De engelske Kvinders Virksomhed i Fattigvæsnets Styrelse.

Brev fra London.

Gjærne fortæller jeg Dem noget om vore Kvinders Deltagelse i det offentlige Liv. Vi læse her ovre med stor Interesse i „Kvinden og Samfundet”.om, hvor dygtig man arbejder for Kvindesagen i Danmark; og jeg glædede mig særlig over de fortræffelige Love, som nylig ere blevne forelagte i Rigsdagen. Lige saa ondt gjorde det mig da ogsaa at høre, at Loven om Kvinders Valg til Skolekommissionen og til Bestyrelsen af de fattiges Kasse blev forkastet. Imidlertid kan det dog næppe være andet, end at disse Reformer snart ville trænge igjennem, dersom man igjen forelægger og vedtager Loven om Kvindens kommunale Stemmeret. (Municipal Franchise).

For os her i England har det været en Lykke, at Valgretten til de stedlige Forsamlinger - herunder regner jeg ogsaa Valg til Borgerrepræsentant og til Sogneraad - i gamle Dage aldrig har været indskrænket til Mænd alene, men er tilfalden enhver Families Overhoved, saavel Kvinde som Mand. For saa vidt denne Ret angaar Valget af Parlamentsmedlemmer, blev den fratagen Kvinderne i 1868 ved Dom af den saakaldte Court of Common Pleas, den højeste Domstol, hvorfra der ikke kan appelleres undtagen til Parlamentet. Et lignende Tilfælde, som rigtignok mere skyldtes Uvidenhed end nogen bevidst Hensigt, berøvede Kvinderne Retten til at stemme paa Borgerrepræsentanter for et Tidsrum af 30 Aar. Det blev imidlertid rettet og den oprindelige Tilstand gjenindført i 1869. Deltagelsen i Sogneraadsvalgene har man aldrig forment Kvinderne, og her igjennem have de faaet med Fattigvæsnet at gjøre.

Denne Gang skal jeg lade mig nøje med at fortælle dem noget om, hvor megen Nytte Kvinder have gjort paa dette Omraade. For 13 Aar siden blev der valgt en Kvinde til Fattigforstander i det Sogn, hvor jeg bor, Kensington (en Forstad til London). Hele England er delt i Sogne, som paa mange Steder igjen ere samlede i større Grupper. For hvert af disse Sogne eller Grupper vælges aarlig et Fattigforstanderskab. Vælgere ere alle Familiefædre (Mødre), Medlemmerne af Forstanderskabet skulle ogsaa have Hus og Hjem. Enhver, der har dette, betaler Skat i Forhold til Husets Værdi. En Del af disse Skatter bruges til Gadernes Oplysning, Vejenes Istandsættelse og til forskjellige Sundhedsforanstaltninger. Tilsynet hermed besørges af Sogneforstandere, som ligeledes vælges af de bosiddende Folk. En Del bruges til Skolerne, hvis Bestyrelse vælges paa samme Maade, og en Del til Fattigkassen, der bestyres af Fattigforstanderen. I alle disse Tilfælde har nu en Kvinde, der ejer Hus og Hjem og betaler sine Skatter, ganske samme Ret som en Mand til gjennem sin Stemme at raade med over, hvorledes disse Skatter skulle anvendes.

Det Arbejde, der paaligger vore Fattigforstandere, er meget forskjelligartet. Vi have en meget stor Mængde fattige, som ikke kunne sørge for sig selv. Sidste Aar var Antallet i England og Wales steget til 817,289, 3¼ paa hver 100 Indbyggere. Af disse var 196,000 Fattighusbeboere, Resten Folk, der selv tjene lidt, men som hver Uge modtage Hjælp af Sognet i Fødemidler eller Penge. Til de første maa der bygges Fattighuse, Skoler, Hospitaler, og det er særlig blandt disse, at Kvinderne virke.

De Børn, der komme paa Fattigvæsnet, blive ikke. op dragne paa Fattiggaardene, men sendte dels til store Skoler, hvor 6 à 800 Børn opdrages sammen, dels til Børnehjem, hvor højst 20 à 30 danne en lille Familie under en Forstanderinde; eller ogsaa bliver der betalt for dem hosen eller anden tarvelig, men hæderlig Familie, hvor de behandles som Medlemmer af Familien, og blive meget mere selvstændige og arbejdsomme end i de store Opdragelsesanstalter. I disse sidste undervises Drengene i et eller andet Haandværk, Pigerne blive ved Tolv-Tretten-aarsalderen sendte ud i Tjeneste. En kvindelig Fattigforstander vil langt bedre end en mandlig kunne sørge for, at Børnene blive godt opdragne og oplærte, - at Pigerne faa lidt Begreb om Begyndelsesgrundene til Husgjerning eller lære at passe smaa Børn, inden de sendes ud. Hun vil kunne sørge for, at de blive tilbørlig udstyrede med Klæder, at de komme i ordentlige Pladser, ikke faa for strængt Arbejde m. m. Hun vil kunne give de unge gode Raad; ofte faar man dem f. Ex. til at gaa ind i en eller anden Forening, der hjælper dem, dersom de komme i Nød, finder gode Pladser til dem og yder dem den Deltagelse, som ofte er nok til at forhindre, at et saadant ungt Væsen skal komme paa gale Veje.

Ved Tilsynet med Fattiggaardene (Workhouses) paatage Kvinderne sig et meget ansvarsfuldt Hverv. Fattigforstanderne maa baade udnævne og tilse Bestyrere og Bestyrerinder samt de øvrige Bestillingsmænd, Sygeplejersker m.fl. De maa afslutte Kontrakt om Levering af Mad og Klæder, og dette undertiden efter en storartet Maalestok. For et Par Uger siden besøgte jeg (i Selskab med 2 meget indtagende, finske Damer Frkn. Gripenberg og Trygg, der studere vort Lands Institutioner,) den uhyre store Fattiggaard i Lambeth (i Syd London)*). I den Uge understøttede man derfra 3,959 udenfor boende fattige; i Sygehuset var der 641, i Skolen 646 Børn og desuden 1181 fattige, i alt 2468 hjemmehørende paa Fattiggaarden. Der blev i samme Uge brugt 5656 Pd. Brød, 2726 Pd. Kartofler, 2125 Pd. Kjød og 1818 Potter Mælk foruden en Mængde andre Fødevarer som Fisk, Smør, Sukker, The o. a., ikke at regne det Brød og Kjød, som blev uddelt til udenfor boende. Brødet bliver bagt og Klæderne vaskede ved Hjælp af Maskiner. En Kvinde, som selv har haft et Hus at styre, vil have mere Forstand paa, hvorledes Kjød, Mel og Mælk bør være, end nogen Mand, og det samme gjælder om Klæder og Sengetøj. Hun vil se efter, om Soveværelserne blive gjorte ordentlig rene, Tøjet vasket pænt, om Kvindernes og Børnenes Undertøj er tilstrækkelig varmt, Værelserne godt udluftede, ligeledes, om Maden bliver godt tillavet. Hun vil være i Stand til at give Bestyrerinden gode Raad, vil se at skaffe gode Sygeplejersker og holde Øje med, om der bliver sørget ordentlig for disse, om de komme i Luften og faa tilstrækkelig Hvile. Hun vil kunne tale med de gamle, naar hun gjør Besøg hos dem, og søge at skaffe dem en Smule Fornøjelse, overhovedet vise dem og deres Anliggender nogen Interesse. Hun vil se til de syge, særlig de unge Kvinder vil hun kunne yde megen Hjælp. Mange af dem ere her paa Grund af et første Fejltrin; en forstandig og kjærlig ældre Kvinde vil ofte kunne forsone dem med deres Familie eller finde en passende Beskæftigelse for dem, medens en saadan ung Kvinde, der forlader Sygehuset med et tre Ugers Barn, venneløs og forladt, vanskelig vil kunne undgaa at fare vild paany for at holde sig og sit Barn i Live. Dette er kun en Del af det Arbejde, som ligger paa en kvindelig Fattigforstander. Mange have forsøgt at indskrænke Øldrikningen; nogle have søgt at skaffe Kvinderne varmere Underklæder om Vinteren; nogle have indført Besparelser; en har taget sig for at virke for en bedre Beliggenhed af Fattiggaardene; flere have indført en mere forskjelligartet og derfor sundere Levemaade uden større Bekostning: Alt dette Arbejde ligger i saa fuldt Maal for Kvinderne og i den Grad indenfor deres Erfaringer, at man vanskeligt kan tænke sig, hvordan et Fattigforstanderskab, bestaaende udelukkende af Mænd, kan tro sig selv i Stand til at gjøre det for Hundreder af Mennesker, som enhver af dem vilde dømme sig selv ude af Stand til at gjøre i sit eget Hjem. Det gaar da ogsaa saaledes, at, hvor vi én Gang have faaet Kvinderne ind, der vil man paa ingen Maade af med dem igjen. Det gjælder kun at komme ud over Fordommen og Frygten for det ny. De Kvinder, som vælges til Fattigforstandere, ere sædvanlig dannede og af god Familie. Vi skulle lige til at vælge en Bispedatter; Miss Lovisa Twining har i 25 Aar arbejdet i Fattigvæsnets Tjeneste; andre, Miss Baker og Mrs. Lawrie, forstaa sig særlig paa Sygepleje o. s. fr. Det kan siges med Sandhed, at vi kun have høstet Gavn af at have faaet Kvinder med til at bestyre Fattigvæsnet her i England.

Jeg faar i Dag ikke Plads til at sige noget om Skoleraadene, og hvad Kvinderne udrette der, hvad de gjøre for Undervisning i Husgjerning o. lg., men jeg haaber at sende dem et Brev igjen inden lang Tid.

Med Ønsket om, at vort fælles Arbejde maa have Fremgang

Caroline Biggs. **)

*) den fattigste Del af Staden.

**) Redaktrice af Tidsskriftet „The Englishwomans Review”, der har bestaaet siden 1858, og som indtager Hæderspladsen blandt de mere bekjendte Kvindetidsskrifter.