Kvinder i Skolekommissioner.

Den Maade, hvorpaa Landstinget i Mødet den 11te Januar gjorde det af med de to Lovforslag om Kvindens Valgbarhed til Fattig- og Skolekommissioner, har beriget Kvindesagens Venner med adskillige Erfaringer. De Herrer, som saa brat standsede Forhandlingen om denne Sag, som ikke engang kunde tilstede, at et Udvalg tog den under Overvejelse, talte alle ud fra den Anskuelse, at her kom en Fordring fra Kvindernes Side, men da de sad der som valgte af Mænd, maatte de varetage Mændenes Interesser og kunde altsaa ikke bortgive noget af Mændenes Privilegier.

Heraf læres for det første, at den megen Tale om, at Kvinderne ikke behøve politiske Rettigheder, da de repræsenteres af deres Mænd, Brødre o. s. v., som varetage deres Tarv paa Tinge, - den hører ingensteds hjemme. Dr. Ploug, Professor Matzen, Biskop Sthyr, Kultusminister Scavenius, alle erklærede, at de ikke kunde tage Hensyn til Kvindernes Ønsker. Dette bør føres til Bogs af dem, der ønske Kvinderne politiske Rettigheder.

Dernæst læres, at Kvindesagens Modstandere - som dog ofte beraabe sig paa deres høje Agtelse for Kvinden - i Virkeligheden se saa dybt ned paa hende, at de ikke tilskrive hende andet end lave og egennyttige Bevæggrunde. Vi Kvinder ere virkelig ikke saa slemme; vi tænke virkelig ogsaa paa andre og mene, vi endog kunne gavne Mændene. Jeg vilde nu gjærne have Lov til i „Kvinden og Samfundet”, at sige et Par Ord om, hvad Gavn Kvinderne mene at kunne gjøre, naar de faa nogen kommunal Valgbarhed.

Vi mene, at der gives Sager, som ikke vilde blive besørget daarligere, om det kvindelige Hiærte biet taget med paa Raad ved Siden af den mandlige Forstand. Vi mene, at en Kvindes i Huslivet opøvede praktiske Sans vilde finde Udvej paa mangt et Sted, hvor en Mand med al sin videnskabelige Uddannelse staar raadvild. Jeg tænker særlig paa Omsorgen for de værgeløse: de smaa, de gamle, de syge, de fattige. Da der er Tale om Skolevæsenet, skal jeg vælge et Exempel derfra til Oplysning om, hvor Kvindens Medvirkning savnes. Jeg vælger det første det bedste, der falder mig ind; der kunde tages mange andre.

Det kjøbenhavnske Almueskolevæsen forestaas af en Skoledirektør - en Mand. Han har øverste Myndighed over alle de Fag, der undervises i, bestemmer Undervisningsplanen for dem o. s. v.

Nu er der i og for sig ikke noget i Vejen for, at Skoledirektøren kunde være en Mand, der havde udmærket Indsigt i Tegning. Alligevel har man fundet, at dette Fag var af saa stor Vigtighed for Drengene, saa man for dets Vedkommende har ansat en egen „Tegneinspektør”, som skal paase, at Faget drives paa saadan Maade, at det bringer Eleverne det bedst mulige Udbytte. Ganske ligedan med Gymnastik. Skjønt det godt kunde tænkes, at Skoledirektøren var en udmærket Gymnastiker, har man alligevel givet ham en egen „Gymnastikinspektør” ved Siden, for at der kan vises dette for Drengene saa vigtige Fag - Pigerne faa nok slet ikke Undervisning i Gymnastik! - al mulig Omhu.

Det kan nu være et overmaade fornuftigt Princip at holde Faginspektører, og jeg indvender ikke det mindste imod det. Jeg siger blot, at det kunde dog tænkes, at Skoledirektøren ved sin almindelige pædagogiske Indsigt havde Dygtighed nok i disse Fag til selv at forestaa dem.

Men nu er der et Fag, som hedder kvindelig Haandgjerning. Mon ikke dette Fag skulde være af lige saa stor Vigtighed for Pigerne som Tegning eller Gymnastik for Drengene? Jeg mener: endda nok saa meget! Og saa spørger jeg; er der nogen Udsigt til, at Kjøbenhavn i nogen overskuelig Fremtid vil faa en Skoledirektør, som er saa dygtig i Syning og Strikning, at han kan lægge en ordentlig Undervisningsplan i disse Fag? Næppe! Var det da ikke rimeligt, om dette Fag fik sin Inspektør - selvfølgelig maatte det være en Inspektrice - før noget andet? Men den Dag i Dag er der endnu ikke Tegn til, at man her faar en Haandarbejdsinspektrice. Havde der været Kvinder i Skolekommissionen, var det sikkert for længst sket.

Hr. Ploug vil hertil maaske bemærke: „Hvor i Verdenshistorien - udenfor Amazonernes Lejr - existerer der saadanne Væsener som Haandarbejdsinspektricer”? Det gjør der f. Ex. i Stockholm. Og hvad der vil synes ham endnu mere utroligt: Skolevæsenet trives ganske ualmindelig godt ved det. Fra Tromsø og fra Neapel kommer man rejsende for at se, belæres og siden i de fjærne Hjem indføre det samme, som Stockholms udmærket dygtige Haandarbejdsinspektrice har sat i Gang.

Her hjemme have jo Stadens vise Fædre hele Ledelsen af Skolevæsenet i Hænde. Deres Vilje er vist god nok, men ingen kan forlange, at de skulle prøve paa at sætte sig ind i Sager, som udelukkende høre ind under Kvindernes Omraade. De kunde maaske besørge det hele, hvis den offentlige Almueskole kun var en Drengeskole; men de kunne det ikke nu, da den tillige er en Pigeskole. Lad det være givet, at Stadens Fædre forstaa sig paa Drengeskolen, - hvor det gjælder Pigernes Tarv, der maa Stadens Mødre tages paa Raad med. Er det ikke indlysende?

Ingenlunde skulle de, Kvinderne, gjøre alt alene. Nej, lad Mand og Kvinde hjælpes ad med Raad og Daad, saa gaar det bedst. Der er jo forskjellige Anskuelser om Forholdet mellem Mand og Kvinde. Der er den, som støtter sig til Skaberens Ord: Det er ikke godt, at Manden er alene, jeg vil gjøre ham en Medhjælp til at være hos ham. Til den have aabenbart de Mænd støttet sig, som have forebragt de nu ihjelslagne Lovforslag. En anden Anskuelse er den, at Mænd og Kvinder skulle staa overfor hinanden som to fjendtlige Hære, der hver for sig søge at tilrane sig saa mange Rettigheder som muligt. Det vil forbavse og bedrøve mange danske Kvinder, at denne sidste Anskuelse, det er den, som Digteren Carl Ploug bekjender sig til. Den 13de Januar 1888.