Jenny Lind-Goldschmidt,

1820 6/10 - 2/11 1887.

Af alle Videnskaber staar den højest, hvis Gjenstand er enkelte Mennesker - store Aander -, af alle Kunster den, som har til Formaal at gjøre denne Videnskab til levende, anskuelige Billeder. Men der er heller ingen Videnskab eller Kunst, der har saa store Vanskeligheder at overvinde. Hvad i Alnaturen har saa rigt et Indhold, saa vexlende en Historie som det kultiverede Menneske? Og hvilken umaadelig Fylde naar ikke dette Indhold og denne Historie hos de store Genier og de helt udviklede Talenter? Hvorledes udforske en saadan Menneskesjæl, hvorledes finde Nøglen til dens Allerhelligste, hvorledes bestemme Axen, hvorom dens Livs brogede Mangfoldighed bevæger sig, Kjærnepunktet i dens Virken? Hvor hjælpeløs kan ikke Psykologen staa allerede lige overfor dette Hovedspørgsmaal! Og hvorledes saa fæstne dette møjsommelig erhvervede, yderlig subtile Materiale i visne Ord paa det kolde Papir? Med Nød og næppe opnaar et enkelt kritisk Talent dette Maal, naar det handler om en Aand, hvis Livs Udbytte foreligger i haandgribelige menneskelige Aktstykker; men hvorledes udgrunde det fremstillende - sceniske og musikalske - Genis fine Sjæleliv, hvis for længst standsede Virken var som Solstraalerne i Minuttet, nu for Publikum et halvglemt Navn og for den sympatiske Kritiker som Sporene af Duft i en Buket af tørrede Blomster.

I.

De bedste Bidrag til Forstaaelsen af Jenny Linds ejendommelige Personlighed og flygtige Livsarbejde ere fremkomne fra dansk Side i en Udtalelse af Fru Johanne Hejberg og i en Artikel af Nordens store Kritiker - som jeg tror. Kun som Tillæg hertil kan jeg opfylde den ærede Redaktions Anmodning om i største Hast og i et fremmed Sprog at gjengive det ydre Omrids af Jenny Linds Liv og at meddele et Par Oplysninger om hendes Personlighed og hendes geniale Evner.

Det vilde sikkert ikke have været uinteressant at erfare lidt om Jenny Linds Forældre (Faderen var Fabrikant i Stockholm), men om dem vide vi næsten intet; af et Par Ord i et Brev fra hende kan man dog maaske slutte, at hun stærkt har slægtet sin Moder paa: fra denne maa hun have arvet sin Begavelse og sine asketiske Tilbøjeligheder; i alt Fald har hun modtaget stærkest Indtryk fra hende. „Min Moder”, skriver hun, „forsørgede mig ved sit eget Arbejde og sine Talenter; hun, ligesom jeg selv, nærede den største Afsky for alt, hvad der hed Theater.” Som hos alle musikalske Begavelser ytrede hendes Anlæg sig meget tidlig; der fortælles saaledes om hende*): „Naar hun i sin spæde Alder kom i den hæftigste Graad, var man bestandig sikker paa at berolige hende ved at lægge hende paa et Klaver, hvor hun da trøstede sig selv med at udlede Terser eller andre samstemmende Toner.”

Kun ti Aar gammel kom hun som Elev ind ved det kgl. Theater, hvor hun allerede i samme Aar (1830) optraadte første Gang som Angela i Skuespillet „Edvinsky och Floresca eller Polska grufvan”. Den svenske Forfatter August Blanche saa hende der og skildrer i „Bilder ur verkligheten” sine første Indtryk af hende saaledes:

„En Aften spilledes „Polska grufvan”. Jeg saa en lille tiaarig Pige springe ned fra en Paaklædningsloge. Langt fra smuk og meget mager og bleg havde hun alligevel et Par Øjne, som overstraalede alt med en vidunderlig Glans, medens hun smaanynnede for sig selv; men denne Smaanynnen susede frem som Lyden fra en Æolsharpe. Jeg hilste paa hende, hun nikkede bekjendt og glad til mig, thi jeg havde nogle Gange set og talt med hende paa Theatret.

„I Aften har jeg min første Rolle”, sagde hun muntert.

„Til Lykke med den, maa jeg ikke byde Jenny en Karamel”, spurgte jeg og rakte et Kræmmerhus hen imod hende.

„En Karamel? Nej Tak, men aa, hvem der dog havde et Stykke Smørrebrød i Stedet!”

„Altsaa sulten?”

„Forfærdelig!”

Jeg skyndte mig ned paa „Operakällaren”, i det jeg tænkte ved mig selv: „Hun maa ikke have det for fedt i Pensionen, stakkels Barn! To Ting lærer man da grundig i en Pension: at sulte og at lyve.”

Snart var jeg atter bag Kulisserne og rakte den lille Pige et dygtigt Stykke Mad, som hun glubsk slugte i sig.

„Det er bare en lille daarlig Rolle, jeg nu har”, sagde hun, „men vent blot, jeg faar snart en større, saa skal man faa noget andet at se, det lover jeg for.”

Hun sagde sandt. Hun sultede, men løj ikke. Jenny Lind holdt endogsaa langt mere, end hun havde lovet.”

Allerede den Gang vakte hun en Opsigt, der har givet sig Udtryk i enkelte af den Tids Blade; men paa ingen gjorde hun et stærkere Indtryk end paa sin og Theatrets Lærer i Sang, der kom til at udøve en bestemmende Indflydelse paa hendes Skæbne. Hun siger selv i det ovenfor anførte Brev - dateret Ems den 7de September 1865 - til Redaktionen af ny Række af „Biographiskt lexicon”: „Den, som jeg ene og alene har at takke for, at mit Syngetalent blev opdaget, er Hofsekretæren Crælius, daværende Sanglærer ved Theatret. Han sagde mig alt den Gang, hvordan det vilde gaa mig i Fremtiden, og det var ham, som ytrede, da Grev Puke (daværende Theaterdirektør) ikke en Gang vilde se til mig - der var en grim, brednæset lille Pige, frygtsom, kejtet og kuet i Væxten -: „Godt! Hvis Greven ikke vil høre hende, saa vil jeg give hende gratis Sangundervisning, og hun vil en Dag forbavse Greven!” Grev Puke hørte mig strax - og bad umiddelbart derefter min Moder om at lade mig blive antaget som Theaterelev.”

Syv lange Aar tilbragte hun saa i forholdsvis Uvirksomhed; hendes i den første Barndom saa klare og klingende Stemme er sikkert bleven overanstrængt i disse farlige Aar, thi den fik en ligesom „tilsløret” Timbre, og hun blev da ogsaa kun brugt i ganske ubetydelige Roller. Men i 1837 fik hun - ved et Sygdomstilfælde - overdraget en større Rolle - Alices i „Robert” -, og da Forsøget lykkedes, og Stemmen syntes at have vundet Fasthed igjen, kom hun kort efter til at synge Agathe i „Jægerbruden.” Den Begejstring, hun vakte, var uhyre: man fortæller, at Orkestret ved Generalprøven lagde sine Instrumenter fra sig for henrykt at klappe i Hænderne og Stykket gik i lang Tid Aften efter Aften for fuldt Hus.

For den, som ikke ynder Superlativet, er det ikke morsomt at gjenfortælle en lang og ensformig Række Triumfer, som Hundreder af Avisskrivere have fortalt de tusinde Gange. Det er vel ogsaa de fleste velbekjendt, hvilket Sejerstog Jenny Linds Liv blev efter denne første Triumf, hvorledes hun i Løbet af fire Aar blev „det svenske Folks” - eller da i alt Fald Stockholmerpublikumets - erklærede Yndling eller rettere Afgud, hvorledes hun saa i 1841 kom til Paris for at studere under Manuel Gareias Ledelse, og hvilket først daarligt og senere kun ligegyldigt Indtryk denne hypersværmeriske Germanerinde gjorde paa den berømte, nøgterne og i kunstformalistisk Henseende strænge Romaner, hvorledes hun efter kun ét Aars Studier hos ham vendte tilbage til Norden og der atter blev stillet paa Gudinde-Piedestalen, hvorledes hun saa, efter at have gjort stormende Lykke i Berlin 1844, gik som Triumfatrix paa Tourné gjennem alle de germanske Lande, Tyskland, England og, efter et Besøg i Hjemmet Vinteren 1847-48, Amerika.

Ovre fra denne nye og barnlige Verden, hvor Jenny Lind sikkert allerede havde naaet til at blive grundig mæt af Forgudelse, fløj saa i 1851 som en Løbeild gjennem Sangerindens Fødeland den for alle hendes naive Venner saa forbløffende Underretning, at dette „himmelske Væsen”, som de udtrykte sig, i Boston havde giftet sig med en ganske ubekjendt jødisktysk-amerikansk Pianist. Fra nu af var Fru Jenny Lind-Goldschmidt næsten fuldstændig tavs i hele Resten af sit Liv - femogtredive Aar. Hun tilbragte det meste af denne lange Tid paa en Villa tæt ved London - snart næsten ganske glemt af den Verden, der havde været fuld af hendes Ry.

*) I det gamle „Biographiskt lexicon öfver namnkunnige svenska män”, 7de Bind, 1841. En Note til denne Artikel, som det maaske vil more mine Læserinder at høre, lyder ordret; „Skjønt dette Lexikon har anmeldt kun at ville optage „mærkværdige Mænd”, har Redaktionen dog en Gang imellem ogsaa optaget „mærkværdige Fruentimmer”, og tillader sig nu ogsaa en saadan Undtagelse for Jenny Linds Vedkommende, saa meget mere som flere Subskribenter have tilkjendegivet et Ønske om her at træffe hendes Navn.”

II.

Hvorledes kom dog denne pludselige Tavshed, der vakte hendes beundrende Samtids Forbavselse og Sorg, hvad var Grunden til denne forsagende Svigten af hendes over alt andet elskede Kunst, denne frivillige Selvbegravelse i levende Live? Var det Kjærlighed til en Mand, der fordrede dette Offer, som førte hende til denne Beslutning? Jeg tror det næppe. Jenny Linds Kjærlighed hørte sikkert ikke til den kraftige Art, hun siger en Gang om sin Kunst, at den var hendes „første og sidste og reneste Kjærlighed”, og hun havde desuden før én Gang brudt med en Mand for en Fordrings Skyld, der stilledes til hende, da hun, i London forlovet med en ung Englænder, Søn af en engelsk Prælat, pludselig brød Forbindelsen, fordi han nægtede at indgaa Ægteskabskontrakt med hende. Kun en Kvinde, der elsker sit Kald højere, end hun kan elske nogen Mand, formaar at bryde en Kjærlighedsforbindelse for en Grundsætnings Skyld.

Jeg tror tværtimod, at Fru Lind - som naturligt var - har udøvet den bestemmende Indflydelse paa sin Ægtefælles Aandsretning; Pianisten Goldschmidt er nemlig, saa vidt jeg ved, kun bekjendt for nogle faa kirkelige Kompositioner, Oratorier o. desl. og for, sammen med en Englænder, at have udgivet en engelsk Koralbog, der for Resten med Hensyn til ren og smuk Harmoniseren er en af de bedste, som overhovedet haves. Nej, Grunden til Jenny Linds hurtige Tilbagetræden var ikke nogen ydre, den laa dybt i hendes egen Natur.

Der findes som bekjendt endnu en Del gamle Violiner, med uhyre Omhu sammenføjede af gamle Mestre i Musikens Barndomsalder; den Slags Violiner laver man ikke mere; de have en Tone saa fyldig, rig og ren, saa klingende og syngende, at, hvem der én Gang har hørt et saadant Instrument, ham skurre alle nyere Violiner i Øret. Man siger, det er Resonansbunden, der er det mærkelige ved dem. Slig en Violin var Jenny Lind, og Resonansbunden i hende var hendes geniale Sværmeri. Dette i sin Art germanske og i sin Intensitet nordiske Sværmeri, der ytrede sig som betagen, ubevidst, hensynsløs og ubehersket Hengivelse i hendes Kunst og som overstrømmende Venskab og storartet Velgjørenhed i hendes Forhold til Omgivelserne, var hos hende som en mægtig Flamme, der hurtig opbrændte hendes aandelige Kræfter, og de Gløder, denne Flamme lod tilbage, var hendes „öfversvinneliga religiösitet”. At denne Krise falder sammen med hendes Giftermaal, er naturligt nok; hendes Sværmeri kom i Ægteskabet til at udlade sig paa en sund Maade, Flammen fortæredes, og kun Gløderne ulmede endnu til hendes Død. Denne hurtige Brand er det bedste Bevis paa Ægtheden af Jenny Linds Geni.

Jeg har en Gang i et gammelt, prægtigt, anonymt og næsten ukjendt græsk Skrift „om det sublime” læst disse smukke Ord: „Hvis vi vilde se os om i Livet og betragte, hvorledes overalt det fremragende og store har Fortrinet for det pæne og yndige, saa vilde vi snart indse, hvortil vi ere fødte. Thi det er, ved Zevs, Naturen selv, der driver os til ikke at beundre de smaa Strømme, om de end ere aldrig saa gjennemsigtige og nyttige, men Nilen og Isteren eller Rhinen, og endnu meget mere Oceanet. Og derfor gribes vi ikke lige over for den tændte Ild, skjønt den bevarer sit Lys rent, men vi gribes lige over for Himmellysene, skjønt de ofte omskygges. Og ligeledes synes Ætnas Krater os beundringsværdigt, naar det ved sine Udbrud slynger Stene, ja Klippeblokke op af Dybet og udspyr hele Strømme af Ild. Netop fordi det for Mennesket nyttige eller nødvendige er let at opnaa, synes os stedse det ualmindelige (to paradoxon) beundringsværdigt” .

En saadan mægtig Flod, et saadant Himmellys og en saadan Naturkraft var Jenny Linds Geni.

(sluttes i næste Hæfte.)