Harriet Martineau.

(Barndom og første Ungdom).

Elis. Fry, Elis. Browning, George Eliot, Mary Somerville, Florence Nightingale - saadanne Kvinder har England alene i dette Aarh. at være stolt af.

Harriet Martineau, der i novellistisk Form fremstillede nationaløkonomiske Sætninger og ved dette Arbejde ansaas for at have gjort sit Folk saa megen Nytte, at der to Gange af Staten blev hende tilbudt Pension, - der gjennem sin Kritik af Jagt- og Fattiglove gav sin Skjærv med til Reformarbejdet, - der skrev en Englands Historie over Aarene efter 1800 -, oversatte, eller snarere omskrev, Comtes Hovedværk, forfattede over tusinde Bladartikler, foruden adskillige Romaner, Levnedsskildringer, Rejseskildringer, religiøse og filosofiske Afhandlinger, - denne store, utrættelige Arbejder, indtager sin egen hæderlige Plads mellem disse Kvinder.

Fælles for dem alle er en Udvikling, moralsk og intellektuel, der giver dem fast Jord under Foden, en Viden, et Kjendskab til Livet og Evne til at gribe handlende ind, hvortil vi hos os intet tilsvarende have. Naar man sammenligner dem med de dygtigste, bekjendte Kvinder her hjemme, er det, som om de ikke tilhørte samme Tid, men snarere var et Aarhundrede forud for de fleste.

I Harriet Martineaus Liv blev Ungdommen ikke den stærkeste og bedste Tid. Hun udviklede sig tværtimod fra en underlig forskruet, næsten abnorm Ungdom til større aandelig Sundhed, Styrke, Klarhed og Mildhed og derigjennem rolig Glæde over Livet. Det gik med hende i det indre som i det ydre.

Thi, trods begejstrede Venners Paastand om det modsatte, faar man efter Skildringer og Billede Indtryk af en meget lidt tiltalende ung Pige, der først med Aarene fik det dejlige, gamle Ansigt, som litografiet efter Richmonds Billede viser.

H. Martineau er født i Norwich, den tredje yngste af en stor Søskendeflok. Faderen var Manufakturhandler. Hele sit Liv blev hun svag, til Dels maaske, fordi hendes Amme nær havde sultet hende ihjel, idet hun skjulte for Moderen, at hun ingen Mælk havde. Hendes Svaghed forøgedes ved de Lidelser, et overordentlig let paavirkeligt Sind medfører. Frygt var den første, uvilkaarlige Følelse, alt indgød hende, en vild, uovervindelig Angst, hvor Aarsag og Virkning aldrig stod i forstaaeligt Forhold til hinanden, men alt syntes at bero paa rent legemlige, for andre ubegribelige Fornemmelser. De høje Fyrretræer, Græsset, der snoede sig om hendes Fod, Regnbuefarverne, Solen gjennem Lysekronen kastede over Væggen, Lyden af Spanskrøret, naar Sengklæder bankedes, fremfor alt: Stjærnehimlen, som hun troede, vilde sænke sig mod hendes Hoved for til sidst at knuse hende, alt dette, og næsten alt andet, fyldte hende med en dyb Rædsel, som hun vel vogtede sig for at tilstaa. Thi Mennesker var fuldt saa forfærdelige. Femten Aar gammel mødte hun første Gang en, der ikke skræmmede hende, „dette velsignede Væsen” var en ældre Tante, der altid af den Grund havde sin egen, store Plads i hendes Hjærte.

I Hjemmet var der ingen Hjælp at finde. Det var et af den Slags exemplarisk førte Huse, hvor alt gaar efter Regler, der ingen Undtagelser kjende, hvor haardføre Børn trives, medens finere Naturer lide utrolige Kvaler under Hensynsløshed, udøvet i de allerhæderligste Grundsætningers Navn. Moderen synes at have været en forstandig, pligttro Kvinde; villig til alle Ofre for at bringe sine Børn frem, men uden Anelse om, at et Kjærtegn undertiden er tusinde Gange mere værd end den mest uimodsigelig sande Lærdom. Den Behandling, H. M. led under, vilde nærmest svare til, om man med en Jærnklo spillede paa en fin og skrøbelig Violin. Hun erindrer, at to Gange - to Gange! - medens hun var Barn, er der nogen, der har været venlig mod hende. Den ene Gang var det hendes Moder.

„Mit Liv begyndte med Vinter”, siger hun. Pint af Længsel efter Ømhed, skinsyg, saa hun kunde faa Anfald af Raseri, fortæret af Hunger efter Retfærdighed, først og fremmest: Retfærdighed mod sin egen dyrebare Person, men ogsaa mod alle, hun saa lide Uret, Tjenestefolkene især, - en Trang, der aldrig tilfredsstilledes, ikke i Hjemmet, hvor de store Søskende tyranniserede de smaa, ikke i Kirken, hvor der kun var Tale om de underordnedes Lydighed, aldrig om deres Ret, - selv lydig udadtil, men i kogende Oprør indvendig og derfor, - hvad der var værst af alt, - altid pint af Samvittighedsnag, medens ingen Magt skulde formaa hende til at tilstaa, hun havde Uret; lukkende sig sammen i sig selv for hver uvenlig Berøring, med stadig Trang til fuld Aabenhed og Meddelsomhed, - det er intet Under, om hendes Sind forekom andre „ligefrem djævelsk”, som hun selv kalder det. „Alt dette er højst pinligt, men jeg husker virkelig kun lidt fra den Tid, som ikke er pinligt”.

Hendes meget barnlige religiøse Forestillinger blev den første Trøst i denne Strid med hele Verden og sig selv. Hun tænkte en hel Del paa „Himlen”; „et Sted, fuldt af hvide og lilla Krokus”.

Om Søndagen i Unitariernes *) Kapel sad hun i Forventning om, at Verdens Undergang forhaabentlig vilde indtræffe, og en Engel komme lige fra Himlen ned gjennem Tagvinduerne for at hente hende bort i hele Menighedens Paasyn: da skulde hun faa Oprejsning for al lidt Uret. Men ofte i fortvivlede Øjeblikke ønskede hun ved Selvmord at fremskynde den lykkelige Overgang fra Jord til Himmel; en Gang havde hun allerede faaet den store Køkkenkniv fat - og hun nød de Samvittighedsnag, hendes nærmeste da vilde lide. Gud, mente hun, tilgav hende nok, hvis hun dræbte sig selv; thi - og her kom Betydningen, som Tanken om Gud fik i hendes Barneliv,

- „medens jeg var angst for hvert eneste Menneske, jeg saa, var jeg aldrig det mindste bange for Gud”. Fra denne Følelse af Tillid udviklede hendes religiøse Liv sig. Hendes Tro fik en dobbelt Betydning for hende: en beroligende og en ansporende Indflydelse. Først gav den hende i Tanken om Guds alt omfattende Kjærlighed den Hvile og Glæde, hun haardt trængte til. Dernæst øvede den det stærke Pres, under hvilket hendes Trang til Fremgang i det gode saa tidlig blev ligesom voldsomt fremtvunget. I den Alder af ni Aar havde hun allerede prøvet og opgivet Franklins Tabel over Dyder og Fejl, der i høj Grad tiltalte hendes Hang til Orden.

Biblen maatte nu holde for. Siddende i Barnekamret lige over for Ammen med den yngste Søster, som hun havde besluttet skulde blive hendes „Lykke”, og „som aldrig skulde savne den Ømhed, hun selv ikke havde fundet”, studerede og skrev hun ud af Biblen, og rejste sig kun nu og da „for at overvælde Barnet med Kjærtegn”. I det gamle Testamente fandt hun Bud og Regler saa mange og strænge, som hendes Hjærte begjærede, det nye vilde derimod ikke slaa til. - Til sit 20de Aar var hun Unitarier som hele sin Slægt, men netop i Ytringsmaaden og Udviklingen af den moralske Følelse kunde man tidlig spore det Punkt, hvor Adskillelsen maatte komme. Den kristne Lære om Syndsforladelse tilfredsstillede hende aldrig. Dette Barn vilde ikke nøjes med Tilgivelse, hun vilde Fuldkommengjørelse. „Jeg frygtede”, siger hun, „altid i høj Grad Synd og Samvittighedsnag, men jeg ønskede Straf og alt, hvad der blot kunde skaffe mig det ene store Gode, jeg forgjæves sukkede efter: - „Samvittighedsfred”. „Det var mig kun ringe Trøst, at mine Taarer og Bønner i Aften skaffede mig Tilgivelse, siden jeg vidste, at jeg allerede før i Morgen Eftermiddag atter vilde være en angrende”.

Med denne overudviklede moralske Finfølelse, der strax gjør Oprør mod at gaa den eneste, langsomme Vej fremad: gjennem Fejlgreb, og strax sætter Maalet langt ud over, hvad menneskelig Evne formaar, forbandt hun en ubøjelig Vilje, der Aar igjennem ikke slap, hvad den havde faaet Tag i, og paa samme Tid var hun, underlig nok, fuldstændig uden Tro paa egen Evne til at skjelne mellem Ret og Uret, til det yderste afhængig af andres Mening, og krympede sig under hver stræng Dom, - og der var Overflod af haarde Domme i det Hjem. Saa megen Styrke sammen med saa megen Svaghed affødte bitter Lidelse. Men gjennem uforstaaet Smerte, som hun led i Tavshed, lærte hun til sidst kun at stole paa sig selv og kun at forholde sig til sig selv, og da hun først vandt Mod til at være sin egen Dommer, fandt hun „Klippen, ingen Sø og ingen Storm kunde rokke”. Kampen var stræng nok, men hun havde intet andet Vilkaar end Sejr, hvis hun vilde leve, thi hun led saa stærkt og længe under hver Fejl, at Selvopholdelsesdriften, Trangen til at undfly Lidelse, tvang hende til, først med rastløs Anstrængelse at klare sig, hvad der førte fremad, og dernæst med utrolig Udholdenhed, en Aarvaagenhed, der aldrig syntes at kjende Sløvheds Øjeblikke, at gaa den Vej, hun mente, var den rette. Der er noget overanstrængt og ulysteligt ved hele dette Ungdomsliv med den altfor stærke Selvreflektion og den fuldstændige Mangel paa Evne til at give sig hen i Livet. Men Udfaldet viste, her var nu alligevel Vej for hende. Endog da hun senere principmæssig opgav og fordømte Beskæftigelse med sig selv, kunde hun ikke standse den ideelle Uro, der var en Naturejendommelighed hos hende. Hun røber den stadig uden at ville og vide det. Hun ængstes for og aner sin Begrænsning, og hvor hun ikke kan bryde igjennem den, raader hun til Dels Bod paa den ved at optage den i sin Bevidsthed. „Mit Sinds Snæverhed”, Ensidighed, er Ord, der komme igjen, og til det sidste, medens hun hver Dag venter Døden af et Hjærteonde, frygter hun for at have det for godt, for at hendes Omgivelser ikke skulle turde sige hende ubehagelige Sandheder, for at skaanes, forkjæles og derigjennem forringes. Denne Ærbødighed for sit eget Menneskeværd og strænge Alvor i Troen paa, hvad et Menneske kan gjøre ud. af sig selv, kommer smukkest og stærkest frem i den Maade, hvorpaa hun tog sit Livs store Ulykke: den tidlige Døvhed.

Hun fortæller, at, da hun var 16 Aar gammel og allerede meget døv, kom en Aften hendes ældste Broder, som hun saa op til, hjem fra et Selskab, højst forstemt. Han havde været sammen med en døv Dame, der havde plaget alle for at faa at vide alt, hvad der blev talt. Han sagde, bedrøvet og øm, til hende, at han havde tænkt paa hende, og at han haabede, han aldrig skulde komme til at undse sig paa hendes Vegne, saaledes som han havde rødmet over denne gamle Dame. „Dette bragte mig til at fatte en Beslutning, som jeg aldrig brød trods Formaninger og Fristelser: jeg vilde aldrig spørge, hvad der taltes om”. „Ung nok til at aflægge Løfter lovede jeg, at jeg altid vilde være taalmodig i denne Lidelse”, „at jeg vilde smile, hver Gang den bragte mig Smerte, og aldrig miste Humøret, hvad den end førte med sig - lige fra det ikke at kunne deltage i den offentlige Gudstjeneste, den Gang en stor Sorg for hende; til den Tid kom, da hun vilde faa sine Kappestrimler krøllede af den uundgaaelige Trompet, hun indsaa, hun til sidst vilde blive nødt til at bruge. „Saadan en Ulykke”, siger hun, „maatte med mit Temperament helbrede eller dræbe”. Den blev, hvad hun kalder „Helbredelse”, „i det mindste”, tilføjer hun paa sin sandhedskjærlige Maade, „i Sammenligning med, hvordan jeg var som ung”. Og dog følte netop hun, der tilmed var meget musikalsk, alle de Savn, den bestemte hende for.

„Livet er en stræng, uafbrudt Arbejdsdag for os, der kun høre og se, naar vi bevidst anstrænge os for det, eller som maa bruge andre Sanser i Stedet for dem, vi mangle. Naar man af 5 Sanser mangler de tre (Lugt, Smag, Hørelse), saa er det vanskeligt at leve et glad Liv”.

„Til Tider syntes min Lod mig tungere, end jeg kunde bære. Og dog - nu, da jeg er naaet hertil, paa Gravens Rand, ved Slutningen af et virksomt Liv, nu er jeg overbevist om at denne Døvhed omtrent er det bedste, der nogensinde hændte mig, - det bedste, rent egenkjærlig set, fordi det blev min store Drivfjeder til Selvbeherskelse, - og det bedste fra et højere Synspunkt, fordi den har været min særlige Anledning til at hjælpe andre, som lide under samme Ulykke uden samme Spore til at overvinde falsk Undseelse og anden usigelig Elendighed, der ledsager den”. Hele denne stærke Maade at tage Livet paa naar maaske dog sit Højdepunkt i den Ytring, at i den særegne Pligt, enhver legemlig Svaghed medfører, ligger en Frelse fra de Savn og Grænser, den paalægger! Dette kan vel kaldes at gjøre det mest mulige ud af det mindst mulige.

Senere, da Aarene lærte hende ogsaa at finde sig til Rette hermed, kom der et Anstrøg af Humor over hendes Maade at tage Døvheden paa. Hun fortæller om Sidney Smiths første Besøg hos hende. „Han kom og satte sig, bred og hyggelig, midt i min Sofa, med Hænderne foldede over Stokken, som om han rigtig trængte til Støtte under den store Stemmeudfoldning, han nu beredte sig paa, og saa begyndte han, ganske som den store St. Pauls Kirkeklokke, saa jeg for sammen ved første Lyd. Han saa med sky Uvilje til min Trompet, som der virkelig heller ingen Grund var til at bruge. Jeg følte meget snarere Lyst til at flygte til Værelsets fjærneste Krog. Det var altid hans Stolthed, at naar han talte med mig, behøvede jeg aldrig min Trompet”.

„Hun bruger dette Redskab som et Insekt sine Følehorn”, sagde en af hendes Venner, og hendes Uvenner kaldte det „hendes store Forsvarsvaaben”.

Hvor stor Betydning Religion og Moral end fik for hendes syge Sind, saa fandt hun dog meget tidlig andre rige Lægedomskilder. Syv Aar gammel tog hun fra Dagligstuebordet Miltons „Tabte Paradis”. Faa Maaneder senere kunde hun det meste af Digtet udenad og havde for første Gang erfaret, at der er Glæde og Hjælp i intellektuel Beskjæftigelse. Hendes udmærkede Skoleundervisning lærte hende det samme: „dér i Skolen, siger hun, „var det, at et intellektuelt Liv begyndte, og deri fandt jeg den Gang som altid senere en Tilflugt mod moralsk Lidelse og en uudtømmelig Kilde til moralsk Styrke og Glæde”. Hjemme læste hun højt: Levnedsskildringer, Historie, Kritikker, for sig selv: Shakespeare om Aftenen foran Kaminilden, og fra sit fjortende Aar Aviserne, som hun gjemte for de andre, til hun kunde liste sig bort med dem, for, uden hun selv vidste det, at arbejde sig ind i, hvad hun senere skulde faa Brug for. Desuden syede hun og Søstrene alt deres Tøj selv - bogstavelig alt, undtagen Skoene - og hjalp deres Moder i Huset. Dette blev imidlertid kun smaa Forarbejder til den Tid, da hun rigtig tog fat for at lære. Det var da først en Række religiøse og filosofiske Arbejder, hun gav sig i Kast med. Og under denne Læsning skiftede hun - meget langsomt - Standpunkt. Hun har givet en stærkt sammentrængt, og allerede derfor ikke fyldestgjørende Fremstilling af den Udvikling, der førte hende fra Kristendom til, hvad hun kalder; „filosofisk Atheisme” (Forkastelse af Troen paa Gud).

Nødvendighedens og Lovmæssighedens Idé, siger hun, gik op for mig. Hun „overvældedes stundom af de Vidder, der aabnede sig for hende”, og ved den uhyre Forandring, det vilde frembringe i hendes moralske Anskuelser. „Men min arbejdende Hjærne og mit bankende Hjærte blev roligt, og en Følelse, mere lig Fred end noget, jeg før nogen Sinde kjendte, lagde sig over mit angstfulde Sind”. Hun opgav Troen paa „en af Love uafhængig, selvbestemmende Magt i den menneskelige Vilje”, og hun tilføjer: „Jeg kan med Rette sige, at, hvis jeg har haft Velsignelsen af Styrke i Sorg og Ulykke, Sygdom og Slid, under et Liv, der har været alt andet end let, saa skyldes dette min Tillid til evige, uimodstaaelige Love, der arbejde i hele Tilværelsen”. Længe anede hun ikke alle de Følgeslutninger, denne Anskuelse, saaledes som hun optog den, vilde føre med sig, men mente i Kristi og Apostlenes Lære at finde en Skæbnetro, som hun med Begjærlighed greb, fordi den lod hende haabe det muligt at forene gammel og ny Tro. Den første Forandring blev hun sig bevidst, da, hun „fuldt overbevist om, at enhver ydre Ting vilde ske aldeles ens, enten det var hende til Behag eller ej, ophørte at ønske (I ceased to desire,) og derfor at bede om noget ydre Gode: dagligt Brød, Liv for mig selv eller andre, eller noget som helst undtagen aandelige Goder”. Da senere „en lang Række af Ulykker bibragte mig den Overbevisning, at det er umuligt paa Forhaand at vide, hvilke de ydre Betingelser for indre Fred virkelig er, .... saa blev jeg ligegyldig med Hensyn til, hvad der blev af mig, - jeg kastede Frygtens Plage fra mig, undtagen i enkelte svage Øjeblikke” - „det blev mig indlysende, at moralsk Fremgang snarere fulgte af god Paavirkning end af Arbejde med sig selv, og at blot saa meget Hensyn til sig selv, som der ligger i at arbejde paa sin Sjæls Frelse i Frygt og Bæven, er demoraliserende”. „Saadan naaede jeg samme Ro eller Resignation angaaende mine aandelige som mine timelige Anliggender, og saaledes blev min Bøn: Ske Din Vilje”.

Til sidst bestod hendes Andagt i hyppig og inderlig følte Betragtninger over „Livets og Tilværelsens Hemmeligheder og den menneskelige Pligts store Videnskab eller Kunst”. „Efterhaanden som Frygts og Ønskes og Egenkjærligheds Besmittelse svandt bort, og Overvejelsen gjaldt Kjendsgjerninger i Stedet for Lidenskaber, blev Betragtningen friere og sødere, indtil den spredte sin Henrykkelse over hver vexlende, vaagen Time, og gjør det endnu, nu da Livet selv svinder bort”. Intet Brud, men en langsom Frønnen bort af gammel Tro, langsom og umærkelig, førte hende saaledes til det afgjørende sidste Vendepunkt, hvis Resultat for de fleste stod som slet og ret Atheisme, medens hun selv bestemmer det som forskjelligt derfra ved Overbevisningen om „en sidste Aarsag.

Det er ikke svært gjennem hendes Redegjørelse at forfølge et ensidigt Tilbageslag mod en foregaaende snæver og ensidig Kristendomsopfattelse. Harriet Martineau, der havde saa fast Greb om Kjendsgjerninger, synes gjennemgaaende kun lidet anlagt for almen Tænkning. Den Fanatisme, hun som Kristen ikke var fri for, voxede snarere end aftog, da hun skiftede Mening. Aldrig saaledes, at hun vilde paatvinge andre sine Anskuelser, men saaledes, at alle andre Standpunkter end hendes eget forekom hende næsten ubegribelige, og hvad hun selv mente, saa indlysende, at hun gjorde ganske kort Proces, med alle Indvendinger. Hendes Natur var anlagt paa stærk Tro. Hun gjorde sig en ny Religion af de Grundsætninger, der omstødte den gamle Religion for hende. Og hun voxede ud af én Overbevisning ind i en anden, rolig, ligesom skydende Tvivl fra sig, som noget med hendes Natur uforeneligt. Det giver hendes Liv Dygtighed og Samlethed, men det gjør mange af hendes Tankeundersøgelser lidet værdifulde og lettere omstødelige, end man overfor en ellers saa solid bygget Natur havde Ret til at vente.

Med alle disse Tanker var hun allerede begyndt at arbejde i det tyvende Aar. Da var hendes ældre Søskende gifte, hun selv derved rykket op til at tages paa Raad med og regnes for noget. En Række store Familiesorger knyttede hende inderligere til hendes Slægt. Slag i Slag kom de: hendes ældste Broder, hans Barn og saa hendes Fader døde kort efter hverandre, og Familiens Forarmelse begyndte. Paa samme Tid forlovede hun sig med en Mand, der længe havde elsket hende, men gjennem andres Ord og hendes forrige Rigdom mente sig skilt fra hende. Hendes sygelige Mistro til sig selv og hendes Døvhed gjorde hende angst for det nye Forhold, og da hun endelig begyndte at turde tage mod sin Lykke, var den forbi. Aar og Dags Forhaling, Tvivl og Sorg havde, siges der, undergravet hendes Kjærestes Sundhed: han blev sindssyg og døde. Til Sorgen over ham føjede sig den dybe, ufortjente Krænkelse, hans Slægt viste hende ved at tillægge hende Skylden for hans Ulykke. Harriet Martineau sørgede utvivlsomt dybt, men synes intet Øjeblik at have følt sig tilintetgjort. Intetsteds bærer hendes Liv Præg af, at dette Forhold har været andet end et hurtig gjennemlevet Afsnit af hendes Liv; et Kjærlighedsforhold kunde ikke blive det centrale for hende. Der er en ganske anden Varme over hendes Fortælling om intellektuelt Arbejde og Nydelse end over de sparsomme Ord, hvori hun berører sin Ungdomskjærlighed. Senere (i et Brev til Moderen) omtaler hun den Mulighed, at hun kunde gifte sig. Hun gjorde det ikke, og hun følte, da hun skrev sin Levnedsskildring, at for hende passede den ugiftes Frihed bedst. Hun var lykkelig ved sit ensomme Liv.

Men den Gang hun, nogle og tyve Aar gammel, ramtes af saa stor Sorg, da synes hun at have gjennemlidt, hvad der ligesom dræbte Evnen til alle stærke, personlige Ønsker hos hende. Tilbage blev kun Viljen til at naa saa langt som muligt i Udvikling, og Kjærligheden til det Arbejde, hun for længe siden allerede havde haabet, hun skulde kunne gjøre, og som alt i hendes trange, arbejdende Barneliv og stærke Karakterudvikling beredte hende for, indtil den Dag kom, da Ulykke og Fattigdom ligesom kappede det sidste Tov, der holdt igjen.

*) Unitarierne ere en Sekt, der anse sig for kristne og tro paa Bibelen, men anse Kristus for blot Menneske og forkaste Treenighedslæren.

Red. Anm.