellige Anskuelser.” Dette sidste er rigtigt, og jeg skal ikke lægge Skjul paa, at jeg ogsaa af den Grund har haft ikke ringe Betænkeligheder ved den hele Sag. Det ligger saa nær at sige: Frk. Grundtvig angriber Meninger, som man ikke kan forsvare uden at lide Skade paa sit gode Navn og Rygte, ja maaske paa sin hele borgerlige Stilling. En Forhandling, hvor Munden er lukket paa den ene Part, er - Spilfægteri. Men er det nu ogsaa saa, er Munden lukket paa dem, der hylde radikale Meninger med Hensyn til Kjønsmoralen? Ingen, der følger med i Litteraturen, tør paastaa dette. Hvad der kan siges, er kun, at de, der fremsætte radikale Meninger, som oftest ikke tale rent ud af Posen, men de halvkvædede Visers Mening kan dog ikke undgaa noget opmærksomt Øre. Frk. Grundtvigs Foredrag er en Opfordring til dem, der ikke blot hylde, men ogsaa offentlig fremsætte saadanne radikale Meninger, om nærmere at gjøre Rede for og begrunde disse. En saadan Opfordring synes mig fuldt berettiget. Vil man offentlig bekæmpe bestaaende Samfundsindretninger, da kan det med Føje kræves, at man ogsaa har Mod til at sige sin Mening helt ud. Tør eller vil man ikke det, da har man jo Lov at tie stille. Men hvad nogen offentlig har sagt, det maa han eller hun ogsaa kunne kræves offentlig til Regnskab for. Er der saa Misforstaaelser, kunne de jo berigtiges.
Dog, jeg vender tilbage til Hovedindvendingen, den, at der for de forskjellige Anskuelser ikke er lige Vilkaar. Dette er sandt. Men vilde man vente med at forhandle en Sag, indtil dette blev Tilfældet, da vilde det gaa en som Bonden, der stod og ventede paa, at Aaen skulde løbe bort. Særlig gjælder dette om sædelige Spørgsmaal. Den, der angriber almindelig antagne Meninger om sædelige Spørgsmaal, maa finde sig i ogsaa at møde anden Modstand end Grunde. Samfundet har en vis Ret til at værne om, hvad det anser for sit sædelige Grundlag. Der er en Skærsild, som alt nyt maa gjennemgaa. Den, der slet ikke vil tage noget af Martyriet, maa én Gang for alle give Afkald paa at være Reformator. Og naar man ser, hvad tidligere Tiders Mennesker have ofret for deres Overbevisning, kan det dog ikke nægtes, at i alt Fald den, der er økonomisk uafhængig, i vore Dage slipper ret billig, naar han forsvarer ilde sete Meninger. Og det skulde da være underligt, om der ikke blandt dem, der nære radikale Meninger om Kjønsforhold, skulde findes nogle økonomisk uafhængige Personer. Desuden har man jo Anonymitetens Ret; at benytte denne til personlige Angreb er lidet værdigt og sømmeligt, men jeg vilde i alt Fald ikke fortænke nogen i, om han benytter den til at give en begrundet saglig Fremstilling af Meninger, som han anser for rigtige, men som han ikke kan fremføre under Navn uden at udsætte sig eller andre for alvorlig Ulempe. Jeg kan tilføje, efter derom at have forhandlet med „Dansk Kvindesamfunds” Styrelse, at heller ikke her i Bladet vil Anonymitetens Brug i saadanne Tilfælde være udelukket.
I hvert Fald er det en meget overdreven Paastand, at der ikke kan forhandles om det sædelige Lighedskrav. Ved det sædelige Lighedskrav forstaar jeg Kravet om, at Mands og Kvindes Handlinger paa det kjønslige Omraade skulle bedømmes paa samme Maade, maales med det samme Maal. Herom er der jo her i Bladet ført en Forhandling imellem Frk. Grundtvig og Hr. Poul la Cour, og jeg ser ikke rettere, end at denne Forhandling ogsaa har ført til en vis Forstaaelse om og Klargjørelse af Spørgsmaalet.
Grænserne for, hvad der til enhver Tid kan forhandles, offentlig, ere flydende. Jeg tror, at det vilde være et stort Gode, om der kom mere Lys over Forhold, som Fortidens Mennesker have ment at burde skjule under et syvfoldigt Slør. Idet Frk. Grundtvig, Fru Aggersborg og Frk. Sannom her i Bladet have udtalt sig mere frit om Kjønsforhold, end det tidligere har været anset for passende for Kvinder, tror jeg, de have gavnet Fremskridtets Sag uden Hensyn til, hvad man ellers maatte dømme om deres Anskuelser. Det er et Fremskridt, at Grænserne for, hvad der kan udtales om disse Forhold, udvides. Ad den Vej naar man efterhaanden til ogsaa at kunne fremsætte frit de mere radikale Meninger. Den, der forsvarer alment antagne sædelige Meninger med Grunde, baner Vejen for den, der angriber dem med Grunde. Thi ved at forsvares med Grunde drages en Anskuelse ud af det Uangribelighedens Panser, som Autoritetstroen omgiver den med. Paa den anden Side yder Autoriteten i vore Dage ikke nogen ubetinget Betryggelse. Og netop de Samfundsindretninger, der hvile paa den fasteste Grundvold, ere daarligst tjente med, at Kritiken, Tvivlen, Angrebet hindres fra at komme til Orde. Ad den Vej øges Tvivlen, hvor den findes, og vækkes maaske, hvor den ikke fandtes. Det bestaaendes Venner og Forsvarere maa da - om de ellers nære Tillid til deres Sag - netop ønske, at Angriberne faa Lov til uhindret og helt ud at fremsætte deres Indvendinger.
Men skjønt jeg altsaa antager, at en Forhandling om disse vanskelige Æmner her i Bladet er fuldt berettiget, mener jeg ganske vist, at Hovedvægten i Kvindebevægelsen nu og gjennem lange Tider maa lægges paa et andet Omraade. Det er Kvindens økonomiske Selvstændighed, hendes Evne til fuldt ud at kunne sørge for sig selv, der efter min Opfattelse danner Grundlaget for Kvindens Ligeberettigelse med Manden. Har hun først erobret denne Skanse, da vil ogsaa det sædelige Lighedskrav blive gjennemført, for saa vidt det overhovedet kan gjennemføres. Men da der jo allerede findes mange Kvinder, der besidde den økonomiske Selvstændighed, er Forhandlingen om dette Kravs Berettigelse heller ikke uden praktisk Betydning for den nærværende Tid. Og hvilke Synspunkter man end hylder i denne Sag, om ét burde man dog fra de forskjellige Sider kunne enes, i Ønsket om:
Mere Lys!
