Dragtreformen.

Fra Norge. Den norske Professor L. Dietrichson har udgivet en lille Række Foredrag om „Mode og Dragtreform”, som jeg vil anbefale kvindelige Læsere. Bogen er ret lystelig at se til samt god at faa Forstand af. Den fortæller livlig om Dronning Mode og hendes Tyranni - et Stykke Verdenshistorie, som særlig angaar Kvinderne, for er der nogen, der har været og er Modens Slaver, er det nok dem. Skaden er gammel, men hvor gammel? Prof. Dietrichson gaar desværre ikke længer tilbage end til Middelalderen, men den stammer sikkert fra en ældre, maaske endog den antediluvianske Tid. Heine i det mindste mener, at den alt begyndte i Paradiset, hvor, som han fortæller, „Slangen docerede Filosofi for Eva, indtil hun „mistede sin Uskyldighed, sin naive Umiddelbarhed og fandt, „at hun var altfor nøgen for en Person af sin Stand, Stammoder til saa mange fremtidige Konger og Kejsere- og hun „forlangte en Kjole. Rigtignok kun en Kjole af Figenblade, „eftersom de Lyoner Silkefabrikanter endnu ikke var skabte, og „der i Paradiset hverken var Dameskrædderinder eller Modehandlerinder - hvilket Paradis! Men mærkeligt er det, at, „ligesaa snart Kvinden kommer til tænkende Selvbevidsthed, „er hendes første Tanke: en ny Kjole!”

For Rigtigheden af denne Forklaring om Modens Oprindelse maa Heine staa til Ansvar, men saa meget er vist, at det blev ikke ved den ene ny Kjole. De ny Kjoler og de ny Hatte - kort sagt de ny Moder formerede sig og blev talrigere end Sandet paa Havets Bred. Paa advarende Røster og straffende Tiltaler blev der heller ingen Mangel, men Frugterne? Det var halvottende hundrede Aar før Christi Fødsel, at Jehova gjennem Profeten Esaiass Mund tilraabte Jerusalems Døtre: „Jeg hader jeres Sminkekrukker og jeres Fodlænker!^” Og hvad hjalp det? I Aaret 1877 e. Chr. F. lænkede Kjøbenhavns Døtre atter deres Fødder sammen, og i 1887 sminke de ikke blot sig selv, men ogsaa deres uskyldige Børn.

Modens Aag hviler tungt paa Kvinderne den Dag i Dag. Tungest hviler det paa de bedste af dem, paa dem, der arbejde, af hvem Samfundet forlanger, at de skulle „se ud som andre”, og som derved sættes i en Skat, de vilde have været næsten helt fri for, om de var Mænd. Der er ingen Tvivl om, at mange af dem lønlig sukke efter at kunne afkaste dette Aag.

Men er der Haab om, at dette nogensinde vil ske? Mon ikke Modens Udvæxter have langt dybere Rødder, end man ved et løst Blik skulde antage? Ligger det ikke i Kvindens Natur at smykke sig, at søge at vække Behag ved afvexlende Pynt; kort sagt, er denne Tilbøjelighed ikke en Del af selve Kvindeligheden?

Her er det, Prof. Dietrichsons Bog melder sig med et Bidrag til Besvarelsen. Den fortæller os nemlig, at Mændene i tidligere Tider have været akkurat lige saa underdanige under Modens Tyranni som nogen Pariser dame. Der har ikke været nogen Kvindemode saa urimelig, at jo Mændene have stukket den ud. Damerne have haft Chignoner - Herrerne Allongeparykker; Damerne have lænket deres Støvler sammen - Herrerne have baaret Sko med Snabler saa lange, at de maatte bindes ved Bæltet; Damerne have haft Pocher, Krinoliner, Tournurer - Herrerne Pludderhoser med 200 Alen Tøj i, o. s. v. i det uendelige. Og nu!! - Man sammenligne nu en Modeherre i sin sorte Selskabsdragt - Civilisationens Nationaldragt, som man har kaldt den, - med f. Ex. en første Elsker fra Valdemar Sejrs Tid, om hvem det hedder:

„Hans Klæder var skaarne i Blommer og Roser,

Vel fire Farver var i hans Hoser”,

og man vil se, hvilken skjøn Sejr den mandlige Fornuft har vundet.

Naar Manden har gaaet en saadan Kamp igjennem med Ære og Held, hvorfor skulde Kvinden da ikke ogsaa kunne gjøre det? I vore Dage have Kvinderne jo rejst sig som én Mand, de erklære, at nu ere de komne til tænkende Selvbevidsthed, og en af deres første Tanker er: en ny Dragt - en Reformdragt. Ville de faa den? Ikke formaster jeg mig til at give et endeligt Svar paa dette Spørgsmaal, men med Prof. Dietrichsons Bog i Haanden kunde jeg have Lyst til, brugende et ikke længer ubekjendt Udtryk, at tilraabe Kvinderne: „Ville I ind i Frihedens og Fornuftens Paradis, da maa I blive som Mænd, thi paa dette Omraade ere Mændene naaede videst!”

Nykjøbing i Oktober 1887.

Ville Højberg.

Fra Sverrig kommer der stadig ny Efterretninger om, hvor godt det gaar med denne Sag. Det er af stor Betydning for den, at den har en nidkjær og dygtig Talsmand i en af de kvindelige Læger, Frøken Karolina Widerstrøm.

For nogen Tid siden indledede Frk. Widerstrøm i det svenske Lægeselskab en Diskussion om Dragtreformforeningens Modeller til Kvinde- og Børnedragter - selvfølgelig her betragtede kun fra det hygiejniske Synspunkt. Det er en Fornøjelse at se, med hvilken hjærtelig Tilslutning hendes Foredrag blev mødt. Den ene Læge efter den anden stod op og dels bekræftede hendes Udtalelser, dels fremdrog ny Momenter til Belysning af Sagens Vigtighed. Særlig kunne fremhæves Udtalelser af Dhrr. Sandahl og Levertin. Dr. Sandahl kunde ikke varmt nok paalægge Lægerne, at de hver i sin Kreds anvendte deres Indflydelse paa navnlig at skaffe Børnene fornuftigere Dragter, en Pligt, som de desværre jævnlig oversaa. Han maatte bekjende, at han end ikke havde lagt Mærke til, hvor uhensigtsmæssig hans egne Børnebørn var paaklædte, før en Gymnastiklærerinde gjorde ham opmærksom paa det. Dr. Levertin paapegede, at den hos Pigebørn saa almindelige Hovedpine jævnlig skyldes Muskelbetændelser i Halsen og Nakken, idet disse Legemsdele var utilstrækkelig bedækkede, en Fejl, som Reformdragten bødede paa. - Mod Snørlivet - ikke blot det stramme, men ogsaa det løstsiddende - nedlagdes de kraftigste Indsigelser. Kun en af de tilstedeværende Læger ytrede en Tvivl om Dragtens Praktiskhed; han mente, den vilde blive for dyr. Hertil kan svares, at Kvinderne ere saa opøvede i huslig Økonomi, saa de nok skulle finde paa at indrette sig saa billig som muligt.

Fra Danmark. Efter at „Dansk Kvindesamfunds” lille Bog om Dragtreformen *) alt har været i Handelen et Fjerdingaar, turde det ikke være for tidligt, om Samfundets eget Blad gav den en lille Omtale. At rose den vilde være mindre passende, men det behøves heller ikke. Naar en Autoritet som Dr. W. Meyer medgiver den sin varme Anbefaling, er det sikkert Garanti nok for Sagens vigtigste Side, Sundhedssiden. Den anden Hovedside, den praktiske, maa Læserinderne selv dømme om, og de have dømt: alene ved Henvendelse til „Dansk Kvindesamfunds” Kontor er der allerede solgt omtr. 700 Exemplarer.

Derfor blot et Par Ord om Reformen selv. Som enhver sund og livskraftig Stræben begynder den indenfra; idet skjulte vindes de største Sejre, thi her ere de værste Fjender. Der er to, som ere de farligste, de mest sejglivede. Den ene har sine Tilhængere mest i de højere Klasser og især blandt de unge: det er Snørlivet, baade det stramme og det løse. Den anden har sine Tilhængere mere i Arbejderklassen, mest hos Bønderne og især blandt de gamle: det er de mange og tunge Skjørter. Den første er endda ikke slem at faa Bugt med; man skal blot tage Mod til sig, „gjøre Sæt”, som Jyden siger, resolut kaste det af og erstatte det med Reformlivet eller det svenske Underliv. Naar man saa blot gjør dygtig Gymnastik, ror, gaar ordentlige Ture, spiller flinkt Lawn Tennis - eller ogsaa rører Farce og skurer Gulv, skal man snart mærke, hvilken Lettelse man skaffer sig selv. Den anden Fjende, de tunge Skjørter, er det naturligvis vanskeligere at blive af med, især for ældre. Men med tilbørlig Forsigtighed er der slet intet i Vejen for at ombytte dem med den udmærkede Opfindelse: det delte Skjørt. Man vil hurtig erfare, at den ligelige Varmefordeling over hele Kroppen ikke blot er behageligere, men ogsaa sundere.

Tænk, hvor arbejdsdygtige Kvinderne skulle blive, naar de blive af med Snørlivet og faa delt Underbeklædning. Men Sundhedshensynet er naturligvis det første og det sidste; her er en Pligt at iagttage. Dr. Meyer siger med Rette: Den Sandhed, at ethvert voxent Menneske staar til Ansvar for sit Legeme saa vel som for sin Sjæl, har langt fra trængt stærkt nok igjennem, ellers vilde Kampen mod den moderne Kvindedragt ikke støde paa Vanskeligheder.

Enhver Kvinde bør eje Bogen og bør foretage de Rettelser og Tilføjelser i den, hvis Værd hun har erfaret. Skjønt den indeholder en Mangfoldighed af Oplysning - lige indtil Vaskeanvisning for Normalstof - har den naturligvis sine Mangler; hvilket Menneskeværk har ikke det? Det havde f. Ex. vist ikke været af Vejen at medgive et Metermaal; alle Størrelser i Bogen anføres i Centimeter; men det almindelige Maal i vore Hjem er dog Alen. Men alt sligt kan jo rettes i en ny Udgave. Gid den første da snart maa blive udsolgt!

Acton.

*) „Om Sundheden og Kvindedragten” af Læge I. Frisch; med Forslag til en Dragtreform af H. D. Bogladeprisen er 50 Øre, men ved Henvendelse til „Dansk Kvindesamfunds” Kontor faas 20 Exemplarer for 7 Kr. 50 Øre.