Kjærlighed og Ægteskab.

En Udtalelse af C. Hostrup.

„ Af en Artikel i „Morgenbladet” den 3dje December, rettet til „Politikens” Redaktør, tillade vi os at anføre følgende Udtalelse, som formentlig har Betydning ogsaa ud over Øjeblikkets Pennefejde:

Det er, hvad jeg kalder „Zigøjnermoral”, det, at Ægteskabet, som et af Samfundet anerkjendt og stadfæstet Forhold, afløses af Kastekjæpsforbindelser. Jeg anser det slet ikke for umuligt, at der ogsaa i saadanne Forbindelser kan være virkelig Kjærlighed, som er saa trofast, at den holder Livet ud (Blichers Linka Smælem), og saa staa de i indre Værd for mig lige saa højt som de bedste lovgyldige Ægteskaber. Thi ogsaa for mig er det kun Kjærligheden, som kan gjøre kjødelige Kjønsforbindelser mellem Mennesker berettigede, og naar man saa gjør mig det Spørgsmaal, hvad der er bedst: Kjærlighed uden Ægteskab eller Ægteskab uden Kjærlighed, svarer jeg: Naturligvis det første, thi virkelig Kjærlighed er altid noget godt i sig selv, men et Ægteskab uden Kjærlighed er altid noget daarligt Og siger man, at saa maa Zigøjnerne have Ret, og at Kjærlighedsbaandet er det eneste, der behøves, saa kommer det rigtignok først an paa, hvad man mener med Kjærlighed. Jeg kunde have Lyst til at vende Spørgsmaalet om og spørge: Hvad er bedst; Kjærlighed med Trofasthed eller Kjærlighed uden Trofasthed? Er det ethvert sanseligt Begjær, man kalder Kjærlighed, saa kan man faa nette Historier ud deraf. Er det enhver erotisk Følelse, uden Tro paa, at den holder, uden Vilje til at være tro, saa kalder jeg den ikke virkelig Kjærlighed. Men da det jo ikke er alle, der kunne føle virkelig dybere Kjærlighed, da det jo kun er hjærtelig udviklede Mennesker, som kunne rumme en saadan, skulle vi saa opgive at betragte det som et Fællesmaal for alle at blive udviklede Mennesker, skulle vi saa for alle sænke det sædelige Niveau for deres Skyld, som endnu ikke kunne følge med? Jeg mener Nej - da Samfundsloven jo netop skal være en Opdrager. Det er et Vidnesbyrd om Samfundets Udviklingstrin, hvad det betragter som Kjærlighed, hvad det kræver af den. Vort Samfund kræver af Kjærligheden, at den skal være tro, og det er noget højere, end om den nøjedes med en Kjærlighed, som kan skifte Gjenstand, hvor tit det skal være. Men, siges der, hvad vil man da gjøre ved de mange daarlige, ja rent usædelige Ægteskaber? Hvordan vil man forsvare dem? Først vil jeg bemærke, at man befordrer ikke Sædeligheden ved at afskaffe Ordet Usædelighed, saa de Forbindelser, som ere usædelige, blive ikke sædelige ved, at man bliver enig om at kradse Uet ud. Jeg forsvarer ikke de daarlige Ægteskaber, men der bliver ikke færre usædelige Forbindelser derved, at, den blotte Drift kan godkjendes som Kjærlighed. Hvor meget der end kan være at sige paa Ægteskaberne hos os, saa er der dog i alle Samfundslag i en stor Del af dem, som just ikke naa højt, en Trofasthed, en indbyrdes Hengivenhed, et Venskab, som er et uundværligt Moment i al virkelig Kjærlighed og derfor ogsaa gjør Forholdet mere sædeligt, end de Forbindelser, hvori alt det egenlig hjærtelige mangler. Hvad der vinder noget ved det livsvarige Ægteskabs Afskaffelse, det er ikke Kjærligheden selv, det kan kun være det kjødelige - paa Hjærtelivets Bekostning - hvem der vinder derved, er ikke Mændene, for de ere bedst tjente med at skulle være tro og, naar det kniber, at kæmpe for at være det; det er ikke Kvinderne, for deres Stilling er højere i det livsvarige Monogami end i noget andet Kjønsforhold; det er ikke Samfundet, for det har sin bedste Støtte i de faste Hjem; det er allermindst Børnene, som med disse tabe det hegnede og fredede Sted, de behøve for at trives.

De synes at ville antyde, at jeg i denne Sag kæmper for Konveniensen, men den har jeg aldrig følt mig kaldet til at anvende noget Blæk paa. Stod Striden om, under hvilke Former et Ægteskab skal sluttes, om der behøves Præst og Degn dertil, eller Borgmester og Raad, eller om det er nok, at Mand og Kvinde skriver til Øvrigheden, at nu ere de Ægtefolk, vilde jeg ikke gjøre synderlig Modstand imod at gaa ind paa det sidste og simpleste. Men jeg holder ganske vist paa, at en Kjønsforbindelse, for at være berettiget, maa være en Samfundssag, at den for alle Parters Skyld hverken kan undvære Statens Beskyttelse eller den offenlige Dom, og at den maa indgaas for Livstid. Alle andre Kjønsforbindelser maa efter min Overbevisning staa udenfor Loven, saa sandt denne ikke kan paatage sig at adle hensynsløs Letsindighed, egoistisk Sanselighed eller alt sligt. Heri ligger, saa vidt jeg kan se, Uenigheden mellem os, ikke i, at den ene holder paa Konveniensen og den anden vil have Frihed, men deri, at vi to har en grundforskjellig Opfattelse af, hvad Kjærlighed er, og af, hvad Menneskeværdigheden kræver. Jeg vil imidlertid ogsaa have borgerlige Reformer paa Kjønslivets Omraade, og jeg skal med et Par Ord angive, hvad jeg ønsker. Det er tre Ting: at den offentlige Prostitution afskaffes, at alle Ægteskaber stiftes ved en rent borgerlig Akt, saa at den saakaldte kirkelige Vielse blot bliver en privat Sag for dem, der ønske den, og at Adgangen til Skilsmisse i høj Grad bliver lettet.