« Tilbage til søgeresultaterne

Om Undervisning i Sygepleje og Nødhjælp.

Af: Charlotte Norrie

« Se emneord

af Charlotte Norrie, født Harbou.


Da jeg vel tør gaa ud fra, at "Kvinden og Samfundets" Læsere interessere sig for ethvert Foretagende, der kan faa Betydning for Kvindens Stilling og den Maade, hvorpaa hun udfylder sit Hverv i Hjemmet saa vel som udenfor dette, tillader jeg mig at fremkomme med disse Linier, idet jeg med Hensyn til den Betydning, som det Arbejde, med hvilket min Mand, Læge Gordon Norrie, og jeg beskæftige os, har for Kvindesagen, skal indskrænke mig til at henvise til et Foredrag*), som jeg d. 17-11-1886 havde den Ære at holde i Dansk Kvindesamfund, og som er omsendt som Følgeblad til Martshæftet af "Kvinden og Samfundet" for 1887.


Det er min Hensigt her kortelig at omtale, hvad vi siden den Gang have opnaaet Adgang til, hvad vi altsaa nu kunne byde de Damer, der ere saa vidt enige med os om Nødvendigheden af, at enhver Kvinde lærer noget om syge og sunde Menneskers Pleje, at de som vore Elever ville tilbringe 3 Maaneder med Arbejde paa et Hospital.


Vi se os ved velvillig Imødekommen fra Overlægers, Plejemødres og Hospitalsbestyrelsers Side i Stand til at skaffe vore Elever Adgang til Kommunehospitalet (foreløbig paa Prøve i i Fjerdingaar) og Almindeligt Hospital, hvor de kunne komme til at deltage i det praktiske Arbejde paa Sygestuen under Plejemødrenes og Sygeplejerskernes Vejledning. Arbejdstiden paa Kommunehospitalet vil være fra 6 Morgen til 1 og mulig efter privat Aftale mellem Overlæge, Plejemoder og Elev tillige tra 6-8 Aften. Desuden vil der 3 Gange ugentlig fra 2-4 gives vore Elever theoretisk Undervisning i vort Hjem. Det er ikke Hensigten ved disse Kursus at uddanne Sygeplejersker, men kun at give Dilettanter saa megen Anvisning til Udøvelsen af Sygeplejekunsten, at de med større Sikkerhed end hidtil kunne udføre den i deres Hjem og tillige skaane deres egne Kræfter, naar de skulle pleje syge. Af denne Grund er den praktiske Undervisning knyttet til Hospitalernes Kvindeside, og Eleverne ville ikke blive udsatte for Smitte. Et Kursus er beregnet at skulle vare i 3 Maaneder, og Betalingen vil være 30 Kr. Da Damerne hverken faa Ophold eller Kost paa Hospitalerne, gjøre de bedst i at bo saa nær som muligt ved det Hospital, de besøge, for at de kunne gaa hjem til Middagsmaaltidet, deres Frokost kunne de medbringe, Underdragten maa være bekvem og varm f. Ex. Uldent Underliv, Benklæder og Strømper; Skotøjet varmt, let og bekvemt, dog ikke Listesko; Kjolen bør være af Bomuldstøj, den maa ikke sidde stramt, og ikke være for rigelig forsynet med Piber og Puffer, Ærmerne maa være lette at smøge op; endelig komme hertil store hvide Forklæder.


Den theoretiske Undervisning vil omfatte theoretisk Sygepleje, samt, hvad vi meddele vore Elever paa vore Nødhjælpskursus, nemlig et Grundrids af Menneskets Anatomi og Physiologi, en Redegjørelse for Karakteren af de hyppigste Beskadigelser og pludselige Sygdomstilfælde, samt hvorledes Lægfolk have at forholde sig indtil Lægens Ankomst. Vore Kursus i Nødhjælp vare 18 Gange 2 Timer, som Regel finder Undervisningen Sted 2 Gange ugentlig, et Kursus varer altsaa c. 2 Maaneder; Betalingen for et Kursus i Nødhjælp er 15 Kroner. Da vi imidlertid meget ønske, at ingen af pekuniære Grunde skal lade sig afholde fra at tage Del i et Kursus, hun ellers kunde have Lyst til, gjentage vi stadig, at Eleverne ere os lige velkomne, selv om de maatte ønske at betale mindre end det fastsatte Honorar eller endog at gaa helt frit.


Vi have siden Efteraaret 1883, da vi først begyndte at beskæftige os med denne Slags Undervisning, haft 4 tremaaneders Hospitalskursus og 22 Kursus i Nødhjælp med tilsammen 365 Elever. Desuden have vi holdt Foredrag om denne Sag i "kvindelig Læseforening" i Kjøbenhavn, i "Dansk Kvindesamfund" i Kjøbenhavn, i "Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbejdere", i "kvindelig Læseforening" i Helsingør og paa Raadhussalen i samme By, i "Selskabet for Sundhedsplejen", samt i "Officersforeningen" i Kjøbenhavn. Vi have arbejdet i den Tro, at der blandt vore Damer føles Trang til at lære et Arbejde, som - ved Siden af saa meget andet - særlig maa være Kvindens: at pleje syge og sunde Mennesker. I mit Foredrag udtalte jeg min Tillid til, at Autoriteterne vilde stille sig velvillig overfor Sagen, og denne Tillid er ikke bleven skuffet. Vi haabe nu, at Damerne ville støtte os ved deres Tilslutning, ikke blot ved at udtale, at der kan være noget godt ved Tanken, men ogsaa ved virkelig at arbejde med os, saa vor Plan kan blive ført ud i Virkeligheden paa en smuk Maade. Lad ikke den af vore Professorer faa Ret, som til mig udtalte: "De faar aldrig Damerne med til det, De kjender ikke Deres Kjøn, naar De tror, de ville gjøre sig saa megen Ulejlighed."


*) Syge- og Sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder