Kvindelig Fejghed.
Brudstykke af et Brev til en Privatlærerinde fra hendes Broder.
.... Det glæder mig oprigtig, kjære Søster, at høre, hvor glad du vedblivende er ved din Livsgjerning, og at se, i hvor høj Grad den lægger Beslag paa din Kjærlighed og Interesse.
Ligeledes er det mig naturligvis en Tilfredsstillelse at erfare, at dit ihærdige Arbejde er blevet paaskjønnet med for dig saa smigrende Ord fra deres Side, hvis Børns Undervisning du har paataget dig. Men jeg vil rigtignok ikke nægte, at det vilde have glædet mig mere for din Skyld, hvis de ikke blot i Ord havde ytret den Taknemmelighed, de erkjende at skylde dig.
Jeg skjønner nemlig, at dette ikke er Tilfældet, og først ved at læse dit sidste Brev er jeg bleven klar over, hvordan du egentlig har det. Det havde hidtil været mig en Gaade, hvad du mente, naar du talte om, at du ikke havde Tid til nogen Slags Selvstudium, ikke Tid til at læse de Bøger, jeg sendte dig, ikke Tid til at skrive de Breve, du havde Lyst til o. s. v. Jeg regnede nemlig som saa: 6 Timer til Skolearbejde, 2 Timer til Maaltider og disses Forberedelse, 1 Time til Spadsereture med Børnene, 2 Timer til at være hyggelig for Fru Svendsen i Familiens Skjød, det giver i alt 11 Timer, saa er der da endnu 3 Timer daglig til din egen Raadighed foruden Søndagene, hvis man regner Dagen til 14 Timer. Og saa var der desuden den Tid, du kunde spare fra Søvn m. m. mellem Kl. 10 Aften og Kl. 8 Morgen. Jeg forstaar imidlertid nu, at dette er at gjøre Regning uden Fru Svendsen, forstaar, at hun ikke vil lade sig nøje med de 9-10 Timer, du beredvillig stiller til hendes Raadighed. Trods alle de Omsvøb, hvormed du søger at dække hende, forstaar jeg, at hun helst vil eje din hele Tid, fra du staar op, til du gaar i Seng, saaledes at alle de Timer, du ikke anvender paa Børnene, skulle være til hendes Nytte og Fornøjelse. Du skal være underholdende for Gjæster om Eftermiddagen og hyggelig for Fruen om Aftenen - kort sagt: Lærerinde og Selskabsdame i én Person. Dette er nu i mine Øjne en aldeles urimelig Fordring, og kjendte jeg ikke din Kjærlighed til de Børn, du har faaet med at gjøre, og vidste jeg ikke. at det de fleste andre Steder gaar til paa samme Maade, saa vilde jeg ubetinget sige: rejs, saa snart du kan!
Men den Udbytten af en Privatlærerindes Tid til sidste Minut, som du lider under, er desværre saa almindelig, at du næppe vilde vinde ved at skifte Plads. Den bunder først og fremmest i en Egenkjærlighed hos dem, der holde Lærerinde, som vilde være utilgivelig, hvis den ikke ofte udsprang af en grænseløs Tankeløshed. Men den vinder sandelig ogsaa Kræfter ved den utrolige Fejghed, som saa mange unge Lærerinder ligge under for, naar det gjælder for dem at holde paa deres soleklare Ret. Hellere end at finde sig i de Ubehageligheder, der følge med en stilfærdig, men fast og sejg Kamp for Retten inden Husets Vægge, give I efter og fire Tomme for Tomme selv overfor de mest urimelige Fordringer, saa I til sidst maa sidde oppe om Natten blot for at faa Tid til at stoppe jeres Strømper.
Du taler om „den kjære Husfred” og de Ofre, man maa bringe for den, taler om „den isnende Kulde”, du vilde komme til at leve i, hvis du vovede daglig at trække dig et Par Eftermiddagstimer tilbage til dit Værelse for at varetage dine egne Interesser, og mener maaske, at, hver Gang du giver efter for Fru Svendsens Antydning om at blive til Stede til Underholdning for dig aldeles ligegyldige Gjæster, saa er det da kun dig selv, det gaar ud over. Dette sidste er imidlertid en stor Vildfarelse. Hver Gang en underordnet giver efter for meningsløse Fordringer fra sine foresatte, fremhjælper han, til Skade for hele Standen, en ny Norm for Fastsættelsen af sine Pligter, saa det til sidst bliver krævet som en Ret, der fra først af blev anmodet om som en Tjeneste. Hver Gang en Privatlærerinde finder sig i, efter at hun samvittighedsfuldt har varetaget sine Pligter overfor de Børn, hun skal undervise, desuden at gjøre Tjeneste hele Resten af Dagen som Selskabsdame og Sypige, begaar hun en Uret mod sine Principaler ved at fremelske en modbydelig Selviskhed hos dem og en aabenbar Synd mod alle sine Standsfæller ved at være med til at slaa saadanne Fordringer til en Lærerinde fast som Regel, som man aldrig vilde finde paa at byde en Huslærer, selv om han faar langt større Løn og ikke gjør sit egentlige Arbejde en Smule bedre.
Forstaa mig ret: det er ikke de virkelig frivillige Ydelser ud over den strænge Ret, som jeg ivrer imod, hverken de utallige Smaatjenester i det daglige Liv eller en opofrende Kjærlighedsgjerning under Sygdom og lignende overordentlige Forhold.
Det er de af Husmødrenes Egenkjærlighed avlede og ved eders egen Fejghed fremelskede modvillige Ydelser ud over, hvad ret og billigt er, jeg vil have eder til at gjøre Modstand imod, det er den urimelige Læggen Beslag paa kele eders Tid, jeg vil have jer til at rejse jer imod som en Hindring for berettigede Krav paa Lejlighed til fortsat Selvstudium og anden Varetagelse af egne Interesser. Det er ødelæggende for Personlighedens Væxt altid at skulle være til en andens Tjeneste, selv om denne Tjeneste baade er behagelig og let, og det virker hemmende paa hele Livsudviklingen aldrig at have Tid til at pleje den efter sit individuelle Behov.
Som den væsentligste Hindring for Afværgelsen af det Udbytningssystem, saa mange Privatlærerinder sukke under, staar imidlertid den ovenfor omtalte utrolige Fejghed. hos de fleste unge Kvinder, naar det gjælder Varetagelsen af egne Interesser. I tør bogstavelig talt ikke udsætte jer for de sure Miner og den „isnende Kulde”, der naturligvis vil indfinde sig, naar I, selv om det sker paa den høfligste Maade, lade jer forstaa med, at I nok kunde ønske nogen Tid daglig til eders egen Raadighed. I finde eder gjennemgaaende i næsten hvilke som helst Urimeligheder i Retning af Beslaglæggelsen af eders Tid „for den kjære Husfreds Skyld”. Tro nu ikke, at jeg paa strindbergsk Vis vil opstille Fejghed som en særlig kvindelig Last; jeg har set alt for meget af kvindeligt Heltemod, naar det gjælder andre, til at komme med saadant noget Vrøvl; men du vil vist selv indrømme, at I ere fejge overfor de her paapegede Forhold.
Det er for at hjælpe dig og dine Standsfæller ud over Fejghedens døde Punkt, at jeg fremhæver den Uret, hver enkelt af jer gjør mod alle de andre ved rolig at lade sig berøve den Tid, I billigvis have Krav paa til egen Raadighed. Du maa da kunne forstaa, at det ikke blot er dig selv, det gaar ud over, naar du giver efter atter og atter for Husfredens Skyld. Enhver Virksomhedsstand er en Enhed, hvor hver enkelts Optræden har Betydning for de Levekaar, den uskrevne Samfundslov indrømmer Standen som Helhed, og derfor har hver enkelt den Pligt overfor sine Standsfæller at modarbejde, at Agtelsen for Standen sænkes ved et hensynsløst og uretfærdigt Udbytningssystem.
Ligesom det i næsten alle Arbejdsfag her inde anses for en Skam, for et Brud paa Standssammenholdet at trykke Arbejdslønnen ved at underbyde de gangbare Priser, saaledes bør ogsaa en Lærerinde anse det for en Skam og et Brud paa den Pligt, hun skylder sin Stand og dens Ære, hvis hun ikke holder paa et vist Lavmaal af Tid til egen fri Raadighed som en ufravigelig Ret, særlige Undtagelsesforhold fraregnede.
Naar en Lærerinde varetager sine egentlige Pligter forsvarlig og samvittighedsfuldt og ikke, foruden frit Ophold, har mer end 200-300 Kr. i aarlig Løn, saa har hun ubestridelig moralsk Ret til selv at raade over 2 à 3 Timer daglig foruden de tidlige Morgentimer, og saa svigter hun Hensynspligten overfor sine Søstre, hvis hun lader sig disse Timer fraliste. Ved en fast og forstandig Optræden ville I utvivlsomt kunne sætte en saa billig Fordring igjennem, og det er udelukkende eders egen Skyld, hvis det ikke sker.
Jeg har skrevet dette Brev offentlig, for at gjøre de Husmødre, det maatte falde i Hænde, opmærksomme paa den Uretfærdighed, som de saa ofte i egenkjærlig Tankeløshed gjøre sig skyldige i overfør deres Lærerinde ved at lægge Beslag paa hende hver Time paa Dagen. Ligeledes har jeg skrevet det for at ægge dig, kjære Søster, og dine Lidelsesfæller til, selv om dette maa ske under Frygt og Bæven, med bange Hjærte og forknyt Sind, at rejse jer med Fasthed og Besindighed mod de Overgreb, I ere Gjenstand for, og fordre igjen som en Ret, hvad I have tabt paa Grund af Verdens Egenkjærlighed og eders kvindelige Fejghed.
Kjøbenhavn, 1887.
Din hengivne Broder
