Kan Kvindesagen og Sædelighedssagen skilles ad?

Af A. S. - V. Pontoppidans Forlag. Kbh. 1888.

Til Læsningen af denne lille Bog behøves ingen Vejledning. Den er i sig selv saa klar og udtømmende, saa sikker paa sit eget, men tillige saa lidenskabsløs, saa den helt kan svare for sig selv, og i mine Tanker maa kunne læses uden Bitterhed af alle, der ville have Sandheden frem. Jeg vil her kun medgive den min bedste Anbefaling som et vægtigt Indlæg i en Sag, der er af saa stor Betydning for alle, saa at den, hvor den en Gang er rejst, ikke vil kunne ties ihjel. Der er i vore Dagblade ført en heftig Strid derom for ikke længe siden; men nu synes de enkelte Udtalelser, der senere i Piécer og Tidsskrifter ere komne frem fra begge Sider, at vidne om, at der maa kunne føres den rolige Forhandling derom, som altid maa være den ønskeligste.

Forfatterinden hævder med megen Styrke Nødvendigheden af, at vor Tids Kvinder klare sig deres Stilling til den ny Kjønsmoral, som her i Norden er prædiket af nogle naturalistiske Digtere. Ganske vist er det kun som Theori, den er ny, praktisk har den i lange Tider været fulgt af mangfoldige Mænd; men naar den nu, i Stedet for som hidtil at dømmes af den offentlige Mening og krybe i Skjul som noget i Grunden uberettiget, offentlig anbefales og sættes i System, saa at det livsvarige, anerkjendte Ægteskab foreslaas afløst af ganske private, flygtige Kjønsforbindelser, kunne forstandige Kvinder ikke se derpaa som noget sig uvedkommende. Forf. har den Overbevisning, at Ægteskabet er den højeste Form for Samlivet mellem Mand og Kvinde og den eneste, hvorunder Kvindens Menneskeværd kan naa til lige Ret med Mandens. Ved at se bort fra Sædelighedssiden i Kvindesagen, ved at gjøre denne blot til et Erhvervsspørgsmaal kommer man ind paa at ville gjøre Kvinderne til Mænd, at nedbryde det særlig kvindelige, medens det netop gjælder om at skaffe det kvindelige i Menneskelivet lige Ret ved Siden af det mandlige.

Naar Forf. omtaler den Forskjel, der i det hele er mellem den sædelige Renhed hos Mænd og Kvinder, gjør hun det saa hensynsfuldt mod de første, med saa stor Indrømmelse til alle de undskyldende Momenter, saa hun i mine Tanker paa et enkelt Sted er nærved at blive ubillig mod sit eget Kjøn. Hun mener saaledes, at en Kvindeforening som den svenske, der forpligter sine Medlemmer „til ikke at ægte nogen Mand, hvis Fortid ikke er ren”, ikke kan billiges af nogenlunde modne Kvinder. Jeg mener, at en Kvinde maa have lige saa stor Ret til at kræve en ren Ægtefælle, som nogen Mand har det, ja at hun i Reglen sin egen Renhed har en større Ret dertil end han. Hvad hun i Valget af sin Ægtefælle kan bære over med, det maa hun selv om; vi trænge alle til Overbærelse af hverandre, men vi have ikke Lov til at dadle hende, fordi hun gruer for paa nogensomhelst Maade at være Part i et Mangegifte. Der er vist nok nogen Sandhed i Forf.s Ord, at, „saaledes som Opdragelse og Samfund stilstande nu ere, betyder et Fald langt mere for en Kvinde end for en Mand”, men paa den anden Side maa det ikke glemmes, at, naar det, der driver Manden til Fald, ofte er den blotte Sanselighed, medens det hos Kvinden er en vildledt og forblindet Kjærlighed, saa er hans Fald i Grunden dybere end hendes.

Men det falder af sig selv, at denne lille Meningsforskjel mellem Forf. og mig paa et her ganske underordnet Punkt ikke gjør mig hendes Bog en Smule mindre læse- og anbefalelsesværdig. Den fortjener efter min Overbevisning at kjendes af alle som et klart og samlet Udtryk for alt det væsentligste og vægtigste, der fra Kvindesagens Venner kan anføres mod den foreslaaede sædelige Reform og til Forsvar for den gamle Kjønsmoral og det livs varige Ægteskab.