Sundhedsvæsenet og Kvinderne.
Den Svinesygdom, som for Tiden grasserer her i Landet, har bragt Mændenes Sind i Oprør. Der tales, skrives og virkes for om muligt at afværge det store Pengetab, Landet er udsat for at lide. Det er saa rimeligt, at Husfædrene tænke paa Pengesagerne - det er deres Afdeling. Men der er en anden Ting, som ikke burde glemmes, og den ligger Husmødrene paa Hjerte. Medens Mændene tænke paa det store, paa Forholdene udadtil, kunne Kvinderne ikke lade være at se paa det smaa, paa de indre Forhold.
Der er faret en Skræk i Folk, ligefrem en Rædsel for at spise Svinekjød. Enten er denne Skræk uberettiget. Da unddrages der uden Grund Folket et godt og billigt Næringsmiddel, og Myndighederne burde hurtigst muligt berolige os i den Henseende. Eller den er berettiget. Da bør det enten offentlig forbydes at forhandle Svinekjød, eller der bør træffes de omhyggeligste Foranstaltninger for at skjelne mellem sundt og usundt Kjød; der bør i hver By nedsættes en Kommission, som undersøger alt Svinekjød.
Hvis Kvinderne havde noget at gjøre med vort offentlige Sundhedsvæsen, var der øjeblikkelig blevet gjort Anstalter for dette.
Se paa den nylig indtrufne Forgiftelseshistorie. To Mennesker ere døde, og det er bevist, at de ere blevne forgiftede af Svinekjød. Naturligvis sætter enhver dette i Forbindelse med den grasserende Svinepest. I Stedet for nu øjeblikkelig at tilvejebringe saa nøjagtige Oplysninger som muligt om denne Sag, lader man Ligene henligge fra Søndag til Fredag, før man undersøger dem. Hvilken Husmoder vilde vel, naar der var Gift i hendes Hus, vente i fem - fem! - Dage, før hun undersøgte, hvor Giften kom fra?
Lad Mændene sørge for Pengevæsenet; det forstaa de sig bedst paa. Men tag Kvinderne med paa Raad paa alle de Omraader, hvor de have bedre Indsigt.
Kvinder ind i Kommunalraadene!
Kjøbenhavn den 3dje Decbr. 1887.