De danske Forfatterinder og Kritiken

Under denne Overskrift klager Fru Laura Kieler i Fjor i dette Blad over den Mangel paa Forstaaelse hos vore Kritikere, som efter hendes Mening betager de danske Forfatterinder deres Selvtillid paa samme Tid, som den dysser deres Selvkritik i Søvn. „Atter et Indignationsudbrud”! - „Lad Kvinderne arbejde og i Gjerning vise, at de due til noget!” - saaledes lave vist mange, der læste hendes Betragtninger, ræsonneret. Disse Linier skrives for at fremdrage et Par Exempler, der, synes det mig, vise, at der virkelig er noget i, naar hun mener, at vore Forfatterinder ikke ere heldig stillede, men mange Gange kun finde liden Forstaaelse af, hvad det egentlig er, de ville give.

Jeg tænker her paa en Anmeldelse af Fru Drude Krog Jansons Bog „En ung Pige” i „Politiken” for den 20de November og en anden af Fru Amalie Skrams „Sjur Gabriel” i „Morgenbladet” for den 23de September f. A. Disse to Exempler have frembudt sig af sig selv uden nogen Søgen fra min Side, saa det er rimeligt, at der vilde kunne findes flere. Formentlig har det intet at sige, at Forfatterinderne ere norske; Bøgerne ere udkomne her.

Da jeg ikke er nogen kyndig Kritiker, skal jeg ikke udtale nogen Dom om disse Bøgers æstetiske Værd. Det er ikke vanskeligt at finde Fejl ved dem. Troligvis vil det falde de fleste i Øjnene, at, medens der er en hel Del kvindeligt Sværmeri i den ene Forfatterindes Maade at behandle sit Æmne paa, saa har den anden med en maaske ligesaa kvindelig Mangel paa Maadehold bortkastet mangt et berettiget Hensyn til Skjønhed og Smag for at gjøre Skildringen mere virkelighedstro. At DHr. kritisere, kan man ikke tage dem ilde op; men en Smule god Vilje, en Smule Stræben efter at forstaa kan man vel forlange. Saa totalt mislykkede ere disse Bøger virkelig ikke, som man skulde tro, dersom man kun holdt sig til Anmeldelserne, der nærmest ere skikkede til at slaa dem ihjel med det samme og sikkert have afholdt mange fra at læse dem.

Fru Janson skildrer „en ung Pige”, som har faaet den endnu for en Snes Aar siden almindelige hjemlige Middelstandsopdragelse. Hun føler Kræfter i sig, vil noget, men har kun lært at drømme og gjøre afmægtige Tilløb til at udnytte sine Evner. Det er en fortræffelig Idé af Forfatterinden at flytte dette Pigebarn fra det rige Kjøbmandshjem i Kristiania over til en vestlig Udvandrerby i Amerika, hvor det jo netop gjælder at støde fra sig med begge Albuer, sluge alle zarte Fornemmelser og fægte sig frem trods Haan og Spot, som i dette Tilfælde rammer Pigebarnet væsentlig paa Grund af Faderens Bestilling som Knejpevært. At dette piner den unge Pige, opfattes som kvindelig Sentimentalitet og Naivitet hos Forfatterinden. Havde Fru Janson, siger Anmelderen, blot én Gang været i Paris, vilde hun der have set flinke og honnette Borgerkoner sidde den hele Dag ved Kassen baade paa Restaurationer og i Hoteller, uden at nogen betragter deres Gjerning som uværdig for en ret Kvinde. Her synes jeg dog nok, at Naiviteten er paa Anmelderens Side. Vilde han, at Fru Janson skulde have studeret Amerika i Paris? Man behøver saamænd ikke at have været i Minneapolis, men kun at have læst nogle Rejseskildringer fra de store amerikanske Nybyggerstæder for at vide, at Brændevinsudsalg der, i Afholdsbevægelsens Hjem, bliver sat i Klasse med de groveste Samfundsbesmittelser. Ogsaa Skildringen af den unge Piges Optræden i Selskabslivet maaler han med en evropæisk Alen. Hun finder sig i, hedder det spottende, at en Herre inden Forlovelsen trakterer hende, kjører med hende, inviterer hende i Theatret. Er dette ganske honnet for en ung Pige? spørger han. Ja unægtelig! naar vi som hos Fru Janson befinde os i Amerika og ikke i Paris. Jeg har i det vestlige Amerika set det taget med i Beregningen over en anstændig ung Piges Indkomster, sammenlignede med den unge Mands, at han bekostede de Fornøjelser, som det var Reglen, at de nød sammen. Fru Jansons Skildring af en vis Side af Livet i Amerika, nemlig det Udvandrersamfund, der paa samme Tid, som det slider for Udkomme, maa stride for at skille sig af med gammel Fordom og for at tilegne sig det ny Fædrelands indre og ydre Ejendommelighed, er for mig fuld af Interesse og - sanddru og levende, som den er, - i og for sig tilstrækkelig til at give Bogen Værdi. Den ærede Anmelder kunde blandt andre have lært en hel Del deraf, om han blot havde læst med lidt mere Tillid til Forfatterinden. Men ogsaa Bogens Kjærne, Misforholdet mellem den unge Piges Opdragelse og Livets Fordringer til hende, vilde kunne give ham en Forklaring paa den Indignationslitteratur, som man er saa kjed af, men som man sikkert ikke bliver kvit, før man gjør sig lidt mere Umage for at forstaa og bortrydde Aarsagerne til den.

„Morgenbladet” har ikke behandlet Fru Skrams ejendommelige Bog mere indgaaende. Man faar at vide, at Stemningen i den er trist og tung, at Skildringen er overlæsset med Detaljer, Sproget umuligt, - hvilket ikke er ganske usandt, - og alt dette skal ikke opmuntre til nogen Anstrængelse for at tilegne sig Indholdet. Læser man den saa alligevel, vilde man dog ikke have undværet det. Oven i Kjøbet giver den et helt vægtigt Indlæg i Dagens Forhandling. Sjur Gabriel, Almuesmanden, hvis triste, jordbundne Tilværelse danner Hovedæmnet, tvinges ved sin Hustrus langvarige Sygeleje til at ofre alle de gjennem lange Tider sammensparede Penge, der er det eneste Lyspunkt, han har tilbage. Han tænker da paa at tage sig af Dage. Men saa hændes det, at det spæde Barn, som han under Hustruens Fraværelse har maattet pleje, for første Gang smiler til ham, og han føler, at det gaar aldrig an at forlade dette lille Væsen. Barnet faar Krampe; i aandeløs Angst vaager han over det, udfinder instinktmæssig de bedste Midler til at lindre dets Kvaler, og da det vidunderlige sker, og Barnet kommer sig, da er han stærk og modig til igjen at tage en Tørn med Skæbnen. Dette tilligemed den hjærtegribende Skildring af, hvorledes dette lille Barn, der i sine korte fem Leveaar ved at vække Faderfølelsen hos Manden gjør Livet taaleligt, ja undertiden glædeligt for samtlige „Hellemyrsfolk”, hvorledes det nu angribes af Strubehoste og dør i hans Arme, disse Skildringer blive for Anmelderen kun til „et Par Sygehistorier”, der nærmest virke frastødende. Ja, hvorledes læser ikke en vis Mand Bibelen!

Paa Steder, hvor Kvindesagen er mere fremskreden end hos os, har man i de senere Aar dannet særlig kvindelige Journalistforeninger. Det er ikke usandsynligt, at man derved kan udfylde et virkeligt Savn og blandt andet skaffe de kvindelige Forfattere Fordelen af en Kritik, der ikke blot lige overfor. Publikum kan udtale en retfærdig Dom, men som ogsaa kan vejlede Forfatterne ved at opsøge og fremdrage det mest værdifulde i deres Arbejde paa samme Tid, som den paaviser Fejlgrebene. For kvindelige Forfattere, der vel ofte staa noget famlende og antagelig ere i Besiddelse af et rigeligt Maal af Forfatterømtaalighed, maa en saadan Kritik være meget nyttig; men det vilde ubetinget være sundere, om den kunde opnaas, uden at man skulde behøve at ty til nogen kunstig Adskillelse af Kjønnene, den vi i Forvejen have mere end nok af paa de fleste Omraader.