Medlemsbidraget.
Det er næppe saa ganske retfærdigt, naar en fattig Tjenestepige eller Arbejderkone, hvis hun vil være Medlem af "Dansk Kvindesamfund", i Følge dets Vedtægter er pligtig at yde lige saa stort Aarsbidrag, som til Exempel en velhavende Grosserer. Ganske vist har Samfundet gjort et lille Tilløb til at ophæve "Ligheden" ved at sætte Ordet "mindst" foran de 2 Kroner; alligevel betale yderst faa mere. Det kræver selvfølgelig langt større Interesse for Kvindesagen hos den, som ofte maa slide haardt for en ringe Betaling, eller som maa tigge hos sin Mand for hver Øre, hun skal bruge, at indmelde sig i Samfundet, end det gjør hos den, som ikke kjender økonomisk Savn.
To Kroner aarlig! er det nu ogsaa noget at gjøre Blæst for, vil man kanske sige. - Naturligvis er det ikke her Meningen at "ophidse Klasser og Dele", at bidrage til økonomisk Misnøje. Jeg vilde blot paapege et uheldigt Forhold, som langt fra klæber ved D. K. S. alene og saa henstille, om det ikke kunde rettes lidt. - For mange er selv et saadant Beløb ikke saa lille endda, og jeg er overbevist om, at der er adskillige, som nok havde Lyst til at være med i det organiserede Arbejde for Kvindens Frigjørelse og Ligestillelse i Samfundet, men som alligevel af Pengehensyn have Betænkeligheder. Ogsaa disse burde vi have draget ind med i Bevægelsen. Ingen, som har Sans for Sagen, burde savnes i vore Rækker.
Rigtigst vilde det være, om det blev saaledes, at Medlemsbidragets Størrelse stod i ligefremt Forhold til Yderens Formuesomstændigheder, men den Ordning lader sig i alt Fald for Tiden vanskelig gjennemføre og da især for en Forening, der har Medlemmer saa vidt spredt som D. K. S. Hvis Staten havde haft Indkomstbeskatning, kunde der maaske have været Tale om i Foreningslivet at benytte dets Skattegrundlag som bestemmende ogsaa for Medlemsbidraget. Men det er jo en af de Fugle, som sidder paa Taget. Vi komme derfor vist til at gaa en anden Vej, om noget skal lempes i den Retning.
Jeg foreslaar da, at Medlemsbidraget nedsættes til 1Krone aarlig, og henstiller dette til det kommende Aarsmødes velvillige Overvejelse. Man er maaske ikke dristig ved at tage dette Skridt. Samfundet har, kan jeg tænke, Brug for mange Penge. Uden Pengehjælp kommer man ikke gjærne langt med sine Formaal og Opgaver, enten man saa kommer enkeltvis eller i Forening. En Nedsættelse vil vel nok foreløbig mindske Aarsindtægten. I Længden vil det derimod sikkert betale sig. Mængden skal gjøre det. Dertil kommer, at uden Tvivl mange flere komme med i Virksomheden. Denne Tilgang af ny Kræfter i Sagens Tjeneste vil - tror jeg - have en vidtrækkende Betydning, som langt vil opveje et midlertidigt Tab af nogle 100 Kr. - Jo lavere Dørtærskelen er, des flere ville gaa inden for, og det kunde dog hænde, at en og anden mindre heldig stillet havde et Ærinde, en Gjerning at røgte ogsaa der til fælles Gavn.
Tør vi ikke nok lette Adgangen til Samfundet? Saa vidt jeg forstaar, er der ikke meget at vove, men derimod god Udsigt til at vinde en hel Del. Skulde man imidlertid ikke have Lyst til at prøve Lykken, tror man ikke paa Gevinsten, ja, saa er mit Forslag beredt paa at gaa Nitternes Gang.
