Betænkning fra Udvalget angaaende Kvinders haandværksmæssige Uddannelse.
Til
Styrelsen for Dansk Kvindesamfund.
Ved den den 12te November f. A. afholdte extraordinære Generalforsamling i Dansk Kvindesamfund besluttedes det at nedsætte et Udvalg paa 5 Medlemmer til at tage under Overvejelse, paa hvilken Maade man kunde fremme Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til haandværksmæssig Uddannelse. Dette Udvalg, forøget med to Medlemmer, har bestaaet af os undertegnede, der, efter at have afholdt en Række Møder til Drøftelse af Sagen og paa forskjellig Maade søgt at indhente saadanne Oplysninger, som vi mente, kunde komme os til Nytte, tillade os at fremsende følgende Udtalelser til den ærede Styrelse.
Vanskeligheden ved at skaffe Kvinden Adgang til haandværksmæssig Uddannelse skyldes Utilbøjeligheden hos Haandværksstanden til at øge Konkurrencen. Dette fremtræder ikke direkte fra Mestrenes Side, der selvfølgelig ere vidende om, at Kvinderne først langt om længe ville kunne blive deres Konkurrenter, men det giver sig Udslag ved, at Mestrene paa Svendenes Vegne erklære Arbejderforraadet for at være langt større end Arbejdsmængden, derfor anse en yderligere Forøgelse af Arbejderudbuddet ikke blot for unyttig, men endog for skadelig, og det især, naar de ny tilkomne i høj Grad maa befrygtes at ville sætte Arbejdslønnen ned under den for Mændene brugelige. Er dette end i en vis Forstand i Mestrenes Interesse, synes der dog, frivillig eller ufrivillig, paa dette Punkt at bestaa en Solidaritet imellem de to Parter, der foreløbig gjør Mestrene højst utilbøjelige til at bryde Isen og optage Kvinder som Lærlinge paa deres Værksteder.
Dette er Sagens Hovedkjærne. Thi de Vanskeligheder, det vilde have at have Kvinder og Mænd i samme Lokale ere vel blevne fremhævede, men synes ikke at kunne holde Stik overfor det Faktum, at paa mangfoldige Steder og mangfoldig Omraader arbejde Mænd og Kvinder sammen uden gjensidig Gene, kun at Kvinderne, paa Haandværkets Omraade, i Reglen udelukkende ere henviste til det mest elementære Arbejde, til hvilket der kun kræves en saare ringe Uddannelse. Ligeledes er det fremført, at Kvinder ikke vilde have fysisk Styrke til en haandværksmæssig Uddannelse, men medens man selvfølgelig ikke kan se bort fra, at der er Fag, hvor Kvindens ringere Muskelstyrke end Mandens maa gjøre hende det vanskeligt at foretage Arbejdet, og der ligeledes i ethvert Fag er enkelte Arter af Arbejder, ved hvilke der kræves en ikke ringe Kraftanvendelse, har man sikkert ikke tilstrækkelig overvejet, hvor meget haardt Arbejde Kvinder allerede nu sættes til, og maa man ogsaa indrømme, at der i hvert Fald er en hel Række af Fag, hvor Udholdenhed og Fingernemhed spiller en større Rolle end Kraftudfoldelse, og hvor, selv ved de vanskeligste Dele af Arbejdet, Haandelaget, altsaa Øvelsen, spiller en nok saa stor Rolle som den fysiske Styrke. Vi forbigaa endelig Udtalelser om Kvindeligheden, om Evnen til at naa den højeste fagmæssige Udvikling o. m. lign., fordi disse Momenter henhøre under Spørgsmaalet om Kvindesagen i Almindelighed og her ikke behøve at gjøres til Gjenstand for en Debat.
Men heller ikke Hovedindvendingen, at Antallet af Arbejdere er stort nok, og at Arbejdslønnen maa befrygtes nedsat, forekommer os holdbar som Hindring imod Kvindens haandværksmæssige Uddannelse. Thi vi kunne paa ingen Maade indrømme, at det, at der findes flere mandlige Arbejdere, end der altid er Arbejde til, skal kunne afskære det store Antal Kvinder, der skulle ernære sig selv og hyppig andre med, fra at søge deres Erhverv paa bedst mulige Maade. Og overfor Paastanden om, at Kvinderne ville trykke Arbejdslønnen ned, er det netop, vi sætte vor Lid til den videreuddannelse, det graduerede Arbejde. Kvindens Arbejdsløn, der saa hovedsagelig er bestemt ved hendes Fordringer til Livet, vil stige, naar hendes Krav voxe, men dette vil netop bedst ske, naar hun ogsaa har mere og bedre Arbejde at byde, end der nu er almindeligt, og tilmed vil en Underbyden bedst undgaas, hvor Kvinden har uddannet sig til sit Arbejde i Fællesskab med Manden og derved er bleven solidarisk med ham, føler sig som Kammerat med ham. Er der end derfor en Mulighed for, at Arbejdslønnen i Længden vil gaa ned ved det forøgede Arbejderudbud
- hvad tier til Gjengjæld vil medføre ringere Varepriser og der igjennem, ligesom igjennem Kvindens økonomiske Støtte, vil erstatte Mandens mulige Tab -, saa er dog den sikreste Maade til at undgaa en pludselig Depression, eller endog en Nedgang, fremkaldt ved Truslen om at benytte Kvinder til Arbejde, at disse selv have Respekt for deres Arbejde, vide, at de ikke behøve at modtage det ringeste og slettest betalte, og at de føle sig ansvarlige overfor Faget, hvor de Rettigheder, de have faaet, ogsaa ville give dem Forpligtelser.
Man vil indse, at Resultatet af disse Betragtninger er, at vi have maattet anse det for det heldigste, om Kvindernes Uddannelse til Haandværkere kunde foregaa paa selve Værkstederne, og ihvorvel dette sandsynligvis vilde nødvendiggjøre en længere Tid til Uddannelsen end en Uddannelse i Fagskoler eller lign., vilde det ogsaa kræve et ringere Apparat, d. v. s. færre pekuniære Ofre, hvad der kan blive af afgjørende Betydning for Sagens Fremme.
Vi have da, for til en Begyndelse at undgaa Indvendingen om de fysiske Vanskeligheder, gjennemgaaet samtlige Erhverv, deraf uddraget de formentlig letteste og gjentagende henvendt os til Mestre i disse Fag.
Vi have som de nærmest liggende Fag tænkt os: Bogbinderi, Skomagerprofessionen, Sadelmagerprof., Guldsmedeprof., Møbelsnedkeri, Uhrmageri, Maler- og Lakererprof., Possementmageri, Børstenbinderi, Gibserprof., Glarmester- og Forgylderprof. og Kurvernagerprof. Men for nogle af disse maa det indrømmes, at der i hvert Fald ingen Grund synes at være til at udvælge sig dem i første Række, eftersom Arbejdslønnen allerede nu er saa ringe, at det vilde være besynderligt netop at kaste sine Kræfter paa disse. Arbejdslønnen i Skomagerprofessionen f. Ex., der aldrig synes at have været meget høj, paavirkes af Mængden af indført Skotøj, Arbejdslønnen i Kurvemageriet af, at det er en Virksomhed, der udøves paa Arbejdsanstalter og lign., hvilke naturligvis kunne sælge deres Produkter saa billig, at de sænke Lønniveauet for det regulære Arbejde.
I de Fag, der var tilbage, og hvor vi forhørte os hos forskjellige Mestre, om der ingen Mulighed skulde være for at faa Kvinder antagne som Lærlinge, erfarede vi, at man vel Rundt om havde Kvinder paa Værkstederne, men at de, som alt omtalt, i Reglen kun uddannes i en enkelt Retning af Faget, saaledes hos Guldsmede, Forgyldere, Bogbindere og fl. a. Oplæres en Kvinde i Faget som Helhed, er der særlige Forhold til Stede, og Reglen er, at man ikke vil akceptere dem. Vi fik stadig gode Raad om at søge dem anbragte i andre Erhverv end netop det, man henvendte sig om, men selv at modtage Kvinder var man ikke tilbøjelig til. Iblandt disse Raad skulle vi dog fremhæve, at der synes at herske en fælles Anskuelse hos flere Møbelsnedkere om, at Kvinder maatte egne sig særlig vel til Møbelpolering og Billedskærerarbejde.
Imellem Uhrmagerne var der en enkelt, der vilde modtage Kvinder som Lærlinge imod særligt Vederlag. Vi nævne dette, med Tilføjelse af, at ad denne Vej vil der hos mindre Mestre vistnok være et og andet at gjøre. For øvrigt slutte vi denne Del af vore Udtalelser med den Bemærkning, at en almindelig Antagelse af kvindelige Lærlinge hos Stadens Haandværksmestre, paa samme Maade som af mandlige Lærlinge, anse vi foreløbig for udelukket, men at vi nære Haab om, at man hist og her kan faa enkelte Kvinder antagne paa et Værksted til fuld haandværksmæssig Uddannelse, og at der maaske ikke behøves meget mere end Syn for Sagen for, at noget saadant er realiseret og altsaa kan realiseres, for at det skal kunne blive mere almindeligt. Kvinder, der henvende sig til den ærede Styrelse for at faa saadanne Pladser, tro vi, foreløbig bør henvises til Uhrmager- og Guldsmedeprofessionen - ligesom i øvrigt maaske ogsaa til Sætterprofessionen -, hvorom nærmere positive Data maa forbeholdes, til Spørgsmaalet konkret foreligger.
Ved Siden af denne Henvisning til Værkstederne, der altsaa i heldigste Tilfælde foreløbig kun vil kunne blive af meget ringe Omfang, vil Udvalget foreslaa Oprettelsen af et Skoleværksted for Kvinder.
Hvilke Tanker man end paa Forhaand kan have haft om Omfanget af et saadant Værksted, er det under vor Drøftelse af Sagen blevet os klart, at der kun kan være Tale om at begynde med et enkelt Fag, paa Grund af Sagens Vidtløftighed Og Kostbarhed. Thi det, der kræves til et saadant Værksted,
er ikke blot Lokale, Værktøj og Lærer, men ogsaa Materiale, Stoffet, der skal arbejdes i. Tænker man sig dernæst, at Materialet godt og vel var anskaffet, hvor skulde man saa blive af med de færdige Gjenstande? Man kunde vel aabne en Forretning dermed, men dels er dette forbundet med ny Risiko, dels er der Fag, hvor en saadan Detailforretning jo ikke let lader sig stille paa Benene.
Som Følge deraf besluttede vi at fæste vor Opmærksomhed paa et enkelt Fag, nemlig Bogbinderiet, hvor vi have Grund til at tro, at der altid vil være Foreninger og enkelte nok, som af Interesse for Sagen ville støtte Værkstedet, hvorved der saaledes altid vil blive Arbejde at foretage og Afsætning for Arbejdet.
Uddannelsen paa et saadant Værksted bør ubetinget være fagmæssig, d. v. s. enhver Elev bør uddannes i det hele Fag. Men hermed er det ingenlunde vor Mening, at det kun skal være en Haanduddannelse; Værkstedet maa være indrettet paa ogsaa at benytte Maskiner, fordi Eleverne ellers ikke ville faa tilstrækkelig Øvelse heri og i sin Tid maaske ikke fuldt ud kunne konkurrere med Mændene. Uddannelsen paa et Skoleværksted vil vel næppe tage saa lang Tid som nu paa et almindeligt Værksted. Lærlingen vil kun være beskæftiget med sit Arbejde, ikke med Byærinder og mange ligegyldige Ting. Uddannelsen vil tillige blive bedre, fordi den Faguddannelse, som nu tidt savnes saa stærkt i Professionerne, og som disse i den seneste Tid opmuntre saa meget til, her vil kunne drives med særlig Styrke. Men paa den anden Side maa man belave sig paa, at fuldt saa megen Øvelse, fuldt saa meget Haandelag, navnlig i mekanisk Henseende, vil vanskelig kunne opnaas paa denne Maade; her er en af Manglerne ved Skoleværkstedet, som der jo imidlertid er lige saa lidt at gjøre ved som ved den noget uheldige Stilling udenfor Faget som Korporation, en saadan kvindelig Særuddannelse altid skaber, i Modsætning til Uddannelsen i almindelige Værksteder. - Vi henstille i denne Sammenhæng som en mulig fremtidig realisabel Tanke, at man oprettede Skoleværksteder baade for mandlige og kvindelige Lærlinge; man vilde herved komme heldig over nogle af Manglerne ved de udelukkende kvindelige Skoleværksteder.
Foreløbig maa man altsaa imidlertid nøjes med, og foreslaa vi Oprettelsen af et Bogbinderiværksted for Kvinder, hvor disse uddannes fagmæssig og tillige gjøres bekjendte med og øves i Benyttelsen af Maskiner. For at Sagen skal tages med Alvor og ikke blive til en Sport, maa det kræves, at de Kvinder, der melde sig, ofre deres hele Dag til Værkstedet, Det maa blive dem en Livsopgave, som det er for de mandlige Lærlinge.
Sagen vil pekuniært kunne realiseres, hvis der f. Ex. melder sig 10 Kvinder til et saadant Værksted, der hver erlægge 10 Kr. maanedlig. Med denne Sum vil Lærer og Lokale kunne betales. Udgiften til det nødvendige Materiale vil mindst kunne balancere med Vederlaget for det færdige Arbejde. Til Værktøj og navnlig til Maskiner vil der - i Følge velvillige Oplysninger fra en Fagmand - medgaa 1400 Kr. én Gang for alle, hvilket Beløb formentlig vil kunne tilvejebringes dels fra de forskjellige offentlige Fonds, dels ved frivillige Bidrag fra en Forening, man maatte søge dannet med Kvinders Uddannelse til Haandværkere som Formaal. Denne Forening skulde da tillige blive en Støtte til at skaffe Skoleværkstedet Arbejde, endvidere til at skaffe Kvinder Ansættelse hos Mestre som Lærlinge, endelig til at bistaa uddannede Kvinder med at faa Pladser eller med at etablere sig.
Nærværende Bemærkninger ere i korte Træk Resultatet af Udvalgets Overvejelser, som vi herved ønske at forelægge den ærede Styrelse til videre Drøftelse og Behandling.
Overfor den mangeartede Modstand imod Sagens Gjennemførelse vil det aabenbart være det eneste, der er at gjøre, at gribe fat i enhver Hank, hvor der blot tilbyder sig Mulighed derfor, og i øvrigt, om det end i Begyndelsen kun kan blive paa et indskrænket Omraade, selv at bane sig ny Vej for at naa Maalet, i den sikre Forventning, at man, om dette lykkes, efterhaanden ogsaa her vil kunne aabne flere og flere Veje. Kjøbenhavn, 26de Februar 1888.
Emmy Kramp.
Fr. Larsen.
Harriet Meyer.
Aksel Mikkelsen.
Kristiane Konstantin-Hansen.
Marcus Marie Rovsing, født Schack.
