« Tilbage til søgeresultaterne

Svar til J. M. om Kys og Haandtryk.

Af: Petrine Svendsen

« Se emneord

Jeg kan ikke rigtig forstaa. at den Appel til de unge Fremskridtsfolk kan blive optagen i ”Hvad vi vil”. Hvad mener vel Forfatteren med de dumme Haandtryk, som det lader til at volde ham eller hende saa stor Plage; efter min Mening er det et meget daarligt Menneske, som ikke er et ærligt Haandtryk værd, enten det saa er fremmed eller kendt, og at der skulde gives noget af en selv bort, for hver Gang man giver et Haandtryk, det har jeg svært ved at fatte, jeg synes netop, at man vinder noget, hver Gang man giver eller modtager et hjærteligt Haandtryk, og har man af en eller anden modtaget et Kattepotehaandtryk, saa byder man ikke i Hast igen det Menneske Haanden.


Med Hensyn til Kys forholder det sig efter min Opfattelse anderledes, et Kys bør man kun byde eller modtage af Mennesker, man nærer varmt Venskab for og derfor ogsaa i paakommende Tilfælde er pligtig at staa bi med Raad og Daad: der giver jeg Forfatteren Ret i, at man giver noget af sig selv bort, men man mister jo ikke noget, da man jo faar noget igen. Det letsindige Kysseri uden nogen som helst Mening er et skammeligt Misbrug af sig selv og andre, som intet Menneske med et ærligt Sind kan være med til. Men hvorledes det kan forene sig med Fremskridtstanken at anbefale de unge at omgaas deres Medmennesker saa koldt og formelt som muligt, med andre Ord holde sig tre Skridt fra Livet, det forstaar jeg ikke, og skulde jeg være saa heldig en Gang at lære Forfatteren til denne Artikel at kende, skal han eller hun ikke blive generet hverken af mine Kattepote- eller kraftige Haandtryk.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner